Prøv avisen

Intellektuelle tyskere higede efter triumf og undergang før Første Verdenskrig

Ernst Troeltsch, tysk filosof og historier, 17.2.1865 - 1.2.1923.

Ny bog beskriver tænkningen i Tyskland ved krigsudbruddet i 1914, hvor både venstre- og højreorienterede intellektuelle ønskede en udvidelse af landets grænser Rettelser: Kristeligt Dagblad citerede torsdag den 24. april på Idé&Tanke på side 5 Max Weber for at ønske en europæisk storkrig. Dette er ikke korrekt. Han ønskede tysk verdenspolitik, hvormed han først og fremmest sigtede til den kolonipolitik, teksten omtalte. Kristeligt Dagblad beklager fejlene.

Første Verdenskrig brød ud for præcis 100 år siden, og som bekendt skete det med glade optog og højt humør under regimenternes bortdragning både i Berlin, Paris og London. Stemningen var optimistisk, og mest sejrssikker var man måske på tysk side, hvorfra man frejdigt havde udløst krigen ved at gå gennem Belgien for at falde ind i Frankrig.

En kender af stemningen og hele den mentale situation i Tyskland så vel op til krigen som efter nederlaget i 1918 er Adam Paulsen.

Han har netop udgivet bogen Overvindelsen af Første Verdenskrig. Det er især sorgarbejdet efter krigen, der er i fokus, og Paulsen behandler tre kulturpersonligheders bidrag hertil: teologen Ernst Troeltsch, filosoffen Oswald Spengler og forfatteren Thomas Mann. Her skal eksperten Adam Paulsen imidlertid fortælle om hele den stemning, der herskede i det wilhelminske Tykland op til krigsudbruddet for 100 år siden. For den var i al sin mousserende iver faktisk en af krigens udløsende faktorer.

Sågar i det tyske kulturliv ivrede flertallet for krig. Med historiefilosofiske argumenter støttede de intellektuelle gerne politikerne i den tanke, at det var Tysklands ret at ekspandere, få en plads i solen med kolonier og komme ud af sit indelukke mellem de gamle stormagter.

Den purunge tyske nation, stiftet ved de tyske staters samling i 1871, led tilsyneladende allerede op til 1914 af den sære klaustrofobi, som senere skulle plage Hitler, når han forlangte lebensraum. Og man anførte nationens unge alder som grund i sig selv til at føre krig. Man havde ungdommens ret til at gøre territoriale krav gældende.

Sådan var det, siger Adam Paulsen, der er ansat på Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet.

Det er en kendsgerning, at hele det tyske borgerskab, også de intellektuelle, var enige om, at Tyskland havde ret til kolonial ekspansion. Og der var faktisk tale om en fornemmelse af klaustrofobi, hvor man opfattede Tyskland som klemt inde med sit stigende befolkningsoverskud. I årene op til 1914 bekræftede man jævnt hen hinanden i det uholdbare og urimelige i situationen, og enigheden herom strakte sig faktisk over hele spektret, fra venstreliberale som sociologen Max Weber til naturligvis de højre-nationale. Alle delte i perioden et tankegods, som var præget af imperialisme og socialdarwinisme, der overførte epokens populære darwinisme til politikkens plan og talte om nationernes evige kamp om indflydelse og om, hvor afgørende det var at slå til som den første, mens man endnu havde chancen.

Adam Paulsen peger på et værk i tiden, som i eminent grad pejlede hele stemningen.

Det er en meget interessant bog fra 1912, der et år efter udgivelsen var solgt i seks oplag, og som faktisk sammenfatter ånden i disse år: Tyskland og den næste krig, skrevet af general Friedrich von Bernhardi. Han opfatter krigen som en naturskabende kraft og mener, at det med mellemrum er nødvendigt at lade folkene årelade, for at de kan genvinde vitalitet og kraft. Det siger meget om, hvordan man tænkte nation og fremtidsperspektiver ind i en krigens logik.

