Fra Guds modstander til selvhjælpsguru

Ond magt eller kreativ inspirator? Satanskikkelsen er igennem tiden blevet opfattet på mange forskellige måder

Oprindelig stammer Djævelen dog fra Bibelen, hvor han omtales i vendinger, der leder tankerne hen på alt andet end fødselsdag og fejring.
Oprindelig stammer Djævelen dog fra Bibelen, hvor han omtales i vendinger, der leder tankerne hen på alt andet end fødselsdag og fejring.

Den 11. juni og 11. december er Fandens fødselsdage, lyder det i folkemunde. Før i tiden var det nemlig på disse dage, der blev opkrævet renter og skatter, hvilket i sagens natur måtte høre til det onde.

Det er uklart, i hvilken forbindelse disse terminsdage blev fastsat, men idéen om Fandens fødselsdag er kendt helt op i vor tid og er dermed et eksempel på, hvordan satanskikkelsen har sat sine spor i dagens Danmark.

LÆS OGSÅ: Satan er blevet ren underholdning

Oprindelig stammer Djævelen dog fra Bibelen, hvor han omtales i vendinger, der leder tankerne hen på alt andet end fødselsdag og fejring.

Det karakteristiske ved Det Gamle Testamentes måde at omtale Satan på er, at han er en anklager og frister, men samtidig underlagt Guds herredømme. Det er Gud, der har den egentlige magt. I Det Nye Testamente får Djævelen mere magt og kan stå bag sygdomme og ondskab. Når Jesus for eksempel uddriver dæmoner, er det Satan, der står bag dem. Men Guds søn fødes til verden for at overvinde Satan. Og i Johannes Åbenbaring kan man se, at en dag ender Satans magt for altid. Den store drage, som er et billede på Satan, bliver kastet i ildsøen, og det bliver hans undergang, siger Kirsten Nielsen, professor emeritus i teologi fra Aarhus Universitet.

Billedet af Djævelen som en anklager og frister er stadig centralt i kristendommen i dag. Men Djævelens betydning er blevet betydeligt mindre, siger kirkehistoriker og lektor ved Københavns Universitet Nils Holger Petersen.

Både i oldkirken og i middelalderen havde Djævelen stor betydning, og en af måderne, vi kan se det på, er, hvordan personer, der ville døbes, skulle gennemgå en dåbsoplæring, der også indebar eksorcisme. Der var en række ceremonier, hvoraf en væsentlig del var en egentlige djævleuddrivelser, som man skulle gennemgå, inden man kunne nå frem til dåben. De bestod i en række handlinger og ord, hvor præsterne bød Djævelen at forsvinde, ligesom vi kender det fra Bibelen, når Jesus får ånder til at fare ud. En rest af den tankegang er bevaret i forsagelsen i trosbekendelsen, som den lyder i dag, fortæller Niels Holger Petersen.

Praksissen omkring eksorcisme blev først afskaffet i 1700-tallet, men tanken om en reel djævel blev bibeholdt visse steder i kirken og særligt i de store vækkelsesbevægelser i 1800-tallet, oplyser Niels Holger Petersen.

1800-tallet blev dog også tiden, hvor forskellige grupperinger begyndte at opfatte Satan som en positiv figur, fortæller Jesper Aagaard Petersen, lektor på Norges Teknisk-Naturvidenskabelige Universitet og forsker i moderne satanisme.

I første omgang drejer det sig om romantiske digtere, revolutionære og bohemer, der ser Satan som en positiv skikkelse og identificerer sig med oprørstrangen, kødeligheden, seksualiteten og sensualiteten. Satan kommer til at stå for alt det, som den officielle religion ikke står for, hvilket passer kunstnerne godt, idet de forbinder kristendommen med tradition, dogmatik og kyskhed og som modstander af kundskab.

Denne positive opfattelse af Satan blev forløberen til for eksempel heavy metal-kulturen, hvor Satan den dag i dag stadig er et symbol på oprør. Men globalt eksisterer egentlig satanisme kun i minimal grad i dag, fortæller Jesper Aagaard Petersen:Det er ekstremt små brøkdele af procenter af verdens befolkning, der er satanister. Og de fleste, som i dag kalder sig satanister, anerkender ikke Satan som en reel kraft. Satanisterne lægger vægt på selvrealisering og på, at du skal finde dig selv og dine egne drifter og leve efter dem. Satan bliver gjort til et symbol på dette, men de tror ikke på ham, ligesom de heller ikke tror på Gud.