For længe siden, i 1920ernes København, vakte det opsigt, da lokale skolefolk anført af kommunelærer O. de Hemmer Egeberg gennemførte de såkaldte Vanløse-forsøg. Tidens skoleundervisning var præget af streng indlæring af fakta med stoffet i centrum og flittig brug af intelligensprøver, eksaminer og karakterer. Nu eksperimenterede Vanløse-lærerne med nye tiltag som at fritage eleverne for årsprøver indtil 4. klasse, at iagttage det enkelte barn mere, at betone værdien af børnenes indbyrdes kommunikation og at lade børnene gøre deres egne erfaringer, for eksempel ved at tage på ekskursion.
LÆS OGSÅ: At studere sig til menneskelighed
Forsøgene varede fra 1924 til 1928, hvor de blev stoppet af den københavnske skoledirektion. De var for vidtgående for deres samtid.
For endnu længere siden, i 1760ernes Paris, offentliggjorde en da 50-årig schweizisk-fransk filosof et stort bogværk, som var filosofi i forklædning som roman. Bogen var bygget op om et tankeeksperiment: Hvad sker der, hvis man forestiller sig et barn, som vokser op i en have, hvor han oplæres af sin egen personlige opdrager og lærer med det formål at kunne leve efter sin egen frie vilje og træffe sine egne valg?
Bogen udkom for præcis 250 år siden i 1762, den havde titlen Émile eller om opdragelsen, og forfatteren hed Jean-Jacques Rousseau. I dag regnes bogen for et hovedværk i vestlig pædagogisk tænkning, men i samtiden vakte den postyr. I begge Rousseaus hjembyer, Paris og Genève, valgte bystyret at forbyde og brænde bogen.
Som de to episoder viser, har det til alle tider været eksplosivt stof at forholde sig til, hvordan børn skal opdrages og oplæres. Og der har altid været delte meninger om, i hvor høj grad barnet skal indrette sig efter det omgivende samfund, og det omgivende samfund indrette sig efter barnet.
Når man har gennemlevet det seneste halve århundredes tiltag i retning af at sætte barnet i centrum i opdragelsen og ophøje barnets alsidige personlige udvikling til skolens højeste formål, kan det være svært at forstå, at Rousseaus tanker skulle være så kontroversielle. Men det skyldes blandt andet, at verden har forandret sig i en retning, som Rousseau med Émile har været med til at udstikke.
Gennem alle årene har Rous-seau været lige så kritiseret som fejret i den pædagogiske debat. Det skyldes ikke mindst, at hans budskab er blevet udlagt på den måde, at alt, hvad barnet har i sig fra naturen, er godt og skal fremmes, mens enhver form for civilisation og styring er skadelig. Rousseau har ikke kun været inspirationskilde for tidlige reformpædagogiske tiltag som Vanløse-forsøget, men også for langt mere vidtgående tiltag i retning af laissez faire-pædagogik og hovedløs ansvar for egen læring-tænkning. Og blandt fortalere for mere klassisk faglighed og voksenstyret opdragelse bliver Rousseau ofte udpeget som modstander. Men det er en misforståelse, mener skolehistoriker, dr.pæd. Ellen Nørgaard.
Det er en fejltolkning, når Rousseau er blevet gjort til fortaler for den totalt frie barndom. Émile har en læremester, som tolker hans impulser og hjælper ham med at begrunde, hvorfor han skal interessere sig for noget. Rousseau er ikke frihedens uhæmmede apostel. Hans pædagogiske tænkning er mere præget af god gammeldags fornuft, respekt for barnet og forståelse af, at opdragelse er en proces mellem barn og voksen, siger hun.
Ellen Nørgaard har som historiker beskæftiget sig med den såkaldte reformpædagogik, som er en tysk-schweizisk pædagogisk strømning med rødder tilbage til Rous-seau. Betegnelsen dækker over mange forskellige pædagogiske tilgange, men i den form, som blev gennemført i Vanløse-forsøget, var det efter hendes opfattelse fri opdragelse på en reflekteret, ansvarlig måde.
Samtidig betoner hun, at Rousseau har spillet en stor rolle, men hun ser ham trods alt kun som en af mange tænkere, som både før og siden har gjort sig tanker om, hvordan man opdrager børn til ikke bare at gøre, som vi siger, men til at tænke selv.
Det er en pædagogisk tænkning, som bygger på fornuft, men som også giver plads til følelseslivet. Og det foregår i en have, altså et isoleret miljø. Men det mest revolutionære ved Èmile er måske, at der bliver undervist i forholdet én lærer til én elev, og ikke én til 28, som vi diskuterer nu, siger Ellen Nørgaard.
Men hvad er det da, som gør, at Émile er blevet så berømt, forherliget og forkætret? Alexander von Oettingen, dr.pæd. i pædagogisk filosofi og udviklingsdirektør ved professionshøjskolen University College Syddanmark, peger på, at værket rummer en række meget radikale tanker om opdragelse. Det er ikke tænkt som en praktisk håndbog for opdragere.
Før Rousseau var den fremherskende opfattelse, at man i barndommen for-beredes til et bestemt liv, man skal leve som voksen. Rousseau ser ikke barndommen som en forberedelse, men som en konstruktion for sig selv. Men Rousseau formulerer ikke Émile som et eksempel til efterfølgelse for andre, men for radikaltat gennemtænke, hvad en moderne barndom betyder, når vi ikke ved, hvilket voksenliv det skal efterfølges af, forklarer han.