I en grad, som vi i dag vanskeligt kan forestille os, kredsede tyske intellektuelle og kunstnere om krigen med en vis skrækblandet fascination. Mange danske læsere har stiftet bekendtskab med Ernst Jüngers klassiker I stålstormen, som giver en berømt litterær skildring af denne sære fortryllelse. Adam Paulsen skrev efterord til bogen og var en af dens oversættere.

LÆS OGSÅ: Danske teologer satte aftryk på Første Verdenskrig

Selv kulturlivet var optaget af krig, især ekspressionisterne. Helt løsrevet fra realpolitikken nærede de en diffus længsel efter forløsning gennem katastrofe og apokalypse. Maleren Ludwig Meidner lavede suggestive, uhyggelige malerier af byer i brand, som mærkeligt foregriber det, der kom til at ske. Hans billeder fra før krigsudbruddet ser forunderligt nok ud, som om de er malet ved fronten i 1917.

Det er ikke kun spændingen ved krigen, der fascinerer. Der er også et element af fatalistisk dødslængsel i epoken.

Dele af kulturlivet nærede en stærk undergangslængsel. Man begyndte at betragte hele gründertidens wilhelmisme, 1890ernes ekspansive epoke, som en forloren repræsentationskultur, der egentlig burde lægges i ruiner. Faktisk nærede man krigslængsler allerede i 1890erne. Max Weber siger helt uden omsvøb i 1895, at man kunne have sparet sig samlingen af Det Tyske Rige i 1871, hvis den ikke fandt sted med henblik på en tysk verdenspolitik. Hvad skulle vi ellers med alle de kræfter?.

Det lyder som en skizofren dobbelthed mellem længsel efter hærværk og skibskatastrofer og så en optimistisk spillen med musklerne?

Ja, de to sameksisterer i en spænding i den tyske tidsånd i disse tiår omkring århundredeskiftet. Der findes både en teatralsk, bagudrettet nationalromantik og en kraftstruttende, fremadrettet vision. Det var også vanskeligt at vide, hvilket ben man skulle stå på i kejserrigets unge Tyskland. Få eller ingen samfund har været igennem en så febrilsk udvikling som Det Tyske Rige fra samlingen i 1871 til krigsudbruddet i 1914. På under 40 år svang Tyskland sig op til at være verdens førende industrination. Det gik virkelig stærkt også så stærkt, at der opstod et åndeligt tomrum, som udløste en forpint jagt på de værdier, man følte blev skyllet væk i processen.

En åndelig godfather, der svævede bag epokens skæbneviede åndsliv, var Friedrich Nietzsche. Man tilsluttede sig entusiastisk hans dyrkelse af den stærke løve, viljesmennesket, som knuser gammel moral og insisterer på retten til erobring. Og man var samtidig voldsomt tiltrukket af melankolien og den dybe pessimisme, som Nietszche også stod for.

Nietzsche forudså allerede i et skrift fra 1873 denne fornemmelse af hulhed i tiden. Hvis I tror, at den økonomiske opblomstring vil følges af en kulturel, så kan I godt tro om igen, lød det fra ham. Den profeti blev fra omkring 1890 stikordet for denne mørke understrøm i kunsten og tænkningen. Vi får hele videnskabskritikken og livsfilosofien, som vil finde bag om den moderne livsform i den nye, industrialiserede verden. Og de har Nietzsche som bannerfører.

Man kan også vanskeligt forestille sig, hvor hurtigt det nye rige blev industrialiseret, understreger Adam Paulsen.

Vandringen fra land til by omkalfatrede nationen på rekordtid. Ved Rhinen skyder Ruhr-områdets storbyer op på bare tre år bogstaveligt talt af den bare mark. De østprøjsiske landsbyer drænes for indbyggere hertil. Af samme grund var det ikke bare åndelige værdier, man følte gik tabt, men også naturværdier. Landskaber forsvandt jo for øjnene af én. Ængstelsen sidder dybt i tyskerne den dag i dag. De er som bekendt i høj grad økologisk bekymrede og meget ømme om deres skove og marker.

