Prøv avisen

Fattigdom har været et blindt punkt for Europas filosoffer

Diogenes var en af de kyniske filosoffer, der afstod fra materielle goder og dyrkede fattigdommen. Her ses han ved den tønde, som han ifølge traditionen valgte at bo i. Billedet er malet af John William Waterhouse (1849-1917). – Foto: .

Hvis man ser bort fra kristne teologer og socialistiske tænkere, er der overraskende få filosoffer over de seneste årtusinder, der har set fattigdom som et spørgsmål om etik eller retfærdighed. Mange har betragtet det fattige liv som et asketisk ideal

Fattigdommen er blevet nærværende i Europa, efter at den økonomiske tilbagegang har udviklet sig i lande som Grækenland, Spanien og Italien. Søger man i den anledning tilflugt i tænkningens historie for at fordybe sig i filosoffernes svar på det problem, støder man straks på to store bevægelser, der har sat sine spor.

På den ene side har kristne teologer og jødiske rabbinere være intenst optaget af spørgsmålet. På den anden side har de socialistiske teoretikere fra Karl Marx og fremefter været på banen. Men ud over disse to velkendte strømninger hvem har så beskæftiget sig med fattigdom?

LÆS OGSÅ: Sydeuropæerne står over for endnu mere smalhals

Det er der ifølge Ole Thyssen, professor ved Institut for Ledelse, Politik og Idéhistorie ved Copenhagen Business School, ikke så forfærdelig mange, der har. Begrebet har stort set ikke været diskuteret i europæisk filosofi som etisk spørgsmål. I stedet har fattigdom fyldt som enten et økonomisk spørgsmål eller som et ideal, mange tænkere har fantaseret om.

Den første var Thales, en af Europas tidligste filosoffer, der boede i byen Milet i det antikke Lilleasien (nuværende Tyrkiet) i det sjette århundrede før Kristus. Fremstilling af olivenolie var et vigtigt erhverv, men Thales var ikke interesseret i de rigdomme, arbejdet kunne frembringe. I stedet sagde han: Filosoffer er og bliver fattige. For de har vigtigere ting at tænke på.

Flere af hans bekendte hånede ham for de ord. Men et år da han forudså en særlig god høst af oliven (han var også astronom), opkøbte han alle olivenpresser i Milet til en lav pris og lejede dem ud igen til en høj. På den handel tjente han en formue. Sådan lyder en version af historien om Thales, der formentlig har været en formuende mand, men gjorde en dyd ud af fattigdom indtil han valgte at tjene penge for at bevise, at filosofi også kan føre til velstand.

Historien spejler de forskellige opfattelser af begrebet fattigdom, som har skiftet op gennem den europæiske idéhistorie, fortæller Ole Morsing, lektor ved Afdeling for Idéhistorie på Aarhus Universitet:

Som begreb står fattigdom på to ben. Der er den sociologiske forståelse og den filosofiske forståelse, og de to har ikke altid harmoneret.

Thales var ikke den eneste af de græske filosoffer, der koketterede med sin fattigdom, som David Bloch, professor i antikkens filosofi ved Københavns Universitet, kalder det.

Sokrates sagde tydeligt til sine mere velstillede venner, at rigdom kunne være en forhindring for at leve som en filosof. Men det var nemt for ham, for han var ikke så fattig, at han bekymrede sig om, hvor næste måltid skulle komme fra. Alligevel lykkedes det ham at skabe et fattigdomsideal, som har været medvirkende til, at man senere har sammenlignet ham med Jesus, siger David Bloch.

Da den kyniske skole i det fjerde århundrede før Kristus så vejen til erkendelse som en total afvisning af materielle goder, blev fattigdomsidealet et hovedpunkt. Den måske mest berømte kyniker, filosoffen Diogenes, valgte ifølge traditionen at bo i en tønde.

Aristoteles var lodret uenig. Han understregede, at fattige ikke har samme indsigt i etik og politik som velstillede ikke mindst fordi fattige ikke har tid til at tænke. I øvrigt var økonomiske problemer ikke noget, Aristoteles filosoferede over. Han tog sin velstand for givet, og han var ikke den eneste:

I store dele af filosofihistorien er spørgsmålet for mig at se et blindt punkt i det moderne Europa. Ligesom vejret anså man fattigdommen for et vilkår, der ikke tages filosofisk stilling til, siger Ole Morsing.

En af den kristne kirkes store tænkere, Thomas Aquinas, der blev født i 1224, adskilte den jordiske fattigdom fra teologiske refleksioner:

Mennesket kan ikke klage over sin skæbne på Jorden og ikke gennemskue Guds vilje med den. Mennesket består af sjæl og legeme, og da fattigdom kun berører legemet, er den bedre part af mennesket uberørt af fattigdom, forklarer Ole Thyssen og tilføjer, at Thomas Aquinas andre steder betoner, at man skal give til dem, der ikke har noget:

Han siger, at overflod bør deles med de fattige.

Thomas Aquinas trak på Bibelen i sine synspunkter på fattigdom, som et enkelt citat fra ham vil vise:

Det brød, du holder tilbage, tilhører i virkeligheden de sultne. Tøjet, du gemmer væk, tilhører de nøgne. Og de penge, du graver ned i jorden, er frihed for dem, der intet har.

En anden vigtig filosof for kirken i middelalderen var Aristoteles. Men han havde levet før kristendommen og havde ikke den kristeligt betingede accent på fattigdom. Han fokuserede ikke på etiske problemer i samfundshierarkiet:

For ham var folket fattigt, og han bekymrede sig ikke om disse mennesker som lidende enkeltindivider, siger David Bloch og forklarer:

Ligesom for Platon var staten det væsentlige for ham. En styreform skulle ikke tage hensyn til sociale problemer, men fungere. Når Aristoteles visse steder påpegede, at nogle samfund havde for store underklasser, var det ud fra et praktisk synspunkt, hvor truslen om et oprør var det afgørende.

