Prøv avisen

Politikere, der afviser folkemord, skal en dag stå over for Gud

Biskop Pargev Martirosyan har levet igennem sovjet-kommunisme, krig, fattigdom og jordskælv. –Privatfoto.

Tro, lidelser og krig hænger sammen for armenierne. Og snart kårer den armenske kirke nye helgener blandt ofrene for folkemordet. Det fortæller ærkebiskoppen over Nagorno-Karabakh, som Kristeligt Dagblad har mødt i det krigshærgede område

Om morgenen den 9. maj 1992 trådte præsten Pargev Martirosyan og en gruppe trætte soldater ind i en hærget katedral i den højtbeliggende by Shushi. Han bad for de faldne i den kølige kirke, mens tårerne fik frit løb hos flere tilstedeværende.

Krigerne vidste, de havde vundet et afgørende slag i kampen om regionen Nagorno-Karabakh. På egnen siges det nemlig, at den, der kontrollerer Shushi, kontrollerer hele området.

Præstens bøn under ind-toget i Shushi er typisk for Martirosyan, som i dag er ærkebiskop over den omstridte provins. Han er kendt og elsket blandt armenierne for sit engagement under krigen mellem Nagorno-Karabakh og Aserbajdsjan, hvor over 20.000 mennesker blev dræbt.

Ærkebiskoppen sidder nu i sit simple kontor kun 100 meter fra katedralen i Shushi. Han har viltert skæg og skarpe øjne. Når han tager ordet, arbejder han sig hurtigt op til at gestikulere ivrigt og ramme overraskende toner i det engelske sprog.

Krigen fra 1988 til 1994 stod mellem de muslimske aserbajdsjanere og de kristne armeniere i Nagorno-Karabakh. Sidstnævnte bar kors på både deres armbånd og tanks, ifølge lokale forklaringer for at kunne genkende hinanden. Men var det en religionskrig, der udspillede sig her i Kaukasus?

Nej, lyder det bestemt fra den sortklædte gejstlige.

Det var en kamp om simple menneskerettigheder. Det var det, det drejede sig om.

Men selvom det ikke var en religionskrig, var der masser af religion i krigen. Martirosyan er overbevist om, at Gud var på armeniernes side den dag i 1992.

Ja, jeg er sikker på, at Gud var med os. Det ved alle armeniere, der lever her. Husk, navnet på denne katedral er Frelseren.

Religiøse gennembrud har han også oplevet under krigen.

Jeg hørte så mange gange fra soldater, der er vokset op under et ateistisk styre, at de i kampens hede har oplevet mirakler og set tegn. Og mange er kommet tilbage for at blive døbt.

At det ikke er en religionskonflikt, hører man igen og igen fra de lokale i regionen her, som nu hovedsageligt bebos af kristne armeniere. De muslimske aserbajdsjanere er flygtet herfra, ligesom langt de fleste kristne, der boede i Aserbajdsjan, er væk.

Kirken havde stor betydning for armenierne under krigen, og biskoppen siges at have vandret frygtløst rundt ved fronten for at være hos soldaterne under slagene.

Kirkens rolle under en konflikt er den samme som i andre situationer. Vi skal bringe evangeliet. Vi skal bringe Vorherres kærlighed. Men under krigen må vi også være hos vores soldater for at opmuntre dem, bede for dem og velsigne dem. Hvis du virkelig vil være en spirituel fader, må du være hos dine sønner, når de dør, når de døbes, og mens de sidder og venter.

Forelagt den danske diskussion om, hvad feltpræster har at gøre under en krig, nikker biskoppen. Han er vant til at drøfte grænser for, hvad kirken må gøre.

Selvfølgelig er det svært at være kirke i krig. Jeg slår ikke nogen ihjel. Men vi skal bringe ordet, lære soldaterne moral og få dem til at bære tanken om det himmelske liv med sig. Jeg har ofte velsignet tanks og soldater før kamp.

Martirosyans liv har været dramatisk. Han er født i 1954 i Sumgait i Aserbajdsjan, som han ikke længere har adgang til. Han fortæller, at de første overfald på armenierne fandt sted i 1988, mens sovjetrepublikkerne var ved at falde fra hinanden. Det blev hurtigt fulgt af deciderede kamphandlinger og et stort jordskælv i Nagorno-Karabakh, som samme år krævede 25.000 menneskeliv.

