Prøv avisen

En præstedatter må ikke blive læge

Annette Weidhas. Foto: eva-leipzig.de

Luther-ekspert Annette Weidhas måtte ikke komme ind på medicinstudiet, fordi hendes far var præst. For politikerne i DDR ville begrænse mængden af læger med en kristen overbevisning. I stedet valgte hun teologien

Der er adskillige fine gamle kirker i Leipzig, men én har manglet siden 1968. Da blev den vældige, gotiske Skt. Pauls Kirke sprængt i luften af DDR's regerende kommunister. Den lå op og ned ad universitetet, og regimet kunne ikke lade den rene videnshøjborg besmitte af et tempel for fortidig overtro.

Nu er man ved at færdiggøre en kirkeagtig bygning på stedet, Paulinium, der på moderne vis citerer den forsvundne kirkes gavlprofil. Den skal både være universitets-aula og benyttes til andagtsrum, hvilket vækker forbitrelse blandt de mange lærerkræfter af rød observans. De støttes af borgerinitiativet ”For et Verdensåbent, Verdsligt og Autonomt Leipzig Universitet”, der forarget kæmper imod at gengive universitetet et religiøst præg.

Her i byen, hvor Luther har prædiket, og Bach har virket, er mange fortsat modstandere af kirke og kristendom. I det tidligere Østtyskland finder man klodens største grad af ligegyldighed over for religion.

Annette Weidhas blev teologisk kandidat i 1985 og tog sin ph.d.-grad måneden efter, det kommunistiske regime brød sammen. Egentlig ville hun faktisk have læst medicin.

”Jeg kunne dog ikke komme ind på studiet, fordi min far var præst,” fortæller Annette Weidhas.

”Regeringen tillod ikke børn af kristne familier at læse medicin for at begrænse antallet af læger med den orientering. Min far klagede til Kredsrådet, som svarede, at jeg havde lov at læse alle naturvidenskabelige fag. Jeg begyndte også på kemi, men afbrød efter et år og søgte ind på teologi.”

En præstedatter måtte nemlig gerne læse teologi. Partiet havde intet imod, at sådanne særlinge kørte ud på et sidespor.

”Sådan forblev man i den kristelige niche i DDR, og her kunne man faktisk have det meget godt i regimets sidste tiår. I 1950'erne og 60'erne for man anderledes hårdt frem mod de kristne. Men man kunne ikke komme ud af den niche igen.”

Annette Weidhas læste teologi i Leipzig.

”De, der underviste os i marxisme, vidste, at vi alligevel var tabt, så de pinte os ikke. På et tidspunkt kom myndighederne dog i tanke om, at de kunne reklamere for DDR ved at slå en handel af med min far. Hvis han ville skrive om, hvor godt kirken blev behandlet her i landet, kunne jeg få lov at læse medicin alligevel. Han afslog dog at prostituere sig selv.”

I mange lande i den tidligere Østblok så man en opblomstring af kirken efter 1990, men ikke i det tidligere DDR?

”Desværre, nej. Vi kirkelige kunne i 1990 dog lægge nichetilværelsen bag os. Den fornemmelse af befrielse er grunden til, at kristne fra det tidligere Østtyskland er overrepræsenterede i politik. Entusiastiske kastede mange af dem sig ud i politik, og så var de kristne jo ubelastede af alskens snavs fra fortiden.”

I dag bestrides da også Forbundsrepublikkens to højeste embeder af to kristne fra det tidligere DDR, forbundspræsident, Joachim Gauck, og forbundskansler, Angela Merkel. Men hvorfor sprudlede der mon ingen åndelig nysgerrighed frem blandt østtyskerne? Man gik åbenbart fra statsforordnet ateisme til frivillig hedenskab.

”Hvad skal jeg sige? Når man fra barndommen er opdraget til, at der kun findes det materielle, kommer det åndelige ikke af sig selv,” sukker Annette Weidhas.

”Her blev alle spirer til tro meget bevidst ødelagt. Mange i Vesten tror enten på intet eller på alt muligt ny-religiøst, men her i det tidligere Østtyskland er man benhårde og afviser også alternativ religiøsitet. Men så er det heller ikke mere håbløst. Her i Leipzig får de unge kvinder faktisk børn. Og det nye borgerskab sender deres børn i evangeliske skoler, fordi de er skræmt over den ansvarsløshed og ligegyldighed, som præger mange unge i dag. Faktisk kan vi slet ikke nå at bygge skoler nok til at efterkomme søgningen. Og dåbstallene stiger en smule. Der vokser vist så småt en bevidsthed frem om, at samfundet går fra hinanden uden kit til at binde det sammen.”

Jeg ser, at kirker her i Leipzig har overtaget moderigtige trosartikler fra den protestantiske kirke i det vestlige Tyskland: fred, tolerance og økologi?

”Ja, det er nedslående. Det var også en skuffelse for os, dengang Muren faldt, at vi ikke fik nævneværdig støtte fra den protestantiske kirke i Vesttyskland. Der er dog forskel på kirkerne her i Leipzig. Jeg sidder i menighedsrådet for Thomaskirche (hvor Bach var kantor, red.) og her er menigheden klassisk luthersk og vågent kritisk over for venstreorienterede fejltagelser. For to år siden havde den tyske protestantiske kirke arrangeret bededagsfejring, Attac (venstreorienteret bevægelse, red.) var til stede, og Bodsbønnen (i Tyskland hedder bededag stadig ”Bods- og bededag”, red.) blev bedt af en gæstende gejstlig med ordene: 'Herre Gud, vi erkender, at vi er skyldige i vores regerings forkerte politik over for de arme, sydeuropæiske lande.' Dér protesterede jeg altså, og hele menighedsrådet bakkede mig op.”

De demonstrationer, der i 1989 gav stødet til regimets fald, fandt sted med Nikolajkirken her i byen som centrum. Var det bygningen snarere end kristendommen, som var brugbar som base?

”Både og. Nogle lod sig døbe, men de fleste var nok kun interesseret i udrejsen og kunne have anvendt en hvilken som helst organisation til deres formål. Men eftersom samtlige organisationer var ensrettet, havde de kun kirken at sætte af fra. Det var jo ligesom under nazismen: alle medier sagde det samme, som også stod at læse i alle specialer og afhandlinger. Men i sidste ende står det i Guds hånd, om hans ord bliver hørt. Den dag kommer nok.”