Prøv avisen

Gud er matematiker og Kristi fader

Teolog og kosmolog Michael Heller har skudt sine egne penge i forskningscentret Copernikus Center i Krakow. Her ses han i den gamle bydel foran Sankt Andreas Kirke, som er Krakows ældste kirke, bygget i det 11. århundrede. – Foto: Leif Tuxen.

Måske er skabelsen noget, der bliver ved at folde sig ud. Moderne fysik kan her ikke være uenig med kirkefædrenes forståelse af begrebet, siger Michael Heller, fysiker og teolog. Kristeligt Dagblad har været i Polen og talt med modtageren af den fornemme Templeton-pris

En helt ualmindeligt elskelig mand er Michael Heller, polsk atomfysiker, filosof og præst. De brune øjne tindrer lunt bag brilleglassene, stemmen er blid og lavmælt, men bliver ivrig, efterhånden som emnerne river ham med.

Når den travle forsker er hjemme her i Krakow, er han filosofiprofessor ved byens katolske universitet og leder af Copernicus Center. Han har været bedt med til en konference hos Cern i Genève, hvor man har jublet over fremkaldelsen af Higgs-partikler i den store accelerator. Inviterer man mon en bekendende katolik, så han kan blive ydmyget: Nu kan Big Bang forklares til bunds uden metafysiske gisninger?

LÆS OGSÅ: Rettigheds-tænkningen har et religiøst fundament

Nej, nej, slet ikke. De vil diskutere bredt og åbent. Det er, som om de har en fornemmelse af, at der er noget mere, konstaterer Heller med et lille smil.

Hans forskning bakser med en af fysikkens store udfordringer: et muligt forlig mellem Einsteins relativitetsteori og Niels Bohrs kvantefysik. Allerede da Bohr fremlagde sine første teser, føg det med gnister fra diskussionerne mellem de to giganter. Einstein havde jo selv engang lagt en bombe under videnskaben med sin relativitets-teori, men Bohrs teori om de allermindste partiklers opførsel havde faktisk endnu vildere konsekvenser, hvis den virkelig var sand. Einstein indså straks, at kvanteteorien måske umuliggjorde forudsigelighed i naturlovene. Gud kaster ikke med terninger, indvendte han.

Eftertiden viste, at Bohrs indsigter holdt vand. Michael Heller vil gerne bygge bro.

Ja, det er fysikkens to store teorier. Einsteins gælder tyngdekraften og angår det største, mens Bohrs kvantemekanik gælder for det allermindste, forklarer Heller. De er som to nabokongedømmer, der ikke samvirker. Den enes matematik kan ikke oversættes til den andens.

Dengang universet kun var få nanosekunder gammelt og ubegribeligt tæt i masse, må deres love have været de samme.

Udfordringen er at lave en kvantetyngdekraft, der forener dem. Vi er mange, der knokler med det. Går man tilbage til dengang, hele universet fyldte så godt som ingenting, når man faktisk ikke til et nulpunkt, som populærvidenskaben beskriver det. Hele vores forståelse af tid og rum bryder nemlig sammen her, understreger Heller.

Der kan derfor ikke være noget punkt, heller ikke et nulpunkt. Men det skal vises med en ligning.

Matematisk ser det dybt fascinerende ud, forsikrer Heller med et lykkeligt smil.

Med sin baggrund som både fysiker og teolog holder Heller gerne kristendommen i øjenkrogen.

Videnskabshistorien vil jo gerne lære os, at naturvidenskab og teologi er forskellige tilgange til virkeligheden. Men mange, som arbejder i grænseområdet, vil mene, at modsætningerne kun er tilsyneladende. Naturligvis har der gennem historien været mange konflikter mellem de to Galilei et cetera men de er faktisk som to store skiver, der drejer på hvert sit plan. Og visse steder interagerer de på tankevækkende vis.

Nævn et eksempel.

Når vi taler om universets skabelse, bruger de fleste jo det teologiske ord skabelse. I Bibelen tales der i virkeligheden sjældent om at skabe. Gammel Testamente begynder naturligvis med skabelsen, men ordet bruges kun få gange og altid knyttet til Gud. Begrebet defineres aldrig nærmere. Det sker først langt senere, da teologerne tager fat; første gang i det andet århundrede i værket Hermes Pastor. Siden behandles skabelsen grundigt af kirkefædrene, især Origenes og Augustin og derpå af Thomas Aquinas. De understreger, at skabelse ikke bare er en begyndelse. Skabelse er noget, der fortsætter. Blev den afbrudt nu, ville hele universet bryde sammen.

