Da ildtungerne ramte jorden

De karismatiske kirker er i eksplosiv vækst verden over. Men hvilke personer står bag og hvordan lyder deres teologi?

Tilhængere løfter deres hænder under bøn for mirakler ledet af "profet" Pius Muwanguzi i Kampala i Uganda den 27. juni 2007. I Afrika oplever størstedelen af kirkesamfundene fremgang, men særligt pinsekirken er i vækst og i gang med at overhale de traditionelle katolske og anglikanske kirker.
Tilhængere løfter deres hænder under bøn for mirakler ledet af "profet" Pius Muwanguzi i Kampala i Uganda den 27. juni 2007. I Afrika oplever størstedelen af kirkesamfundene fremgang, men særligt pinsekirken er i vækst og i gang med at overhale de traditionelle katolske og anglikanske kirker. Foto: James Akena.

Da en lille flok amerikanske kristne tilbage i 1906 begyndte at tale i tunger og oplevede at få ord direkte fra Gud, forventede ingen, at bevægelsen ville brede sig til hundredtusinder af mennesker. Men de spirituelle oplevelser, der fandt sted i Azusa Street i Los Angeles, blev startskuddet på pinsebevægelsen, der i dag har udformninger i hele verden.

Også herhjemme bygger flere frikirker som for eksempel Apostolsk Kirke på disse strømninger, ligesom man også i mindre grad i folkekirken og missionsbevægelserne har adopteret de karismatiske kirkers tanker.

LÆS OGSÅ: Hvad er forskellen på Pinsekirken og Apostolsk Kirke?

Men hvad er kernen i de karismatiske strømninger, og hvem har tænkt de grundlæggende tanker bag de kirker, der i dag favner over 600 millioner tilhængere?

Først og fremmest bygger den pentekostale bevægelse på William Seymore, som var manden, der stod i spidsen for Azusa-vækkelsen. William Seymore var en kristen afroamerikaner og formet af en vækkelselsbevægelse inden for Metodistkirken, hvor man vægtede den personlige omvendelse og erfaring højt. Samtidig mente han, at de ting, som de første kristne erfarede i form af tungetale, helbredelser og andre overnaturlige fænomener, også var noget, datidens kristne skulle opleve, fortæller skotske John Drane, ph.d. og professor ved Fuller Theological Seminary i USA.

Også ligestilling og mission var vigtige elementer for William Seymore, oplyser John Drane.

William Seymore arbejdede for enhed i Kristus. I hans kirke kom derfor både sorte og hvide, og der var kvinder i menighedsrådet, hvilket var højst usædvanligt på det tidspunkt. Ud fra Det Nye Testamentes fortællinger om de første kristnes fællesskaber og ud fra Galaterbrevets ord om, at vi alle er ét i Kristus, fokuserede William Seymore på enhed, som efter hans mening var et vigtigt, bibelsk begreb.

Samtidig var også mission centralt, fortæller pinsepræst i Pinsekirken Tonny Jacobsen, der har skrevet ph.d.-afhandling om de karismatiske kirker.

William Seymore havde en stærk tro på vigtigheden af at sende folk ud i mission. Den lille bevægelse sendte hundredvis af missionærer ud over hele jorden. Derfor kom det, der senere blev til pinsevækkelsen, til at vokse meget hurtigt. Det eskatalogiske, det vil sige de sidste tiders perspektiv, fyldte meget, og man troede, jorden snart gik mod sin afslutning.

Bevægelsens fokus var først og fremmest på Helligånden, som man mente, enhver troende kunne få en erfaring af ved en såkaldt åndsdåb. En åndsdåb fulgte efter den troendes omvendelse og oplevedes ofte som en følelsesmæssig eller personlig berøring. Formålet med åndsdåben var at udruste den troende til at tjene Gud.

Det er en form for guddommelig værktøjskasse, som den troende fik til at gøre en forskel i verden. Helligånden skal ses som en støtte og hjælper til den enkelte, forklarer Tonny Jacobsen.

Tungetale blev set som tegnet på åndsdåb igen et fænomen hentet fra Det Nye Testamente, hvor apostlene pinsedag oplevede, at tunger af ild satte sig på dem, hvorved de blev fyldt med Helligånden og kunne forkynde evangeliet på nye tungemål.

Men, understreger Tonny Jacobsen, tungetale betragtes i pinsebevægelsen i dag ikke som en nødvendighed, ligesom helbredelser eller profeti heller ikke altid viser sig hos den troende.

Det handler ikke om den fysiske oplevelse af Helligånden, som virker, uanset hvordan vi føler. For ligesom med så meget andet her i livet er erfaringen af ånden noget, man skal vænne sig til. Hvis man synes, det er svært at komme ind til den erfaringsmæssige kristendom, så må man lade være med at gøre det alt for mærkeligt. Når Helligånden taler, kan det for eksempel være igennem en indskydelse, fortæller pinsepræsten.

Fokus på Helligånden var også det, der kendetegnede den karismatiske vækkelse, der fandt sted i 1960erne i de etablerede kirkesamfund. 40 år efter Azusa-vækkelsen begyndte nu både baptister, anglikanere og katolikker at tale om tungetale, helbredelser og berøring af Helligånden. Resultatet var en lang række bevægelser inden for de etablerede kirker, i Danmark repræsenteret ved Dansk Oase, der siden 1989 har arbejdet for en karismatisk fornyelse af folkekirken.

De karismatiske kirker har grundlæggende den samme kristne teologi som alle andre kirker, når det drejer sig om troen på Faderen, Sønnen og Helligånden. Men det handler om, hvor fokus er. Tag for eksempel den apostolske trosbekendelse, der bruges i den danske folkekirke. Her bliver Helligånden kun nævnt ganske kort, mens både Gud og Jesus får langt mere plads. I de karismatiske kirker har man et større fokus på Helligånden, for man mener, at den rent erfaringsmæssigt bør have en plads i vores liv, som Jesus havde det i disciplenes liv, siger Tonny Jacobsen.

