Prøv avisen

Vores modersmål er bestemmende for, hvordan vi oplever virkeligheden

– Illustration: Morten Voigt.

Det danske sprogs natur afspejler sig i alt fra vores humor til vores uddannelsestradition. Vi har blandt andet fået en folkeskole med udgangspunkt i laveste fællesnævner på grund af vores sprog, mener professor Per Durst-Andersen, der har skrevet en bog om sproget

Når en dansker skal være høflig over for sin gamle nabo, kan han gøre det ved eksempelvis at sige sæt dem da bare ned, fru Mortensen. Når en englænder skal gøre det samme, vil han som regel gøre det ved at spørge wont you sit down? (vil De ikke sidde ned?, red.).

LÆS OGSÅ: Ordet skaber, hvad jeg siger

Dermed har dansk og engelsk det til fælles, at de tager udgangspunkt i modtagerens sindstilstand: Fru Mortensen vægrer sig ved at sætte sig, fordi hun ikke vil være påtrængende, og danskerens og englænderens sprog tager udgangspunkt i hendes situation.

Det ville man aldrig gøre på russisk eller kinesisk. Eksempelvis kunne en russer sagtens finde på at sige sit! (sæt dig!, red.) til fru Mortensen, hvad man jo ellers normalt kun siger til hunde på engelsk. Det skyldes, at russerens modersmål gør det sværere for ham at tage udgangspunkt i modtagerens sindstilstand.

Eksemplet findes i professor og dr.linc.merc. Per Durst-Andersens bog Bag om sproget, der er udkommet på Hans Reitzels Forlag. I bogen forklarer han, hvordan eksemplet dokumenterer to ting: For det første, at dansk og engelsk er meget ens, idet de er det, han kalder modtager-orienterede sprog. De tager udgangspunkt i, hvilken tilstand modtageren af en ytring er i. Det gør de i modsætning til kinesisk og russisk, der er virkeligheds-orienterede sprog, fordi de tager udgangspunkt i den fælles virkelighed mellem afsender og modtager af sproglige ytringer.

For det andet mener han, at eksemplet afslører, at vores modersmål præger os mere, end vi er bevidste om, også når vi taler engelsk som fremmedsprog. Modersmålet er simpelthen bestemmende for, hvordan vi oplever virkeligheden.

Jeg mener ikke, at man kun kan sige, at samfundet påvirker sproget. Det går også den anden vej, fordi det er gennem sproget, at vi lærer at italesætte samfundet, kulturen og måden, vi ser på. Det starter lige fra barnsben, hvor du skal give navne til ting, og der kommer den store forskel på sprog frem. Navne på dansk og engelsk betyder ikke noget. Du hedder Rasmus, og det betyder intet specifikt. Engang gjorde det måske, men det har ikke den store indflydelse nu. På kinesisk kan du til gengæld ikke give et navn, uden at navnet betyder noget, siger Per Durst-Andersen.

Og den væsensforskel i verdens sprog bliver afgørende for et folks mentalitet, mener Durst-Andersen, der kan se flere tegn på, hvordan det danske sprog har påvirket dansk mentalitet. Det kan man for eksempel se i både dansk humor og i måden, hvorpå vi indretter folkeskolen.

I et modtagerorienteret sprog som dansk er du nødt til hele tiden at tage hensyn til den, du taler til. Det vil sige, at når du kommunikerer, er du nødt til at gøre det, så modtager forstår det. Det er ikke noget, vi tænker over vi gør det bare. Hvis du skal skrive om logik til folk i Danmark, må du skrive, så folk, der skal læse det, forstår det. Det ligger bare i det danske sprog. Men går du eksempelvis til Rusland, skriver du til professoren i logik og ingen andre. Det er paradoksalt, men på dansk ligger ansvaret for kommunikationen på afsenders skuldre, fordi modtager skal forstå det. Derfor skriver vi på dansk så let og forståeligt som muligt. Går man videre til folkeskolen, kan vi se, hvordan vi indretter vores undervisning på, at alle skal kunne forstå det: Det bliver laveste fællesnævner. Går du i stedet til Rusland, vil du ikke kunne se det. Der må folk selv lære at følge med.

Og det er ikke kun i folkeskolen, at Per Durst-Andersen ser, hvordan sproget påvirker mentaliteten. Også den danske humor er ifølge ham et resultat af vores sprog.

Når sprogets retning går mod modtager, så får man ironi og sarkasme, for det går ud over modtageren. Så når man udsætter en person for sarkastiske bemærkninger, er det en anerkendelse, fordi man forudsætter, at han forstår det. Humoren går på den måde mod anden person. Det har vi til fælles med briter, og derfor kommer danskere og briter som regel godt ud af det med hinanden. Modsat japanere og russere, der ikke forstår et ord af det, fordi deres egne modersmål ikke er modtagerorienterede.

