”Mit arbejde er min hobby.” ”Mit arbejde er et kald. En livsstil.”
Ferien er slut, arbejdet kalder, og udtryk som de ovennævnte er ikke sjældne, for lysten til at gå på arbejde hænger tæt sammen med oplevelsen af, at arbejdet er meningsfuldt. Det kan man aktuelt se, hvis man kaster blikket på de nye studerende, der i disse uger begynder på landets videregående uddannelser og dermed slår ind på vejen mod det såkaldte drømmejob. Mens kun en fjerdedel af dem mener, at muligheden for en høj løn har haft betydning for deres studievalg, så har 62 procent af dem vægtet muligheden for at få et job, hvor de kan gøre en positiv forskel for andre, højt. Og 85 procent har vægtet muligheden for at få et spændende job. Det viser en undersøgelse lavet af Danmarks Evalueringsinstitut blandt kommende studerende på videregående uddannelser sidste år. Når sygeplejerskerne lige nu strejker og kæmper for højere løn, samtidig med at jordemødre forlader faget på grund af dårlige vilkår, understreger det dog, at oplevelsen af at have et meningsfuldt arbejde kan afhænge af mange forskellige ting.
Så giver det overhovedet mening at tale om mening i arbejdslivet? Og skader længslen efter mening mere, end den gavner?
Mads Lindholm har et bud på, hvad det noget generiske ord mening overhovedet kan betyde i arbejdslivssammenhæng. Han er erhvervspsykolog, ph.d. og partner i konsulentvirksomheden Wice. Han har forsket i mening i arbejdet, rådgiver kunder om det og lavede i 2016 en undersøgelse i samarbejde med fagforeningen Krifa og TNS Gallup blandt 2500 deltagende, der førte til den konklusion, at fire typer mening er vigtige:
Der er oplevelsen af en større mening – et formål, man bidrager til med sin arbejdskraft. Så er der en indre mening – oplevelsen af at blive motiveret af fagligt interessante opgaver og af selv at udvikle sig og lykkes. Den tredje type er den kollegiale – oplevelsen af at arbejde sammen og igennem fællesskabet opleve mening. Og den fjerde er oplevelsen af organisatorisk mening – den handler om, hvorvidt man forstår rationalet i de beslutninger, der træffes på arbejdspladsen.
”Erkendelsen af, at mening består af forskellige niveauer, er essentiel,” siger Mads Lindholm.
Det er den erkendelse, der betyder, at eksempelvis en sygeplejerske på den ene side udfører et job, som bonner tydeligt ud på den første type mening – den, der angår det større formål – men muligvis alligevel finder dele af arbejdslivet meningsløst, fordi den organisatoriske mening måske er fraværende.
”Og når man kigger på litteraturen, er det derudover tydeligt, at hvor motivationsfaktorer som løn og arbejdsvilkår tidligere var det mest afgørende, er der i dag en længsel efter mening på arbejdet på et mere eksistentielt niveau,” siger Mads Lindholm.
Det forholder sig naturligvis ikke sådan, at mennesker vågnede op en dag i midten af 2000’erne og begyndte at kræve meningsfylde på arbejdspladsen. Arbejde har nemlig altid været forbundet med mening. Men forholdet mellem arbejde og mening har ændret sig over tid, og forskellige mennesker har på samme tidspunkt i historien haft forskellige oplevelser af, hvornår og hvorfor arbejdet var meningsfyldt. Det siger Lars Kjølhede Christensen. Han er forsknings- og arkivchef på Romu, museer i Roskilde, Lejre og Frederikssund, og så er han historiker og filosof og har forsket i moderne arbejde og skrevet flere bøger om emnet.
Han peger på, at Reformationen og industrialiseringen er nogle af de helt afgørende perioder i historien, der har ændret på menneskers forhold til at arbejde.
”Og nogle gange glemmer vi den historiske forbindelse mellem arbejde og mening, der opstod, da begrebet fritid opstod i kraft af lønarbejdet,” siger Lars Kjølhede Christensen.
