Hvor er verden på vej hen i 2018

2017 kommer bestemt til at præge det kommende år 2018, men hvor verdens konflikter og kriser er på vej hen, kan du her læse Kriseligt Dagblads bud på

Hvor er verden på vej hen i 2018
Foto: AP.

Øst-vest-konflikten i EU kan spidse til

2018 byder på mange måder på de mest opløftende udsigter for EU i flere år. Den Europæiske Union udkonkurrerer USA på økonomisk vækst, Brexit ses ikke længere som begyndelsen på enden for samarbejdet, og den franske præsident, Emmanuel Macron, af amerikanske Time Magazine kåret til Europas nye leder, står på spring for at udstikke en ny horisont for et ”EU, der beskytter”, som han har formuleret det i samklang med EU-Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker.

2018 er sidste mellemstation inden EU-parlamentsvalget året efter, og derfor også sidste chance for at give Europa en demokratisk ansigtsløftning. Ingen ved, hvad der konkret gemmer sig bag Macrons forslag om at organisere konventer i alle medlemslande igennem 2018 som optakt til et fornyet EU-samarbejde.

Hurdlerne på hans vej hober sig imidlertid allerede op. Ingen grundlæggende forslag, som for eksempel tankerne om en finansminister for eurozonen, med eller uden et eurobudget, eller en europæisk valutafond kan for alvor komme i spil, før Angela Merkel får en ny tysk regeringskoalition på plads, og det sker tidligst i februar. Derefter er det Italien, som risikerer at få svært ved at danne en regering efter valget i marts, der også skal munde ud i en regeringskoalition ifølge landets nye valglov.

Men det er især over østfronten, at skyerne trækker sig sammen. Polen, Ungarn og Tjekkiet danner fælles front i spørgsmålet om flygtningekvoter, som har skaffet dem en sag om traktatbrud ved EU-Domstolen på halsen. Og Polen kan regne med de to andre lande i den historiske sag om brud på EU-traktatens artikel 7, som der kort før jul blev taget de første skridt til som straf for den reform af retsvæsenet, som blandt andre kommissionen ser som et frontalangreb på retsstaten.

Macron har allerede haft held med at skyde en kile ind imellem de fire Visegrad-lande, så Slovakiet nu er mindre uforsonlig end de tre andre lande. Men konflikten mellem de såkaldte illiberale regeringer i øst og de liberale regeringer i vest om alt fra demokratiopfattelse og værdier til migration vil blive en af de store politiske diskussioner året igennem.

Gamle og nye magthaverei en anspændt tid

En æra slutter i 2018, når Cubas 85-årige præsident Raul Castro i april træder tilbage efter 10 år som sin afdøde bror Fidels afløser. For første gang siden 1959 vil der så ikke længere være en Castro ved magten i Havana. Direkte valg bliver der ikke tale om, da den kommende statsleder vil blive udpeget af et nyvalgt parlament. Men et af de sidste levn efter den kolde krig og den bipolære verden forsvinder.

Tilbage bliver Nordkorea, som netop har genoplivet den frygt for en atomkring mellem den vestlige verden og kommunismen, som var blevet en anakronisme, indtil præsident Donald Trumps indtog i Det Hvide Hus. Det er én af de geopolitiske udfordringer i 2018, som lige så meget handler om Kinas stormagtsrolle i det 21. århundrede.

Og intet tyder på, at de internationale spændinger vil dæmpes i 2018.

I Rusland ventes Vladimir Putin at fortsætte sin konfrontationsvillige kurs mod Vesten. Den russiske præsident har allerede siddet længere på magten end den sovjetiske leder Leonid Bresjnev. Og selvom hans sejr ved præsidentvalget i marts synes sikret på forhånd – hans vigtigste modstander, Aleksej Navalnij, får næppe lov til at stille op– er hans hårde linje mod Vesten hans bedste valgkort, når den russiske økonomi fortsat lider under de vestlige sanktioner efter annekteringen af den ukrainske Krim-halvø i 2014. Det er i dette klima, at USA installerer sit nye Aegis-missilforsvar med et radarsystem og forsvarsmissiler i Polen, hvis forhold til Rusland i forvejen er mere end anstrengt.

I Sydamerika er det den brasilianske gigant, der går til præsidentvalg efter sidste års rigsretssag mod Dilma Rousseff i en korruptionsskandale, som hendes efterfølger, den liberale Michel Temer, også er blevet ramt af. Den tidligere socialistiske præsident Luiz Inacio Lula da Silva fører i meningsmålingerne, selvom han sammen med sin partifælle Rousseff er sigtet i den store bestikkelsessag.

