Prøv avisen

Rune Lykkeberg: Vores samfund er egentlig ikke demokratisk

Den politiske konflikt mellem på den ene side at gøre "det rigtige" og på den anden side at gøre, hvad flertallet vil, er efter Rune Lykkebergs mening blevet skærpet de seneste 50-60 år. Især fordi samfundet er blevet så komplekst, at de færreste kan gennemskue det: ”Løgstrup siger det meget fint: "Jeg er bange for, at vi har indrettet et samfund, vi ikke er intelligente nok til." For at udfylde din egen selvangivelse skal du for eksempel næsten være økonom. Pointen for mig er ikke, at eksperterne er onde. Problemet er, at det forudsætter ekspertise at klare sig i dette samfund. Foto: Leif Tuxen.

Demokratiet har fra sin fødsel for 2500 år siden været udsat for megen kritik. Ifølge forfatter og redaktør Rune Lykkeberg er en del af kritikken berettiget, men demokratiets etik er meget stærk, mener han

Så er demokratiet mødt på arbejde igen. Helt som Grundloven foreskriver, gav statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) i tirsdags sin redegørelse for rigets stilling, da Folketinget åbnede for endnu en sæson. I dag tager Tinget fat på den traditionelle åbningsdebat om redegørelsen.

Det repræsentative demokrati kalder vi det, når borgere vælger politikere til at lovgive for sig.

LÆS OGSÅ: Han knuser ikke problemer, han knuser letkøbte løsninger

Men måske er det alt for snævert blot at se demokratiet som en styreform. Som noget, der foregår i en stemmeboks hvert fjerde år og på Christiansborg. En skikkelig måde at at være uenige på, som teolog og filosof Knud Ejler Løgstrup udtrykte det.

En af dem, der mener, at demokrati har en meget bredere betydning, er redaktionschef på dagbladet Information, samfundsdebattøren Rune Lykkeberg. Han har netop fået udgivet bogen Alle har ret, hvor han skildrer en række af det moderne demokratis paradokser og dilemmaer, ikke bare i politik, men i en lang række mellemmenneskelige forhold.

Kristeligt Dagblad inviterede Rune Lykkeberg til at besøge Christiansborg for at fortælle om sit syn på demokratiet.

Jeg definerer demokratiet som et princip. Som et princip, der gælder mellem mennesker. Som et princip om, at du ikke skal finde dig i, at nogen bestemmer over dig imod dit samtykke. Du skal ikke finde dig i, at nogen bestemmer over dig, som du ikke anerkender kan bestemme over dig, siger Rune Lykkeberg.

Dermed har man også allerede sagt, at demokrati er et problem, for vi ved, at der skal bestemmes hele tiden. Hvis ingen må bestemme over andre, hvordan finder man så måder at bestemme sammen på?.

Rune Lykkeberg ridser demokratiets historie op tilbage fra det antikke Grækenland, hvor det fødtes for 2500 år siden. Det gav borgere, det vil sige frie mænd over 30 år, mulighed for at bestemme over bystaten Athen. De mødtes på en plads uden for bymurene og diskuterede sig frem til afgørelser. Det var et forsamlingsdemokrati eller et direkte demokrati.

Langt senere i oplysningstiden i 1700-tallet fødtes det moderne demokrati i USA og Europa. Nu i form af det repræsentative demokrati, hvor nogle bestemmer på vegne af andre.

Hvis de antikke grækere havde hørt om det, havde de sagt, at det i hvert fald ikke var demokrati. Det sjove er, at the founding fathers, USAs grundlæggere, bestemt heller ikke mente, at det var et demokrati, de skabte. På det tidspunkt var demokrati et negativt ladet ord, som betød, at hvis ingen skulle bestemme, så var der kaos, uorden og ustabilitet.

Problemet med det direkte demokrati er, at jo større samfund det skal fungere i, des sværere bliver det. Så hvor det måske kan realiseres i en familie eller i en by, er det umuligt at have et direkte demokrati for eksempelvis Europas 500 millioner indbyggere.

