Prøv avisen

Knudsen, kristendommen og det moderne

Maleri: ”En jysk fårehyrde på heden” af Frederik Vermehren, 1855. Fotos: Scanpix. Grafisk bearbejdning: Ole Munk

Skal kristendom bygge bro til en kulturradikal og ukristelig samtid eller tale samtidens idealisme og humanisme imod? Et omdrejningspunkt i aktuel debat mellem modernistisk og anti-modernistisk teologi er forfatteren, salmedigteren og teologen Jakob Knudsen

90 procent hedning og 10 procent kristen. Sådan beskrev forfatteren, teologen og salmedigteren Jakob Knudsen sig selv. Det er næsten 100 år siden, han døde, men Jakob Knudsen, hvis salmer ledsager mange danskere i døden, står nu midt i en lyslevende teologisk debat om kristendommens forhold til samtiden og det moderne.

Sidste år stiftede en række yngre teologer og litterater Det Danske Jakob Knudsen Selskab, og i september i år udkom antologien ”Jordens grøde og himlens væde - Læsninger og perspektiver i Jakob Knudsens forfatterskab”. Når Jakob Knudsen er tilbage i den teologiske debat, er det ifølge domprovst Henrik Wigh-Poulsen, som også bidrager til antologien, fordi vi lever i en tid, der er optaget af forskelle og modsætninger.

”Det gælder politisk, men i høj grad også teologisk. Der er simpelthen gået kulturkamp i teologien. Her dukker Jakob Knudsen frem af disen som den kampberedte og kompromisløse kritiker af sin samtids hang til kulturradikalisme og humanisme. I den forstand bruges Jakob Knudsen nu som et teologisk bæltekøretøj af folk, der ikke længere gider from snak om dialog og kulturmøde,” siger domprovst Henrik Wigh-Poulsen.

Men måske har den kraftfulde, urjyske forfatter, hvis romaner langt op i det 20. århundrede var blandt de mest læste herhjemme, aldrig været helt væk. For Martin Ravn, ph.d.-stipendiat ved Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, og Kristine Ravn, sognepræst i Blovstrød, som er to af kræfterne bag så vel Knudsen-antologien som Jakob Knudsen Selskabet, har noget af det mest overraskende ved arbejdet været, at kendskabet til Knudsens forfatterskab fortsat er udbredt - ikke mindst blandt præster i den generation, som nu er ved at gå på pension. Når Knudsen også er interessant for yngre teologer i dag, skyldes det ifølge Martin Ravn først og fremmest, at Knudsen er en god teolog og forfatter, der opfatter kristendommen som noget levende.

”Det betyder, at Knudsen kan bruge kristendommen til at gennemskue sin tid. Især er han kritisk over for det moderne menneskes idealitet, dets længsel efter en paradisisk tilstand, som overføres på det jordiske. Det er især den vildfarne idealitet, Knudsen diskuterer og kritiserer i sine romaner. Knudsen ved godt, at menneskets idealitet er umulig at slippe af med, men teologisk forsøger han at lede den på rette spor. Han er en slags kristen realist, og på den måde minder han faktisk meget om Dostojevskij,” siger Martin Ravn.

Danmarks Dostojevskij blev født i Rødding i 1857. Faderen var højskolelærer, og som ung blev Jakob Knudsen selv en del af det grundtvigske miljø omkring Askov. I løbet af 1890'erne etablerer han sig som forfatter og markant samfundsdebattør. Et eksempel fra datidens debat viser parallellerne til i dag. I juli 1904 angreb P. Munch, medstifter af Det Radikale Venstre og senere udenrigsminister, i sit tidsskrift Det ny Aarhundrede Knudsen for i sin kritik af samfundets ”Bøller” at repræsentere et samfunds- og menneskesyn i strid med det kristne næstekærlighedsbud.

Knudsen svarer på kritikken med artiklen ”Statskirkelige Forfalskninger i den moderne, humane Betragtning af Samfundet”, hvori han kritiserer Munch for en forkludret opfattelse af kristendommen, der ser bort fra menneskets ”hedenske” natur.

