Prøv avisen

Teologien var engang det første blandt fakulteterne

Over indgangen til Københavns Universitets gamle hovedbygning stod der oprindelig: ”Sublimia petens ingenium/ Coelestem adspicit lucem” (tanken, som søger det sublime, øjner det himmelske lys). Det udtrykker, at når erkendelsen ledes af høje mål, nås en helhedsforståelse af ophøjet sammenhæng. Ørnen over ordene er evangelisten Johannes’ symbol. – Foto: Leif Tuxen.

Vi kan takke kirke og kristendom for, at der overhovedet er grundlagt universiteter i Danmark. Alligevel bliver teologien som universitetsfag degraderet og udskældt i stadig mere aggressive vendinger

Man tager ikke uden videre livet af teologien. Det gamle universitetsfag har overlevet naturvidenskabelige gennembrud og højtråbende antikirkelige oplysningsfilosoffer. Temmelig slående var teologien på Aarhus Universitet i 1900-tallet hjemsted for nogle af århundredets største danske tænkere og det bare få årtier efter at 1920ernes helt store akademiske strømning, positivismen, havde søgt at stritte teologien ud af universitetet.

Det gamle fag er imidlertid igen truet. På flere fronter.

LÆS OGSÅ: Teologi beklikkes på sin lødighed

Efter store omvæltninger eksisterer Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet ikke længere, men er nu blot en afdeling under Institut for Kultur og Samfund. Nødvendige administrative ændringer, mener nogle. En klar degradering af teologien, mener andre.

I hovedstaden er debatten om teologiens berettigelse på universiteterne blusset op i måske mere aggressive vendinger end nogensinde før. I Københavns Universitets egen avis anklager religionshistoriker Mikael Rothstein sin kollega teologilektor Jakob Wolf for at kalde sine religiøse forestillinger for videnskab. Forestillinger, som ifølge Rothstein ikke adskiller sig fra troen på nisser og trolde. Anklagerne kommer, efter at Jakob Wolf har beskrevet, at han som teolog er ansat til at studere spørgsmålet om Gud et spørgsmål, der ifølge teologen vedrører alle mennesker uanset tro.

De to forskere er endt i et verbalt slagsmål, hvor Rothstein beskylder Wolf for at ville påtvinge andre mennesker sine religiøse fantasier, som ikke kan kvalificeres videnskabeligt, mens Wolf beskylder Rothstein for at være pinligt uvidende om teologi og filosofi.

Nogle vil måske affeje Rothsteins synspunkter som ekstreme, men at dømme efter de mange kommentarer, som de to forskeres slåskamp har affødt på internettet, står han ikke alene med sine holdninger:

De liberalteologiske jesusnisser (...) vil gøre deres religion til en videnskab, skriver en debattør, mens en anden mener, at teologen Wolf gemmer sig bag filosofien i sit forsvar for teologi:

Wolf kan ikke kaste filosofien ind foran sig som et skjold. Han prøver at forsvare teologi med, hvad der ikke er teologi, men filosofi. Herved er teologien stadig ramt og under anklage.

Den aggressive kritik i København såvel som fagets svækkede position i Aarhus er udtryk for en sårbarhed i teologien, som altid har været der, men som siden 1700-tallets moderne begreber om videnskab er blevet skærpet markant: Teologien vil være videnskab, men har samtidig svært ved at slippe af med sit mellemværende med troen.

Den vurdering kommer fra idéhistoriker ved Aarhus Universitet Jens Erik Kristensen. Hans pointe vender vi tilbage til.

Frem til sidst i 1700-tallet lever teologien ellers en tryg tilværelse som selve omdrejningspunktet for al videnskab.

Det paradoksale i forhold til den aktuelle diskussion er, at vi historisk set skylder teologien og kirken, at vi overhovedet har universiteter, siger Jens Erik Kristensen.

Kloster- og katedralskolerne udgjorde de første skoler og uddannelsesinstitutioner i middelalderen. Universiteter blev oprettet i 1100-1200-tallet i hele Europa med særligt henblik på teologien og uddannelsen af kirkens gejstlige og derfor med det teologiske fakultet som det øverste. Den genopdagede antikke filosofi blev med den såkaldte skolastik (middelalderens filosofi og teologi, red.) taget i brug for at styrke og systematisere de teologiske grunddogmer og for vise, at tro og fornuft kan forenes, siger han.

