Prøv avisen

Platon lærte os at tvivle

Filosoffen Platon baserede sine værker på altid at anskue verden fra flere vinkler. Skulpturen er fotograferet på Ny Carlsberg Glyptotek. Foto: Søren Staal

Platon har sat sit tydelige præg på vestlig filosofi. At han 2400 år efter sin død endnu har gyldighed viser udgivelsen i disse år af Platons samlede værker i ny oversættelse. Skal det gigantiske værk sammenlignes med noget, er Bibelen et godt bud. Men Platons metode er ikke at give svar, men at lade personer stille spørgsmål og overveje muligheder

Akademos var navnet på en græsk sagnhelt, som ifølge Iliaden havde reddet Athen fra ødelæggelse. Lidt nordvest for Athen lå i oldtiden en lund opkaldt efter ham, og her begyndte filosoffen Platon omkring år 385 før Kristi fødsel at samle en gruppe unge disciple fra den athenske overklasse omkring sig. De unge mænd dyrkede fysisk træning og fik nyttige kundskaber. Desuden var formålet med Akademiet gennem tanke og tale at blive klogere på verden og tilværelsen.

Akademiet i Athen, der eksisterede i forskellige former i de efterfølgende godt 900 år, betegnes almindeligvis som den første videnskabelige institution i Europa. Det leverede en meget stor del af inspirationen til de universiteter, der opstod i Europa i middelalderen, og selve betegnelsen akademiker om en person med en højere uddannelse går de 2400 år tilbage til Platons tid.

Platons samlede værker

Hvis Platon alene havde tænkt, talt og undervist, havde han formentlig stadig påvirket vores nutid. Men i vor tid kender vi først og fremmest Platon som en endog meget flittig skribent, hvis værk fylder mellem 3000 og 4000 bogsider. Og værket udmærker sig ved ikke alene at være højst originalt i form og indhold, men også ved at være blevet bevaret intakt gennem årtusinderne.

Det vil sige, at når forlaget Gyldendal i disse år udgiver Platons samlede værker i seks store bind, så er det efter eksperternes vurdering alt, hvad Platon overhovedet skrev, der nu kommer til at foreligge i en version, som skal gøre Platon mere læselig for dagens dansker end den gamle udgave fra 1932-41.

Men hvad er det, vi som danskere i året 2012 kan bruge de oldgræske dialoger og tankeeksperimenter til? Hvad har Platon at sige til vor tid?

Hvorfor Platon?

Gorm Tortzen er klassisk filolog, gymnasielektor i latin og græsk og sammen med den nu afdøde kollega Jørgen Mejer initiativtager til Platon-oversættelsen. Jørgen Mejer døde efter udgivelsen af første bind i 2009, og Gorm Tortzen er nu alene redaktør i spidsen for et hold på 30 oversættere. Han mener, at Platon er væsentlig at beskæftige sig med, men understreger samtidig, at han er en meget lidt dogmatisk filosof.

Platons værker er ikke skolebøger eller dogmatiske værker. Hvis man sammenligner med hans elev Aristoteles, som kastede sig ud i alle mulige videnskabelige grene med det mål at fremlægge fakta, er Platons værk meget mere diffust, men også meget mere litterært. Platon siger ikke direkte, hvad han mener selv. I stedet lader han en række historiske personer sige noget, forklarer Gorm Tortzen.

Hvor mange filosoffer har skrevet deres tekster direkte henvendt fra forfatter til læser, kan Platons værker sammenlignes med historiske romaner, hvor personer, som levede i Platons nære fortid, blev sat i bestemte sammenhænge og lagt ord i munden. Ikke mindst Platons læremester Sokrates, som spiller en hovedrolle i det meste af forfatterskabet.

Hvem var Platons publikum?

Der findes ligefrem et brev fra Platon, hvor han skriver: Der findes ingen skrifter af Platon, kun en Sokrates, der er blevet ung og smuk hvilket selvfølgelig var løgn. Men det understreger ironien i det hele. Teksterne skaber stor usikkerhed hos læseren om, hvad der egentlig foregår, fortæller Gorm Tortzen, som tilføjer, at hele dette system af sindrige fortællemæssige kneb, rammefortællinger og skiftende fortællerstemmer blandt mange andre inspirerede Søren Kierkegaard til at bruge lignende kneb.

Han henviser også til den finske Platon-forsker Holger Thesleff, som er gået ind i diskussionen om, hvem Platons publikum var, og argumenterer for, at Platon aldrig skrev med henblik på den store brede offentlighed. Teksterne synes skrevet ikke til at blive læst, men at blive læst op for et publikum, som kendte personerne i forvejen, og som blev inviteret til at deltage i de debatter, som blev ført i teksterne. Måske er Platons værker udelukkende skrevet med henblik på at blive brugt ved undervisning i Akademiet.

