Prøv avisen

Troens fred i krigens larm

Nikolaus von Kues, også kaldet Cusanus, på et relief i San Pietro in Vicoli-kirken i Rom. Foto: akg-images

I Cusanus' skrift ”Om trosfreden” bliver en mand, der beder om hævn over tyrkernes forfølgelser, i et syn overbevist om, at der bag religionernes forskellige ytringer findes en samstemmighed og enhed

”Om trosfreden” (De pace fidei) fra 1453 adskiller sig på flere punkter fra Nicolaus Cusanus' øvrige skrifter. Skriftet er tydeligt nok anlagt for en bredere læserkreds end hans filosofisk-teologiske værker i øvrigt. Det er hverken en afhandling eller en dialog, men et religionsfilosofisk-pædagogisk skrift i fiktionens form. Skriftet er blevet til lige efter Cusanus' ankomst til sit nye bispedømme i Brixen i Tyrol.

Baggrunden for skriftet er tyrkernes erobring af Konstantinopel i 1453. Mohamed II (1432-1481) trængte i løbet af 1450'erne ind i Balkan. Athen faldt, og det græske område kom under sultanens kontrol. I Vesten anså man Mohamed for et apokalyptisk uhyre, en barbar, der udslettede det kristne Konstantinopels kulturskatte. Ikke mindst frygtede man for, at skrifter fra det antikke Grækenland skulle gå tabt. I Italien gik rygterne, at sultanen ville landsætte tropper ved Brindisi og gå mod Rom og dermed udslette kristenheden.

I ”Om trosfreden” bliver en mand, der så inderligt beder om hævn over tyrkernes forfølgelser, i et syn overbevist om, at der bag religionernes forskellige ytringer findes en samstemmighed og enhed. Den bedende føres til indsigtens højder, hvor han overværer en dialog mellem den ærkeengel, som er den fornemste blandt nationernes skytsengle, og så Gud Fader selv og det inkarnerede ”ord”, det vil sige Kristus.

Englen påpeger to fejltagelser i religionerne:

1) I religionerne er der ingen adskillelse mellem religionsstifteren og Gud selv. Religionernes profeter forstås af mennesker, som var disse profeter Gud selv. Igennem religionernes lange historie har man hver for sig, i hver enkelt religion, kæmpet for stifterens lære ud fra den fejlagtige forudsætning og misforståelse, at det var Guds egen sandhed, det drejede sig om.

2) I løbet af religionernes lange historie er der udviklet skikke og traditioner, som er gjort til ét med sandheden.

Tilsammen har dette ført til krige, undertrykkelse og armod.

Englen retter nu en indtrængende bøn til Gud: ”Kom derfor til hjælp, Du som alene kan det, og som er i det, der tilbedes af alle.”

Den bøn er der stadig brug for.