Når direktør i Star Tour Stig Elling og hans kæreste, Steen Andersen, bliver gift i Frederiksberg Kirke i løbet af sommeren, er brylluppet ikke blot en personlig mærkedag. Stig Elling betragter ægteskabet med en person af samme køn som kulminationen på en lang historisk udvikling i homoseksuelles rettigheder og menneskerettighederne i det hele taget.
LÆS OGSÅ: Obama: Jeg går ind for vielse af homoseksuelle
For den kendte direktør bliver bryllupsdagen mindst lige så betydningsfuld, som da det homoseksuelle par Eigil og Axel Axgil som de første i verden den 1. oktober 1989 indgik registreret partnerskab på Københavns Rådhus.
Det er en form for diskrimination, hvis homoseksuelle ikke skal have de samme rettigheder som et heteroseksuelt par, mener Stig Elling.
Den omstridte vedtagelse af homoseksuelles ret til et kirkeligt ægteskab er det nyeste skud på stammen i den rettighedstænkning, der har præget det vestlige samfund siden oplysningstiden. De homoseksuelle er ligesom sorte, kvinder og børn en af de grupper, hvis rettigheder er kommet på dagsordenen efter Anden Verdenskrig.
Middelalderens stormænd var nogle af de første egentlige frontkæmpere for rettigheder. De sloges for, at kongen skulle afgive rettigheder til andre ledende grupper i samfundet.
Det engelske frihedsbrev Magna Carta fra 1215 er et af de første symboler på rettigheder og opfattes som det første skridt mod egentlig forfatningsret. Der indføres bestemte regler for, hvordan stormænd kan straffes, og herskeren systematiserer sin magt i et bureaukrati, så afstraffelse ikke foregår tilfældigt, forklarer chefkonsulent ved Institut for Menneskerettigheder Anette Faye Jacobsen, der har skrevet flere bøger om menneskerettighedernes historie.
Kristeligt Dagblad har fået den historikeruddannede Anette Faye Jacobsen til at tage på et strejftog gennem de tre generationer af rettigheder, der er blevet indført fra oplysningstiden til i dag.
Kampen for den første generation af borgerlige rettigheder begyndte i oplysningstiden og fortsatte under den franske revolution.
Under 1600- og 1700-tallets enevælde udvikledes en retsstat med principper som lighed for loven og stænderforsamlinger, og i samme periode begyndte borgernes kamp for de klassiske frihedsrettigheder som ytrings- og forsamlingsfrihed, retfærdig rettergang og religionsfrihed.
Det begynder med, at de enevældige konger giver en vis form for ytringsfrihed. Og så tager det ene det andet.
Borgerne er utilfredse med, at de ikke har de samme rettigheder som adelen, og de benytter sig også af, at der er ved at være en vis offentlig debat, fortæller Anette Faye Jacobsen.
Filosoffen John Locke (1632-1704) var en af de tænkere, der diskuterede borgernes rettigheder i oplysningstiden. Locke mente, at mennesket har uindskrænket ret til frihed og ret til at høste frugten af eget arbejde. Den tankegang indebar, at det ikke som tidligere kun var privilegier og status, der skulle afgøre et menneskes økonomiske placering i samfundet og ejendomsretten. Ifølge Locke burde ethvert menneske have mulighed for og ret til økonomisk opstigning i samfundet.
Locke var en af oplysningstidens vigtige tænkere, og han blev også en inspirator for den amerikanske uafhængighedserklæring i 1776 og den franske revolution i 1789.
Den fransk-schweiziske tænker Jean-Jacques Rousseau var med sine ord om, at Mennesket er født frit, og det er overalt i lænker en anden af de filosoffer, der har sat sit præg på tankerne i den franske revolution.
Revolutionen, der endte i et blodigt kaos, udmøntede sig også i erklæringen om, at Menneskene fødes og forbliver frie og lige i deres rettigheder, og sociale forskelle må kun begrundes i almennytten. Desuden indeholdt den franske revolutionserklæring en række retsprincipper som lighed for loven og lige adgang til embeder, menings- og ytringsfrihed, religionsfrihed og beskyttelse af den private ejendomsret.
Den engelske politiker og filosof Edmund Burke (1729-1797), der regnes for konservatismens fader, var en af den franske revolutions hårdeste kritikere. Allerede før den franske revolution udartede til et blodbad, hævdede han i bogen Reflections on the French Revolution, at udviklingen i Frankrig var et skarpt brud på alle traditioner og gamle værdier, og at revolutionens fokus på individets rettigheder ville betyde en fuldstændig opløsning af samfundet.
Burke hyldede det gamle, hierarkiske samfund og fremhævede, at pligten over for fællesskabet var mindst lige så vigtig som individets rettigheder.
Den sociale armod i byerne i takt med industrialiseringen førte op gennem 1800-tallet til nye bevægelser, der kæmpede for sociale og økonomiske rettigheder for samfundets dårligst stillede, og denne kamp blev forløberen for den anden generation af sociale rettigheder og en egentlig velfærdsstat i Europa og USA. Socialdemokraterne var en af de bevægelser, der var med til at sætte de sociale rettigheder på dagsordenen.
