Ingen filosof har set verden gennem eviggyldige briller

Et nyt storværk om filosofiens historie gør op med tanken om uforanderlige sandheder. Vores blik har skiftet retning, hver gang vores livsform har ændret sig, mener professor Ole Thyssen. Et godt eksempel er udviklingen i forholdet mellem filosofi og religion

Et nyt storværk om filosofiens historie gør op med tanken om uforanderlige sandheder. Vores blik har skiftet retning, hver gang vores livsform har ændret sig, mener professor Ole Thyssen. Et godt eksempel er udviklingen i forholdet mellem filosofi og religion.TEGNING: MORTEN VOIGT
Et nyt storværk om filosofiens historie gør op med tanken om uforanderlige sandheder. Vores blik har skiftet retning, hver gang vores livsform har ændret sig, mener professor Ole Thyssen. Et godt eksempel er udviklingen i forholdet mellem filosofi og religion.TEGNING: MORTEN VOIGT

Noterne udgjorde efterhånden et regulært pladsproblem. Overalt på kontoret var der stakke efter 17 års undervisning i filosofihistorie på Copenhagen Business School i København. Så professor, dr.phil. Ole Thyssen tog en beslutning: Det var nu, han skulle skrive en bog, der samlede det hele.

LÆS OGSÅ: At studere sig til menneskelighed

Den 726 sider lange Det filosofiske blik er netop udkommet, og flere anmeldere har udråbt den til arvtageren efter De europæiske idéers historie af Sløk, Pihl og Lund. Og til rollen som den nye obligatoriske studentergave. Det er da også det helt store vingefang, der blafrer, når Thyssen genfortæller filosofiens historie med et nyt blik. Det nye er, at historien ikke blot fortælles gennem de største filosoffers teoretiske arbejde, men gennem deres virkningshistorie. Hvordan slog de store idéer rod, og hvordan var de påvirket af og påvirkede datidens samfund?

Den måde at fremstille filosofien på giver nemlig mest mening, mener han:

Artiklen fortsætter under annoncen

Nogle filosoffer mener, at filosofi handler om at forfine argumenter ud fra et grundlag, der er eviggyldigt. Kirken mente i århundreder, at den havde det eviggyldige blik på verden en særlig prisme at se verden igennem. Derefter mente videnskaben det samme. Men i dag er erkendelsen, at måden at iagttage verden på skifter sammen med virkeligheden. Der findes ikke noget centrum, hvor sandheden udsiges fra. Vi har alle hver vores blik, og det blik kunne lige så godt være et andet. Sådan har det i virkeligheden altid været. Og i det lys er det interessant igen at gennemgå de største mestertænkere for at se, hvordan de for en tid definerede helt almindelige menneskers måde at betragte verden på.

Det er samtidig en ny måde at fortælle kristendommens udvikling i den vestlige verden på. For det er i høj grad sket i et dynamisk, nogle gange voldsomt forhold mellem religion og filosofi. Faktisk opstod filosofien ud af et behov for at forstå og forklare verden på en anden og mere rationel måde end de meget livsnære og personlige religiøse fortællinger. Det skete cirka år 700 f.Kr. på Lilleasiens kyst (i dag den asiatiske del af Tyrkiet). Og det skete, samtidig med at pengeøkonomi, det moderne alfabet og formentlig også vindyrkningen opstod.

Det var næppe tilfældigt, mener Ole Thyssen. For filosofien opstod netop i kampen mellem to tanke- og leveformer: mellem en handelskultur båret af fornuft (to geder svarer til en hest) og en landbrugskultur båret af guder og traditioner (høsten er spoleret, fordi guderne er vrede). Midt i denne kamp stod Thales fra Milet, der kaldes den første filosof, fordi han påstod, at alt i verden var vand, resten var blot transformationer af vand. Det virker måske ikke som en særlig snedig påstand, men den indvarslede et vigtigt skifte, fordi det var den første ikke-religiøse forklaring på, hvordan verden hang sammen.