Alexander von Oettingen underbygger dette med en anekdote om, at en bekendt af Rousseau med stolthed fortalte, at han i sin skolestue havde praktiseret principperne fra Émile på et virkeligt barn, hvortil Rousseau svarede: Stakkels barn!.
I realiteten er Rousseau stort set ligeglad med børneopdragelse. Han er optaget af at tænke igennem, hvad det betyder, at verden er blevet moderne, siger Alexander von Oettingen.
Han uddyber, at når man går bort fra den tanke, at alt er formålsbestemt, til at mennesket skaber sin egen fremtid, rejser det en række spørgsmål om opdragelse. Det er dem, Rousseau konstruerer Émile omkring. Barnet Émile er helt åbenlyst en konstruktion, som oven i købet først bliver navngivet langt fremme i bogen.
Sagen er altså, at Rousseau anvender den metode at iscenesætte en fortælling for at tænke nogle tanker ud i yderste konsekvens. Samme metode anvendte Platon, der var inspirationskilde for Rousseau, i sine berømte dialoger. Også Søren Kierkegaard er kendt for at skabe et sindrigt system af pseudonymer og fortællerstemmer med det formål at tænke vildt ud ad forskellige tangenter, men ikke nødvendigvis gøre alle tanker til sine egne konklusioner. Ulempen ved denne metode er blot, at dele af teksten kan misforstås, hvis de bliver taget for bogstaveligt.
I forordet til Émile skriver Rousseau direkte, at vi ikke ved, hvad mennesket er i stand til at lære. Dét er den moderne barndom. For Rous-seau er barndommen den periode, hvor man bliver menneske. Det bliver man ikke ved bare at følge i sine fædres fodspor og heller ikke ved at vælge en af flere mulige veje. Man er nødt til at bygge sin egen vej, efterhånden som man går. Men fordi vi ikke kender slutmålet for opdragelsen, betyder det ikke, at vi ikke skal opdrage, siger Alexander von Oettingen.
Opdragelse ifølge Rousseau er altså opdragelse med det enkelte barn i centrum, men ikke med barnets egne lyster og behov som eneste værdimæssige rettesnor. Tværtimod skal barnet civiliseres, lære at danne sin egen mening, lære at handle etisk og respektere andre. Frihed under ansvar.
For at nå disse mål anviser Rousseau den såkaldt negative metode. Som opdrager er man nødt til at gå indirekte til værks. Man skal ville virke uden at virke villende. Det er ligesom, hvis man er forelsket i en pige, men går forsigtigt til værks med sit kurmageri for ikke at være for anmassende. Grunden er, at man anerkender den anden som et selvstændigt objekt, der har ret til at sige nej, forklarer Alexander von Oettingen.
Rousseaus helt er opdrageren. Men der er dele af hans opdragelse, som bringer Émile i vanskeligheder. Dette hænger sammen med, at det omgivende samfund måske ikke er parat til et menneske, der er opdraget på de radikale præmisser. Dermed fungerer bogen også som kritik af det bestående samfund og ikke bare et skønmaleri af den perfekte børneopdragelse.
Bogen slutter med, at opdrageren fortæller den voksne Émile om, hvad han har gjort. Nu skal han selv giftes og være far og dermed give opdragelsen videre, fortæller Alexander von Oettingen, som mener, at store dele af Émile er yderst relevant læsning i dag:
For eksempel gør Rous-seau sig mange tanker om, at man som opdrager skal gennemtænke, hvad der skal vises og ikke vises til barnet hvornår. Nogle døre til de voksnes verden skal åbnes, andres holdes lukkede lidt endnu. I dag sørger computerteknologi for, at alle døre bliver åbnet, og det er gift for den moderne barndom. Der er teoretikere, som på den baggrund siger, at barndommen skrumper. Men man kan også diskutere, om vi i dag har en kæmpe barndom. Ifølge Rousseau er man først voksen, når man kan tænke og handle selv, og det er der nogle, der først når til som 80-årige.
Vi er født svage, vi behøver styrke; hjælpeløse, vi behøver hjælp; tåbelige, vi behøver fornuft. Alt hvad vi mangler ved fødslen, alt hvad vi behøver, når vi når manddommen, er uddannelsens gave.
Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), schweizisk-fransk filosof
At udholde er det første, et barn bør lære, og det, som han har mest brug for at kunne.
Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), schweizisk-fransk filosof
Oplæringen af børn er en profession, hvor man må vide, hvordan man spilder tiden for at kunne spare den.
Jean-Jacques Rousseau (1712-1778), schweizisk-fransk filosof
Børn behøver mere et forbillede end kritik.
Joseph Joubert (1754-1824), fransk forfatter og moralist
Først når man nøje ved, hvordan børnebørnene faldt ud, kan man bedømme om man opdraget sine børn godt
Erich Maria Remarque (1898-1970), tysk forfatter
Man kan ikke prygle noget ind i børn, men man kan klappe meget ud af dem.
Astrid Lindgren (1907-2002), svensk forfatter
At råbe efter sine børn for at få dem til at lystre er lige som at styre en bil ved hjælp af hornet - og resultatet vil stort set være det samme.
William Vaughan (1915-1977), amerikansk journalist og forfatter
Opdragelse er fantastisk vigtig, men samtidig noget af det mest undervurderede. Der er en stor angst for at trykke noget ned over hovedet på børn, men det er lige præcis det, vi skal: Trykke os selv ned over dem. Vise dem vores værdier og holdninger.
Bjarne Reuter (født 1950), dansk forfatter