Efter at have fået pavens godkendelse opretter den danske kong Christian I i 1479 Københavns Universitet med de fire fakulteter teologi, jura, medicin og filosofi. Teologien er forbeholdt en lille elite, der typisk forfølger en karriere højt i det kirkelige hierarki for eksempel som biskopper.

Teologi er på dette tidspunkt ikke videnskab i moderne forstand, men snarere en professionsuddannelse det moderne videnskabsbegreb udvikles trods alt først i løbet af 1800-tallet.

Mange af middelalderens katolske præster får ikke en teologisk uddannelse, men nøjes som regel med en filosofisk grunduddannelse og i mange tilfælde knap det, fortæller Mia Münster-Swendsen, der er lektor ved Saxo-instituttet på Københavns Universitet og forsker i universitetshistorie.

Med Reformationen i 1536 bliver der for alvor sat skub i den teologiske uddannelse. Hele præstestanden skal skiftes ud med lutherske præster eller omskoles kongen giver dele af det beslaglagte katolske kirkegods til det i 1537 genoprettede universitet, og nu skal præster have en grundig teologisk uddannelse.

Teologistudiet bliver en maskine for Luthers lære, siger Mia Münster-Swendsen:

Man skal have uddannet et stort antal præster, som skal sørge for, at den lutherske ortodoksi trænger ind i hovedet på befolkningen.

Derfor vokser fakultetet fra at være et lille eksklusivt sted inden Reformationen til at blive det mest dominerende fakultet indtil langt ind i 1800-tallet, både i forhold til prestige og i antal af ansatte og studerende.

I sidste halvdel af 1700-tallet bryder oplysningen og den moderne naturvidenskab for alvor igennem. Med pionerer som Newton, Kopernikus og Galilei opstår et nyt videnskabssyn:

Videnskab handler ikke længere om at systematisere og bearbejde overleveret autoriseret lærdom, men er nu noget, man forsker sig frem til ved systematisk og metodisk brug af fornuften.

Oplysningen og de naturvidenskabelige revolutioner går i høj grad uden om universiteterne og organiserer sig i selvstændige akademier og videnskabelige selskaber, fortæller Jens Erik Kristensen. Universiteterne fortsætter som konfessionelle præsteskoler, hvis de da ikke bliver afskaffet, som det skete i Frankrig efter revolutionen i 1789.

Den oplyste intellektuelle elite havde ikke megen fidus til universiteterne, der mest af alt fremstod som et degenereret levn fra middelalderen, siger Jens Erik Kristensen.

Trods angreb på teologien forbliver Det Teologiske Fakultet i København dog det øverste og dominerende langt op i 1700-tallet.

Den tyske oplysningsfilosof Immanuel Kant er den første, der på oplysningens og de nye videnskabers vegne i 1790erne radikalt angriber det overleverede hierarki i universiteternes fakulteter. Han påpeger, kort fortalt, at de tre øvre fakulteter teologi, jura og medicin egentlig bare er professionsskoler, der hver især skal dække statens praktiske behov: det evige vel, det borgerlige vel og det fysiske vel. Ingen af dem har den frie videnskabelige forskning som centrum.

Det filosofiske fakultet, det nedre fakultet, som siden middelalderen har fungeret som forberedelsesvejen til de øvre fakulteter, bliver med Kant ophøjet til at være det egentlige universitet, det sted, hvor den moderne videnskab kan og skal udfolde sig frit med den kritiske fornuft som styrmand.

Dette bliver startskuddet til teologiens problemer som videnskabeligt felt. De tre øvre fakulteter retter ind efter de nye vilkår. Jura og medicin bliver moderne og videnskabsorienterede. Teologien får det vanskeligere, fortæller Jens Erik Kristensen.

