Prøv avisen

Kants pædagogik er moderne

Selvom Kant aldrig forlod Preussen, lægger hans pædagogik op til, at horisonten for al opdragelse skal være verdensborgeren. Foto: Rainer Hackenbergakg-images.

Ifølge den tyske filosof Immanuel Kant fødes mennesket som et vildt dyr, der skal tæmmes. I sin godt 200 år gamle bog Om pædagogik, der for nylig er genudgivet på dansk,argumenterer han for, at mennesket skal opdrages til at være verdensborger

Immanuel Kant levede hele sit liv i den preussiske by Königsberg, der i dag hedder Kaliningrad. Igennem sit 80 år lange liv nåede han aldrig at komme uden for Østpreussen, og han fik heller aldrig kone eller børn.

Det forhindrede imidlertid ikke, at den filosof, der forelæste i alt fra metafysik til matematik, fik udgivet sine tanker om pædagogik og opdragelse i 1803. Bogen Om pædagogik har fået en massiv indflydelse på pædagogikken lige siden, og nu udkommer den på dansk for anden gang på få år. Måske er det ikke så overraskende, at den har vist sig levedygtig, for den peger på højaktuelle emner som nationalitet, demokrati og kosmopolitisme.

LÆS OGSÅ: Kunsten at opdrage til frihed

Det fortæller professor, dr.phil. Peter Kemp i sin bog Verdensborgeren som pædagogisk ideal, der udkom i 2005. Han tager ligefrem udgangspunkt i et citat fra skriftet om, at al uddannelse skal sigte på at gøre mennesket til verdensborger.

Ifølge Peter Kemp er demokrati i øvrigt sigtet for Kants politisk-pædagogiske skrifter.

Om pædagogik handler om opdragelse til at være borger i et demokrati. Mennesket skal lære at forvalte sin mulighed for medbestemmelse. Det er det, der er helt afgørende for demokratiet. Kant spørger andetsteds, hvordan man skal få mennesker til at rette sig efter love, hvis de ikke selv har været med til at skabe dem. På den måde er Kant virkelig en milepæl, fordi han meget tidligt siger disse ting. Det er ikke nok, at folk kan læse, skrive og bestå nogle prøver. De skal forstå, hvad det vil sige at være menneske og borger. Uden denne opdragelse bliver mennesket en maskine.

Skriftet udkom kort før Kants død og blev ikke udgivet af ham selv. Det var hans elev, teologen Friedrich Theodor Rink, der samlede filosoffens noter fra Kants mange forelæsninger. Det kan i det hele taget synes lidt underligt, at en filosof kaster sig over pædagogikken, men dengang var pædagogik ikke en selvstændig disciplin.

Den preussiske regering ønskede at forbedre skolevæsenet og mente, at det kunne ske ved, at man på universitetet begyndte at undervise i pædagogik. Man satte derfor etik-professorerne til at skiftes til at forelæse om opdragelse og pædagogik. Og faktisk kan det have været en fordel, at det ikke er Kant selv, der udgav bogen. Det siger litteraturvidenskabsmand Vagn Lyhne, der har skrevet bogen Læremesteren om Kant og pædagogikken, og som er manden bag udgivelsen af Om pædagogik på dansk.

Hvis han selv havde udgivet den, havde den set noget anderledes ud. Hans andre værker er jo så gennemsystematiserede. Denne hænger også pænt sammen, men er ikke forsøgt kørt op på det plan, de andre er.

Vagn Lyhne peger som Peter Kemp på det moderne og visionære i skriftet:

Skriftet peger frem mod den moderne opdragelse. Det afvikler den gamle skole baseret på indterpning og udenadslære og den kristent-dominerede undervisning og sætter i stedet mennesket med alle dets muligheder i centrum. Det er det hele menneske med krop, sanser, fornuft og forstand, der udgør en helhed. Det, der sker i den pædagogiske strømning, er, at man opvurderer krop og sanser, og man foretager ikke en absolut adskillelse af sjæl og legeme. Selvom kroppen skal være under kommando af forstand og fornuft, er undervisning og opdragelse ikke mindst lagt an på sansetræning.

I den sidste del af det 18. århundrede gik det samfund, Kant levede i, ind i en rasende udviklingsproces. Menneskegrupper begyndte at bevæge sig i langt højere grad, og en god del af befolkningen blev ikke længere fastholdt på det sted, den blev født. Det krævede nye færdigheder for at være borger i samfundet, og derfor blev pædagogikken vigtig.

Kant bliver interessant, fordi disse ting er aktuelle. Han forener den tekniske kunnen, færdighederne, med dannelsen til borgerskab og moralsk liv. Han forener synet på menneskets muligheder med hensynet til andre mennesker i alle aldre og med verdensborgertanken. Mennesket skal ikke bare leve i den lille bystat, men skal forstås ud over det. Verdensborgertanken skal være horisont for al opdragelse og uddannelse, og det betyder, at hans pædagogiske filosofi bliver helt central i vores dage, fortæller Peter Kemp, der mener, at verdensborgertanken igen forsvandt ud af syne efter Kant, men nu er kommet tilbage.

