Overblik: Disse partier sidder i Europa-Parlamentet i dag

Europa-Parlamentet har stor indflydelse på europæernes dagligdag, men hvem er de otte grupper, som de forskellige partier er samlet i på tværs af nationaliteter? Og hvad er deres mærkesager? Kristeligt Dagblad har samlet et overblik over de otte grupper i parlamentet

Europa-Parlamentet består i dag af 751 medlemmer. Efter valget den 26. maj vil parlamentet kun bestå af 705 medlemmer grundet Storbritanniens EU-exit. Europa-Parlamentet er den eneste organisation i Europa, der er direkte valgt af EU's borgere.
Europa-Parlamentet består i dag af 751 medlemmer. Efter valget den 26. maj vil parlamentet kun bestå af 705 medlemmer grundet Storbritanniens EU-exit. Europa-Parlamentet er den eneste organisation i Europa, der er direkte valgt af EU's borgere. Foto: Jean- Francois Badias/ Reuters/ Ritzau scanpix.

Det Europæiske Folkeparti er et pro-europæisk og primært kristendemokratisk parti grundlagt i Luxembourg i 1976, og fra Danmark er Bendt Bendtsen fra Det Konservative Folkeparti medlem. Derudover er det Europæiske Folkeparti også den største partigruppe i Europa-Parlamentet.

Danskere i partiet: Bendt Bendtsen (K)

Partiet har 218 MEP'er og partiets kerneområder, er den digitale omstilling, bæredygtig energi og landbruget.

Gruppen for Det Progressive Forbund af Socialdemokrater i Europa-Parlamentet blev i sin nuværende form dannet i 2009. Dens historie går dog tilbage til 1953, hvor den første socialistiske gruppe i Europa-Parlamentet blev dannet. Det er en pro-europæisk gruppe.

Danskere i gruppen: Jeppe Kofod (S), Ole Christensen (S) og Christel Schaldemose (S).

Gruppen har i øjeblikket 189 MEP'er og et koncentreret fokus på velfærd for alle i Europa, stærke fælleseuropæiske institutioner og et solidt europæisk samarbejde med Afrika.

De Europæiske Konservative og Reformister blev stiftet efter europa-parlamentsvalget i 2009 og forholder sig skeptisk overfor Europa som institution. Gruppen skrabede 70 MEP-pladser sammen ved sidste europa-parlamentsvalg i 2014.

Danskere i gruppen: Morten Messerschmidt (DF), Anders Primdahl Vistisen (DF) og Jørn Dohrmann (DF).

Gruppen vil blandt andet reducere på udgifterne til Europa-Parlamentet, ved at fjerne parlamentsbygningen i Strasbourg, så parlamentet sidder i Bruxelles hele året. Derudover har de også fokus på at reducere reguleringen af virksomheder og tømme vedenshavene for plastik.

Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa blev grundlagt i 2004 og støtter op om Europa-Parlamentet som institution. Med 68 MEP'er er de Europa-Parlamentets fjerdestørste gruppe.

Danskere i gruppen: Jens Rohde (R), Morten Helveg Petersen (R) og Morten Løkkegaard (V)

Partiet har fokus på liberaler værdier, på at forbyde dødsstraf og går op i seksuelle minoriteters rettigheder.

Forenede Europæiske Venstrefløj/ Nordisk Grønne Venstre har et euroskeptisk ståsted og blev etableret i 1995. Partiet fungerer som en sammensætning af de tidligere europa-parlamentspartier; Europæisk Venstreparti og Nordisk Grønne Venstre Alliance.

Danskere i gruppen: Rina Ronja Kari (Folkebevægelsen mod EU)

Gruppen skrabede 52 MEP-pladser sammen ved valget i 2014. I partiets præsentation af sig selv, lægger de især vægt på uddannelse, lige vilkår for mænd og kvinder og menneskerettighederne.

Gruppen De Grønne/ Den Europæiske Fri Alliance blev etableret i 1999 og bakker op om Europa som institution. Partiet fungerer ligesom Forenede Europæiske Venstrefløj/ Nordisk Grønne Venstre som en sammensætning af to tidligere europa-parlamentspartier; De Europæiske Grønne og den Europæiske Frie Alliance. De har 51 MEP'er.

Danskere i gruppen: Margrete Auken (SF)

De vil forbedre klimaet ved blandt andet at skære i produktionen af palmeolie, de vil understøtte gårde frem for fabrikker i forhold til madproduktion og de har især fokus på bekæmpelsen af korruption.

Gruppen for Europæisk Frihed og Direkte Demokrati blev grundlagt i 2014 og har en euroskeptisk position. Pariet har 45 MEP'er, men ingen af disse kommer fra Danmark.

Som gruppeformand har de valgt den tidligere formand for Ukip i Storbritannien, Nigel Farage. De støtter stærkt op om Brexit og de er stærkt imod en fælles europæisk hær og andre fælleseuropæiske institutioner.

Bevægelsen for Nationernes og Frihedens Europa opstod i 2015 og er med kun 37 MEP'er den mindste gruppe i Europa-Parlamentet. De har ingen medlemmer fra Danmark og er stærkt euroskeptiske.

De kæmper stærkt imod næsten enhver form for fællesinstitution i Europa, de er imod en fælles immigrationspolitik for EU og så lægger de stor betydning i bevaringen af ytringsfriheden.