Teologien bliver for alvor trængt i sin interne førerrolle, da den klassiske filologi altså studiet af de klassiske sprog græsk, latin og hebræisk, der knytter sprog til kultur og historie i slutningen af 1700-tallet løsriver sig fra sin tjenerrolle for teologien. Den klassiske filologi får med fokus på græsk og latin sin egen eksistensberettigelse som grundlag for de nye uddannelser af gymnasielærere, siger han.

Teologien forsøger så at videnskabeliggøre sig ved at følge de filologiske discipliner og moderne tekstkritiske metoder. Det bliver en del af teologiens redning.

Dermed adskiller teologi sig ikke længere afgørende fra andre tekstorienterede humanistiske discipliner. Ganske vist er teologien noget særligt i sammenligning med disse, fordi den på forhånd har kanoniserede tekster. Og teologien har i sit videnskabssyn indbygget elementer såsom dogmatik, der kan være svære at forstå for folk, som er skolet i moderne videnskab. Men problemet er ikke større, end at dogmatik også er en tekstvidenskab og kan bedrives efter tekstvidenskabelige metoder. For mig at se kan teologi derfor både betragtes som en udvidet form for kanoniseret litteraturhistorie og som en akademisk professionsuddannelse for kommende præster, siger Jens Erik Kristensen.

De teologiske fakulteter er dog fortsat sårbare for kritik især fra de akademikere, der betragter verden med naturvidenskabens briller og derfor ser rødt, når universitetet uddanner folk til kommende præster. Det seneste store angreb på teologien fandt sted under 1920ernes positivistiske strømninger, hvor mantraet var, at kun det, der kan iagttages og måles, kan kaldes videnskab.

Teologi som videnskab vil nok altid tumle med sit mellemværende med troen, siger Jens Erik Kristensen.

Men jeg er uforstående over for tanken om, at man på universiteterne ikke skal have plads til teologi af den grund. Jeg finder det bestemt heller ikke ønskværdigt at have en religiøs profession eller elite af gejstlige, der ikke er universitetsuddannede. Der er skrækeksempler nok på, hvad det kan føre til af uoplyst og uvidende fundamentalisme og dogmatisk skråsikkerhed. Så hellere have teologi som et universitetsstudium på videnskabelige præmisser, hvor religionskritikken i alle afskygninger hører med til det faste pensum, siger han.

Ifølge idéhistoriker og biskop i Aarhus Kjeld Holm kan teologien imidlertid fint klare sig uden at skulle læne sig op ad troen: Teologien har nemlig ikke Gud, men traditionen, teksterne og sin egen lange historie som forudsætning. I nyere tid har hovedtemaet for store teologer som Sløk, Lindhardt og Løgstrup været at skabe dialog mellem den kristne tradition og det moderne menneskes vilkår.

Det er først og fremmest dér, teologien har haft sin berettigelse, siger han.

Hvis kritikerne fik magt, som de har agt, og teologi blev strittet ud af universiteterne, ville samfundsdebatten miste en dybdedimension, som religionsvidenskaben ikke kan bidrage med, mener Kjeld Holm.

Religionsvidenskab betragter religioner som objektive størrelser det er videnskab løsrevet fra hverdagslivet. Det eksistentielle engagement, som vi finder på universiteterne, er båret oppe af den teologiske tradition både i Aarhus og København. Havde Løgstrup ikke skrevet Den etiske fordring, gad jeg godt vide, hvor den etiske debat ville have været i dag, siger han.

Historiker Mia Münster-Swendsen tilføjer, at mange andre fag end teologi ville få problemer, hvis universitetet ikke tolererede andre syn på videnskaben end det naturvidenskabelige.

Det naturvidenskabelige syn på videnskab er af mange gode grunde meget dominerende, men skal ét bestemt videnskabssyn være kriteriet for, hvad der er plads til på et universitet, er der rigtig mange fag, der kommer i problemer. Det gælder ikke mindst for dele af humaniora og samfundsvidenskaberne, siger hun.

De større universiteter i verden såsom det prestigefulde Cambridge Universitet i Storbritannien der følger opdelingen af fakulteter fra den middelalderlige model, har da også stadig et teologisk fakultet eller et department of divinity (afdeling for guddommelighed, red.), påpeger Mia Münster-Swendsen.