Prøv avisen

At studere sig til menneskelighed

Wilhelm von Humboldt (1767-1835) prægede sin samtid gennem såvel banebrydende sprogforskning som omfattende uddannelsesreformer og grundlæggelsen af en helt ny type universitet. Her ses en statue af ham, der står foran det universitet i Berlin, som i dag bærer hans navn. Foto: Iain MastertonAGE.

For 200 år siden blev opfattelsen af universiteters, gymnasiers og skolers formål markant fornyet, da Wilhelm von Humboldt prioriterede dannelse over uddannelse. I Danmark har vi traditionelt bygget på den tyske bildungstradition, men ifølge en idéhistoriker og en tyskprofessor er denne dannelse under afvikling

I 1770ernes Preussen voksede to kvikke brødre, Wilhelm og Alexander von Humboldt, op på et mindre gods i Tegel nær Berlin. De to kom aldrig i en almindelig skole, men blev i stedet undervist af deres far og efter hans død af skiftende privatlærere. Allerede som teenagere fordybede de sig på en lang række videnskabelige områder, herunder filosofi, sprogvidenskab, politisk videnskab og jura. Særlig dyb var dog brødrenes interesse for de antikke græske tænkere, og som blot 19-årig udgav storebror Wilhelm en videnskabelig tekst om guddommelighedsopfattelsen hos Sokrates og Platon.

LÆS OGSÅ: Dannelse er blevet oste i mange farver

Livet igennem kastede brødrene sig med glubende appetit over enhver form for viden, de kunne komme i nærheden af. De læste, debatterede med tidens klogeste tænkere og forsøgte med stor energi at præge deres samtid og bibringe menneskeheden størst mulig indsigt. Deres ideal var det, der på tysk hedder Bildung, på dansk dannelse.

Lillebror Alexander blev siden en berømt naturvidenskabsmand og opdagelsesrejsende, der tog på farefulde rejser til Latinamerika. Han dyrkede den videnskabelighed, der bygger på at gå ud og iagttage naturen. Storebror Wilhelm var mere teoretisk anlagt. Han blev sprogforsker, filosof, diplomat og embedsmand. Fra 1803 til 1808 var han preussisk gesandt i Rom, og i de efterfølgende par år fik han ansvaret for at forny den preussiske uddannelsessektor. Hans reform blev gennemført på universitetsniveau i 1810 og ændrede hele vores opfattelse af, hvad uddannelse og universiteter skal være.

Dette er en artikel om dannelse. Især i den såkaldt nyhumanistiske forståelse af begrebet. En forståelse, som opstod i Tyskland i slutningen af 1700-tallet og har spillet en kolossal rolle i Danmark lige siden indtil denne tradition i de seneste årtier har været under afvikling.

Ifølge Jens Erik Kristensen, idéhistoriker, ph.d. og lektor ved Aarhus Universitet, begyndte den tyske Bildungs­tradition ikke med Wilhelm von Humboldt. Men han videreudviklede den, blandt andet med et særligt dannelsesideal for universitetet. Det er medvirkende til, at man taler om det Humboldtske universitet som en tradition, også de danske universiteter bygger på.

Bildung bygger på forestillingen om, at det enkelte individ bliver beriget og udvikler sin egen individualitet gennem mødet med den ypperste viden og kunst, menneskeheden har frembragt. Individet danner sig i forhold til et ideal, og i den tyske tradition blev dette ideal græciteten, det antikke Grækenlands filosofi, videnskab og kunst, forklarer Jens Erik Kristensen.

Det afgørende nye ved 1700-tallets dannelsestænkning er, at man indtil da havde sat religionen i centrum som ramme for menneskers stræben. Nu opstod en filosofi, som ikke nødvendigvis forkastede den kristne tro, men som havde humaniteten og det frisatte individ som omdrejningspunkt. Som individ skulle man danne sig, sin indre karakter som sin ydre livsform, for at blive et helt menneske på et højere niveau. Klogere på verden og på det at være menneske.

