Målt på tilslutningen til Det Konservative Folkeparti står det sløjt til for konservatismen i Danmark. Med blot tre til fire procent i meningsmålingerne står partiet svagere end nogensinde i sine 97 år i dansk politik.
LÆS OGSÅ: En konservativ klippe
Så er konservatismen ved at uddø?
Nej, det kan man ikke konkludere, end ikke herhjemme, lyder det fra forskere i politik og filosofi. Ser man ud over Europa, står konservatismen endda meget stærkt, mens både liberalismen og socialismen er under pres.
Gennembruddet kom allerede i 1980erne med Storbritanniens jernlady, Margaret Thatcher, Tysklands forbundskansler Helmut Kohl og herhjemme den noget blødere statsminister Poul Schlüter (K).
Konservative partier er fortsat regeringsbærende i 21 europæiske lande, og de få lande med socialdemokratisk ledelse fører end ikke i praksis socialistisk politik.
Men hvad er konservatisme egentlig?
Historisk er den ligesom socialismen og liberalismen et barn af oplysningstiden, vokset op efter 1750. Den irske, protestantiske forfatter og politiker Edmund Burke kaldes den moderne konservatismes fader. Han skrev i 1790 sin bog Reflections on the Revolution in France (Tanker om den franske revolution), der nok er det nærmeste, man kommer et ideologisk grundskrift.
Bogen er et frontalopgør med Den Franske Revolution, som havde til hensigt at skabe et helt nyt samfund, baseret på det nye og oplyste menneske. Revolutionen endte efter bogens udgivelse som bekendt i det jakobinske blodbad og er senere efterfulgt af mange tilsvarende massakrer i bestræbelsen på at skabe det fuldendte samfund for det fuldendte menneske.
Hvor liberalismen og socialismen i deres rene udgaver drømmer om at forandre for at skabe et utopia, vil konservatismen forandre for at bevare, som Edmund Burke nok så paradoksalt formulerede det i sin bog.
Baggrunden for Burkes synspunkt var, at han ikke delte oplysningstidens tro på det gode i mennesket.
Tidligere lektor i filosofi ved Syddansk Universitet Carsten Bengt-Petersen skriver i bogen Forandre for at bevare?, at Burke er skeptisk over for den abstrakte fornuft.
Hans empirisk prægede skepsis er også forbundet med en protestantisk pessimisme. Denne verden og mennesket er nødvendigvis ufuldkomne. Oplysningstidens udbredte tro på muligheden af menneskets og samfundets fuldkommengørelse er for Burke både fejlagtig og blasfemisk, skriver Carsten Bengt-Petersen.
Det er en vigtig pointe, at Edmund Burke ikke var imod forandringer. Det handlede ikke om, at alt skulle forblive, som det var. Han var tværtimod en varm fortaler for religiøs tolerance, magtdeling, begrænsning af kongemagten og reformer i Irland. Desuden gik han ind for selvstændighed for britiske kolonier i Amerika.
Folketingsmedlem og tidligere minister Per Stig Møller (K) nævner, at Burke endda havde øje for bæredygtighed.
Miljøpolitikken og respekten for andre kulturer, det er Burke. Han tordner i Parlamentet mod regeringen, som ødelægger den indiske kultur og indernes normale måde at drive landbrug på. Det er en miljøtale og en bæredygtighedstale af dimensioner, og den er fra 1780, siger Per Stig Møller.
Lektor Søren Hviid Pedersen fra Syddansk Universitet forsker i konservatisme og er selv erklæret konservativ. Han forklarer om det tilsyneladende paradoks, at Edmund Burke var imod den Franske Revolution, men samtidig støttede den amerikanske uafhængighedsbevægelse:
Det skyldes, at man i de amerikanske kolonier ikke havde samme rettigheder som på De Britiske Øer. Det var en anstødssten, at man skulle betale samme skat som i England, men de blev nægtet retten til politisk repræsentation. Derfor anså Burke det for et lovligt oprør, men han mente ikke, at man skulle hugge hovedet af kongen, siger han.
Den Franske Revolution ønskede at opbygge et helt nyt samfund, og det satte han sin kritik ind imod. Man ville tillade skilsmisser, der skulle være et helt nyt målesystem (det metriske system, red.), ja, hele samfundet skulle indrettes på oplysningens idéer, og alt det gamle skulle ud. Burke gættede, at det ville mennesket ikke være i stand til at omstille sig til, og at det ville ende galt, siger Søren Hviid Pedersen.
Han forklarer, at hvor udgangspunktet for liberalismen er det enkelte menneskes frihed og suverænitet, er det konservative udgangspunkt, at det enkelte menneske skal indordne sig en orden i samfundet.