Hvor landbruget tidligere havde præget samfundet, betød industrialiseringen, at arbejderne fik løn for deres indsats. Der blev dermed behov for at definere, hvornår man arbejdede, og hvornår man ikke gjorde – og lønnen, man tjente i arbejdstiden, brugte man så i fritiden, hvor man kunne lade op og opsøge interessante oplevelser. Det blev i fritiden, man søgte tilværelsens mening.
Lars Kjølhede Christensen kommer til at tænke på filmen ”Moderne tider” fra 1936, hvor Charlie Chaplin bliver ansat på fabrik og bliver fuldstændig opslugt af maskinen i sådan en grad, at han til sidst kun kan lave mekaniske bevægelser.
”Den skildring passer selvfølgelig ikke. Der er intet arbejde, der er fuldstændig meningsløst og instrumentaliseret,” siger Lars Kjølhede Christensen.
”Når man i den tidlige arbejderbevægelse skulle udsmykke de røde faner, brugte man symboler, som relaterede sig til ens arbejde. Smedenes fagforening brugte et tandhjul eller en hammer som udsmykning. Det gjorde de selvfølgelig, fordi de var stolte af deres fag og fandt mening i det. Men jeg tror bestemt ikke, de gik rundt og sagde: ’Ih, hvor er jeg optaget af, at der er mening med mit arbejde.’”
Det nye er altså, at meningen i arbejdet italesættes, siger Lars Kjølhede Christensen, og det er der særligt to grunde til:
”For det første handler det om, at vi i de fleste tilfælde har fået styr på de basale problemer i forhold til arbejdet. Der er rimelig løn, rimelige arbejdstider og medindflydelse på arbejdspladsen. Så der er plads og rum til, at vi som lønmodtagere kan orientere os bredere. For eksempel begyndte man i 1960’erne og 1970’erne at sætte det psykiske arbejdsmiljø på dagsordenen. Det blev begyndelsen på et fokus, vi stadig har i dag, som ikke kun handler om, hvorvidt man kan miste en arm i en maskine.”
Den anden grund til, at mening er blevet et jubelord i dansk arbejdsliv, er, at ledelser er blevet opmærksomme på mulighederne i det.
”Siden begyndelsen af det 20. århundrede har man været opmærksom på, at ansatte ikke kun motiveres af løn. Men især i de senere år er mening og indhold i arbejdet næsten blevet erobret lidt af managementteori og ledelsesfilosofi.”
Og her er det, at problemet kan opstå, påpeger han, for meningsfylden kan blive et åg, når man identificerer sig 100 procent med sit arbejde og derfor er villig til at gå langt – og måske for langt – for at yde sit bidrag som medarbejder.
”Mening kan jo blive et ubehageligt ledelsesredskab, hvis det misbruges, og det identitetsskabende ved arbejdet kan blive et andet ord for, at man er slavebundet til sin arbejdsplads.”
Før vi kigger nærmere på, hvorfor et meningsfyldt arbejde kan gøre den enkelte syg, må vi tage et kig på, hvordan mening så skabes. For mening er ikke forbeholdt bestemte typer arbejde. Det siger Annette Kamp. Hun er sociolog og professor mso (med særlige opgaver) ved Roskilde Universitetscenter og ansvarshavende redaktør for Tidsskrift for Arbejdsliv.
Mening skaber man selv i samspil med andre, og selv i det umiddelbart mest ensformige eller hårde stykke arbejde kan meningen skabes, understreger hun med et eksempel – et amerikansk forskningsprojekt fra 2003, hvor man interviewede mennesker, der gjorde rent på offentlige toiletter.
”Det er måske et af de meste degraderede stykker arbejde, vi har. Men de her mennesker fremstillede selv deres arbejde som vigtigt og meningsfuldt. De havde øje for, at offentlige toiletter er steder, hvor hjemløse har deres gang. Og de kunne se, at de derfor havde en meningsfuld funktion, fordi de tog vare på dem, der levede på gaden, ved at sørge for, at toiletterne var pæne. Det er et godt eksempel på, at ikke alt arbejde er godt arbejde, men at mennesker aktivt skaber mening i arbejdet.”