Jørn Lund, der har været direktør for Det Danske Sprog- og Litteraturselskab og har årtiers erfaring med arbejdet med det danske sprog, er ikke helt enig.

At sprogets struktur ligefrem skulle styre vores tænkemåde og vores måde at opfatte på, mener jeg er at overbetone sprogets betydning. Der er jo tænkning, der ikke er sprogliggjort, og ofte er udviklingen gået i den modsatte retning. Vi har ord for det, vi ser og tænker. Det danske sprog afspejler, hvad danskere gennem 1000 år har haft brug for at sætte ord på. Swahili har helt andre gloser, for afrikanere har brug for at benævne en natur, der ser helt anderledes ud. Sproget er produktudviklet til at varetage lokale opgaver, og hver gang der er sket noget vigtigt, er der kommet et lag af nye gloser. Da kristendommen kom hertil, fik vi eksempelvis brug for en masse ord, vi ikke havde før: kirke, messe, pave, abbed. De var der ikke, men kom ind i sproget, da kristendommen blev en del af vores kulturgrundlag.

Diskussionen om, hvor stærk forbindelsen mellem sprog og mentalitet er, ændrer dog ikke på, at der er væsensforskelle på verdens sprog. I sin bog dokumenterer Per Durst-Andersen, der til daglig er leder af Center for Sprog, Kognition og Mentalitet på Copenhagen Business School, flere fundamentale forskelle i de store sprog. Hans gennemgående tese er, at vi underforstår, hvor stor en betydning vores modersmål har for vores identitet.

Det er et enormt problem, at vi tror, at vi alle bare kan tale en form for globalt engelsk sammen. Altså troen på, at en dansker og en kineser, hvor ingen af dem kan hinandens sprog, blot kan tale engelsk sammen. Desværre nej. Det viser sig nemlig, hvilket bekræftes af dansk erhvervsliv, at der er kæmpe problemer, fortæller han.

Og et af de største problemer er den omtalte forskel på sprogets retning, altså om sproget for eksempel er virkeligheds-orienteret eller modtager-orienteret.

Alle taler engelsk på den måde, de er vant til på deres pågældende modersmål, og derved bliver det engelske ofte uforståeligt. Vedkommende forstår udmærket, hvad der siges, han forstår bare ikke meningen med det. Jeg har prøvet at oversætte det danske jeg sad fast i en taxa for udlændinge. Så spørger de, om vedkommende var for tyk eller noget lignende. De tager udgangspunkt i situationen, hvor danskeren tager udgangspunkt i noget helt andet.

Og især på høflighedsområdet går det derfor ofte galt ifølge Per Durst-Andersen.

På amerikansk er der jo stor politisk korrekthed. Der kan du sjældent overhovedet bruge en bydeform. Der siger man you dont want to go that way (du ønsker ikke at gå den vej, red.) i betydningen gå denne vej i stedet. Og hvis du siger sådan over for en person, der taler i bydeform, vil vedkommende ikke forstå denne indirekte taleform, som ofte bruges på engelsk. Omvendt vil en amerikaner opleve det som meget uhøfligt, hvis man taler direkte til ham i bydeform.

Der kan således være sprogvanskeligheder for fremmede, hvor vi ikke selv ser dem. Jørn Lund fortæller, hvordan en japansk studerende kom galt af sted, da hun den efterfølgende dag skulle sige tak for en god aften, som trak ud til efter midnat.

En kollega og jeg underviste udenlandske studenter og inviterede dem af og til hjem. En aften blev klokken over midnat, inden det sluttede. Hun havde i timen tidligere på dagen spurgt, hvornår aften bliver til nat på dansk, og vi havde fortalt, at når man passerer midnat, er det blevet nat. Derfor sagde hun næste dag tak for i nat til min kollega. Og det går jo slet ikke, fordi man får helt andre associationer, fortæller Jørn Lund.

Selvom man ofte kan få det indtryk, at vi lever i en forfaldsperiode i forhold til det danske sprog, er der al mulig grund til at glæde sig over modersmålet, mener Jørn Lund.

I fredstid glemmer vi let modersmålets betydning. Når vi er truet, bliver vi mere bevidste om det. I årene omkring Anden Verdenskrig var der tusindvis af mennesker, der sang alsang og organiserede sig i sprogforeninger. Kort efter krigen gik de fleste sprogforeninger dog i opløsning.

Men sprog er en vigtig faktor, både for den personlige identitet og for de større fællesskaber. Dit sprog er personligt og bærer dine erindringer. Selvom vi begge taler dansk, har vi hvert vores sprog, som spejler vores individuelle baggrund. Men de fleste danskere værdsætter ikke sproget nok, og mange er præget af et sprogligt selv-had. Der klages og klages, og der er en følelse af, at vi lever i en sproglig forfaldsperiode. Der er meget lidt sprogglæde. Men det danske sprog kan det, det skal, og det er verdens bedste sprog for danskerne.