Prøv avisen

Den gudløse tænkning kom til verden under kirkelig påvirkning

”Kristendommen var så tyk og så total, at det var umuligt at tænke uden for den kasse,” siger Nick Spencer om tiden før 1600-tallet. Foto: Bjarne Nørum

Moderne ateisme blev født i det 16. århundrede, men det tog flere hundrede år, før det var muligt at erklære sig selv ateist. I den sene middelalder var kirke, stat og samfund så tæt knyttet sammen, at det førte til den første spæde ateisme.

I den sene middelalder var kirke, stat og samfund så tæt knyttet sammen, at det førte til den første spæde ateisme.

”Der er forskellige måder at se på ateisme, men kritikken er fundamentalt set moralsk og absolut funderet på kirkens opførsel,” forklarer Nick Spencer, som studerer ateisme fra en kristen tilgang og er seniorforsker ved den kristne tænketank Theos i London.

Ateisme: Ordets oprindelse

Selve ordet ateisme eller ateos stammer tilbage fra år 155, hvor biskop Polykarp af Smyrna (det nuværende Izmir i Tyrkiet) brugte begrebet, da han valgte martyrdøden frem for at forsværge sin tro. Men ordet kom først ind i nyere europæisk sprogbrug i det 16. århundrede.

”Den første, hvorom vi med sikkerhed kan sige, at vedkommende var ateist i det moderne Europa, var i det tidlige 18. århundrede i Frankrig, og han var interessant nok en katolsk præst. Jean Meslier,” forklarer Nick Spencer om franskmanden, der levede fra 1664-1729.

”Før var der mange mennesker, som vi kunne sige kunne have været ateister, mange som havde ateistlignende holdninger, og tusinder af mennesker, som blev beskyldt for ateisme. Men at blive beskyldt for ateisme i det 16. og 17. århundrede betød ikke nødvendigvis, at du ikke troede på Gud.”

Før ateismen var alle per definition kristne

Nick Spencer sammenligner således datidens beskyldninger om at være ateist med McCarthy-æraen i USA.

”Folk blev beskyldt for at være kommunister. Ikke fordi de var kontingentbetalende medlemmer af kommunistpartiet, men fordi det at være kommunist var at være antiamerikansk. Det er den samme dynamik, som fandt sted i Europa i det 17. århundrede. 'Jeg vil beskylde dig for at være en ateist, fordi du repræsenterer noget, som ikke er europæisk kultur'.”

Med andre ord var ateist et begreb, der rask væk blev hængt på personer, som satte spørgsmålstegn ved den offentlige orden, ved monarken eller ved den sociale moral. Før den tid var alle per definition kristne.

De rerum natura

”Kristendommen var så tyk og så total, at det var umuligt at tænke uden for den kasse. Hvis man satte spørgsmålstegn ved treenigheden, det guddommelige og jomfrufødslen, så var man blot en kættersk kristen.”

En vigtig rolle omkring 1600-tallet spiller genopdagelsen af Lucrets antikke digt ”De rerum natura” (Om tingenes natur).

”Det er et populært materialistisk og naturalistisk digt, selvom det teknisk set ikke er ateistisk, fordi Lucrets taler om Gud. På samme tid opdager vi den nye verden og nye kulturer, som ikke nødvendigvis er ateistiske, men som er helt uden for den monoteistiske ramme, som eksisterer i Vesteuropa,” forklarer Nick Spencer.

Ateisme var rent selvmord

”Vi så en massiv autoritetskrise, ikke kun politisk og filosofisk, men også med reformationen. Og fra det 17. århundrede kan det ikke længere retfærdiggøres at se skriften som værende absolut, total, ufejlbarlig og statisk.”

I England siger folk som filosoffen Francis Bacon (1561-1626), at man kun kan forstå ting ved at studere dem. Og senere kommer oplysningstiden, som er et barn af naturteologien.

”At kalde sig selv ateist på den tid er selvmord. Og folk bruger masser af tid og energi på at benægte det.”

Med Nick Spencers ord bliver Rubicon krydset af den franske filosof Pierre Bayle (1647-1706). Han var døbt protestant, blev katolik og siden protestant igen. Han levede i Louis XIV's Frankrig, som i stigende grad undertrykte protestanter.

”Mange beskyldte ham for at være ateist, for han siger offentligt, at et samfund af ateister ikke nødvendigvis vil være dårligt. Det er det afgørende øjeblik i Europa. Før da er det accepteret af alle, at ateisme er det samme som at være amoralsk. Han viser på en underspillet måde, at kristne ikke altid er gode, og at folk fra antikken, som ikke var kristne, havde en god moral,” lyder forklaringen.

I Frankrig blev ateismen først udbredt

Først i Frankrig i midten af det 18. århundrede bliver det udbredt at kalde sig ateist.

”Ironien er, at det dengang ville være langt farligere at kalde sig ateist i Frankrig end i Storbritannien. Der var mere tolerance og rum i Storbritannien, mens folk stadig blev tortureret og dræbt for bekendelsesforbrydelser i Frankrig i 1760'erne,” pointerer Nick Spencer.

En af hans centrale pointer er, at ateismen i høj grad var udløst af det omgivende samfund, som hver enkelt nation har. Det ses for eksempel på, hvornår det blev muligt at erklære sig for ateist i forskellige europæiske lande.

Ateisme og politik

I Storbritannien kom det afgørende skred, da aktivisten Charles Bradlaugh i 1880 blev valgt til parlamentet. Han nægtede at sværge troskab mod Gud, og parlamentet ville derfor ikke lade ham tage sin plads.

”Det tager seks år og fire retssager for at afgøre, hvorvidt en ateist skal have lov til at være i parlamentet. Det var ikke en forfatningskrise, men det var en stor sag.”

Nick Spencer peger videre på, at industrialiseringen også fremmede sagen for ateisterne, fordi kirken i det store hele var ligeglad med rædslerne fra industrialiseringen.

I Frankrig tager det noget længere tid. Her bliver ateismen udbredt i forbindelse med Dreyfus-affæren, som er en berømt sag om antisemitisme i det franske etablissement, der ryster landet.

”Frankrig lever i skyggen af terrorregimet, og den katolske kirke spiller stadig en stor rolle i det offentlige liv i det 19. århundrede. Der er dog på samme tid en levende og bred anti-katolsk og anti-kristen tradition. Men vi skal helt frem til krisen efter Dreyfus-affæren, som mere eller mindre leder til adskillelsen af stat og kirke i 1905, hvor de politiske tænder bliver trukket ud af den katolske kirke for altid.”

Kirken har præget ateismen

Omvendt er det i USA, hvor kirken fra grundlæggelsen af landet var adskilt fra staten.

”På intet tidspunkt har præsterne deres hænder på magten og misbruger den. Det ville have skabt en type amerikansk ateisme. Men ingen kan påkalde sig en strukturel uretfærdighed,” fremhæver Nick Spencer.

I Rusland viser historien, hvordan kirken har præget ateismen.

”Helt op til det 20. århundrede er landet præget af et autoritært og absolut regime, som er understøttet af en ufleksibel ortodoks kirke, der er fjendtlig mod andre kristne trosretninger og ikke mindst skeptikere. Resultatet er, at man ser denne eksplosion af ateistisk vrede i 1917, som udvikler sig til et af de mest voldelige ateistiske regimer, som verden har set,” forklarer Nick Spencer, som understreger, at ateismen typisk er vokset frem af i skyggen af en undertrykkende kirke.