Pudsigt nok pulserer denne strømning også gennem den mellemliggende nazisme.

Hele helsebevægelsen og dens tilbagevenden til naturens helende kræfter opstår her i 1890erne. Den fortsætter under nazismen. Hitler var ikke for ingenting vegetar, og hans landbrugsminister, Darré, var teosof og ønskede at udlægge al landbrugsjord til biodynamisk dyrkning.

Allerede i 1880erne dukkede de første grupper op, som trak sig tilbage fra de fremmedgørende storbyer til kollektiver på landet. De så virkelig ud som moderne hippier, når de kom ind til byen i bare tæer, kjortel og langt hår. De så sig selv som avantgarden. Flere af dem skulle langt senere blive medlemmer af nazipartiet. Og den dag i dag er tyskerne meget optaget af naturens helsebringende kræfter i urteekstrakter og den slags.

LÆS OGSÅ: Heidegger: Bjergbonden der spurgte ind til teknikkens væsen

Op til verdenskrigen er optimisme og pessimisme altså filtret ind i hinanden. Side om side trives energisk hang til at erobre og en drøm om atter at slukke for modernitetens turbine og søge dybt ind i Schwarzwald. Fælles for både optimismen og pessimismen i tysk kulturliv er dog de store tidslinjer, man kan lide at forestille sig både nostalgisk bagud og dynamisk ind i fremtiden. Selv de konservative tyskere tænker historie filosofisk, i store buer. Engelsk konservatisme er her anderledes.

Det er sandt, tysk tænkning har en forkærlighed for lange buer. Konservatismen skulle jo ellers ifølge sit væsen være anti-utopisk. De tyske konservative kastede sig imidlertid meget gerne ud i enorme fremtidsvisioner. Det må siges at være meget langt fra angelsaksisk konservatisme.

Og så har tyskerne jo, må man indrømme, en hang til ekstremer. Disse løber så efterhånden løbsk i mellemkrigstidens Weimarrepublik, der jo er et laboratorium, hvor erfaringerne fra verdenskrigen skal bearbejdes. Rigets så pludselige opstigning, afløst af det bratte fald det var et drama, man nu skulle forholde sig til. Det kom så denne kulturelle bearbejdning til skade, at man allerede inden verdenskrigen således havde brutaliseret sproget og fyldt det med kampmetaforer. Den arv var nok med til at forrå den politiske samtale yderligere i 1920erne. Faktisk kunne man stadig høre et ekko i retorikken i 1970ernes benhårde tyske venstrefløjsmiljøer. Weimarrepublikken blev jo også til permanent undtagelsestilstand, ja nærmest en uafbrudt borgerkrig på lavt blus. Der trampede paramilitære korps med stålhjelme rundt i gaderne, mens det bedre borgerskab spadserede inde på fortovet.

Noget, man bør gøre opmærksom på her i 100-året for 1914, er, at Første Verdenskrig jo stadig tynger os på flere måder end Anden Verdenskrig. Den efterlader ikke så mange helt åbne sår, nu hvor den kolde krig er ovre. Første Verdenskrig fik trukket mange af de skæve grænser, som avler konflikter i dag, også i Mellemøsten. Den kaster virkelig lange skygger.

Den kulturelle bearbejdning i Tyskland af nederlaget i 1918 var ikke særlig frugtbar eller stabiliserende. Som du fremstiller den i din bog, virker det også, som om den savner et mål af skyldsbevidsthed?

Det skal nok ses i sammenhæng med de vældigt skrappe betingelser, som Versailles-freden pålagde det slagne Tyskland, ligesom den også tilskrev Tyskland ene-skylden. Det fik naturligvis betydning for debatten og dens måske noget skæve retning.

De nationalliberale var venligtsindede over for Weimar-republikken, men når de ikke træder mere i karakter og ikke forsvarer republikken stærkere, har det nok at gøre med tyngden af Versailles-freden. Der herskede stor forbitrelse over den, også i det liberale borgerskab. Krise og ustabilitet og en ny verdenskrig blev følgen.