Prøv avisen

Det sidste problematiske menneske

Friedrich Nietzsche var præstesøn og var angiveligt meget troende som barn. Siden blev han mere kritisk over for kristendommen, som den så ud på hans tid, og i den sene del af hans forfatterskab bliver religionskritikken kraftig og indædt. Men måske er han slet ikke så radikal, som han er blevet gjort til. – Foto: .

Han foragtede den kristne slavemoral og er blevet berømt for at sige, at Gud er død. Men måske har man misforstået den kontroversielle tyske tænker Friedrich Nietzsche, der var dybt ambivalent over for religionens uddøen i Europa

Der er ingen ende på interessen for den tyske filosof Friedrich Nietzsche. På dansk bliver der ved med at udkomme bøger om ham og af ham, senest en nyoversættelse af hans lille skrift Götzen-Dämmerung, der er udkommet på Det lille Forlag som Afgudernes tusmørke.

Bogen har den berømte undertitel Eller hvordan man filosoferer med hammeren, og Nietzsche lagde ikke fingrene imellem, når han kritiserede sin tids herskende værdier, som han mente det var nødvendigt at gøre op med, fordi de forhindrede menneskets frie livsudfoldelse.

Hans ideal var en revitalisering af antikkens og renæssancens ånd. Store skabende ånder, der var jorden tro og ikke var begrænset af moral, siger Lars Christiansen, der er cand.mag. i tysk og historie, har oversat Nietzsche og netop har afleveret en ph.d.-afhandling om Nietzsche, Brandes og arven fra oplysningstiden.

LÆS OGSÅ: Vi er ikke færdige med Nietzsche

Et af de store problemer ved den moderne europæiske civilisation var ifølge Nietz-sche, at mennesket var blevet lullet ind i en dualistisk forestilling om, at livet her på jorden er mindre værd end en metafysisk verden hinsides denne.

Det er ikke kun en kristen tanke, men kristendommen var efter Nietzsches mening en af hovedsynderne, fordi den også havde ophøjet de svage på bekostning af de stærke.

Mennesket lå under for det, han kaldte slavemoral, og det blev bestemt ikke bedre, som tiden skred frem. Selv 1700-tallets oplysningstid, der godt nok rykkede mennesket væk fra Gud, medvirkede blot til den nedgang, som kulturen var i gang med, eftersom heller ikke oplysningstiden levnede plads nok til de fremragende få.

Det var disse enere eller overmennesker, som Nietzsche kaldte dem der skulle profitere af den omvurdering af alle værdier, som han gik ind for, når de befriet for bindinger satte deres vilje til magt igennem.

Der måtte være en elite, og der måtte være en slaveagtig underklasse, forklarer Lars Christiansen.

De aristokratiske, heroiske, amoralske idéer skulle højnes. Nietzsche er de store ånders advokat. Der findes ikke andre hos Nietzsche. Der findes ingen næste, siger han.

Sådan er det imidlertidikke alle, der læser Nietzsche. Mette Blok er mag.art. i filosofi, ph.d. i tysk litteratur og ekstern lektor på RUC, og hun har i sin bog Nietzsche som etiker slået til lyd for, at hans tanker om blandt andet overmennesket er led i eta-bleringen af en ny moral, ikke en forkastelse af al moral.

Ikke bare når vi taler moral, men også når vi taler kristendom, er Nietzsche blevet misforstået, siger hun.

Vi har det billede af Nietzsche, at han er moral- og religionskritikeren over dem alle. Han er et skræmmebillede, man kan holde op. Men man har læst ham for bogstaveligt. Han er slet ikke så radikal, som han er blevet gjort til.

Mette Blok er enig i, at Nietzsche kritiserer en dualisme, der fokuserer ensidigt på det hinsidige, men hun mener ikke, at kritikken gælder religion som sådan:

Jeg tror, man må skelne ret skarpt mellem kristendommen, som den blev levet på Nietzsches tid, og kristendommen, som den bliver levet i dag. Jeg tror, man kan lave en Nietzsche-læsning, hvor han er betydeligt mere positivt indstillet over for religiøsitet, siger hun og henviser til, at der er flere og flere læsninger af ham, der går i retning af hans eventuelle åbning mod en anderledes forstået kristendom.