Særligt i dag, pointerer Annette Kamp, er identitet og værdier ikke blivende størrelser, men må skabes og genskabes – og det sker altså blandt andet på arbejdet. Og så er det også kulturelt betinget, hvad der opfattes som meningsfyldt. I dag ser man for eksempel en opskrivning af det fleksible arbejde, der hele tiden er i forandring, og hvor medarbejderen hele tiden skal reorientere og udvikle sig. Modsat er der en nedskrivning af det rutinemæssige og simple arbejde, for eksempel det at rengøre offentlige toiletter eller stå ved et flaskebånd. Det, den enkelte godt kan finde mening i, kan altså på et større samfundsplan anses som meningsløst.
Hvor arbejdet som et kald traditionelt set har været udtrykt for, at det enkelte menneske udfører sin pligt som protestant og derigennem ærer Gud, er kaldet i dag blevet individualiseret. Arbejdet er med til at afgøre, om man lykkes eller ej. Det skyldes blandt andet, at mange trækker på store dele af deres egne emotionelle og kognitive sider og evner.
Der findes et begreb for det – kognitiv kapitalisme – og det er Christian Gaden Jensen, der forklarer, hvorfor det er relevant i denne sammenhæng. Han er tidligere lektor i sundhedspsykologi ved Københavns Universitet og i dag direktør for Fonden for Mental Sundhed.
”Hvis man er pædagog, tager man for eksempel sin medfølelse med på arbejde – det værktøj, man bruger, er dybt infiltreret i ens egen psyke. Hvor man i den industrielle kliché kunne blive uarbejdsdygtig, hvis man fik ondt i håndleddet, kan man nu også blive træt i empatien. Det ligger tættere på ens selvopfattelse, og det er derfor, mange stress-sygemeldinger også kan hænge sammen med identitetskriser. Er jeg mig selv, hvis jeg ikke er så klog eller empatisk, som jeg plejer?”.
Typisk ser man også hos mennesker, der lider af arbejdsrelateret stress, at deres opfattelse af, hvad der er meningsfuldt, er blevet for snæver, forklarer Christian Gaden Jensen.
”Op til en stress-sygemelding begynder mange at sortere andre meningsfulde dele af tilværelsen fra. Man siger: ’Det er bare en periode, skat, jeg ved godt, det er hårdt, men om to måneder skal jeg nok melde mig ind i familien igen’, og vennerne må vente. Man kan blive så dedikeret, at man tillægger arbejdet en stor portion af livets mening, hænger alt op på den knage og ser bort fra alle de andre meningsgivende perspektiver og oplevelser.”
Nå, men hvad er der så i det hele taget at stille op? På den ene side vil man altid søge efter mening i arbejdslivet – og måske i stigende grad en mening, der knytter sig til ens egne værdier, ens egen identitet. På den anden side er det selvsamme meningsfylde, der kan kamme over og blive for altoverskyggende i den enkeltes selvforståelse. Det irriterende, men formentlig mest rigtige svar på det paradoks er: Balance. Man kan være bevidst om, at meningsfylden udgøres af forskellige niveauer på arbejdet, man kan sørge for at finde mening og skabe en selvforståelse med rod i flere holdepunkter i tilværelsen end blot arbejdet. Og så er der også et råd til arbejdsgiverne. Det kommer fra erhvervspsykolog Mads Lindholm:
”Både i forskning og praksis er der lige nu stor bevågenhed omkring det, man kan kalde psykologisk tryghed. Det er oplevelsen af, at man som medarbejder kan sige, hvad man vil, og stille kritiske spørgsmål uden at få repressalier. Det er faktisk allermest essentielt, at en arbejdsplads skaber tryghed og et tillidsfuldt miljø. For det er en forudsætning for resten.”