De tyske tænkere som Winckelmann, Herder, Hölderlin, Goethe, Schiller og Hegel så det antikke Grækenland som den periode, hvor menneskeheden havde nået sit højeste udtryk og dannelsesstade. Derfor måtte den, der ville være dannet i Berlin i 1810, ikke kun være klog på sin samtid og senere profession, men også på klassisk græsk kultur. I vor tid er dette særlige græske fokus mindre relevant end tanken om, at man ikke bare intellektuelt, men også åndeligt og moralsk bliver styrket ved at sætte sig ind i den ypperste videnskab og kunst. Og tanken om, at dette burde gælde for alle som almen menneskedannelse.

Ifølge Jens Erik Kristensen var Wilhelm von Humboldt forud for sin tid på disse områder. For det første var det nyt, at forskning og undervisning skulle bindes sammen. De universiteter, som havde fandtes i Europa siden slutningen af 1100-tallet, var skoler for overlevering af viden og kanoniseret visdom. Forskning i moderne forstand fandt ikke sted her, men derimod fra 1600-tallet i videnskabelige akademier og selskaber. Humboldts radikalt nye idé var, at universitetet skulle være en videnskabelig læreanstalt, der forenede skole og akademi. Undervisningen skulle være forskningsbaseret, som vi siger i dag. Derudover var han fortaler for, at staten skulle lade universitetet forvalte sig selv i sine indre anliggender, og at forskere og studerende skulle have frihed til at udøve den forskning og følge den undervisning, de selv ønskede.

Humboldts kongstanke hed Bildung durch Wissen-schaft. Det var forestillingen om, at de universitetsstuderende dannede sig i mødet med videnskaben og gennem daglig kontakt med videnskabsfolk. Han så dette som universitetets ypperste funktion, forklarer Jens Erik Kristensen.

I datiden var antallet af universitetsstuderende meget lille, også ved det universitet, der åbnede i Berlin i 1810 under navnet Friedrich-Wilhelms-Universität zu Berlin, men i 1949 fik kongens navn skiftet ud med stifterens og nu hedder Humboldt-Universität zu Berlin.

Men som nævnt var det ikke kun den højeste læreanstalt, Humboldt havde i tankerne. Han ville også reformere grundskole og gymnasium ud fra sit nye ideal om almen menneskedannelse.

Humboldt var for sin tid meget fremsynet og moderne. Han mente grundlæggende, at den almene menneskedannelse burde gå forud for erhvervsuddannelsen og de mere nyttige og praktiske kundskaber. I kraft heraf mente han, at man kunne ophæve tidens standsforskelle og skabe lighed gennem dannelse, påpeger Jens Erik Kristensen.

Det sidste viste sig at være for moderne for samtiden. I den efterføglende tid blev tidens dannelse til den borgerlige almendannelse, som ikke var almen, men forbeholdt borgerskabet. Men han fastholdt, at den preussiske skoles fremmeste formål både var dannelsen af mennesker og uddannelsen af nyttige borgere. I modificeret form lå dette også til grund, da Danmark få år senere, i 1814, fik sin første samlede skolelov.

I Danmark har det altid ligget som en figur i dele af uddannelsessystemet, at man ikke kun uddanner sig til sin fremtidige beskræftigelse, men at uddannelsen også alment skal bidrage til dannelse af den enkelte som menneske. Og siden Humboldt har traditionen for mange været, at det almene måtte gå forud for det fagspecifikke, siger Jens Erik Kristensen.

For Humboldt var dannelse altså tanken om, at man ved at tilegne sig viden, i dybden og på tværs, bliver et åndeligt og moralsk dannet menneske og samtidig en nyttig borger for nationalstaten. Dannelse er at studere sig til menneskelighed.

Men paradokset er, at selvom vi lever i en tid, hvor stadig flere får stadig højere uddannelse, er dannelsen i dag hastigt på retur. Også på universiteterne, hvor der ifølge Jens Erik Kristensen ikke er meget Bildung durch Wissenschaft.

Kompetencebegrebet har opslugt dannelsen. Tidligere var dannelsen den sol, som det enkelte menneske kredsede om. I dag er der sket den kopernikanske revolution, at den enkeltes kompetenceudvikling er blevet solen, siger Jens Erik Kristensen med henvisning til Kopernikus, der revolutionerede menneskets forståelse af solsystemet fra jorden til solen som centrum.