Thales blev for alvor berømt, da han forudsagde en solformørkelse ikke gennem et varsel i dyreindvolde, som det typisk var tilfældet, men som udtryk for en lovmæssighed i naturen. Verden er fysisk og håndgribelig, ikke guddommelig, sagde han, og den tanke slog rod. Filosofiens oprindelige opgave blev dermed at bringe tankeverdenen på niveau med de praktiske principper, som regulerede hverdagen hos datidens nye og i stigende grad magtfulde gruppe af handlende.

Det var et helt afgørende punkt i historien for både filosofien og religionen, for det betød, at religionen ikke længere havde patent på at forklare verden. Filosofien bidrog fra sin start til at affortrylle religionen med fornuft og argumenter. Og lige siden har filosofien og religionen kørt et skiftevis hadsk og sødmefyldt parløb, siger Ole Thyssen.

På samme måde har verdenshistoriens mest markante skift alle hver deres mestertænker. Næsten. Merkantilismen, altså den økonomiske politik om at fremme industrien og eksporten for at øge et lands indtjening, som blev fremherskende i 1600-tallet og ændrede europæernes behovsstruktur, har ikke en enkelt filosofisk stemme bag sig. Det samme gælder udviklingen af 1900-tallets velfærdssamfund. Men i det store hele kan historien altså fortælles gennem de filosoffer, som var med til at forme tidens verdenssyn.

I forholdet til religionerne blev det næste store skift kristendommens opståen i Romerriget i det første århundrede. Den nye religion var en radikalt anderledes måde at tænke på. Nu fik tanken en styrende regel og kunne ikke længere gå den vej, den ville.

Filosofien måtte følge kirkens doktrin. Argument mod argument blev erstattet af inkvisitionen mod kætterne, forklarer Ole Thyssen.

Den nye religion fik dog en hård start med forfølgelser og henrettelser, men allerede i det fjerde århundrede blev kristendommen rigets dominerende religion. Det var i denne tid, den store kirkefader Augustin (354-430) voksede op. Han blev fortaler for den kæmpende kirke, forklarer Ole Thyssen. Der var endnu ikke en organiseret kirke, kun menigheder, så han havde ikke magt bag sine ord. Også derfor prædikede Augustin tolerance. Han ville gerne diskutere med filosofferne og erkendte, at filosofien kunne bruges et langt stykke ad vejen til at forklare verden.

Da kristendommen blev statsreligion i år 380, og Augustin blev kirkens fader, ændrede tonen sig dog.

Augustin begyndte at tordne mod filosofferne, ikke mindst Cicero. Man kan ikke argumentere for grundlaget for verden, sagde han. Alt det, man pr. definition ikke kan vide hvor kommer vi fra, hvad er formålet med livet, hvordan er sjæl og legeme forbundet kan filosofien ikke bruges til, her virker kun troen, der som en svamp opsamler alle spørgsmål og giver et entydigt svar: Gud, siger Ole Thyssen.

Filosofien var slået tilbage, men langtfra besejret. Den overlevede inden for rammerne af kirken og fandt nye og skjulte sprog til at udvikle sig. Men den udfordrede ikke og var ikke fri. Den var trynet af et religiøst blik, som var blevet stærkt radikaliseret. Fra at være noget sanseligt og konkret havde religion taget form af en enkelt skabende gud og en enkelt hellig tekst. Religion havde nu blikket rettet mod noget hinsides samfundet, mod den enkeltes frelse. Den var et åndeligt fællesskab, ikke en konkret stat. Alt det var Augustin med til at formulere og forme i en grad, så han stadig i dag står som en af de mest betydningsfulde skikkelser i kristendommens og den vestlige civilisations historie.

800 år senere forsøgte en ny mestertænker, Thomas Aquinas, at forsone forholdet mellem tro, filosofi og viden. Da var den dannede overklasse væk, og kirken havde fået monopol på at uddanne folket i skrift og intellektuel kultur. På den måde blev Thomas Aquinas talmand for den sejrende kirke, som ikke blot bearbejdede sjæle, men konkurrerede direkte med konger om samfundsmagten. Det gjorde det nødvendigt for kirken i stigende grad også at løse verdslige, jordnære spørgsmål og problemer. Og derfor blev der skruet ned for synden og dommedagen og op for fornuften. Filosofien kunne igen vejre morgenluft, og flere store filosoffer brugte nu deres kræfter på at se, hvor meget af verden de kunne beskrive uden en gud.