Verdensborgeren var ikke et begreb, der spillede en rolle i sociologien og filosofien i det 19. århundrede. Der opdager man, at et samfund har en kultur og historie, og det gør, at man bliver optaget af det nationale. Hos filosoffen G.W.F. Hegel og sociologen Max Weber falder verdensborgertanken ud. Men vi kan se, hvad det fører til, hvis man ikke også har et andet perspektiv så fører det til vild nationalisme.

Samtidig med denne spirende kosmopolitisme som horisont for opdragelsen forklarer Vagn Lyhne, hvordan den nyfundne mobilitet og oplysningstidens indflydelse også betyder en større grad af frigørelse.

Helt i oplysningstidens ånd betragter Kant mennesket som menneskets eget produkt. Et hovedmiddel til udviklingen af myndighed og frihed er opdragelsen: Mennesket kan kun blive til menneske gennem opdragelsen. Det er intet andet end det, som opdragelsen gør det til. Heri er indeholdt en mægtig tro på menneskets muligheder i en verden, hvor Guds styrende og regulerende indflydelse efterhånden må vige for det kæmpeværk, mennesket kan frembringe.

Med sådanne tanker når vi noget centralt: spørgsmålet om, hvilket menneskesyn værket indeholder. Ifølge Vagn Lyhne er det ganske optimistisk.

Det er et meget positivt syn på mennesker. Kant tror på, at mennesker kan udvikles. Mennesket er et naturvæsen, et dyr, men kan ved egen kraft hæve sig op til at blive menneske i samspil med andre mennesker. Menneskenaturen er ikke ond. Eksempelvis lægger arvesyndsforestillingen et åg på mennesket, fordi alle generationer fra Adam og frem støder på en grænse for, hvad mennesket kan. Jeg mener, at det er en af de positive ting ved Kants tilgang, at han ved, at naturen i rå form hos mennesket ikke har nogen gyldighed. Derfor bliver mennesket for ham til, hvad det er, i kraft af opdragelsen. Det er hovedpointen. Mennesket er ikke determineret af biologiske faktorer, men kan ved egen indsats ændre sin situation, siger Lyhne.

Også Peter Kemp betoner, hvordan mennesket fødes som noget, der er at ligne med et dyr:

Kant er enig med Thomas Hobbes i, at mennesket fødes som et vildt dyr. Det har imidlertid anlæg for det gode, men hang til onde. Kant tror ikke på, at verden kan forbedres ved, at mennesket bliver individuelt godt, men han tror, at mennesket kan skabe institutioner, der er gode.

Til gengæld ser Kemp ikke en lige så stor konflikt mellem Kants menneskesyn og kristendommens tanke om arvesynd:

Jeg mener ikke, at Kant tror på en arvesyndslære, der dengang ofte blev opfattet nærmest biologisk som nedarving af synd. Men når han siger, at mennesket har en hang til det onde, lyder det jo lidt derhenad. Han har den tanke, at af så kroget et træ, som mennesket er gjort af, kan intet lige skæres. Her mener han jo, at mennesket af natur har en destruktiv trang i sig, og det er jo også en kristen tanke. Han har også en tanke om det radikalt onde. Det er uudforskeligt, siger han, og det gør, at det enkelte menneske sætter sig selv højere end alt andet. Hvorfor gør det det? Fællesskabet ville jo være bedre. Men Kant ser, at mennesket til tider er godt og til tider ondt. I vores dages diskussion kan man eksempelvis om Anders Breivik ikke bare sige, at han er sindssyg. For Kant handler det om, at mennesket har frihed til både at være destruktiv og god. Breivik er ansvarlig. Det er efter min menig en meget kristen opfattelse.

Dette ser Vagn Lyhne anderledes på. Han mener, at religionens plads er stærkt reduceret i skriftet:

Kants tro på menneskets muligheder i Om pædagogik dementerer i selve sit begreb, at mennesket er et ondt væsen, der skal knægtes. Det menneskelige naturmateriale skal formes og udvikles, det er det store formål med opdragelsens tiltag. Men dette har intet at gøre med, at det skadelige og destruktive skal undertvinges. Kant er her meget klar: Menneskeslægten skal ved egen anstrengelse lidt efter lidt udfolde menneskehedens fulde naturlige anlæg. Arvesyndens forbandelse, der lemlæster menneskets mulighed for udvikling, eksisterer ikke i denne forestillingsverden, ligesom religionen i det hele taget er nedtonet og konverteret til en garant for moral og etik. Naturen er hverken god eller ond, den er der bare. Derimod kan mennesker frit udføre onde handlinger, der sanktioneres med misbilligelse, ærestab eller straf.

Immanuel Kant