I middelalderen var løsningen på fattigdom dels almisser, som det var en kristen pligt at give, dels klostre, hvor man tog sig af de fattige.

Klostrenes hjælp til fattige forsvandt med Reformationen, men den kirkelige diakoni fortsatte, og langt op i 1800-tallet var bekæmpelsen af fattigdom i høj grad et spørgsmål om privat filantropi, eksempelvis i form af gensidig hjælp, forklarer Ole Thyssen. Men fattige mennesker var ikke ønskværdige borgere:

Middelalderens og renæssancens monarker betragtede deres befolkninger som en økonomisk ressource, siger Ole Thyssen og fortsætter:

Blev de fattige for mange, spærrede man dem inde i fattighuse sammen med sindssyge. Henrik VIII, der var konge af England frem til 1547, hængte i løbet af sine 56 år på tronen omkring 70.000 landstrygere, fordi det var den letteste løsning.

Ved samme Henriks hof udfordrede den spanske filosof Juan Luis Vivés kirkens måde at hjælpe de fattige på med værket De subventione pauperum (Om hjælpen til de fattige) fra 1525:

Vivés kritiserede, at den katolske kirke gav almisser til hvem som helst. Mange vidnesbyrd taler imod, at kirken virkelig har gjort det, men pointen er, at Vivés opdeling af fattige mellem værdigt trængende, altså syge og gamle, og ikke-værdigt trængende, altså fattige, han betragtede som arbejdssky, fik enorm udbredelse i 1500- og 1600-årene i Europa, siger Peter Wessel Hansen, der skriver ph.d.-afhandling om fattigdomskulturer i 1700-tallets Danmark ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet:

Kritikken af almisserne blev fremført af både katolske og protestantiske lærde fra protestantisk side af blandt andre Erasmus af Rotterdam og Martin Luther. Mens tankerne generelt blev gjort til en del af det protestantiske program, blev flere af de katolske kritikere mødt med anklager om kætteri, forklarer han.

1600-tallet byder på nye forestillinger om arbejdets betydning, fortæller Ole Thyssen. Den engelske oplysningsfilosof John Locke, som blev født i 1632, anses for at være den klassiske liberalismes fader. Han argumenterede for, at når man arbejder, skaber man varer, men man skaber også sig selv:

Hvor man indtil nu fra Grækenland, Rom og over Europas adel har anset det for fint ikke at arbejde, slår John Lockes ord om arbejdets dannelsesproces pludselig igennem, forklarer Ole Thyssen og fortsætter:

De, der ikke arbejdede, blev regnet for værdiløse. Det gjaldt både adelen, som tidligere havde været de ypperste mennesker, og de fattige og ikke-arbejdende mennesker. De blev moraliseret over som dovne og arbejdssky.

Den tyske idealist Friedrich Hegel (født i 1770) fortsatte senere ad dette spor, da han skrev, at det er under et menneskes værdighed at modtage almisse, uden at det går via arbejde.

Også Adam Smith (født 1723), der var pioner inden for udviklingen af økonomisk politik, kritiserede kirkens almisser. Han opstillede i sit indflydelsesrige værk The Wealth of Nations (Nationaers velstand) rammer for nationaløkonomi, og her havde de fattige ingen plads:

Adam Smith mente, at kun den bitre nød kan drive folk til at arbejde. Derfor udledte han, at fattighjælp var et indgreb i markedets kræfter, siger Ole Thyssen.

Heroiseringen af arbejdet får også en modreaktion. I sidste halvdel af 1700-tallet skyller romantikken ind over Europa. For første gang efter kynikernes tid får fattigdom en eksistentiel og filosofihistorisk betydning, fortæller Ole Morsing.

Den franske oplysningsfilosof Jean-Jacques Rousseau reflekterer over begrebet i flere af sine skrifter, blandt andet Bekendelser fra 1768:

Her peger Rousseau humoristisk på rigdommens paradoks og dermed også på fattigdommens med ordene: Penge, man har, er frihedens redskab. Penge, man jagter, er slaveriets bånd. Det er typisk, at både tidlige og sene romantiske filosoffer som Johan Wolfgang von Goethe skriver om penge, samtidig med at de hylder fattigdom og et liv i lediggang som et skridt på vejen til erkendelse.

Ligesom hos de græske filosoffer skal hyldesten til fattigdom også her tages med det gran salt, som bannerførerne i sådanne heroiseringer havde råd til at drysse på deres æg. De fleste af romantikkens intellektuelle behøvede ikke bekymre sig om at få mad på bordet:

Hovedpointen er, at viden og penge ikke flettedes sammen som i dag, hvor innovationer i høj grad handler om at tjene penge, siger Ole Morsing.

Senere fik fattigdom en fremtrædende plads i filosofihistorien, efter at Karl Marx i 1867 udgav Kapitalen. Og selvom marxismen og kirken set over 2000 år har været styrende for vores syn på fattigdom, har også historiens øvrige debatter haft betydning. Der eksisterer en slags elastisk linje mellem vores sociologiske og filosofiske forståelse af begrebet:

I kraft af den stadige forhandling om, hvad der er fattigdom, har vi konstant inflation. Samfundet udvikles af et krav om rigdom for de arbejdende og velfærd til de ikke-arbejdende. Den vekselvirkning giver et endeløst behov for både økonomisk vækst og vækst i velfærden, siger Ole Thyssen.