Sådan fejrer Danmark Dronningens fødselsdag

Dronning Margrethe fylder 80 år, og det fejres blandt andet med lykønskninger, dokumentarfilm, fotografier, sang og musik. Kristeligt Dagblad giver et overblik over, hvordan danskerne markerer monarkens store dag

På sin 78-års fødselsdag blev dronning Margrethe traditionen tro hyldet på Amalienborg Slotsplads i København. Coronavirussen umuliggør en sådan fejring i år, og det har affødt  nye måder at markere Dronningens fødselsdag på.
På sin 78-års fødselsdag blev dronning Margrethe traditionen tro hyldet på Amalienborg Slotsplads i København. Coronavirussen umuliggør en sådan fejring i år, og det har affødt nye måder at markere Dronningens fødselsdag på. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

I dag er det 80 år siden, at dronning Margrethe kom til verden. Og selvom dagen ikke bliver, som monarken oprindeligt havde planlagt, går fejringen ikke tabt. Den runde fødselsdag har nemlig stor bevågenhed i den danske befolkning såvel som i medierne.

For eksempel har fire af de landsdækkende aviser i dagens anledning dedikeret deres leder til monarken. Således lyder opfordringen i B.T.: ”Hæng venligst ved mange år endnu”, ligesom Ekstra Bladet konstaterer: ”Du har gjort det godt, Margrethe”. Også Jyllands-Posten omtaler Dronningens ”massive folkelige opbakning, der egentlig kan undre i et land, som til daglig dyrker lighed og ligefremhed som et slags 11. bud” og endelig kalder Kristeligt Dagblad i sin lykønskende leder dronning Margrethe for ”en gave til landet”.

Fællessang er blevet populært igen – og denne dag er bestemt ingen undtagelse! I første omgang vil der være mulighed for at aktivere stemmebåndet mellem klokken 9.00 og 13.00, hvor DR har udvidet sin sædvanlige morgensang med kordirigent Philip Faber, som Kristeligt Dagblad også skriver i dagens avis.

Klokken 12.00 er det så ud på altanen, i haven eller op med vinduet, for der synger hele Danmark for Hendes Majestæt, som det er blevet annonceret på Facebook med opbakning fra intet mindre end 185.000 danskere. Udover den oplagte ”I dag er det Dronningens fødselsdag” er repertoiret ”Solen er så rød mor”, ”I Danmark er jeg født” og ”Papirsklip”. Og målet: at sangen kan høres over hele landet.

Nu vi er ved det musikalske, har Kristeligt Dagblads journalist Morten Mikkelsen også skrevet en sang til fødselaren. ”Dronning, dronning” er efterfølgende blevet sunget og videofilmet i den københavnske Garnisonskirken - kongehusets sognekirke - således at den både kan høres og ses her.

Også andre medier fejrer dagen med særlige opfindelser. På DR kan man se eller gense de to nye dokumentarer ”Margrethe II – Hele Danmarks dronning” og ”Dronningen holder frikvarter”, ligesom Politiken i løbet af dagen vil bringe lykønskninger sendt ind af læserne.

På kongehusets egen hjemmeside ligger den nye kunstportrætserie, der er blevet til i anledningen af 80-års dagen – fra i dag i sin fulde længde. Samme sted kan man desuden også sende monarken en hilsen.

Klokken 20.00 er DR klar med en ny runde virtuel fællessang. Her får tv-vært Mads Steffensen selskab af forskellige artister fra den danske kulturscene, der vil opføre ”perler fra den danske kulturskat”, som det forlyder på DR’s egen hjemmeside.