Danskernes tyske tanker

Mange intellektuelle strømninger er kommet til Danmark fra den store nabo mod syd, og både kirke-stat-debatten og konflikten om Muhammed-tegningerne havde tysk-importerede tanker som omdrejningspunkt, siger teologiprofessor og filosofilektor

Et eksempel på de tyske tankestrømme, der har påvirket danskerne, er de lutherske tanker, der ligger under disse års debat om at holde stat og kirke adskilt.
Et eksempel på de tyske tankestrømme, der har påvirket danskerne, er de lutherske tanker, der ligger under disse års debat om at holde stat og kirke adskilt. Foto: Skovdal & Skovdal

Der er noget om det, når udlandskorrespondent Ulla Terkelsen i sin biografi fra 2011 kritiserer danskernes nedlandende syn på Tyskland - "landet som man kører igennem på vej til Paris eller Provence."

For vi minder som danskere mere om tyskerne end om nogen andre, fortsætter hun.

Ligedan lød det under en paneldebat afholdt af Gyldendal i slutningen af april, hvor man diskuterede tysk kultur og Danmarks forhold til Tyskland i dag med udgangspunkt i en netop udkommet bog om tysk kulturhistorie fra 1648 til i dag.

LÆS OGSÅ: Natürlich verstehen wir Deutsch

I panelet deltog blandt andet professor fra Copenhagen Businees School Uffe Østergaard, der i sit indlæg meldte ud, at han generelt savnede mere viden om Danmark og Tysklands fælleshistorie:

"Den forsvinder i dag. Vi opfatter tyskerne som fremmede, selvom dansk historie er dybt integreret i tysk historie. De er dybt spændt sammen," sagde han og tilføjede, at man burde lave en bog om Danmark som tysk kultur.

Og her kunne man komme vidt omkring. For danskerne har været påvirket af Tyskland, siden sproget kom ind over de dengang ikke-eksisterende grænser med handelsfolk i middelalderen. Sidenhen med Luthers tanker og senere med oplysningstidens og romantikkens udvekslinger af tanker fra blandt andet Goethe, Schiller og Nietzsche og musik fra Mozart, Bach og Beethoven. Kierkegaard skrev op imod filosoffen Hegel, Grundtvig var inspireret af tyske filosoffer som Herder og Fichte, og den socialistiske politiske bevægelse i Danmark var påvirket af Marx.

Et eksempel på de tyske tankestrømme, der har påvirket danskerne, er de lutherske tanker, der ligger under disse års debat om at holde stat og kirke adskilt. Selvom Luther selv fik spredt sit kristne budskab med hjælp fra staten, gik han ifølge tidligere teologiprofessor fra Aarhus Universitet Viggo Mortensen ind for, at der skulle skelnes mellem det verdslige og det åndelige og mellem de to regimenter. Det har skabt opfattelsen af, at staten tager sig af den lovgivende, dømmende og udøvende magt, mens kirken er det åndelige rige, hvor folk kan høre evangeliet og få syndsforladelse.

Luthers tanker fik deres gennembrud i Danmark, da kong Christian III i 1536 erklærede Danmark for evangelisk-luthersk, hvilket blev enden på katolicismen som hovedreligion i Danmark og begyndelsen på en dansk teologi styret af lutherske tanker, siger Viggo Mortensen:

"Da jeg studerede teologi i tresserne, kunne vi få en opgave, hvor vi skulle beskrive dansk kirkehistorie med henvisninger til de påvirkninger, den havde modtaget udefra. Her vidste vi, at vi skulle svare, at inspirationen til det praktiske kirkeliv kom vestfra, fra England og Amerika, men at teologien kom fra syd. Du kunne ikke blive ordentlig teolog, hvis du ikke var hjemme i tysk teologi. Vi er fortsat præget af den tankegang. Det lutherske ligger som en understrøm i den danske kirkelige bevidsthed."

Ifølge Viggo Mortensen er blandt andet Luthers tanker om det almindelige præstedømme, at enhver kristen er præst, blevet folkeeje. Det samme gælder den lutherske kaldstanke, der siger, at man er kristen ved at passe sit arbejde i kald og stand. Det har bidraget til, at kirken i Danmark er langt mere folkelig og næstekærlig, end man ellers ser, men har også påvirket andre områder i Danmark. Blandt andet velfærdssamfundet, siger han:

"I mange andre samfund arbejder man ud fra en indstilling om, at vi skal tage os af familien, klanen eller stammen. Men ifølge protestantismen er din næste enhver, der har behov for hjælp. Enhver næste er dit ansvar. Vi har fået denne forestilling om lighed fra Luther."

Fra midten af 1700-tallet og frem begyndte flere tyske tænkere at melde sig på banen. Blandt andet Immanuel Kant, der levede i den sidste del af oplysningstiden. Med sit hovedværk "Kritik af den rene fornuft" fra 1781 fastslog han, at alt, der gør krav på at være gyldig viden, må underkaste sig den samme autoritet, nemlig den menneskelige fornuft.