Til gengæld tog Karl Marx og de klassiske marxister afstand fra idéen om individets rettigheder.
Når man taler om rettigheder i et samfund, indebærer det, at man anerkender staten som garant for rettighedsprojektet. På den måde er rettighedstankegangen ikke et statsomstyrtende projekt. Revolutionære marxister har derfor traditionelt ikke anerkendt rettighedsbegrebet, fordi de mener, at samfundet skal omformes gennem en revolution, forklarer Anette Faye Jacobsen.
Arbejderbevægelsens kamp for sociale rettigheder førte til, at de fleste europæiske lande indførte vidtgående socialhjælp, invalidehjælp og gratis grundskole op gennem det 20. århundrede.Anden Verdenskrigs rædsler og holocaust førte til et nybrud, og efter krigen kom den tredje generation af rettigheder grupperettighederne for alvor på dagsordnen. Det var rettigheder, der sikrede minoriteternes forhold og definerede forbud mod diskrimination. Hvor menneskerettigheder før krigen blev formuleret i de enkelte lande, blev de efter Anden Verdenskrig et internationalt anliggende, der blev fastlagt i fælles, internationale traktater. Verdenserklæringen fra 1948 fastslog helt i tråd med Rousseau princippet om, at alle mennesker er født frie og lige. Og at dette princip gælder universelt for mennesker over hele kloden.I 1950erne og 1960erne begyndte debatten om minoriteters rettigheder for alvor med den sorte borgerrettighedsbevægelse i USA, der i første omgang forsøgte at kæmpe for, at sorte skulle have lige rettigheder med hvide og senere også for positiv særbehandling i nogle sammenhænge, siger Anette Faye Jacobsen.
Forestillingen om grupperettigheder bredte sig til kvinder og børn. Op gennem 1970erne kom også de seksuelle minoriteters rettigheder til debat, og kampen for de homoseksuelles rettigheder var en slags niche i ungdomsoprøret.
Den kommunistiske østblok anerkendte ikke begrebet individuelle rettigheder og talte i stedet om kollektive sociale rettigheder.
Krænkelsen af menneskerettigheder var et af Vestens væsentligste kritikpunkter af Østeuropa og Sovjet under den kolde krig. Samtidig opstod der i efterkrigstiden stærke menneskerettighedsgrupper som Amnesty International. Derfor var det helt naturligt, at menneskerettigheder blev en af Vestens mærkesager efter Murens fald, forklarer Anette Faye Jacobsen.
Hun henviser til, at rettighedsbegrebet for alvor har gået sin sejrsgang efter 1989:
Rettighedstænkningen har fået virkeligt gennemslag. Det er blevet et politisk instrument, at der er et rettighedsperspektiv i enhver lov og sag ikke bare i Danmark, men internationalt.
En medvirkende årsag til den udvikling var en demokratiseringsbølge i 1970erne og 1980erne i Sydamerika, Spanien, Grækenland, Portugal og en række asiatiske lande.
Men selvom menneskerettighederne i dag er blevet en politisk vindersag, er begrebet også genstand for heftig diskussion.
Få år efter at FNs verdenserklæring havde fastslået, at menneskerettighederne skulle være en fælles platform for hele verden, skrev den tysk-jødiske filosof Hannah Arendt kritisk om begrebet universelle rettigheder.
Arendt fremhævede, at den enkeltes rettigheder er afhængige af staten. Hvis staten ikke anerkender individet, som det skete med jøderne i Nazityskland, var der for jøderne kun tilintetgørelsen, forklarer Anette Faye Jacobsen.
I Danmark er der i store træk politisk enighed om, at rettighedstankegangen er et afgørende fundament for samfundets indretning. Men de to politiske fløje har forskellig vægtning af rettigheder.
De borgerlige og politiske rettigheder har især liberal opbakning, hvor de sociale politiske rettigheder er mere i fokus på venstrefløjen. De kritiske røster findes især blandt de ultrakonservative og i partier som Dansk Folkeparti, siger Anette Faye Jacobsen.
Ligesom Edmund Burke for 250 år siden kritiserede den franske revolution for at tilsidesætte den enkeltes pligter, mener flere af nutidens konservative, at velfærdssamfundet i dag fokuserer for ensidigt på rettigheder frem for pligter.
Den tidligere opfattelse af, at individet havde rettigheder i kraft af en funktion, er blevet sat ud af kraft med det moderne rettighedsbegreb. Når bonden i det gamle samfund havde stemmeret i modsætning til tyendet, skyldtes det, at han havde ansvar. Den form for tænkning indgår ikke i det universelle rettighedsbegreb. Der er tale om en ensidig fokusering på individet som bærer af rettigheder og ikke som bærer af pligter. FNs menneskerettighedserklæring fra 1948 siger, at vi har rettigheder, fordi vi er mennesker. Historisk set er det en usædvanlig måde at tænke rettigheder på, siger Anette Faye Jacobsen.
En anden kritik går på, at kampen for rettigheder først og fremmest kommer den stærke middelklasse til gode. Eller som Anette Faye Jacobsen udtrykker det:
Det kræver en stærk, myndig person at være rettighedsbærer, og de svageste kan nemt falde igennem i et system, der er baseret på individets rettigheder.