Thomas Aquinas siger i De aeternitati mundi, at man kan forestille sig en skabelse gennem Gud helt uden begyndelse, men i hvert øjeblik opretholdt af Gud. Fysikken siger i dag muligvis noget lignende. Selvom Big Bang normalt tolkes som et begyndelsespunkt, er det slet ikke sikkert, det er det. Måske skal vi betragte skabelsen i den rigere, bibelske forståelse. Og måske er hele universets historie kun som et enkelt øjeblik for Gud.

De har som fysiker også dvælet ved skønheden?

Skønhed er et vigtigt kriterium. Nogle fysikere hævder, at kun en smuk teori kan være sand. Einstein var en af dem. Der er to kriterier for teoriens skønhed, sagde han: Den skal være empirisk verificerbar og præget af en indre perfektion. For at skue denne skal man dog næsten være Einstein.

Mens han arbejdede med sin relativitetsteori, kom der løbende mange fine forudsigelser ud af det, men han knoklede alligevel videre til slutningen af november 1915. Da ramte han den! Ligningen. Denne er smuk, konstaterede han. Og al tyngdeteori er da også stadig bundet op på den. Ja, den er så perfekt skøn, at man lige siden har kunnet folde indsigter ud af den. Flere end Einstein forudså.

De færreste af os andre kan få dem at se, for de udlægges ved rækker af tal og tegn.

Ja, man skal kunne matematik på et højt plan for at se det. Men Einsteins matematik er så geometrisk anskuelig som at komme ind i en gotisk katedral. Jeg husker, da jeg første gang trådte ind i domkirken i Reims: Jeg følte mig næsten hævet op mod hvælvingerne. Dét sus er endnu større i matematikken, for modsat arkitekturen er den ikke statisk. Matematik er dynamisk. Der er også stor skønhed i billeder af fjerne galakser og stjernetåger. De er rene kunstværker, men ligningernes skønhed er endnu større.

Materialister affærdigede engang mennesker, der troede på noget usynligt, ved at slå i bordet og sige: Kun det, man kan tage og føle på, findes som dette bord. Med kvantefysikkens indsigter, er bordplade-materialismen ovre.

Materialismen er vel forældet nu?

Ja. Bordet findes nemlig i dens forstand ikke. Vil du være materialist i dag, må du udtænke og føre bevis for en ny udgave af den.

Materialismen eller positivismen er en ideologi fra 1800-tallet og er knust i dag. Jeg vil gå så vidt som til at sige, at den aldrig har talt korrekt om virkeligheden. Den ville måle og veje, men stof kan ikke måles. Stoffet eller materien må man i dag tale om på strukturalistisk måde, næsten filosofisk.

Engang åd naturvidenskaben hele tiden bidder af kirkens område og slog dens læresætninger til jorden en efter en?

Sådan foregik det faktisk historisk. Men det betød også en renselse af religionen. Den holdt for eksempel op med at mene, at Gud befandt sig oppe mellem stjernerne. Processen var pinefuld og såede splid mellem kristne. Fundamentalisterne måtte jo med deres bogstavelige forståelse afvise al videnskabelig indsigt.

Denne udvikling er yderst vigtig. Der findes ingen isoleret religion. Den må altid samvirke med sin kultur. Og kulturen byder på skiftende verdensbilleder, ja, hvert menneske har jo sit.

De, som først tolkede Bibelens udsagn om skabelsen, havde deres verdensbillede, sikkert et babylonisk.

Kopernikus og Galilei viste, at store teologiske doktriner var bygget på det billede, og det så en tid ud, som om teologien skulle klappe sammen med dets forældelse. Men det er jo ligegyldigt, om Solen drejer om os eller vi om den.

Og nu er I frontfysikere igen et helt andet sted end i Newtons forståelse af rum og tid?

Ja, i dag er verdensbilledet atter tilsvarende forskelligt fra Newtons, som Newtons var fra det ældre. Men endnu kun inden for videnskaben. Kulturens billeder skifter meget langsommere. Spørger du manden på gaden, er hans verdensbillede stadig det, Newton gav os. Han får det fra medierne, der halter langt bagefter. Hverdagsmennesket mener i ramme alvor, at Newtons verdensbillede er videnskabens. Men det er magisk, en karikatur mere Harry Potter end Einstein.

Den katolske kirke har altid ledt efter spor af Gud i naturen. Luther sagde derimod: Gud ønsker ikke, at du leder efter ham alle vegne, men kun i Ordet.