Dermed introducerede han ifølge lektor i filosofi på Aarhus Universitet Thomas Schwarz Wentzer en helt ny måde at tænke filosofi på, som ikke satte Gud eller en evig natur, men derimod mennesket i centrum. Denne tankegang blev mere markant, da han i 1784 udgav skriftet "Besvarelse af spørgsmålet: Hvad er oplysning?", der ifølge Thomas Schwarz Wentzer var den mest præcise definition af oplysningstidens bærende idé:

"Hans tanker om oplysningen er ikke bare politiske, men metafysiske. Vi får en hjemmel til at være dem, der sætter standarden for, hvad der er sandt, godt eller skønt. Mennesket kommer i centrum, og verden kredser omkring det. Kant gav en bevidsthed om, at vi nu for alvor skulle forstå menneskets plads i verden, ikke bare i politisk og økonomisk forstand, men ud fra mennesket forstået som et autonomt, altså selvlovgivende, subjekt," siger han og tilføjer, at denne tankegang giver os forståelsen af, at mennesket bør bruge sin egen forstand, hvilket kan ses i samfundet i dag og blandt andet var aktuelt med debatten om ytringsfrihed efter Muhammed-tegningerne:

"Tegningerne og debatten efter var et resultat af oplysningen, for Kant sagde, at vi individuelt skal værne om ytrings- og tankefriheden over for alle former for selvcensur. Man kan sige, at for alle dem, der i dag vil forsvare en form for frihed, er tankefriheden og et tilsvarende menneskesyn en forudsætning. Så de kan med fordel og stolte kigge tilbage på Kant."

Derudover ser man ifølge Thomas Schwarz Wentzer også påvirkning fra Kant i vores holdning til, at ingen autoritet gælder, medmindre den kan henvise til en legitim kompetence, samt tanken om, at varig fred skabes ved, at alle bidrager aktivt og skal være forpligtede til fredelig konfliktløsning, hvilket danner baggrund for internationale organisationer som FN.

Også i årene efter oplysningstiden lod danskerne sig inspirere af tyske filosoffer. Blandt andet var romantikken i Danmark præget af de to tyske retninger universalromantikken, som blandt andet Adam Oehlenschläger tog til sig, og nationalromantikken, der interesserede sig for den nationale fortid og kan ses hos den ældre Oehlenschläger og Grundtvig.

Nationaltanken voksede også yderligere fra midten af 1800-tallet på grund af et politisk brud med Tyskland.

Efter et nederlag til Preussen og Østrig måtte Danmark i 1864 afstå tre hertugdømmer, Slesvig, Holsten og Lauenborg, hvilket betød, at Danmark mistede 40 procent af sit territorium og stod tilbage som lille stat.

Selvom vekselvirkningen til dels fortsatte med inspiration hentet hos det tyske retsvæsen, socialdemokrati og i kunsten og kulturen, fik 1864 konsekvenser for danskernes syn på sig selv, siger Detlef Siegfried, der er professor i tysk historie på Københavns Universitet og medredaktør til den netop udkomne bog om tysk kulturhistorie:

"Fordi danskerne opfattede Tyskland som den store, mægtige og overvældende nation syd for grænsen, blev den danske selvkonstruktion ændret netop i forhold til det," siger han.

Dermed vendte danskerne sig indad for på den måde at genopfinde sig selv, hvilket ofte sammenfattes med udtrykket, hvad udad tabes, skal indad vindes. Fra at være multikulturelt og flersprogligt begynder Danmark at bruge sprog og fødested som kriterier for danskhed.

Denne nationalideologi betød en afgrænsning til de tyske naboer, hvilket blev tydeligere efter verdenskrigene og særligt under besættelsestiden, og det tog et stykke tid, før tysk kultur fik større indflydelse igen, tilføjer Detlef Siegfried:

"Hele fordrivelsen af jødiske og venstreorienterede intellektuelle, som blev dræbt eller smidt ud af Tyskland, gjorde, at mange fremtrædende ideer eller personligheder forsvandt. Derudover var Tyskland fuldstændig åndeligt udtørret efter Det Tredje Rige, så der skulle gå tid, før et nyt kritisk åndsliv kunne udvikle sig," siger han og tilføjer, at der først med genetableringen af moderne kunst og kultur i anden halvdel af 50'erne kom en ny gejst, som også inspirerede danskerne.

I dag lader danskerne sig særligt inspirere af Berlin, mens den generelle interesse for tysk sprog og kultur fortsat er lille. Spørgsmålet er, hvor længe der går, før danskerne atter ser, at det. som Ulla Terkelsen skriver i sin bog, "da er et vældigt tilbud, at der ligger så stort et land på trappen til Danmark."