Fortiden er meget nærværende. Alle armeniere har familiemedlemmer, der har været ramt af krige eller udrensninger. Den nuværende konflikt med Aserbajdsjan ses af mange i lyset af folkemordet og fordrivelsen fra det nuværende Tyrkiet. Folkemordet sidder dybt i alle armeniere, selv efter hundrede år.

Ifølge ærkebiskoppen var det ikke bare en politisk konflikt, der førte til den etniske udrensning af armenierne fra det østlige Tyrkiet, hvor der blev slået over en million mennesker ihjel.

Bag disse tal stod det onde selv. Det onde bruger fra tid til anden en person eller en nation til at handle. Min kamp som kristen er ikke mod den ene eller anden nation. Min kamp er imod det onde.

Så det onde selv handlede igennem tyrkerne for 100 år siden?

Ja. På det tidspunkt. Ligesom Adolf Hitler, der dræbte seks millioner jøder. På det tidspunkt beherskede det onde Adolf Hitler.

Hitler var besat?

Ja. Ligesom Pol Pot, der dræbte 1,5 millioner uskyldige mennesker i Cambodja. Hør her, jeg kan forstå, at man kan slå en soldat ihjel på slagmarken. Men når man dræber gamle mennesker og små babyer i en landsby uden for kampzonen, er det noget andet.

Hvilken rolle spillede kirken under folkemordets lidelser?

Den betød alt for armenierne. Den prøvede at hjælpe både på et politisk, spirituelt og kulturelt plan. Med humanitær støtte, for eksempel. Kirken oprettede mange børnehjem for forældreløse børn.

Hvad siger du til de armeniere, der spørger dig, hvad meningen er med deres folks lidelser?

Tyrkerne dræbte to millioner uskyldige, som blev troens og nationens ofre. Nu har vi to millioner ofre i himlen. De beder for os fra himlen, siger han og gør en bevægelse opefter.

De er Jesu Kristi vidner. De opgav ikke deres tro, og for det blev de slået ihjel. Andre blev muslimer. De søgte fysisk redning, men ikke et himmelsk liv.

Så er de martyrer?

Ja. Selvfølgelig. De er martyrer. Nye martyrer.

Er mange af dem i dag helgener?

Vi er tæt på et stort kirkemøde med alle den armenske kirkes biskopper (en synode finder sted fra den 24. til den 27. september, red.). Meget snart vil den udsende erklæringer om de to millioner martyrer, og hvem der bliver nye helgener. Jeg kan fortælle dig en historie:

Præsten Michael Achapa-rian var ved at bede i sin kirke i Vestarmenien (armeniernes navn for deres gamle landområde i det østlige Tyrkiet, red.), da tyrkerne kom efter ham. Han gjorde korsets tegn med højre hånd, og derfor skar de den af ham, siger Pargev Martirosyan og viser, hvordan man gør korsets tegn med de tre fingre, der i ortodoks teologi symboliserer Helligånden.

Så gjorde han korsets tegn med venstre hånd. De skar venstre hånd af ham. Derpå gjorde han korsets tegn med højre ben på gulvet. De skar højre ben af ham. På samme måde mistede han venstre ben. Men han fortsatte uden ord med at gøre korsets tegn med øjnene, og han døde først, da de smadrede hans øjne. Han var virkelig en helgen.

Den armenske præst, der endte sine dage på kirkegulvet, forblev tro til det sidste. At holde ud, når det ser sort ud, er en dyd, der har været hårdt brug for i armeniernes historie. Men de har ikke fået den store hjælp udefra til at holde ud. De har ikke engang fået anerkendelse af folkemordet, selvom langt de fleste faghistorikere mener, at det har fundet sted.

Hvad vil du sige til politikere, der ikke anerkender folkemordet på grund af strategiske interesser, selvom de finder dokumentationen entydig?

Alle mennesker skal en dag stå over for Gud. Ligegyldigt om man er politiker, forretningsmand eller læge. Og vi skal forklare, hvorfor vi gjorde, som vi gjorde. Og så kan nogen sige Jeg havde en anden interesse eller Det var meget svært for mig. Men Gud vil spørge til vores moral, ikke til vores forretnings-interesser.

Synes du, at den armenske kirke har fået nok støtte fra andre kirker under de lidelser, I har gennemgået?

Vores søsterkirker kunne gøre mere. For eksempel bede for os og støtte os moralsk og politisk.