Betegnelsen karismatisk opstod i kølvandet på vækkelsen i 1960erne og 1970erne som en reaktion på bevægelsens fokus på Helligåndens gaver i den troendes liv. Karisma betyder nådegave og dækker over fænomener som tungetale, profeti og helbredelse, som i Det Nye Testamente beskrives som gaver fra Helligånden.

Ph.d. Jakob Egeris Thorsen fra Aarhus Universitet har forsket i de globale karismatiske strømninger og fortæller, at man typisk taler om tre karismatiske bølger:

Den første bølge er dannelsen af den klassiske pinsekirkelige familie, som på verdensplan tæller omkring 100 millioner mennesker. Den næste bølge er vækkelsen i 1960erne i de etablerede kirker, og den tredje, der er den hurtigst voksende, er de såkaldte neo-pentekostale kirker, der er uafhængige kirker af vidt forskellig karakter, og som vi bedst kender fra megakirkerne og tv-prædikanterne, men som i disse år vokser eksplosivt i den såkaldte Tredje Verden fortæller Jakob Egeris Thorsen.

Han påpeger, at de karismatiske strømninger forstår sig selv som en nybesindelse på de nytestamentlige tekster:

For det første er de karismatiske strømninger en reaktion på den moderne rationelle verdensopfattelse, hvilket prægede kirke og teologi stærkt i begyndelsen af det 20. århundrede. Man går tilbage og læser om den første kristne menighed i Apostlenes Gerninger og ser dem som idealet. Det er ganske enkelt et opgør med kirken, som man mente var blevet for tilpasset til verden. Derfor læser man Bibelen og siger: Hvis det var sandt dengang, er det sandt i dag. Hvis Jesus uddrev dæmoner, så skal vi også uddrive dæmoner i dag. Hvis Jesus helbredte ved håndspålæggelse, kan vi også. For det andet kan de karismatiske strømninger karakteriseres ved deres stærke fokus på erfaring. De mente og mener i dag, at hvis Gud virkelig er Gud, så vil han manifestere sig mærkbart og konkret i den troendes liv, hvis han eller hun beder om det. For det tredje er den karismatiske bevægelse karakteriseret ved en genopdagelse af Helligånden som en levende person i treenigheden. Tilbage i oldkirken og i den ortodokse kirke har Helligånden været mere præsent, og med den karismatiske bevægelse genopdages Helligåndens betydning i de vestlige kirker, forklarer Jakob Egeris Thorsen.

De karismatiske bevægelser er ofte græsrodsbaserede, og netop fordi man mener, at Gud ved Helligånden kan tale til den enkelte, er der ikke i samme grad som i andre kirker en stærk ledelsesstruktur. Derfor er det også svært at fremhæve enkelte personer frem for andre, fortæller Nigel Wright, professor og rektor for det baptistiske Spurgeons College i London.

Men hvis jeg alligevel skal fremhæve en enkelt, er det David Watson, en intellektuel præst i den anglikanske Church of England. David Watson talte ikke om at blive døbt i Helligånden, men han mente, at man kunne blive fyldt af denne, og at det kunne ske flere gange i livet.

Men allerede som 51-årig døde David Watson af leverkræft. Som helhjertet karismatiker bevarede han i lang tid troen på, at Gud ville helbrede ham men måtte til sidst sande, at dette ikke ville ske, fortæller Nigel Wright.

David Watson accepterede, at der er nogle ting, som vi mennesker ikke forstår. Han åbnede dermed den karismatiske bevægelse for diskussionen omkring nogle svære spørgsmål i kristendom, og selvom han ikke ønskede det, var hans indflydelse stor.

I de karismatiske bevægelser i dag både i og uden for de etablerede kirker kan også præsten og briten Nicky Cumbel, medforfatter til kristendomsmaterialet Alpha, nævnes som en indflydelsesrig person, påpeger John Drane.

Materialet bruges over hele kloden og i mange forskellige kirkesamfund. Det er resultatet af, at Nicky Cumbel ser det kristne budskab og Helligåndens gaver som noget, der skal gives videre. Det genererer en masse energi, som Alpha-bevægelsen er resultatet af, forklarer John Drane.

At de karismatiske strømninger har vundet indpas over hele kloden og tilmed i de etablerede kirkesamfund, skyldes bevægelsens tilpasningsduelighed, påpeger pensioneret professor i teologi Viggo Mortensen.

I de karismatiske bevægelser understreger man med Paulus, at ånden blæser, hvorhen den vil, og derfor kan den tage bolig både i hattemager Jensen og en teologisk professor. Det er dermed en meget demokratisk bevægelse, som er enormt tilpasningsduelig. Den passer derfor godt til den moderne verden. Samtidig har man inden for bevægelsen en forståelse for, at kristendommen skal være godt for noget. Så hvis folk er fattige, skal de have penge. Hvis folk er syge, skal de helbredes. Det er det, man går til Gud med. Og det er der naturligvis en meget stor appel i, når man bliver stillet i udsigt, at man bliver hjulpet ud af nogle af de besværligheder, man står i. Problemet er til gengæld, hvis det så ikke sker. Hvis man for eksempel ikke bliver rig, men bliver fastholdt i fattigdom, fordi man nu også skal til at betale til kirken. Men de karismatiske kristne er i dag den hurtigst voksende religiøse gruppe i verden, så der må jo være tilstrækkeligt med tilfælde af, at det faktisk virker, afslutter Viggo Mortensen.