Politisk stormvejrulmer i USA

Republikaneren Donald Trump er en historisk upopulær præsident, og 2018 bliver amerikanernes første chance for at fælde dom over hans embedsførelse.

I Washington vokser spændingen op til midtvejsvalget i november, hvor hele Repræsentanternes Hus og en tredjedel af Senatet er på valg, og Demokraterne håber på at udnytte den folkelige utilfredshed med præsidenten og med Republikanernes politiske dagsorden til at genvinde kontrollen over begge Kongressens kamre. Selvom præsident Trump ikke selv er på valg, vil midtvejsvalget, der også inkluderer guvernørvalg i 36 delstater samt talrige lokale valg i de 50 delstater, få stor betydning for hans handlekraft de kommende år.

Mens republikanske vælgeres utilfredshed med Trumps forgænger som præsident, Barack Obama, og hans store sundhedsreform var med til at give Republikanerne store sejre i de to seneste midtvejsvalg i 2010 og 2014, så har Demokraterne nu chancen for at mobilisere vrede vælgere i et oprør mod Trump og hans politik. Demokraten Doug Jones’ sejr over den højrekristne republikaner Roy Moore i decembers særlige senatorvalg i den dybt konservative sydstat Alabama giver Demokraterne håb om, at vælgerne vil vende Republikanerne ryggen i det kommende år.

2018 vil ligesom 2017 også være domineret af den særlige anklager Robert Muellers store efterforskning af, hvorvidt personer i Trumps kampagnestab samarbejdede med russerne om at underminere det amerikanske demokrati ved at forsøge at påvirke udfaldet af præsidentvalget i 2016. Da Trumps tidligere nationale sikkerhedsrådgiver Michael Flynn i december erklærede sig skyldig i at have løjet for FBI om sin kontakt med repræsentanter for Rusland og bekræftede, at han aktivt samarbejder med Mueller og dermed er dennes foreløbig mest højstående vidne, synes det klart, at undersøgelsen i den kommende tid vil rykke endnu nærmere Det Hvide Hus.

Tech-giganterne på grillen

”Bliver Mark Zuckerberg USA’s næste præsident?”, spurgte det amerikanske tidsskrift Vanity Fair i januar 2017. Facebooks grundlægger gik efter at opnå ”international lederstatus”, mente også The Times i London. Men mindre end et år senere er de nye tech-giganter og deres lederes aura blegnet markant.

Motorerne i den nye net-økonomi mødes ikke længere med den næsegruse beundring, som tidligere blev Apples grundlægger Steve Jobs til del. Og de euforiske forventninger om, at teknologivirksomhederne er menneskehedens og økonomiens redning, har fået adskillige ridser i lakken. Afsløringerne af Amazons og andre netgiganters jonglering med filialer og skattely har forvandlet netgiganterne fra ikoner til et samfundsproblem. Og 2018 kan blive året, hvor et nyt tech-tilbageslag for alvor begynder at slå igennem.

EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, har slået tonen an og får to store sager for EU-Domstolen. Dels er hun blevet sagsøgt af Google for at have tildelt søgegiganten en rekordbøde på 18 milliarder kroner for at misbruge sin dominans, dels har hun selv hevet Irland for domstolen, fordi EU-landet har nægtet at inddrive 97 milliarder kroner fra Apple, som virksomheden angivelig har sparet i skat.

Oveni kommer den voksende kritik af de sociale mediers samfundsmæssige indflydelse. Unges masseforbrug af Facebook, Snapchat og andre kommunikationsplatforme betragtes i stigende grad som et potentielt problem, der skader deres koncentrationsevne og øger gruppepres og risikoen for chikane. Og de sociale medier beskyldes for at løbe fra deres ansvar ved at give uhindret adgang til voldsforherligelse og pornografi af frygt for at bremse trafikken og dermed deres indtægter.

Dertil kommer, især i USA, erkendelsen af, at de sociale medier tilsyneladende bliver misbrugt til at sprede falske nyheder, og den disruption, de tidligere var eksponenter for, ses ikke længere som et ubetinget positivt fænomen. Google, Apple, Facebook og Amazon mistænkes i stigende grad for at tilstræbe monopolstatus og holde nye spillere på markedet ude, for eksempel ved at opkøbe dem. Kendere af sektoren forventer, at der kan komme en ny udgave af den antikartel-lovgivning, som i begyndelsen af det 20. århundrede forsøgte at kontrollere den nye industriøkonomi. 100 år efter er det netøkonomien, der står for skud. Og banen er kridtet op til et opgør i 2018.