Næste store fikspunkt i historien og i forholdet mellem filosofi og religion kom i midten af 1500-tallet med Reformationen og mestertænkeren Martin Luther.

Idéen om kirken som den samlende institution i Europa gik i opløsning, kirkens autoritet styrtdykkede, og det samme gjorde dens økonomiske og politiske magt. Den kristne kirke påtog sig nu den moralske opdragelse af folket gennem undervisning og sjælekontrol. Den blev en ideologisk garant for kongemagten, men ikke en selvstændig magtfaktor, og det betød langt større råderum for filosofien.

Fra at være mere teologer end filosoffer blev filosoffer nu igen filosoffer. Nogle gange med et spændt forhold til kirke og stat, forklarer Ole Thyssen.

I middelalderen havde teologien og filosofien kørt et tæt parløb, hvilken nok var med til at fremmedgøre kirken for nogle troende, men samtidig gav det kirken en platform, hvorfra man kunne diskutere med ikketroende. Det var først med naturvidenskabens indtog, at filosofien fjernede sig helt fra kirken.

Med ikke mindst Galileo Galilei og Isaac Newton som banebrydere brød videnskaben i 1600-tallet igennem som en vægtig faktor i forklaringen af verden. Verden var allerede godt i gang med at blive åbnet (Marco Polo havde fundet vej mod øst, Columbus mod vest), og det, der skulle blive kendt som oplysningstiden, fejede snart hen over Europa. Gennem 1700-tallet blev både kongemagtens og kirkens autoritet således alvorligt udfordret, og filosoffer som David Hume og Voltaire førte an. Fornuften og videnskaben blev den nye gud. Religionen blev i stedet stadig mere noget privat.

Og her slutter Ole Thyssens blik for det religiøse med Nietzsches opgør med den kristne slavemoral i slutningen af 1800-tallet og med vores egen Søren Kierkegaard som filosoffen, der mere end nogen anden formulerede religionens nye liv på de indre linjer. Herefter ophørte kirken med at sætte den moralske dagsorden. Den blev valgfri.

Men hvad så med i dag? Hvem er mestertænkeren, og hvad er hans blik rettet mod? Det giver bogen intet bud på, men Ole Thyssen gør gerne denne solskinsfyldte martsdag på hans kontor: Der findes ingen mestertænker, som har været med til at forme og formulere den samfundsorden, vi lever i nu. Vores samfund er pluralistisk og giver plads til mange blikke, så i det dominerende blik finder man ingen sandhed, kun dialog og tolerance. Filosofferne har derfor ingen stor sandhed at udfordre og er blevet ufarlige og mindre betydningsfulde.

Før Murens fald var de østeuropæiske filosoffer eksempelvis ekstremt betydningsfulde, fordi de satte sig op mod systemet, men da de kunne sige, hvad de ville, gad ingen lytte.

I dag er det filosofiske blik først og fremmest rettet mod kommunikation, men ikke på, hvad der tales om. Det er overladt til folk selv. Det giver filosofien større albuerum, men samtidig mindre gennemslagskraft. Alligevel har dagens filosoffer stadig en rolle, mener Ole Thyssen:

Filosofien har et blik for andre blikke og kan underminere deres selvfølgelighed. Et godt eksempel er velfærden, som er en af de dominerende dagsordener i dag. Det er blevet så selvfølgeligt at betragte samfundet gennem velfærd, at mange forveksler det med virkeligheden og synes, det er indlysende, at vi skal arbejde hen imod mere velfærd. Tidligere var målet at blive rig gennem arbejde, nu hedder det sig, at vi skal få folk i arbejde, så vi har råd til velfærd. Det tyder jo på, at velfærden er blevet samfundets erklærede mål, og det er uværdigt. For konsekvensen er blevet, at mange mennesker hverken ønsker eller behøver at klare sig selv. Vi har skabt et samfund, hvor det er nemt at lade sig falde, fordi vi ved, der altid er nogen, der griber. Og her er det blandt andet filosoffernes rolle at sige: Velfærdens blik er ikke det sidste ord i sagen, ligesom religion og videnskab ikke var det. Og derfor må vi ikke lade os forblænde af det.