Det handler ikke bare om, at der skal være en lov, som skal håndhæves af politi og domstole. Det handler også om, at der skal være en moralsk orden. Der er kristendommen moralsk normativ, og samfundet bindes sammen af en kristen naturret, af nationen og af traditionen. Ifølge kristendommen er mennesket jo ikke skabt til at leve alene og for sig selv, men er nødt til at leve respektfuldt i fællesskab med andre, siger Søren Hviid Pedersen.
Et af de kendte konservative sloganer lyder Gud, konge og fædreland, og umiddelbart ligner det et sæt af ret absolutte værdier. Som noget, der er i strid med den pragmatiske og skeptiske tænkning, mange af konservatismens fædre var optaget af. Men Per Stig Møller afviser, at Gud, konge og fædreland skal opfattes som absolutter.
Nej, erfaringen er, at de institutioner fungerer, og derfor er der ingen grund til at fjerne dem. Jeg plejer at sige, at Gud betyder respekt for det religiøse. Enhver skal have lov til at dyrke sin gud på en egen måde. Kongen betyder respekt for retssamfundet. Hvis man ikke har loven og retten, går det ud over den svage. Og fædrelandet er respekt for den nation, det folk, det sprog, den historie, vi har overtaget. Det har vi pligt til at give videre til de næste generationer. Vi skal være forvaltere, ikke formøblere, siger Per Stig Møller.
Søren Hviid Pedersen mener, det er muligt at identificere i hvert fald tre versioner af konservatisme.
For det første er der den klassiske konservatisme, som tager udgangspunkt i samfundets instituioner, og det er den version, Edmund Burke står for.
Den anden version er en mere filosofisk konservatisme rettet mod den klassiske naturret, hvor mennesket står til ansvar for en absolut instans, i kristendommen vil det sige Gud.
Endelig er der den tredje version, som er en meget højrenational og radikal version. Det er her, man mener, at moderniteten har ødelagt alt, og det kan slå ud i en næsten fascistoid udgave af konservatismen, siger han.
I Danmark har konservatismen altid været meget pragmatisk og på det økonomiske område forholdsvis tæt på liberalismen.
Professor, dr.jur. Ditlev Tamm fra Københavns Universitet skrev for en halv snes år siden bogen Det høje C om Det Konservative Folkepartis historie fra 1965 til 1998. Han mener, at Edmund Burke ikke har den store betydning for konservatismen herhjemme.
Burkes bog handlede om England, og dansk konservatisme er noget helt andet end engelsk konservatisme. Burke tog et opgør med revolutionen som en vej til lykke, men grundlæggende er hans bog jo en forherligelse af England. Det er ikke et dansk skrift, og han taler for eksempel slet ikke om staten eller statens ansvar. Det er ellers et af de meget vigtige punkter for moderne konservative at forholde sig til, siger Ditlev Tamm.
Han nævner, at i et lille land som Danmark er det ekstra vigtigt at forholde sig til det internationale samarbejde, samtidig med at man bevarer nationale værdier.
I det hele taget er de konservative partier i Europa indbyrdes meget forskellige, ligesom der er forskellige årsager til, at partierne i mange lande klarer sig godt netop nu. Eksempelvis går det godt for både CDU i Tyskland og De Konservative i Storbritannien, der har vidt forskellige holdninger til blandt andet det europæiske samarbejde i EU.
En væsentlig fællesnævner er dog, at de socialdemokratiske partier er i defensiven i mange lande, og i en krisetid kniber det tilsyneladende med tilliden til, at socialdemokrater vil føre en ansvarlig økonomisk politik.
Både Ditlev Tamm og Per Stig Møller peger på, at en væsentlig årsag til den aktuelle nedtur for Det Konservative Folkeparti herhjemme er, at vi har flere konkurrerende konservative partier. Det samme gælder i Sverige og Norge, hvor tilslutningen til henholdsvis Moderaterne og Højre også har været stærkt svingende gennem årene.
Herhjemme har Dansk Folkeparti taget de nationalkonservative vælgere, Liberal Alliance de liberalkonservative, mens Radikale Venstre har taget en bid af de socialkonservative. Per Stig Møller siger, at lægger man De Konservatives, Dansk Folkepartis og Liberal Alliances stemmetal sammen, er man på højde med de bedste år for De Konservative under statsminister Poul Schlüter i 1980erne.
I Tyskland, Frankrig og Storbritannien har man slet ikke den samme rivalisering mellem flere konservative partier.
Og det går godt.