Prøv avisen

Sartre og Camus - bokseren og målmanden

Sartre var for revolution og marxisme. Generelt var han en meget radikal tænker, som efter og under krigen fantaserede om solidaritet mellem mennesker. Foto: .

Jean-Paul Sartre og Albert Camus grundlagde eksistentialismen og gik hver sin vej. Det 20. århundredes mest berømte franske tænkere endte i intellektuelt håndgemæng over marxismen

En ny bog om de franske filosoffer Jean-Paul Sartre og Albert Camus bærer titlen The Boxer and the Goalkeeper bokseren og målmanden. Forfatteren bag bogen, Andy Martin, der er ph.d. i fransk ved Cambridge Universitet, ser Sartre som bokseren, som kæmpede sig frem i verden med en krigers iver. Camus derimod var den mere tilbagelænede æstetiker, som beskæftigede sig med individets ret til at forsvare sig mod omverdens angreb.

LÆS OGSÅ: Plotin dyrkede menneskets indre potentiale

Men Sartre og Camus havde også meget tilfælles. De var begge ateister, som udgangspunkt venstreorienterede og blandt deres tids mest indflydelsesrige tænkere. De var optagede af emner som liv, død, frihed og den enkelte. Begge mistede deres fædre i en tidlig alder.

Sartre holdte af at skrive mere end noget andet. Hans biografi hedder Ord, fordi han hele livet beskæftigede sig med skrift. Mens Sartre sad på et støvet bibliotek, ville Camus hellere bade i Middelhavet. Camus elskede strand, sol og smukke kvinder. Han ville leve med maksimal intensitet, siger Andy Martin.

Han tilføjer, at Sartre ofte er blevet kategoriseret som det 20. århundredes største filosof. Camus havde en anderledes distanceret opfattelse af filosofien.

Camus var nærmere en antifilosof. Han var skeptisk selv over for skepticisme. Sartre mente, at bevidstheden til dels er menneskets privilegium, mens Camus havde en mistanke om, at bevidsthed ikke er så privilegeret endda.

Grundlæggende var de meget uenige om begrebet frihed. Sartre skrev om det, man kan kalde positiv frihed frihed til at gøre noget. Camus forståelse af frihed var mere negativt defineret. Han så på frihed som værende muligheden for at sige fra, siger Andy Martin.

Jacob Dahl Rendtorff, lektor ved Roskilde Universitet og ph.d. i filosofi, forklarer, at eksistentialisme forbinder frihed med engagement.

Engagement hænger sammen med frihedsbegrebet. Når man er fri, har man ansvar for hele verden. Handlinger er nemlig ikke vilkårlige. Hvad man gør, sætter aftryk i resten af verden. Sartre mente, at frihed er en grundlæggende værdi. Man skal ifølge ham befordre frihed. Man bliver netop kun fri, hvis andre også er frie. Engagement i frihed bliver til engagement i andres frihed, siger han og fortsætter:

Camus taler også om frihed og engagement, hvilket betyder meget for ham. Camus taler dog imod, at kampen for frihed udføres af et ideologisk kollektiv. Han har ikke noget imod individer, der sammen bekæmper undertrykkelse. Men oprørernes frihed må ifølge Camus aldrig begrænses af ideologier, siger Jacob Dahl Rendtorff.

Efterkrigstiden satte filosoffernes frihedsideal op mod hinanden. Men forinden blomstrede Sartres og Camus usandsynlige venskab under Anden Verdenskrig, fortæller Jørn Boisen, ph.d. i fransk litteratur.

Camus kommer til Frankrig, kort inden landet bliver besat af nazisterne. Han færdes i Sartres kreds i den tid. Der er forholdet mellem dem mest hjerteligt. Man trækker meget på forskellen på dem, men langt hen ad vejen er de meget enige, siger Jørn Boisen.

Modstand mod nazisterne var de to franskmænd blandt andet enige om. De støttede modstandskampen med essay, antinazistisk litteratur og journalistik. Camus var redaktør for modstandsavisen Combat.

Anden Verdenskrig blev senere erstattet af den kolde krig. Her støder Sartre og Camus frontalt sammen. Spliden handler om forholdet til det despotiske sovjetstyre og den marxistiske revolution, som Camus talte imod. I 1951 udgiver Camus bogen Oprøreren.

Camus bog udtrykker en dyb skepsis over for centralisering af magt, men også idéen om universelle løsninger på globale problemer, som marxismen ellers tilbyder. Camus nærede dyb mistro til et samfund, der styres af gode idéer.

Sartre var derimod for revolution og marxisme. Generelt var han en meget radikal tænker, som efter og under krigen fantaserede om solidaritet mellem mennesker. Han idoliserede kollektivet, på trods af at han ikke selv følte sig som en del af noget kollektiv. Sartres mest kendte citat er ironisk nok: Konflikten mellem Sartre og Camus bunder i, at Camus ser oprør som en heroisk, individuel gerning. For Sartre var et fælles oprør nødvendigt. Jeg forstår stadig ikke helt, hvad Sartre egentlig kunne lide ved marxisme. Når man læser hans bøger, er det tydeligt, at han er bedst, hvis han er i opposition til noget. Men hvis han selv skulle styre et samfund, ville det nok blive til en totalitær og Platon-lignende republik, siger Andy Martin.

Han påpeger ironien i, at når Sartre efter krigen tog ud for at holde foredrag, ville folk høre om eksistentialisme. På det tidspunkt var han dog kun interesseret i at tale om marxisme.