Kulturkampen mellem Munch og Knudsen satte sit markante præg på den teologiske debat op gennem det 20. århundrede. Modsætningen mellem de fremskridtstro, kulturradikale humanister på den ene side og de fremskridtskritiske kulturkonservative fortalere for folk, kirke og fædreland går igen i nutidens politiske og teologiske debat. Og den aktuelle debat om Jakob Knudsen handler i høj grad om, hvordan han kan placeres og bringes i spil i forhold til disse to yderpositioner. Om hvordan de 90 procents hedenskab og de 10 procents kristendom står i forhold til hinanden.

I 2001 skrev Henrik Wigh-Poulsen bogen ”Hjemkomsten og det åbne land”, hvor han i højere grad lægger vægt på Jakob Knudsen som en brobygger mellem det kristne og grundtvigske på den ene side og det moderne gennembrud, naturvidenskaben og brandesianismen på den anden side. En Knudsen-tolkning, som litteraten Anders Thyrring Andersen gør op med i sit bidrag til den nye Knudsen-antologi.

”Tolkningen af Jakob Knudsen som brobygger er udtryk for Wigh-Poulsens og andre midtbanegrundtvigianeres iver efter at komme brandesianismen og kulturradikalismen i møde. Men det er og bliver en fejltolkning, som gør Jakob Knudsen tandløs og ufarlig,” siger Anders Thyrring Andersen.

Striden om de forskellige Knudsen-tolkninger har affødt en længere debat, blandt andet i Studenterkredsens blad, som især handler om tolkningen af Knudsens delvist selvbiografiske hovedværk, romanen ”Gjæring-Afklaring” fra 1902. Striden går på, om Knudsen først og fremmest var brobygger mellem grundtvigsk kristendom og de naturvidenskabelige indsigter i det moderne gennembrud eller en radikal-kristen frontkæmper, som taler sin samtid imod. For Anders Thyrring Andersen er svaret det sidste.

”'Gjæring-Afklaring' er en uhørt konfliktuel bog, som gør op med alle de store bevægelser, med brandesianimen, med naturalismen og med en idealistisk grundtvigianisme. Og det er netop det opgør, som har appel i dag,” siger han.

Han er enig med Henrik Wigh-Poulsen i, at det aktuelle fokus på Knudsen er udtryk for ønsket om en mere konfliktuel og kulturkritisk kristendom og dermed et opgør med den del af dansk kirkeliv, som har snakket kulturradikalismen efter munden. Men han mener samtidig, at Wigh-Poulsen med sin tolkning af Jakob Knudsen som brobygger får ham til at fremstå langt mindre radikal, end han faktisk var.

I et større perspektiv handler det ifølge Thyrring Andersen om en udbredt tendens i moderne grundtvigsk teologi til at ville tale om det kristne på modernitetens præmisser.

”Men for Jakob Knudsen drejer det sig derimod om at tale om moderniteten med det kristne som forudsætning. Deri består den afgørende forskel mellem Knudsen og nutidens midtbanegrundtvigianere. Og deri består for mig at se den aktuelle teologiske debat om kristendommens rolle i dag”, siger Anders Thyrring Andersen.

Modsat mener Henrik Wigh-Poulsen, at Jakob Knudsen i den aktuelle udlægning bliver brugt som et stumpt instrument i kampen mod den folkekirke, der traditionelt har rummet store forskelle i teologi og livssyn. Men Knudsen ender dermed som en ”gipsbuste i kulturkonservatismens vindueskarm”, som et indlæg i debatten fra Wigh-Poulsen hedder.

”Kritikerne er for mig at se for hurtige med at sætte lighedstegn mellem det, de ser som letbenet kirkelig aktivisme, og så det, at man ikke tager kristendommen alvorligt. Det fælles opgør har nu fået kritikerne til at finde sammen i et af de små fromme og frelste fællesskaber, som Knudsen ofte vendte sig så veloplagt imod. Ofte bliver det et kulturkonservativt forsvar for de sande kristne værdier, som lukker af for den brogede og sammensatte verden”, siger Henrik Wigh-Poulsen.

For ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og højskolelærer på Rønshoved Højskole Johan Chr. Nord, som også har bidraget til antologien, er modstillingen mellem Knudsen som henholdsvis modernistisk brobygger eller traditionalistisk frontkæmper problematisk.

”Knudsen er nemlig hverken det ene eller det andet. Og det er dét store ved ham. Han rummer en klar, enfoldig erkendelse af naturens lovbundethed og en klar, enfoldig forkyndelse af kristendommen. For ham var der ingen modsætning mellem en besindelse på de hårde indsigter, der ligger i en naturalistisk virkelighedserkendelse og kristendommens forkyndelse af den levende, kærlige Gud. Han skærer knuden over,” siger Johan Chr. Nord.

Han mener, at Jakob Knudsens primære styrke er evnen til at tale enkelt og uden omsvøb om menneskelivet og kristentroen.

”For Knudsen er kristendom påstanden om Guds kærlighed, og hvad troen på den kan gøre i et menneskes liv. Han gør ikke kristendommen mere indviklet, end den er,” siger Johan Chr. Nord.

Netop derfor er Knudsen ifølge ham så aktuel som nogensinde.

”Jeg tror der er et stigende behov for at få sagt det helt basale om både det almindelige jordbundne menneskeliv i al dets hårdhed og om kristendommens glædesbudskab. Der er brug for et alternativ til den vammelsøde kristne moralisme, hvor næstekærligheden forvandles til en idé, man kan drive politik på. Knudsen afviser al den slags fuldkommenhedsiver, og vi kan lære meget af ham”, siger Johan Chr. Nord.

Debatten om Jakob Knudsen peger lige ind i disse års teologiske debatter, mener sognepræst og forfatter Thomas Reinholdt Rasmussen. Ifølge ham er nutidens teologiske og kirkelige debatter om vielse af homoseksuelle, Guds almagt, mission og dialog, remytologisering og forholdet mellem stat og kirke alle udtryk for den samme kamp mellem modernistisk og anti-modernistisk teologi.

En kamp, som ifølge Thomas Reinholdt Rasmussen er opstået i tomrummet efter Grosbøll-debatten i 2003, der blev et dødsstød til den dominerende dialektiske teologi. Derfor er Knudsens genkomst også en grundtvigsk kamp om at sætte den teologiske dagsorden i folkekirken, mener han.

”Men efter min opfattelse bliver modernisten Knudsen ofte tolket anti-modernistisk. Dermed bliver han eksponent for en museal kristendomsforståelse, som ikke forholder sig til sin samtid, men står uden for og peger fingre ad den”, siger Thomas Reinholdt Rasmussen.

Han kan godt forstå behovet for at kritisere tidens udvandede teologiske forkyndelse, som gør kirken til et sted, hvor man ”finder ro i en stresset hverdag”. Men kritikken af eventkirke og midtbanegrundtvigsk leflen for samtiden ender ofte i en forstenet position, hvor den kristne forkyndelse er helt upåvirket af tidsånden, mener Thomas Reinholdt Rasmussen. Han mener derfor, at Knudsen må bruges i et dobbelt opgør: dels et opgør med en antimodernitet, der gør evangeliets frihed til trælbunden konserverende lov, dels et opgør med det moderne menneske, som tror, at det liv, det lever, er uafhængigt af kristendommens forkyndelse.

”Og netop Jakob Knudsen forenede Kierkegaards kulturkritik med Grundtvigs fornemmelse for tidsånden og skabte dermed en særlig dansk teologisk tradition, hvor man både er anfægtet af det moderne, samtidig med at man står midt i det. Det har betydet, at én bestemt tolkning af kristendommen aldrig har kunnet stå alene. Men det særkende ved folkekirken er nu ved at blive splittet af modernitetskritiske teologer, for hvem forkyndelsen er helt upåvirket af samtiden og modernitetens vilkår,” siger Thomas Reinholdt Rasmussen.