Prøv avisen

Ateisten på korset

"Gud eksisterer ikke. Du eksisterer, jeg eksisterer, et grantræ eksisterer. Men Gud eksisterer ikke. Han sker. Gud er en begivenhed," siger Lars Sandbeck, hvis nye bog, "De gudsforladtes Gud", udkommer i næste uge. Foto: Leif Tuxen.

I Lars Sandbecks nye bog De gudsforladtes Gud gør han op med den almægtige og ophøjede Gud. Til gengæld leverer han svar til nutidens tvivlere og ateister: Gud gjorde sig nærmest til ateist på korset for at række ud mod de gudsforladte

Folkekirken har i mange år været intenst optaget af at finde sit ståsted i en verden, hvor dens monopol for længst er gået tabt. Folk surfer rundt blandt religioner eller vælger helt og holdent religion fra og indretter sig med en naturvidenskabelig eller ateistisk verdensforståelse.

I forsøget på at komme det kristne frafald til livs søger præster og menigheder mod alskens nytænkning. Mere spiritualitet og ånd. En tydeligere og mere markant kirkelig positionering er svaret fra en anden kant. Folk skal i en multireligiøs virkelighed se og mærke et tydeligt kirkeligt ståsted.

LÆS OGSÅ: Kristendommen kan godt forstås som en ateistisk religion

Men glem disse helhjertede og velmenende forsøg på at gøre Gud og kristendom sprællevende for danskerne. Det mener teologen Lars Sandbeck, der i næste uge er på gaden med sin nye bog, De gudsforladtes Gud.

Præmissen er nemlig helt forkert, hævder forskeren og leverer et markant angreb mod tanken om en almægtig Gud, der regerer og styrer verden, som traditionel kristendom hviler på.

For mig er såvel den metafysiske som folkereligiøse gudstale helt uforståelig. Tanken om en almægtig Gud, der har skabt hele verden og griber ind i vores liv og kan frelse os fra sygdom og dårligdomme som en anden supermand hevet ud af et Anders And-univers er for mig utroværdig. Billedet kan måske fungere over for minikonfimander, men så snart refleksionen melder sig, havner sådan en gudstanke i store problemer, siger Lars Sandbeck, post.doc. i systematisk teologi ved Københavns Universitet.

Den københavnske forsker har tidligere gjort sig bemærket i den offentlige debat. Blandt andet i 2006, da han proklamerede, at Gud var fantasi, og senere i 2009, da han som medforfatter til bogen Gudløse hjerner leverede et betydeligt angreb mod nyateisterne, der af Sandbeck blev udråbt til etisk og politisk farlige med deres utopiske forestilling om forløsning gennem videnskaben.

Og nu er Sandbeck så på gaden igen. Med det, der kan ligne et ordentligt skud mod kristendommen og kirken. Men det er det rent faktisk ikke, bedyrer Sandbeck. Han ser De gudsforladtes Gud som et forsøg på at indfange en kristendomsforståelse, der såvel er tro mod Bibelen som troværdig for moderne mennesker.

Oven på bogen Gudløse hjerner har jeg været rundt i mange menighedsråd og fortælle om problemerne med nyateismen. Forståeligt nok har mange tilhørere spurgt mig, hvad jeg så selv troede på. Her har jeg oplevet at blive vævende og ikke kunnet give et ordentligt svar. Min nye bog er et forsøg på at komme med en udlægning af kristendommen, som jeg kan stå inde for, siger Lars Sandbeck.

Og hvordan ser den Gud så ud, som den københavnske forsker og debattør forsøger at indfange, nu denne Gud ikke er almægtig? Og hvor viser Gud sig? Det sidste først:

De gudsforladtes Gud er den Gud, som har åbenbaret sig på korset. Her sker det spektakulære, at Gud i skikkelse af Jesus Kristus udråber: Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt mig?. Jeg ser det ikke som Jesu råb på korset som menneske, som det ellers ofte er blevet udlagt. Det er Gud, som splitter sig fra sig selv og gør sig en erfaring med, hvad det vil sige at være gudsforladt. På korset bliver Gud for en stund en slags ateist. Han påtager sig simpelthen splittelsen for at blive som det menneske, der ikke tror på ham, forklarer Lars Sandbeck.

Konsekvensen af denne forståelse af Gud åbner for en kristen Gud, der rækker hånden ud mod verdens tvivlere og ateister.

Ved at tage gudsforladtheden på sig selv demonstrerede Gud sin villighed til at lade sig forsone med det ikke-religiøse menneske. Hvor det i traditionel luthersk forstand hedder, at du bliver retfærdiggjort af troen alene, presser jeg den endnu længere. I kristendommen er der tale om retfærdiggørelse ved vantro alene, siger Sandbeck og henviser til Paulus tale i Romerbrevet, hvor det hedder, at Gud retfærdiggør den, som tror på ham, som gør den ugudelige retfærdig.

