Prøv avisen

Mysteriet rækker ind i Guds uendelige dybder

"Jeg ville ønske, den ortodokse kirke havde en lidt stærkere sans for mission. Man kan godt invitere uden at presse, fortælle, at døren står åben, kom ind,” siger den ortodokse ærkebiskop Kallistos Ware. – Foto: Anders Raahauge.

Hinsides fornuften har vi en intuitiv forståelse, og ved den kan man i sit indre mere direkte kende og røre Gud, mener den engelske metropolit i den ortodokse kirke Kallistos Ware. Kristeligt Dagblad har mødt ham til en samtale om hans teologi

Huset på den gamle villavej i Oxford er arketypisk engelsk. Dets beboer er anderledes eksotisk i munkens sorte ordensdragt.

Kallistos Ware er ærkebiskop metropolit i den ortodokse kirke og dertil en af dens fremtrædende teologer. Han har skrevet flere standardværker om ortodoks teologi og haft lærestolen i østkirkens tænkning her på universitetet i Oxford gennem en menneskealder. Byen har været hans bopæl næsten hele hans liv, for Ware studerede også her.

LÆS OGSÅ: Det kvindelige geni kan skabe revolution

Født er han i Bath, og familien tilhørte den anglikanske kirke. Men en dag, da han som 17-årig vandrede omkring i London, forandredes hans liv for altid. Dengang hed han Timothy Ware.

Han så en kirke, han ikke før havde lagt mærke til og gik ind. Den var russiskortodoks, og en gudstjeneste var i gang.

Her i nutidens Oxford byder Ware til sæde i en højrygget antik stol og tager selv plads lige overfor. Han taler med sin dybe stemme et engelsk, der forunderligt klinger som 1950ernes. Og han beretter om begyndelsen, den gudstjeneste i London.

Rummet virkede meget tomt, og det var svært at se noget i dunkelheden. Men for mig var rummet helt fuldt af engle og af mange tilbedende, også for længst afdøde. Jeg var fuldkommen betaget af, hvad der hændte under den storladne liturgi. Den synlige menighed blev del af noget meget større, tid og evighed forenede sig.

Den unge Timothy henvender sig kort efter med ønske om at træde over i den ortodokse kirke. Men der rulles ikke ligefrem nogen rød løber ud. Den anglikanske kirke er skam udmærket, bliv du kun i den, lød svaret. Først efter lang tids pres fra den beslutsomme unge Ware gav man sig. Og fik til slut en metropolit ud af det.

Så det er ikke just en missionerende kirke, den østlige.

Det er den ikke. Den vil ikke æde sig ind på de andre kirker eller dyrke negativ kritik. Men de er også for fikserede på det nationale. Russerne har deres kirke, rumænerne, bulgarerne og grækerne hver deres. Derfor syntes de, det var sært, at en englænder kom anstigende.

Jeg ville ønske, den ortodokse kirke havde en lidt stærkere sans for mission. Man kan godt invitere uden at presse, fortælle, at døren står åben, kom ind.

Det, som slår en ved den ortodokse teologi, er dens omhyggelige hægen om alle forbindelseslinjer bagud til kirkens tidligste århundreder. Man betoner virkelig kontinuiteten i lære og liturgi, ingen gudtjeneste-fornyelser eller moderigtig strømlining af teologien her. Man kalder sig jo netop ortodoks, rettroende, og skyr alle afveje bort fra kirkefædrenes lære. Kirkens liv skal være præget af vækst uden forandring. Kallistos Ware nikker.

Formuleringen vækst uden forandring er central. Denne kontakt bagud fascinerede mig dybt, efterhånden som jeg lærte ortodoksien at kende, denne pleje af forbindelsen til de første kirkefædre og de første kirkemøder. Og der er vel at mærke tale om en levende kontakt, ikke en død og antikvarisk tradition. Altid én og altid ny er det karakteristiske ved kirken, som hver generation af kristne skal tro på.

Andre kirker har jo oplevet talrige brud og forandringer.

I Vest var der talrige brud gennem middelalderen og Reformationen. Siden kom oplysningstiden og liberal-teologien som reaktion på den. Gennem alle de århundreder har øst-kirken intet større brud i kontinuiteten. Til gengæld lurer på ortodoksien altid den risiko, at den bliver for bundet til fortiden. Tro består i altid fornyet hengivelse.

Den ortodokse kirke betoner meditationen og mysteriet som vej til erkendelse af Gud?

Det er sandt. Det er værd at erindre den sande teologiske betydning af ordet mysterium. På græsk hedder sakramente netop mysterion. Vi kalder sakramenterne for det hellige mysterium. Derudover er Gud jo et mysterium hinsides vores fatteevne. Derfor skal al teologi være mystisk, liturgisk og have stor nærhed til bønnen.