Når centrum er den enkeltes egen udvikling, kombineret med fokus på de kompetencer, der i øjeblikket anses for nyttige og relevante på arbejdsmarkedet, sker der flere ting. For eksempel at det er svært at udpege det fælles og almene.

Desuden er der sket den drastiske forandring, at vi er ophørt med at se viden under evighedens synsvinkel. Vi lever i en vidensøkonomi, hvor vi dagligt belæres om, at viden forældes stadig hurtigere og derfor skal ses i midlertidighedens optik. Derfor er kreative og innovative kompetencer så efterspurgte i dag, men de har intet med dannelse at gøre i Humboldtsk forstand, siger Jens Erik Kristensen, som mener, at videnssamfundet ikke er et mere vidende samfund, men snarere vil føre til øget fordummelse og mangel på elementær dannelse.

Per Øhrgaard er professor ved CBS Handelshøjskolen i København og ekspert i tysk kulturhistorie, herunder traditionen fra 1700-tallets bildungstænkere. Han slår fast, at det ikke kun er i Danmark, dannelsestraditionen er under pres. Også i dens moderland er traditionen stærkt udfordret af globaliseringen, markedskræfterne, EUs og OECDs programmer for international harmonisering af uddannelser og generel overfladiskhed i forhold til viden om det forgangne.

I begge lande sker en åndløshedsgørelse af uddannelserne. Dannelsestanken om, at man ikke bare skal lære et eller andet, men også udvikle sig som menneske, er også under pres i Tyskland, siger han.

Per Øhrgaard ser i denne sammenhæng flere forskydninger. Ikke kun fra dannelse til ren uddannelse. Også fra videnskab, der søger en ny viden om verden, til forskning, der løser problemer og opnår konkrete resultater. Og fra et hovedfokus på filosofi og andre humanistiske fag til, at det i dag er den sundhedsvidenskabelige og naturvidenskabelige forskning, der får opmærksomhed.

Der er i dag en udbredt opfattelse af, at naturvidenskab er viden, mens humaniora bare er noget, nogle folk går rundt og mener. Som humanist står man i dag i vejkanten og håber at blive ta-get med på stop, når naturvidenskabsfolkene kører forbi i deres biler, siger Per Øhrgaard.

Han er ikke i tvivl om, at viden om matematik, fysik og lignende bør indgå som en central del af ethvert moderne menneskes almene dannelse også i langt højere grad end den stærkt humanioraprægede bildungstradition lagde op til. Men den mest markante forandring, der er sket, handler ikke om, hvilke typer viden der har forrang, men selve argumentet for, hvorfor man skal lære noget.

På Humboldts tid skulle man lære noget, fordi det ville give den enkelte et rigere og lykkeligere liv. Nu skal man lære noget, for ellers kan vi ikke konkurrere med Kina. Det værste mentalitetsskred er dette ændrede fokus fra, hvad vi kan vinde, til hvad vi risikerer at tabe, fordi hele det i bred forstand kulturelle aspekt glider i baggrunden, siger Per Øhr-gaard.

Selvom dannelsen i Tyskland og Danmark er udfordret af de samme tendenser, ser professoren, som i øjeblikket er på gæsteophold ved det traditionsrige tyske universitet i Göttingen, alligevel nogle nationale forskelle.

Det er min personlige erfaring, at studerende fra Tyskland har lært bedre arbejdsmetoder, har en bedre arbejdsmoral. Og selvom de ikke er klogere end danske studerende, har de mere almendannelse i form af en arv af kunst og kultur, de kender til. På den måde får de mere ud af deres arbejde. Tyske studerende er for eksempel bedre til at gå på biblioteket og bedre til at få styr på note-apparatet end danske. Det er små ting, men vigtige i en studiesammenhæng. Og det er tegn på en større respekt for stoffet. Det er noget vigtigt, ikke noget, der skal overstås, siger Per Øhrgaard.

Samtidig mener han, at kritikken fra universitetsfolk af dannelsens afskaffelse bliver taget langt mere alvorligt i Tyskland end den tilsvarende kritik herhjemme:

Tendensen er den samme i alle vestlige lande, men dannelsestanken lever nok længere i Tyskland. Fordi der siden Humboldt har været en større forståelse for, at dannelse ikke kun er viden eller kompetencer, men et ideal om frigørelse.