Rune Lykkebergs definition af demokrati indebærer et opgør med autoriteterne. Hvad enten det er kongen, præsten, skolelæreren eller familiefaderen. Samfundet har mistet stadig flere autoriteter, men vi tager alligevel fejl, hvis vi tror, at vi nu lever i det fuldendte demokrati:

Ofte siger man, at vores samfund er et demokrati, men sådan er er det ikke. Man har jo også mange instanser, som ikke er demokratiske. Vores samfund er egentlig ikke demokratisk. Det er en blanding af noget aristokratisk, noget monarkisk og noget demokratisk. Aristokratisk vil sige, at de bedste regerer, monarkisk er for eksempel statsministerens magt i udenrigspolitik. Den svarer til den magt, en gammel monark havde. Og så er der noget, der er demokratisk.

Et eksempel på en udemokratisk institution er Nationalbanken. Den fører valutakurs- og rentepolitikken, uden at borgerne bliver spurgt til råds.

Hele grundlaget for pengepolitikken i Danmark er, at det kræver for megen indsigt og for meget mod til, at vi kan overlade det til politikerne, og det er der fuld forståelse for blandt borgerne.

De har en langt mere fint udviklet fornemmelse for, hvad der skal være demokratisk, og hvad der ikke skal være demokratisk end os, der normalt taler om det.

Man kan også se det ved, at der er relativt større tillid til de autoriteter, vi ikke selv har valgt, end der er til dem, vi har valgt.

Rune Lykkeberg medgiver, at det rene demokrati er utopi. I praksis lader det sig ikke gøre, at man kun respekterer autoriteter, man selv har givet sit samtykke. Og man er nødt til at acceptere, at nogle argumenter er bedre end andre. Ellers kan man ikke føre en samtale.

Vi kan ikke have en samtale, hvis der ikke er forskel på fakta og meninger. Så alle har ret, ja. Alle har ret til at have deres egen mening, men alle har ikke ret til deres egne fakta.

Demokratiet har lige fra sin fødsel for 2500 år siden haft skarpe kritikere, og Lykkeberg gennemgår kritikken, som den gennem nogle hundrede år har lydt her i landet fra forfattere, teologer og tænkere som Ludvig Holberg, Søren Kierkegaard, Georg Brandes og K.E. Løgstrup.

Det var faktisk et møde i Søren Kierkegaard Selskabet for en halv snes år siden, der gav ham idéen til demokratibogen. Også dengang var der heftig debat om islams forhold til demokrati, og det blev taget op af filosoffen Peter Tudvad og afdøde professor Frederik Billeskov Jansen. Sidstnævnte mente, at islam var uforenelig med den danske kultur, det danske demokrati og kristendommen. Det fik Tudvad til at spørge, hvem der er den største danske teolog.

Svaret var givet i den forsamling, nemlig Søren Kierkegaard, men netop han har leveret nogle af de heftigste angreb på demokratiet og idéen om, at alle kan være med til at styre. Dermed havde Peter Tudvad vist, at kristendom ikke nødvendigvis stod sig bedre med demokratiet end islam.

Ludvig Holberg siger meget rammende, at demokrati er en rigtig fin idé for engle, men det er en dårlig idé for mennesker. Demokrati er en god ting, hvis vi alle er gode og myndige, men sådan er det ikke. Mennesker har brug for seletøj og nogle, der holder styr på det.

Den anden vigtige ting er, at frihed ikke bare er din frihed, der er også en fælles frihed, og de to støder sammen. Den personlige frihed er den, Liberal Alliance og venstrefløjen historisk har stået på. Det er friheden fra, at nogen bestemmer over os. Vi vil ikke finde os i, at faderen skal bestemme, hvordan datteren skal gå klædt. Vi vil ikke finde os i, at noget religiøst overhoved skal bestemme, hvad vi skal tro.