Uanset om dette alene var formålet med teksterne, ændrer det ikke ved, at de blev udbredt over hele verden og over flere årtusinder. Og i skiftende perioder er de blevet brugt på forskellig vis. Også meget dogmatisk som forklaringer på, hvordan verden hænger sammen, og hvordan man bør leve sit liv. For eksempel var teksten Alkibiades meget populær i oldtiden, fordi den rummede Sokrates råd til en ung mand om, hvordan han burde leve sit liv.

Platons centrale omdrejningspunkter

Platons forfatterskab spænder emnemæssigt vidt, men centrale omdrejningspunkter er, hvordan menneskets sande natur er, og hvordan et samfund bør indrettes.

Staten er skrevet som én lang replik af Sokrates, som er en vision om et utopisk samfund, hvor demokratiet er erstattet af et filosofstyre. Undervejs møder læseren interessante overvejelser om, hvad retfærdighed er, men også nogle ret uhyrlige idéer om, at børn skal skilles fra deres forældre. I Timaois lader Platon en astronom fortælle om, hvordan verden er indrettet, herunder formulere, at vi mennesker kun lever i en skinverden, og at den rigtige verden er et andet sted. Dette var Aristoteles nødt til at tage afstand fra og fastslå, at det er denne verden, der er virkeligheden.

Flere tekster tager afsæt i, at Sokrates i 399 f.Kr. blev fængslet og henrettet af Athens demokratisk valgte forsamling for at have fordærvet ungdommen. Denne begivenhed havde rystet den unge Platon og medvirkede til, at han så med dyb mistro på demokratiet som styreform. I Sokrates forsvarstale når heltedyrkelsen af Sokrates sit højdepunkt, og den kendsgerning, at Sokrates ofrer sit liv, får fortællingen til at minde om Bibelens fortællinger om Jesus.

En modpol til det religiøse

Men selvom Platons tanker er blevet brugt religiøst, er der alligevel en ganske afgørende forskel på Bibelen og Platons værker. Groft sagt kan man sige, at hvor Bibelen handler om tro og forsøger at give menneskene svar, er Platons skrifter fulde af tvivl, spørgsmål og overvejelser.

Sokrates demonstrerer i en kendt passage i dialogen 'Menon' sin erkendelsesteoretiske model. Først er der en ureflekteret mening, så er der tvivlen, og så den sande forståelse. I teksten viser Sokrates, at den sande forståelse kan komme til selv en slave-dreng, påpeger Gorm Tortzen.

Men Platon skal ikke kun ses som en modpol til religiøse eller videnskabelige dogmer. Sokrates hovedmodstandere i de mange filosofiske diskussioner, Platon kaster ham ud i, er ikke dogmatikere eller religiøse fundamentalister, men derimod de såkaldte sofister. Det var en ikke selverhvervende intellektuelle og lærere, som dyrkede veltalenheden, diskuterede alt og tvivlede på alt. Nogle af dem gik så vidt som til at lade den enkeltes subjektive mening og evne til at overbevise andre være den eneste rettesnor.

Platon vendte sig imod dette. Han mente, at der findes en absolut sandhed, en højere instans, som det enkelte individ må indrette sig efter og efter bedste evne erkende. Ifølge Gorm Tortzen kan man med en vis ret se hele forfatterskabet som en søgen efter denne absolutte sandhed gennem alskens tankeeksperimenter. Men ikke en søgen, der når i mål.

Hvorfor er Platon fortsat aktuel?

Platon fortæller os ikke bare, hvad vi skal tro og mene. Han lader Sokrates med flere lære os, at vi er nødt til at tænke selv og danne os vores egen mening. Men samtidig afviser han den værdirelativistiske holdning, at enhver mening kan være lige så god som den anden, og peger på, at den, som ved hjælp af sine talegaver på overfladen får ret, ikke nødvendigvis har ret.

Gorm Tortzen påpeger, at teksten Det syvende brev, som omtaler begivenheder fem år før Platons død og måske er hans sidste, rummer desillusionerende betragtninger om, hvordan han som ung drømte om en politisk karriere, men så tog tyrannerne magten, og da demokratiet atter fik fodfæste, dræbte magthaverne hans læremester. Siden var han optaget af at finde frem til det absolut gode og underviste i årtier, men uden rigtig at blive forstået i hvert fald kun af få.

Men han levede ikke forgæves. Han lærte os, at vi ikke bare skal betragte livet og verden som givne størrelser, men åbnede for, at man kunne tænke tingene på hundrede andre måder. Han lærte os, at vi ikke bare skal tro på dogmerne, men forlange, at der kan føres en stringent argumentation for dem. Og han var med til at lære os at gå metodisk til værks i bestræbelsen på at tænke sig frem til den absolutte sandhed uanfægtet af, at man måske aldrig finder den.

Sådan tænker en akademiker.