Gud kan ikke rummes i vores sprog, og det er altid nemmest at sige, hvad han ikke er. Men vi ortodokse er ikke derfor irrationalister. Mennesket har fået skænket sin rationelle hjerne af Gud, og vi skal sætte den fuldt i arbejde. Blot er det langtfra tilstrækkeligt. Hinsides den diskursive fornuft har vi en intuitiv forståelse, og dens erkendeevne er stærkere end hjernens. Ved den kan man i sit indre menneske mere direkte kende og røre Gud.

Teologisk betyder mysterium ikke gåde. I religiøs terminologi er mysteriet noget, der åbenbares for vores forståelse. Dog aldrig komplet, for det rækker ind i Guds uendelige dybder. Mysteriet angår især Kristi inkarnation. Han afsløres som både Gud og menneske, men hvordan det er muligt, forstår vi ikke helt. Det er både en åbenbaring og noget, der går hinsides vores fatteevne.

Både protestanter og katolikker bygger i høj grad på skriften, mens I lige så meget bygger på en levende tradition, som er ældre end det skrevne ord. Så skriften skaber ikke traditionen, men omvendt?

Det accepterer jeg. Kristus selv efterlod sig som bekendt ingen nedskreven lære, så i starten var der for kirken kun tradition. Ud af traditionen voksede altså skriften.

Kirken afgjorde, hvad der blev apostolisk anerkendt, altså anset for inspireret af Helligånden, og hvad der måtte afvises. Skrift, tradition og kirke skal betragtes under ét. Jeg er uenig med de teologer, der betragter skrift og tradition som to kilder til åbenbaring. Der er kun én.

Efter traditionens kanonisering af en hellig skrift kommer traditionen siden til at spille en rolle for de måder, Bibelen bliver forstået på op gennem århundrederne. Skriften skal forstås og leves af hver generation det er simpelthen, hvad tradition betyder.

Så traditionen er ikke dækket af støv?

Nej! Den store russiske teolog Vladimir Lossky (død 1958 i eksil fra Sovjet i Paris, red.) definerede tradition som helligåndens liv i kirken. Den er ikke bare ord skrevet i støvede værker på et bibliotek. Den er liv i Helligånden, og Helligånden er altid ny. Og stadig altid den samme.

Man kan her ikke undgå at komme til at tænke på vores egen Grundtvig, der som kæk og intelligent studerende var rationalist. Blandt flere ting, som efter universitetet forvandlede ham, var en tid, hvor han var hjælpepræst for sin gamle far i dennes menighed på landet. Og han gjorde sin mageløse opdagelse: Det kan godt være, at Det Nye Testamente, som bibelkritikken hævder, er sammensat af stumper fra forskellige forfattere, men i sin trosbekendelse har kirken en levende forbindelse tilbage til de allerførste menigheder, hvis bekendelse det også var. En mundtlig kæde for ånden, som er ældre end skriften.

Kallistos Ware kan godt lide den beretning.

Jeg har godt hørt om Grundtvig, for jeg var nær ven med A.M. Allchin (engelsk Grundtvig-forsker, død 2010, red.). Den historie gør indtryk. Gud har givet os en hjerne, som vi skal bruge jeg tænker på den unge Grundtvigs rationalisme. Den historiske, tekstkritiske læsning af Bibelen er vi ortodokse ingenlunde modstandere af. Men vi skal også se på, hvordan Bibelen blev forstået af hele kirken og af helgenerne.

Universitetetsteologerne er vigtige, og vi skal lytte til dem, men de kan også ofte tage fejl, mens Guds helgener har ret i den måde, de forstod og levede troen på. Bibelen skal forbindes med deres tolkninger og med tilbedelse.

Det gør også indtryk, at Grundtvig tager af sted til det pastorale arbejde og lærer noget der. For sådan er det også gået mig. Da jeg allerede gennem en årrække havde beklædt lærestolen i Eastern Orthodox Studies på universitetet her i Oxford, sagde den græske biskop i London i 1966 til mig, at jeg skulle stifte en græsk menighed her. Der var allerede en russisk.

Det betød, at jeg gennem 35 år måtte bestride to stillinger på en gang, universitetsmand og sognepræst, og det var da noget af en mundfuld. Men jeg er ugift og har ingen børn, for jeg er munk, så det gik. Og jeg er meget glad for, at jeg fik denne dobbelte erfaring.

Det, som kan lyde fint, rent akademisk, kan være svært at stille noget op med over for manden, der lige har mistet sin kone, eller til den, som skal dø af kræft. Hvordan oversætte sin tro til ord, der kan blive til virkelig støtte for dem? Det blev en god og vigtig erfaring for mig, for på den måde får ens teologi sine fødder ned på jorden.