Men ved siden af den personlige frihed er der den politiske frihed til at bestemme det rigtige. Hvis vi for eksempel ved, at vi kan nedsætte antallet af færdselsuheld enormt ved at tegne streger på vejen, er det vores politiske frihed at gøre det rigtige. Politisk frihed er at gøre det rigtige gennem fællesskabet, forklarer Rune Lykkeberg.

Konflikten mellem på den ene side at gøre det rigtige og på den anden side at gøre, hvad flertallet vil, er efter hans mening blevet skærpet de seneste 50-60 år. Først og fremmest fordi samfundet er blevet så komplekst, at de færreste kan gennemskue det.

Løgstrup siger det meget fint: Jeg er bange for, at vi har indrettet et samfund, vi ikke er intelligente nok til. For at udfylde din egen selvangivelse skal du for eksempel næsten være økonom. Pointen for mig er ikke, at eksperterne er onde. Problemet er, at det forudsætter ekspertise at klare sig i dette samfund, siger han.

Det at lave for eksempel en finanslov kræver meget ekspertise, som de fleste af os ikke har. Langt det meste af tiden må vi forlade os på eksperterne, det vil sige embedsmændene, og stole på, at de har ret. Demokrati er historisk set amatørernes styre, men i vores samfund, som kræver professionel indsigt, er amatøren sat på sidelinjen, siger han.

Magtens tredeling, det vil sige, at magten er fordelt på en lovgivende, udøvende og dømmende magt, er reelt brudt sammen i det moderne samfund, mener han. Efter den oprindelige idé skulle Folketinget være den lovgivende magt, men reelt er det regeringen og i høj grad embedsmændene, som lovgiver i dag.

Rune Lykkeberg fastholder imidlertid, at det ikke betyder, at demokratiet som sådan er brudt sammen. Vi har bare fået et andet demokrati, hvor folketingspolitikernes vigtigste opgave er blevet at kontrollere regeringen. Det er den samme opgave, som pressen har , og det er forklaringen på, at oppositionen og pressen ofte forfølger de samme spor. Folketinget bliver en kanal for almindelige menneskers spørgsmål.

Den kontrol tvinger administratorerne til at retfærdiggøre sig selv. Det er en enormt vigtig pointe, at det gør administratorerne bedre til at regere, siger Rune Lykkeberg.

I moderne politik markedsføres demokratiet som en overlegen styreform, som den vestlige verden har forsøgt at udbrede til resten af verden. I nogle tilfælde ved at vinde hjerterne, i andre tilfælde med våbenbrug. Men hvis der er så mange paradokser og indre modsætninger i demokratiet, som han anfører, kan man så overhovedet tale om demokratiet som overlegent?

Demokratiet har for mig at se en overlegen etik. Når det kommer til konfrontationen med muslimer, holder jo selv de mest nationalkonservative på en demokratisk etik. Der hedder det, at du skal se kvinden som mandens ligeværdige. Du skal betragte barnet som et selvstændigt individ, du ikke må slå. Du skal betragte homoseksuelle som ligesindede og så videre, siger han, men understreger samtidig, at han ikke vil kalde den demokratiske kultur for overlegen.

Udgangspunktet for den demokratiske idé er, at alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder, som FNs verdenserklæring om menneskerettigheder siger.

Det er en præmis, som er blevet anfægtet gennem tiderne, men som stadig er idealet.

Rune Lykkeberg fremhæver, at det er det samme ideal, man finder i sport.

Vi er enige om, at ingen skal stå foran andre i udgangspunktet. Men på den anden side anerkender vi fuldstændig forskelle, som vi har gjort os fortjent til. Vi dyrker meget den succes, folk har fortjent. Det er også derfor, det kan opleves som legitimt at foragte tabere. Vi ser det enkelte menneskes skæbne som et produkt af dets vilje og dets kunnen.

Det er derfor, sport er så godt et billede på demokratiet. Alle skal være lige i udgangspunktet, ingen må være dopede, men der skal være helt forskellige resultater ved mållinjen, siger han.