Prøv avisen

Modet til at være sig selv

Rousseaus bog "Émile" var banebrydende, fordi bogen tager begær og lidenskab alvorligt som menneskelig drivkraft, mener lektor Ulla Thøgersen. Foto: JEAN-PIERRE CLATOT Denmark

Ifølge lektor i filosofi Ulla Thøgersen var Rousseaus Émile banebrydende, fordi bogen tager begær og lidenskab alvorligt som menneskelig drivkraft

Hvordan undgår man som ungt menneske på vej mod voksendommen at ligge alt for meget under for, hvad andre signalerer, at man skal være? Hvordan håndterer man de lidenskaber, det begær, som koger i ens indre, så det får plads i livet, men ikke går ud over andre? Hvordan finder man en balance, så man holder af sig selv, men ikke er selvhævdende?

LÆS OGSÅ: Kunsten at opdrage til frihed

En af grundene til, at udgivelsen af Jean-Jacques Rous-seaus Émile i 1762 vakte forargelse er, at Rousseau forholder sig overraskende fordomsfrit til menneskets begær og lidenskaber. Og det er samtidig en årsag til, at bogen stadig er relevant her 250 år efter udgivelsen.

Det mener Ulla Thøgersen, lektor ved Institut for Læring og Filosofi ved Aalborg Universitet og forfatter til bogen Det lidenskabelige menneske. Hun peger på, at mens oplysningstidens fokus på individets selvbestemmelsesret og på kritisk stillingtagen til autoriteter har sat sit tydelige præg på eftertidens skole- og dannelsesdebat, er der gjort mindre væsen af Rous-seaus tanker om lidenskabers betydning.

Enhver kan tænke på sine egne ungdomsår og huske, hvor stor betydning følelser som forelskelse, vrede og glæde havde. Rousseau var interesseret i at forholde sig til disse situationer, hvor vi ikke har fuld kontrol over det hele. I forhold til begær mener han, at det vækkes i os, det er ikke noget, vi selv vælger, siger Ulla Thøgersen.

Hun har i en videnskabelig artikel gennemgået Émile med fokus på menneskets nødvendige begær og begær efter nydelse, anerkendelse og magt. Rousseaus tilgang hertil er, at man som menneske bør holde sig til at tilfredsstille sine egne natur-ligt givne behov for for eksempel mad, drikke eller erotik. Ikke de behov, som handler om at tilfredsstille den offentlige mening og andres forventninger.

Budskabet er, at man ikke skal gøre sig selv til træl af andres meninger og oplevelser, siger Ulla Thøgersen.

Hvis dette fokus på begær og frisættelse af naturlige behov lyder meget løssluppent, så må det slås fast, at Rous-seau ikke var mere radikal, end at han mente, at der var brug for at tøjle begæret. I forhold til det erotiske begær handler det om, at dette ikke må udarte til et erobringstogt som i fortællingen om Don Juan, men skal ledsages af ansvarlighed og medlidenhed og forbeholdes ægteskabets trygge rammer.

Læst i dag virker dele af det skrækkeligt oldnordisk. For eksempel skriver Rous-seau, at Émiles forlovede, Sophie, skal opdrages til at være kysk og kunne tøjle Émiles begær, fortæller Ulla Thøgersen.

Men selvom meget er sket på dén front siden 1762, er den gensidige hensyntagen, som Rousseau indfører i det erotiske liv, eksempel på en vigtig skelnen, som filosoffen finder yderst relevant endnu. Nemlig en skelnen mellem egenkærlighed, som er på bekostning af andre, og selvkærlighed, som giver brændstof til også at være noget for andre. En skelnen mellem egoisme og modet til at være sig selv.