Tjoh. Jeres Olaf Pedersen, som jeg satte højt, skrev i et værk, hvor han taler om naturens bog og skriftens bog. Lad os sige, at jeg intet anede om Gud eller bibel og kun havde min videnskab. Jeg ville alligevel tro på Gud. En evighedens Gud, der viser sig i et mønster. Når Gud laver store kalkulationer, bliver universet til. Den store matematiker.

Men eftersom jeg har skriften, skifter Gud ansigt. Han er ikke kun en matematiker, men også Kristi fader. På den måde komplementerer den ene bog den anden.

Er De som frontfysiker stødt på noget, der rystede Deres tro? En frysende tomhed?

Nej. Og efter min mening er der i virkeligheden ingen, der bestrider Gud; man giver ham blot forskellige navne. For mange er Gud stoffet. Problemet er ikke, om Gud eksisterer, men hvad han er for mennesket.

Her i Krakow er der en kirke for hver 200 meter. Men der er også bugnende modebutikker med mærkevarer. Bliver vestlig forbrugerisme en større fare for polakkernes fromhed end kommunismen?

Forbrugerismen er en større fare. Det sagde jeg allerede under kommunismen. Men den griber heldigvis sindene meget langsommere, end jeg havde forudset. Kirken her har ingen problemer med at rekruttere nye præster.

Men hos os i Vesten er ateismen på mode, og den henviser gerne til videnskaben som det, der kan aflive troen.

Ateisterne består groft sagt af to grupper. Den ene glemmer Gud, fordi netop forbrugerismen tager over. De glemmer at tænke over Gud, og der er en social tendens, en livsstil, som man ikke kan argumentere teoretisk imod.

Den anden gruppe består af de højt reflekterede skikkelser som filosoffen Daniel Dennett og biologen Richard Dawkins, som jeg i øvrigt har diskuteret med på BBC. Deres ateisme har to rødder. Dels en stor uvidenhed om religion. Deres viden er nærmest lig nul. De identificerer alle kristne med amerikanske sekter. Dels en mere eller mindre korrekt vurdering af det religiøse som noget irrationelt.

Når jeg diskuterer med dem, understreger jeg, at rationalisme uden Gud er irrationel. Hvorfor være rationel, om der ingen Gud findes? Rationalitet er noget, vi skal vælge. Den er en værdi, mens det irrationelle ikke er nogen værdi. Valget er moralsk. Religionen giver dig et valg, fordi Gud er rationel. Men det kan de ikke overbevises om.

Nu har relativitetsteori og kvantefysik også udvidet det rationelle på svimlende vis, og hverdagens årsagskæder kan ikke genkendes i de billeder, I udkaster?

Det er sandt. Historien begynder med Aristoteles, der tænker kausalt. Alt måtte have en årsag, hævdede han, og tilfældet er det, som nedbryder årsagskæder. Derfor blev tilfældet kaldt uvidenskabeligt, og det måtte elimineres som en urenhed.

Men nu ved vi, at for at definere tilfælde skal man bruge sandsynlighedsberegningen, som er højmatematisk. Tilfælde er altså indbygget i matematikkens forståelse af verden, hvor den jo ser naturlovene som ligninger. Tilfælde er betingelser, der kommer udefra for at få noget til at ske. Uden dem ville naturlovene ikke virke.

Er universet et netværk af naturlove, må der være en slags anti-steder for at give plads til tilfældet. Det er min filosofi.

Så Gud kaster faktisk terninger?

Ja. På en måde.

Fremhævet citat

Videnskab giver os viden, religion giver os mening. Videnskab uden religion er ikke meningløs, men tam, og religion uden videnskab glider over i fundamentalisme.

Michael Heller i med Christian Science Monitor

Fremhævet citat

Hvis vi spørger efter universets årsag, så spørger vi også til de matematiske loves årsag. Ved at gøre dette føres vi tilbage til Guds store arkitekttegning bag universet. Til spørgsmålet om den ultimative kausalitet: Hvorfor er der noget, og ikke ingenting? Når vi stiller det spørgsmål, spørger vi ikke efter en årsag på linie med alle andre årsager. Vi spørger til roden af alle de mulige årsager. Videnskab er blot den menneskelige bevidstheds kollektive indsats for at læse Guds tanker ud fra de spørgsmålstegn, som vi og verden omkring os ser ud til at være lavet af.

Kommentar fra Michael Heller, da han fik Templeton-prisen i 2008.