Prøv avisen

Andre veje kan også føre til Gud

Cusanus' tænkning rækker frem til moderne problemstillinger, når det drejer sig om verdensbilledet, universets uendelighed og gudsbegrebet Foto: www.cusanus.de | Grafisk bearbejdning: Ole Munk

Teologen Nicolaus Cusanus er stort set ukendt herhjemme, mens han i Tyskland anses for en af landets store filosoffer og tænkere. I år er det 550 år siden, han døde, men hans gudsbegreb og respekt for andre religioners adgang til Gud har bud til vor tid

”Guds navn kender ingen, men de forskellige folkeslag, tidsaldre og religioner har forsøgt på de mest forskellige måder at udtrykke det, der er det uforståelige, uendelige og altings enhed.”

Sådan udlagde Cusanus i en juleprædiken i 1430 for fyrstehoffet i Trier indledningen til Johannesevangeliet: ”I begyndelsen var ordet”. Hermed anslås temaet for hans tænkning, nemlig at Gud ikke lader sig beskrive af den menneskelige tanke og dog samtidig er den Gud, der har givet sig til kende gennem menneskehedens religiøse søgen gennem alle tider. Deraf når han til en opfordring til fred mellem religioner og folkeslag. For vi er ét i samme Gud.

Men hvem var egentlig denne filosof og teolog, der stadig optager forskere, og som med sin tænkning har bud til vor egen tid?

Kirken San Pietro in Vincoli i Rom er mest kendt for sit relikvie, Peters lænker, og så Michelangelos berømte gravmæle over pave Julius II (1503-1513). Men i samme kirke finder vi også gravmælet for 1400-tallets største filosof og teolog, Nicolaus Cusanus.

Cusanus er stort set ukendt herhjemme, mens han i Tyskland anses for en af landets store filosoffer og tænkere. En større forskningsindsats for at afdække Cusanus' tanker har da også været i gang i de seneste årtier i Tyskland. I 1963 udgav filosoffen Karl Jaspers en bog om Cusanus, hvori han fremhæves som den store ener, der hverken tilhørte katolicismen eller protestantismen. Det store tyske forlag Wissenschafliche Buchgellschaft i Darmstadt har så i anledningen af 550-året for Cusanus' død udgivet en stort anlagt håndbog om hans skrifter og værk.

Med Det andet Vatikankoncil i begyndelsen af 1960'erne blev Cusanus igen studeret af den katolske kirke efter flere århundreders glemsel. Hans skrifter om forholdet mellem kristendom og andre religioner fik på ny aktualitet, ligesom hans skrifter om kirken og dens autoritet blev genstand for studier. Men frem for alt er det hans gudsbegreb og syn på forholdet mellem kirken og de store religioner, der har bud til en senmoderne tid. Og Cusanus er derfor også aktuel ind i den hjemlige teologiske debat om, hvordan vi i dag kan tale om Gud.

I juleprædikenen fra 1430 går Cusanus ud fra middelalderens mystik, der kredser om Guds uerkendelighed for fornuften, den Gud, der ikke lader sig definere, og som man ikke kan tillægge egenskaber. Cusanus forbinder gudsbegrebet med de forskellige folkeslags, kulturers og religioners forsøg på at udtrykke det uudsigelige. Ja, alle folkeslag har under forskellige navne bekendt sig til den samme Gud. Kristendommen og religionerne er forskellige stemmer for den samme sandhed.

Cusanus - eller Nikolaus von Kues, som han hedder i Tyskland - udgjorde som tænker en ny type. Han var den praktisk arbejdende kirkejurist og kardinal, der tilbragte en god del af sit liv som kirkens rejsende diplomat. Hans faglige interesser var omfattende lige fra teologi og filosofi til matematik og astronomi. Hans tænkning rækker frem til moderne problemstillinger, når det drejer sig om verdensbilledet, universets uendelighed og gudsbegrebet. Hertil kommer hans opfattelse af mennesket som et kultur- og begrebsskabende væsen. Samtidig var hans tankegang karakteristisk for den tidlige renæssance, nemlig at finde frem til harmoni og enhed i en modsætningsfyldt verden. Denne vision arbejdede Cusanus for som praktisk kirkepolitiker, ligesom det er hovedanliggendet for hans filosofiske forfatterskab.

Cusanus var tysk af fødsel, men det meste af sit liv tilbragte han i Italien. Nikolaus von Kues har sit navn efter fødebyen Kues ved Mosel, som ligger lige over for Bernkastel. Her fødtes han i 1401 som søn af en fragtskipper. Som barn arbejdede han for faderen. Men den lokale fyrste, grev Manderscheid, fik ham som 12-årig sendt i skole hos Brødrene af fælleslivet i den nu hollandske by Deventer, en lægmandsorden, der var kendt for sin humanitære indsats og skolevirksomhed. Denne lægmandsorden blev grundlagt i slutningen af 1300-tallet og lagde i sin fromhed vægt på den religiøse erfaring. I undervisningen gik det humanistiske dannelsesideal i ét med kristen fromhed.