Det, han ville kunne tilslutte sig, er, at det transcendente sætter sig igennem her og nu. Han afmonterer begrebernes metafysiske, kristne betydning og begynder at bruge dem mere dennesidigt, forklarer hun.

Sådan forstået kan selv et begreb som medlidenhed, som man ellers plejer at se som et af hovedeksemplerne på Nietzsches idé om kristen slavemoral, ifølge Mette Blok få positiv plads i hans tankeverden. Når Nietzsche kritiserer medlidenheden, er det nemlig som noget, der bliver dikteret os af den kristne etik, mens det er helt i orden at føle medlidenhed, hvis vi gør det af os selv. Derfor taler Nietzsche i værket Således talte Zarathustra om en højere medlidenhed, som mennesket føler instinktivt.

Han er både blevet kaldt ateist og nihilist, og jeg mener ikke, at han er nogen af delene. Det handler ikke om at udradere alle værdier, men at erstatte dem med nogle andre, siger hun.

Nihilisme betyder netop et fravær af alle værdier, og det er en retning, som mange har forbundet Nietzsche med. Også Lars Christiansen mener imidlertid, at det er forkert:

Han forkyndte nihilismen, men han forkyndte også og det glemmer man at nihilismen skulle overvindes, siger han.

Ifølge Nietzsche var nihilismen en overgangsperiode, der skulle afløses af noget andet. Hvad dette andet er, står imidlertid mere uklart.

Det er ufattelig svært at udmale en positiv vision, siger Lars Christiansen.

Så meget er dog sikkert, at Nietzsche, der var uddannet klassisk filolog, vendte sig mod antikken. I den klassiske græske tragedie, mente Nietzsche, blev tilskuerne konfronteret med den menneskelige lidelse, og der var en blanding af ekstatisk livsudfoldelse og harmonisk ordning af tilværelsen. Med henvisning til de olympiske guder Dionysos og Apollon taler Nietzsche om det dionysiske og det apollinske, som burde være i balance, men ikke længere var det, efter at den græske filosof Sokrates havde undertrykt alt det kaotiske, der i glimt kunne vise, hvordan tilværelsen i virkeligheden er.

Nietzsches ideal er at vende tilbage til en balance mellem de to sider, men det er ikke sådan, at det bestående skal smadres, og så er alt godt. Nietzsche er blevet herostratisk berømt for at udtale, at Gud er død, men ifølge Lars Christiansen er der tale om en tragisk konstatering, hvilket man ofte overser:

Han var dybt ambivalent over for religionens uddøen i Europa, siger han.

Han kan både se det som en befrielse og en forbandelse. Han skifter nærmest fra side til side.

Noget af det, der har overrasket Lars Christiansen mest ved Nietzsche, er netop den side af ham, der begræder kristendommens forsvinden. For hvis man tror, at det er let at gøre op med verden, som den ser ud, kan man godt tro om igen.

Ifølge Nietzsche gjorde kristendommen mennesket problematisk, og et problematisk menneske er forudsætningen for meget af den europæiske kunst og kultur, han værdsatte. Uden kristendommen havde vi hverken haft Dantes bøger, Bachs oratorier, Michelangelos skulpturer eller de store katedraler, mente Nietzsche, og han frygtede ligefrem for en kultur uden kristendommen, fordi det uproblematiske menneske er uinteressant.

Lars Christiansen gør opmærksom på, at man med Nietzsches ord skal være umenneskeliggjort for at følge hans filosofi, eftersom den vil få os til at slå alt det ihjel, der er os mest dyrebart. Og som netop stammer fra religionen eller kristendommen.

I modsætning til mange moderne religionskritikere ved han, hvad man skylder kristendommen, forklarer Lars Christiansen.

Han ved, hvor meget i hans egen tænkning der er præget af den, og hvor svært det er at frigøre sig fra den. Jeg er en af de sidste, der tager kristendommen alvorligt, siger han.

Nietzsche frygtede for en kultur uden kristendommen, fordi han mente, at kristendommen gør mennesket problematisk, og at det uproblematiske menneske er ude af stand til at frembringe værker på linje med Dantes bøger, Bachs oratorier, Michelangelos skulpturer eller de store katedraler, alt sammen noget, Nietzsche værdsatte højt. Her ses en del af katedralen i Chartres sydvest for Paris. – Foto: JosAGE.