Et langt års uforudsigelig rejse mod Brexit

”Spænd sikkerhedsselen, for det bliver noget af en køretur.” Citatet er fra den legendariske Hollywood-stjerne Bette Davis i filmen ”Alt om Eva” fra 1950. Men det er i høj grad også passende for den fortsatte saga om Brexit – briternes udmeldelse af EU. Uret tikker ubønhørligt ned mod den 31. marts 2019, som er dagen, hvor udmeldelsen senest skal finde sted.

Ganske vist blev briterne og de 27 resterende EU-lande i december enige om principperne om den første fase af udmeldelsen. Og denne delaftale sendte et klart signal om, at begge sider er villige til strække sig – og ikke mindst, at briterne vil have en aftale med EU – fremfor at gå efter en såkaldt hård Brexit, hvor alle bånd til EU kappes.

Men den næste fase bliver ikke let. Der er store ting på bordet, og briterne vil helst forhandle om det hele på én gang, men budskabet fra EU er klart, at de formelle og juridiske vilkår for udmeldelsen skal være på plads, før der kan blive tale om deciderede handelsaftaler.

Ydermere er tidsplanen presset. I praksis er det nødvendigt at få alt aftalt inden oktober, fordi aftalen skal godkendes af både EU’s ministerråd og Europa-Parlamentet samt det britiske parlament. Netop den britiske hjemmebane er problematisk, fordi premierminister Theresa May insisterer på, at det er hendes konservative mindretals-

regering, der står for alle forhandlinger, frem for at gå efter et mere nationalt kompromis sammen med oppositionspartiet Labour.

Her er hun afhængig af de nordirske unionister i DUP, som har vist, at deres støtte ikke er gratis. Ydermere har 11 konservative parlamentarikere lige før jul demonstreret, at de er villige til at bryde partidisciplinen om Brexit.

Det er alt sammen med til at skabe bekymring i Bruxelles over, hvor stærkt et mandat Theresa May reelt forhandler med i det kommende år, hvor den noget urolige køretur mod Brexit fortsætter.

Afgørelsens time for millioner af flygtninge

Billederne af migranter, der sælges som slaver i Libyen, har sendt chokbølger gennem Europa og vist bagsiden af forsøgene på at standse tilstrømningen, inden migranterne når europæisk jord. Selvom antallet af migranter er taget betydeligt af – 478.000 i årets ni første måneder ifølge EU mod 1,2 millioner i hele 2016 – er international migration stadig et både europæisk og globalt sprængfarligt fænomen.

Med præsident Assads proklamerede sejr i krigen i Syrien og Islamisk Stats retræte både her og i Irak kan verdens største flygtningekrise måske begynde at vende. Men det vil tage tid, før de 5,4 millioner mennesker, som er flygtet fra Syrien, måske kan begynde at vende tilbage til det sønderbombede land.

Og der er masse af andre flygtningekriser i verden. De 645.000 rohingyaer, som flygtede fra Myanmar i sensommeren og efteråret, begynder efter planen at vende tilbage fra flygtningelejrene i Bangladesh den 23. januar. Det siger den aftale, som de to lande indgik i november. Men humanitære organisationer peger på, at det er nedbrændte hjem og ødelagte afgrøder, det muslimske mindretal i givet fald vender hjem til. Og den kæmpemæssige repatriering af over en halv million mennesker vil være en udfordring, der forudsætter international støtte, herunder økonomisk støtte, som endnu ikke er tilvejebragt.

Der er heller ingen udsigt til en løsning på den humanitært katastrofalesituation på Afrikas Horn, hvor især Kenya, Etiopien og Uganda har taget imod over 1,2 millioner flygtninge fra Sydsudan. Alene Uganda huser 698.000 sydsudanske flygtninge.

FN’s Flygtningehøjkommissariat skal i 2018 fremsætte et konkret forslag til en ny, international aftale om flygtninge, der skal sikre øget globalt samarbejde om at mindske presset på de lande, der tager imod flest flygtninge, samt øge antallet af såkaldte FN-flygtninge, der får asyl og et nyt liv i et andet land.

Øget samarbejde og solidaritet er også målet for den revision af EU’s fælles asylsystem, som det bulgarske EU-formandskab har lovet at afslutte til juni. Det omfatter en reform af Dublin-aftalen om, at asylansøgninger skal indgives i det første land, en flygtning sætter foden på europæisk jord. Og det gælder derfor også det betændte spørgsmål om en mere solidarisk fordeling af flygtningene de europæiske lande imellem. Men foreløbig tyder intet på, at hverken FN eller EU er tæt på et globalt kompromis om flygtninge.