Kallistos Ware er uden tvivl en mesterlig sjælesørger. God vilje formelig bølger ud fra hans kjoleklædte skikkelse og hans muntert smilende øjne. Han vender tilbage til N.F. S. Grundtvig:

Hvad jeg har læst af Grundtvig i oversættelse, var meget fint, og jeg så, at han både er skrift-orienteret og dybt patristisk (i pagt med kirkefædrene, red.). Hans salmer er teologiske salmer. Den ortodokse kirkes liturgiske skrifter har samme kvaliteter, fyldt med teologi og samtidig dybt poetiske. Grundtvigs salmer er fulde af følelse, men aldrig blot emotionelle. Følelsen er hele tiden ført af en sand forståelse af troen. Så jeg fandt bestemt ortodokse kvaliteter i dem.

Men nu skal det hele jo ikke ende i mildeste mindelighed uden forskelle. Den luthersk-evangeliske kirke gør som bekendt op med idéen om hellige mænd, som skal æres, så det nærmer sig tilbedelse, fordi de angiveligt står Gud nærmere end andre. Mon ikke man først som sidst bør indstille sig på at lade Kristus være ens eneste hellige og så dagligt krybe til korset. For man falder jo alligevel i, uanset hvor længe man har arbejdet på personlig vækst. Kallistos Ware smiler lige venligt til denne dosis skepsis.

Det er interessant, for vi ortodokse ærer ganske rigtigt helgenerne, som spiller en vigtig rolle i vores bønner. Og det er sandt, at vi forstår det åndelige liv som en rejse med det mål at blive del af Gud, af den guddommelige natur, jævnfør Peters Andet Brev, første kapitel.

Men vi har også det andet med. En af eneboerne i ørkenen hed Sisoes (død 429, red.). Da han lå for døden, samledes de andre munke om ham, og de kunne høre, at han lå og talte. De spurgte ham, hvem han dog talte med? Englene er kommet for at hente mig, sagde Sisoes, og jeg beder om mere tid. Hvad til? Mere tid til at gøre bod. Du behøver da ikke gøre bod, fader, sagde brødrene, vi ved alle, du er hellig. Jeg ved ikke engang, om jeg overhovedet er begyndt, lød det fra Sisoes. Og så udåndede han.

Vi er helt afhængige af Guds nåde og kan aldrig kalde os perfekte. Vi må stole på korset altid, ikke på os selv. Vi taler om helgenerne, men de var afhængige af Guds nåde lige til det allersidste. Og vi ortodokse har som vores kostbare skat Jesus-bønnen, som vi altid beder: Jesus Kristus, ophøjede Gud, se i nåde ned til mig synder.

Så vi fastholder skam behovet for Guds tilgivelse og nåde og husker vores egen uværdighed og syndighed. Ikke som noget morbidt og dystert, men hele tiden med Kristi ord in mente: Uden mig kan I intet gøre. Alt, hvad vi siger om perfektion og helliggørelse, skal ses i dette lys, denne afhængighed af Kristi kors og hans opstandelse.

Vi sidder her i Storbritannien, som måske er det land, hvor den nye ateisme gør sig bemærket med størst aggressivitet?

Det er sandt. Og det er meget bekymrende. Men på en måde er det vel bedre at have aggressive modstandere end ligeglade, der kun kan sige, at kristendommen ikke inter-esserer. Bliver man angrebet, kan man da svare. De ligegyldige er sværere at håndtere.

Jeg tænker på den russiske kirkes historie fra 1917 til 1988, 70 års åbent ateistisk styre, hvor den ofte var udsat for aktiv forfølgelse. Alligevel overlevede troen, og da kommunismen kollapsede, så man en enorm fornyelse af det kristne liv i det tidligere Sovjetunionen. Antallet af sogne i Rusland er på 20 år tredoblet. Der var 16 klostre i 1988, nu er der 700.

Men moderne sekularisme er en større trussel end aktiv forfølgelse, og den breder sig nu i Rusland, i Grækenland, allevegne. Det passer, at ateisterne bliver mere aggressive og målrettet prøver at drive troen ud af alt socialt arbejde, af hospitalerne og skolerne.

Man må bede om udholdenhedens gave og huske, at de i Rusland var udsat for 70 års aktiv indoktrinering, og alligevel overlevede troen. Men måske er vores situation vanskeligere. For flere og flere anser det transcendente og usynlige for simpelthen irrelevant. Dog, evangelierne opfordrer igen og igen til tålmodighed lige til enden. Kristendommen har siden begyndelsen bestået i at bære kors. Jesus siger: Velsignet være I, når man håner jer og forfølger jer. Han siger ikke: Velsignede er I, når alle hylder jer og er enige med jer.

Man skal tage sit kors op dagligt og så huske på at den anden side af korset er opstandelsen. Luther siger: Dør jeg dagligt, så skal jeg også genopstå dagligt. Og om søndagen beder vi ortodokse: Gennem korset kom glæden til verden. Troen har altid været kamp. Mod tvivlen og mod modstanden fra ateister, som jo alle dage har eksisteret. Jeg siger til min menighed: Som kristne i dag skal I være som laksen, der svømmer mod strømmen. For i dag er den kolde tendens benægtelsen.

Russisk ikon, bearbejdet i photoshop Foto: Leif Tuxen