Jørn Boisen forklarer supplerende, at selvom Sartre bekendte sig til marxisme, var han ikke troende mar-xist i den klassiske forstand.

Sartre forbliver solidarisk med Sovjetunionen af strategiske hensyn. Han ved godt, at det er væmmeligt styre. Men samtidig mener han, at det er vigtigt at have en modvægt til det borgerlige samfund. Sartre holder i første omgang med Sovjet, fordi han har tiltro til, det vil udvikle sig til det bedre. Dets fejl vil i sidste ende blive udvisket. Camus siger derimod, at Sovjet ikke vil blive undskyldt af historien. Tesen er hos Camus, at alle revolutionære ender med at reproducere den uretfærdighed, de gør oprør imod.

Sartre er ikke rigtig mar-xist, men han mener, at historiens kraft har en retning som svarer til, hvad Marx postulerede: Via konflikter vil man udvikle et frit og retfærdigt samfund, siger Jørn Boisen.

Jacob Dahl Rendtorff mener, at vi i dag anskuer Sartre i et lidt bagklogt perspektiv.

Meget af det, han sagde, sagde han for at provokere sin samtid. Det var blandt andet derfor, han besøgte Baader-Meinhof-gruppen i fængslet. Og senere skrev han, at den eneste gode europæer er en død europæer. Revolutionerne dengang handlede også om, at de fleste udviklingslande var kolonier. Sartre støttede kolonierne og det folkelige oprør, siger Jacob Dahl Rendtorff.

Mennesket er dømt til frihed er et af Sartres mest kendte citater. I dag kan det virke mærkeligt, at Sartre mente, at mennesket er frit, når han samtidig bekendte sig til marxismen. Marxisme er en deterministisk ideologi, som siger, at mennesket og historien er bestemt af ydre samfundsfaktorer. Derfor synes Sartres smag for frihed og marxisme at være paradoksal. Men Sartres tidlige forståelse af friheden var noget anderledes, påpeger fagfilosof Jacob Dahl Rendtorff.

Pointen med frihed er, at man er fri til at forholde sig til en situation. Hvis man bliver dømt til døden, kan man græde, grine eller trække på skuldrene og ryge en cigaret. Det er det eksistentielle frihedsbegreb. Man bestemmer selv, hvordan man forholder sig til en situation. Sartre startede som eksistentialist, hvor det drejede sig om personlig frihed. Efterhånden bliver han mere opmærksom på, at frihed er afhængig af sociale forhold, siger han.

Camus kritik af det kollektive oprør bunder i bevidstheden om, at en revolution kræver voldelig kamp. Det kunne Camus ikke forene sig med. Sartre mente omvendt, at hvis man vil lave omelet, må man slå æg i stykker. Han sagde i sin tid, at vold kan ligesom Achilleus spyd hele de sår, den laver, og Camus sagde: ingen sag kan retfærdiggøre uskyldiges død.

Jørn Boisen sammenfatter det således:

Sartre vil mene, at hvis hensigten er god nok, må man sluge kameler undervejs. Camus tror ikke på, at hensigten helliger midlet. Camus tror snarere, at historien er en blind kraft, der tromler folk ned. Han tror ganske enkelt ikke på fremskridt i politisk forstand. Sartre har i vores tid fået en hård medfart, måske til dels fordi det er sværere at forstå hans person i dag. Han var nummer et på alle punkter: Inden for litteratur, debat, dramatik, kritik, politik og filosofi, siger han.

Hvad kan Sartres og Camus tanker tilbyde det moderne menneske? Jacob Dahl Rendtorff er klar i mælet på det punkt.

I dag er vi alle sammen eksistentialister. Om vi vil det eller ej, forholder vi os til verden på deres måde. Eksistentialisme har sneget sig ind i den måde, vi opfatter livet på. Sartre sagde, at mennesket er et projekt. Vi danner os igennem de valg, vi har.

Vores postmoderne samfund er meget relativistisk og individbaseret. Sartres idé om et fælles projekt for mennesket vinder nok ikke samme genklang. Camus er mere kompatibel med den postmoderne verden, fordi han er et sanseligt individ. At leve frit og nyde livet er det vigtigste for ham, da der ikke er anden mening med tilværelsen. Det er nemmere for os at forstå. Men vi må ikke glemme den del af Camus, der også lægger vægt på engagement og dilemmaer i menneskets politiske liv, siger han.

Deres plads i historien er også forskellig, påpeger Andy Martin. Camus skrev aldrig lange filosofiske værker, som Sartre gjorde. Han var snarere en forfatter, der i dag er kendt for romanerne Den fremmede, Pesten og Faldet. Sartre vil derimod primært blive husket som filosoffen, der grundlagde og døbte den filosofiske retning, vi kender som eksistentialisme.

Sartre og Camus fik aldrig begravet stridsøksen. I 1960 døde Camus i et biluheld. Som en sidste gestus over for deres hårdt prøvede venskab skrev Sartre en generøs nekrolog, hvor han blandt andet konstaterer, at Camus skrev de mest originale tanker om moralsk filosofi, der nogensinde er blevet skrevet på fransk.

Kilde: Den store danske encyklopædi

Den franske forfatter Albert Camus (tv.) var målmand i sine drengeår i Algeriet. Jean-Paul Sartre (ovenfor) lærte at bokse i skolen, og han boksede også senere, da han underviste i filosofi i den franske by Le Havre. – Foto: .