Komposition og dirigentfaget er traditionelt blevet opfattet som mandefag. Første gang en kvinde fik diplomeksamen i komposition fra et dansk musikkonservatorium var først i 1985 - og kvinden var Anne Linnet. Tendensen bliver endnu mere tydelig, når man kaster et blik på forrige sæsons 174 opførte symfoniorkesterkoncerter, hvor det kun var en kvinde, der svingede dirigentstokken under ni af opførelserne.
Drenge bygger nemlig med Legokloder, mens piger leger med dukker. Den slags stereotyper holdes i live alle vegne, og inden for musikken kunne man nok sige, at mænd spiller trommer, mens kvinder spiller violin. Dette forhold afspejler naturligvis ikke den skinbarlige sandhed, men til gengæld er det et faktum, at mænd besidder de ledende stillinger inden for musikalske opførelser, mens kvinderne må lade sig dirigere som en del af symfoniorkesteret.
Siden 2013 er der ikke uddannet en eneste kvindelig orkesterdirigent. Det viser tal, som rektor for Det Kongelige Danske Musikkonservatorium Uffe Savery har oplyst til Jyllandsposten. Mellem 2013 og 2019 har der været 70 mandlige og 21 kvindelige ansøgere, hvoraf kun fire mænd har klaret sig igennem nåleøjet.
Samtidig viser en undersøgelse fra 2018, at musik skrevet af mandlige komponister udgjorde 95 procent af det opførte repertoire i danske koncertsale gennem tre sæsoner. Opgørelsen af brugen af klassisk musik i Danmark blev foretaget af Dansk Komponistforening i samarbejde med musikforlaget Edition Wilhelm Hansen, forlaget Edition S og organisationen Snyk. Konklusion var klar: repertoireret var nærmest blottet for kvinder.
Eva Noer Kondrup er den første kvinde, der begyndte på kompositionsstudiet på musikkonservatoriet i København. For hende er det tydeligt, at der finder en skævvridning sted, og hun mener, at fænomenet skyldes et kønsopdelt arbejdsmarked i Danmark, hvor kvinder til stadighed bliver sygeplejersker, og mænd bliver håndværkere.
”Det er forstemmende, hvis vor opfattelse af egen kønsidentitet står på konformitetens svage ben i en sådan forstand, at vi vælger uddannelse og levevej ud fra en opfattelse af, hvad der passer til vores kønsidentitet. Så bliver det hele altså lidt for konformt. Det har frygtelige konsekvenser, når denne tendens slår igennem i kreative fag. Jeg kender en ung kvinde, som gerne ville spille trommer, men fortalte, at hun ikke kunne fastholde blikket på sig selv som værende en rigtig pige, hvis hun spillede trommer. Sådan kan indgroede kønsopfattelser forhindre folk i at udleve deres drømme. Og helt ærligt, hvis folk i kreative og musiske fag ikke tør være kreative, nytænkende og med på beatet, hvem skulle så turde?,” siger hun.
Traditioner kan være svære at bryde, hvilket også blev tydeligt, da den lettiske storprisvindende dirigent Mariss Janssons, der også er tidligere chefdirigent for det anerkendte Bayerns Radiosymfoniorkester, udtalte, at kvinder på podiet ikke lige var noget for ham:
”Jeg er vokset op i en anden verden, og for mig er det at se en kvinde på et podium… altså, lad mig bare sige det sådan: Det er ikke min kop te,” udtalte han til den britiske avis The Telegraph, da han blev spurgt til sit syn på kvindelige dirigenter.
At traditioner er svære at bryde, kender Jesper Grove Jørgensen, formand for Dansk Kapelmesterforening, til:
”Tradition kan være enormt svært at fravriste sig. Der er flere kvinder på vej, men det går langsomt. Jeg oplever, at vi hele tiden bevæger os i den rigtige retning. Derfor går jeg heller ikke ind for at pålægge symfoniorkestrene kvotemæssige tiltag, den slags beslutninger må overlades til symfoniorkestrene selv. Dirigenter vælges ud fra kvalifikationer, og man skeler ikke til, om de er kvinder eller mænd," siger han.
Han fortæller, at den største og mest anerkendte dirigentuddannelse i Danmark er den i København, og der går ingen kvinder.
”Men der går ikke engang nogle danskere. Går man derimod et trin ned, er der masser kvinder på de pædagogiske dirigent- og musiklederuddannelser, ligesom der i symfoniorkestrene er flere kvinder end mænd. I det store billede uddannes der få komponister i det hele taget," fortæller han.
Ifølge Eva Noer Kondrup ligger problemet da heller ikke i, at kvinder bliver fravalgt, når en ny dirigent skal vælges. Hun mener, at det er et uddannelsesmæssigt problem, at alt for få kvinder søger ind. Hun undrer sig dog over modstanden mod kvoter og fortæller, at hun nok også er lidt ”svenskificeret” efter at have studeret operakomposition i Malmø i 1996, hvor halvdelen var kvinder:
”Så spørger folk: Er det så vigtigt, at kvinderne kommer med, og skal det være så korrekt det hele? Men ja, det skal da så! Vi skal have kvinderne på banen. Enhver, der er velsignet med et talent, skal have muligheden for at komme ud med det, uanset hvem man er, ellers begrænser vi jo udviklingen. Det er jo også interessant, at det er et særligt dansk fænomen. I Island, Sverige og Norge uddanner de langt flere kvinder, hvilket viser, at kvoter virker efter hensigten," siger hun.
Men Eva Noer Kondrup, må vi ikke antage, at symfoniorkestrene ansætter på baggrund af kvalifikationer fremfor køn?
”Jo, det må vi håbe. Det er jo umuligt at blindteste en dirigent, der netop vurderes på mimik, gestik og selve ledelsen af den musikalske opførelse. Musikere kan spille bag en skærm, og komponisternes navne kan streges over, så man kan ikke kan se, hvem der har skrevet det. Men det virker til, at der er problemer med at vise kvinder tillid i musiske ledende positioner, og skævvridningen er ærgerlig, da den ikke siger noget om talent, men alene er gammel sædvane. I udførelsen og skabelsen af klassisk musik rører man ved samfundssjælen og udførelsen har utrolig høj åndelig status. Derfor kommer ligestillingen så sent. Det er man bare ikke villig til at overlade til kvinder.”