Nikolaus blev tre år hos brødrene i Deventer, hvorefter han opholdt sig et år ved universitetet i Heidelberg - i øvrigt samme år (1415), som reformatoren Jan Hus blev brændt som kætter i Konstanz. Herfra gik dannelsesrejsen videre til Padua for at studere kirkeret, hvor han afsluttede sine studier med doktorgraden i 1423. Men nok så vigtigt for hans videre udvikling blev det kendskab til græsk, som han erhvervede her, plus venskabet med matematikeren Paolo Toscanelli. Via et ophold i Rom kom Cusanus hjem igen i 1425. I Köln studerede han derpå teologi og blev præsteviet som kannik i Koblenz.

På koncilet i Konstanz blev kardinal Colonna valgt i 1417 som pave med navnet Martin V. Dermed blev der sat punktum for den uro og interne strid med paver både i Rom og Avignon, som i de foregående 40 år havde slidt på kirken og dens omdømme. I 1431 blev pave Martin efterfulgt af Eugenius IV, der hurtigt måtte sammenkalde et nyt koncil, der sad i Basel fra 1431. Cusanus deltog i dette koncil.

På koncilet gjorde Cusanus sig stærkt gældende, og snart var han med i forhandlingerne om forholdet til Jan Hus' tilhængere fra Bøhmen. På koncilet forelagde Cusanus et værk om kirkeret og kirkeordning, hvori han gjorde gældende, at kirkens magt alene er af åndelig art, en magt, som skaber enhed ved, at den tro, som den forkynder, gennemtrænger alle og skaber en fri og indefra kommende anerkendelse af kirkens autoritet. Kirken har ingen ydre magtmidler.

Cusanus afviser på det skarpeste det såkaldte konstantinske gavebrev, ifølge hvilket paven er det romerske kejserdømmes arvtager. Pavemagten er for Cusanus kun et samlende midtpunkt for de troende.

Cusanus bidrog i høj grad til, at man opnåede enighed med husitterne - i øvrigt på trods af paven. Han bekendte sig til konciliarismens tanker om, at kirkemøderne var kirkens højeste instans. Der var ingen tvivl om, at påvirkningen fra de kirkekritiske humanister var afgørende for ham.

Martin V blev i 1431 efterfulgt af Eugenius IV. Pave Eugenius gav i 1437 Cusanus en opgave, som netop svarede til hans grundlæggende opfattelse. Han skulle sammen med en pavelig kommission deltage i en rejse til Konstantinopel for at forberede et økumenisk koncil, et unionskoncil mellem øst- og vestkirken. Denne opgave kan han kun have fået, fordi han på koncilet havde gjort sig stærkt gældende i forhandlingerne. Hertil kommer hans humanistiske dannelse og kendskab til græsk. Rejsen til Konstantinopel blev for Cusanus et inspirerende møde med den østlige kirketradition. Men nok så vigtig var en mystisk oplevelse, han fik på hjemvejen fra Konstantinopel. Han mener i et kort øjeblik at have skuet den skjulte Gud.

Mødet med østkirkens teologer blev af afgørende betydning for Cusanus' tanker om sandheden som én og universel samt hans dybtgående studier over gudsbegrebet.

Cusanus' lære om Gud har tydeligt sin baggrund i nyplatonismens tolkning af Platons tanker. Han er overbevist om, at Platon selv regnede med, at den ene Gud fandtes. Ja, at Platon også skulle have talt om den guddommelige logos og derfor forudså det kristne evangelium.

Med baggrund i den nyplatonske enhedsmetafysik taler Cusanus om Gud som det ene, Gud som lyskilden, solen, der sender sine stråler ud uden selv at forandres. Gud kan ikke nævnes ved noget navn. Han er det værendes magt, som den menneskelige tanke ikke kan nå frem til. Han er en skjult Gud. Altså er Gud ikke et objekt og kan derfor kun ”ses” i troen, håbet og kærligheden. Og derfor kan der kun tales om Gud i symboler, fordi symbolet er den eneste menneskelige mulighed for at tale om den Gud, der ikke kan tales om.

Cusanus fremhæver enheden. I Gud er der ikke modsætninger. Gud står på én gang over alle modsætninger og samtidig forenes de i Ham. I bogen om gudsbegrebet ”Om den lærde uvidenhed” (De docta ignorantia) beskriver Cusanus også sin opfattelse af verden. Dristigt påpeger han, at verden hverken har nogen begyndelse eller ende, hverken et midtpunkt eller en omkreds. Derfor er Jorden heller ikke verdens midtpunkt. Himmelen har ingen faste poler. Det er Gud, der både er verdens midtpunkt og omkreds. Igen er det modsætningernes sammenfald i Gud, der er pointen i Cusanus' tænkning: ”Ligesom Jorden ikke er verdens centrum, således er sfæren af fiksstjerner heller ikke dens omkreds “ Jorden er hverken centrum for de otte sfærer eller andre sfærer. Han, som er universets centrum, velsignelsens Gud, er også Jordens centrum, alle sfærers centrum, ja af alt. Han er den uendelige grund for alt.”