På den vis er der godt nyt til danske ateister og tvivlere. Den kristne Gud er om nogen for dem. Men hvor efterlader det så alle de troende? Dem, som er spirituelt søgende og oplever, at Gud som en magt griber ind i livet? Dem, som om søndagen i kirken lovpriser og beder til den almægtige Gud?

Ingen er fortabte. Gud tilgiver alle. Men at Gud i særlig grad åbenbarer sig i sin svaghed og gudsforladthed, er naturligvis en streg i regningen for alle troende, der higer efter en almægtig og nidkær Gud, som kræver tilbedelse, og som favoriserer de fromme, siger Lars Sandbeck og mener, at det bygger på en misforstået opfattelse af kristendommen. Han uddyber sin pointe:

Gud retfærdiggør os ikke, når vi tror på ham. Faktisk kritiserer Gud vores religiøse tilbøjeligheder. Det er i bund og grund det, vi går i kirke for at lære at forstå. Vi får vores synderes forladelse for, at vi tilsyneladende ikke kan lade være med at være religiøse.

Lars Sandbeck er klar over, at hans udlægning af Gud vil være en rød klud for øjnene af flere teologer og præster. Men hans ambition er så langtfra at aflive den kristne Gud. Faktisk forsøger han at komme skridtet videre end de såkaldt senmoderne teologer, heriblandt tidligere forsker og nuværende valgmenighedspræst i Vartov Niels Grønkjær, der i 2010 forfattede Den nye Gud. Godt nok tager eksempelvis Grønkjær også afsæt i korset, men han og andre senmoderne teologer gør ifølge Sandbeck kristendommen til en svag religion, hvor Gud så at sige udtømmer sig selv i verden for til sidst at dø.

Kristendommen mister sin betydning, når der eksempelvis tales om Guds endegyldige svækkelse på korset. På den måde bliver det nemlig umuligt at tænke Guds fortsatte virke i historien. For hvis Gud er endegyldigt svækket, hvordan skulle han så længere kunne bevirke noget som helst?, spørger Sandbeck.

Dermed er vi tilbage ved det første spørgsmål nemlig hvordan Gud ser ud:

Gud eksisterer ikke. Du eksisterer, jeg eksisterer, et grantræ eksisterer. Men Gud eksisterer ikke. Han sker. Gud er en begivenhed, siger Lars Sandbeck. Vel at mærke en begivenhed, der bliver ved med at ske midt iblandt os.

Han indrømmer blankt, at det kan være svært at begribe, og samtidig med at han kategorisk afliver forestillingen om Gud som en overnaturlig magt, der griber ind i vores liv, er den københavnske teolog ikke afvisende over for, at Gud er en virksom kraft, der sætter sig selv igennem og bliver ved med at ske som begivenhed.

Vi møder Gud på tre måder. På korset, i tilgivelsen og i kærligheden, siger han og forklarer:

Den Gud, vi møder på korset, sætter os fri fra det religiøse. Vi sættes fri til at leve et sekulært liv, hvor vi ikke skal tro på bestemt måde.

Tilsvarende er tilgivelsen tæt forbundet med korset.

Når Gud sker, indtræffer tilgivelsen den tilgivelse, der udgår fra korset. Tilgivelse betyder, at ødelagt liv får en ny begyndelse, men intet menneske formår selv at give livet en ny begyndelse. Det gør kun Gud. Hver gang vi som mennesker tilgiver hinanden, sker Gud. For eksempel i parforholdet, når vi svigter hinanden. Her gør tilgivelsen altså Guds indgriben som begivenhed at det ødelagte liv mellem to mennesker får en ny begyndelse. Og heldigvis for os bliver Gud ved med at ske igen og igen som uendelig tilgivelsesbegivenhed.

Endelig er der kærligheden, der ifølge Sandbeck understreger, at Gud skal forstås som et mellemværende mellem mennesker.

Hver gang der skabes betingelser for kærlighed, er det Gud, der indtræffer. Som et mellemværende. Gud er ånd, og ånden er det, der binder os sammen i solidaritet og kærlighed. Gud er så at sige det, der sker mellem os, når vi elsker.

Man kan så med rette spørge, om Gud i Sandbecks teologi bliver reduceret til en rent dennesidig begivenhed, der udelukkende er til stede, så længe der er mennesker. Skal vi skyde en hvid pil efter tanken om evigt liv?

Hvis der med evigt liv menes en evig fortsættelse af livet på Jorden og en overnaturlig tanke om en grav, der åbnes, så er mit svar naturligvis nej. Men måske kan vi leve evigt i fællesskab med Gud med opstandelsen som det ultimative symbol på tilgivelsen. Nemlig det ødelagte liv, der her får en ultimativ ny begyndelse.

Lars Sandbecks bog De gudsforladtes Gud anmeldes i Kristeligt Dagblad, når den udkommer i slutningen af næste uge.

Stenkrucifikset står i Sommerhausen i Bayern i Tyskland. Foto: Martin Siepmann.