Prøv avisen

14-årige Ida er bekymret: Jeg frygter at vælge en forkert uddannelse

Nogle dage vil jeg være detektiv, skuespiller, international marketing-chef, agent, journalist, advokat, folketingsmedlem, statsminister, forfatter eller instruktør. Hvordan skal jeg kunne koge alt det ned til én uddannelse, spørger 14-årige Ida Syndergaard.

Kristeligt Dagblad har haft Ida Syndergaard på besøg i erhvervspraktik. Hun går i 8. klasse på Egelundskolen i Albertslund ved København. Her skriver hun om sin angst for at vælge ungdomsuddannelse og om sit forhold til karakterer

Om et år skal jeg vælge, hvilken ungdomsuddannelse jeg vil have. For mig er det skræmmende, da jeg er bange for, at jeg vælger forkert.

Med at vælge forkert mener jeg, at jeg er bange for, at jeg vælger en uddannelse, jeg i en alder af 16 år godt kan lide, men i en alder af 17 hader.

I mit hoved har jeg fået et forvrænget billede af, at hvis jeg vælger den forkerte uddannelse, vil jeg være fanget der. Det er en meget stor beslutning, som jeg skal tage i en ret ung alder, og det lægger også en lille smule pres på mig, føler jeg. Noget i mig siger: ”jeg skal da så meget på gymnasiet”, mens noget andet i mig siger: ”nej, det er dér, de fleste tager hen. Vil du ikke noget andet end alle de andre?Vil du ikke skille dig ud fra mængden?”

I mit hoved raser en krig, mellem hvad jeg skal vælge. Jeg ved dog med sikkerhed, at hvis jeg tager en erhvervsuddannelse, bliver det en erhvervsuddannelse, hvor jeg ikke kommer til at være udendørs, for jeg vil helst arbejde på et kontor. Men er der så nogen grund til, at jeg tager en af de uddannelser, hvis jeg ikke kommer til at gøre noget anderledes? Ændrer det på noget, hvis jeg tager en erhvervsuddannelse, men det ikke er en, hvor jeg bruger hænderne?

På min skole har jeg ikke fået specielt meget at vide om, hvad vi kan forvente efter folkeskolen, og det er for mig et problem, da jeg godt kan lide bare nogenlunde at have et overblik over tingene. Det føler jeg slet ikke, jeg har, når det kommer til at skulle vælge en uddannelse.

Jeg står med to vidt forskellige forslag og skal vælge den rigtige hylde. I min klasse snakker vi ikke meget om, hvad vi vil efter folkeskolen, og det giver mig fornemmelsen af, at vi stort set ikke aner, hvad vi vil. Der er nogle enkelte, der har en idé om, at de vil være fodboldspillere, på efterskole eller noget helt tredje. Jeg synes, det er svært at skulle tænke bare det mindste på, hvad jeg vil vælge om et år, da der kan ske så meget i mellemtiden, der kan påvirke min beslutning.

Nogle dage vil jeg være detektiv, skuespiller, international marketing-chef, agent, journalist, advokat, folketingsmedlem, statsminister, forfatter eller instruktør. Hvordan skal jeg kunne koge alt det ned til én uddannelse? Alle i min klasse har forskellige drømme, men vi har det samme problem: hvordan skal vi kunne vælge en uddannelse om et år, når vi stadig har så mange idéer, der flyver rundt i hovedet på os? Oven i kommer vurderingen om uddannelsesparathed, som slet ikke hjælper på mit allerede forvirrede hoved. Uddannelsesparathed er, når skolen vurderer, om du er egnet til at tage en uddannelse ud fra dine karakterer og opførsel i timerne allerede i 8. klasse.

Nu kommer der også karakterer ind i billedet, og det betyder noget for mig – om jeg kan lide det eller ej. Karakterer betyder noget, da jeg føler, at de giver mig et fingerpeg om, hvor stort jeg kan drømme. Karaktererne er dog ikke altid af det gode, da de også kan give migdårlige nerver, inden jeg skal præstere, eller de gør mig sur på mig selv, hvis jeg laver nogle enkeltedumme fejl.

Udover at karaktererne påvirker mig, påvirker de også de andre i min klasse. For efter forskellige test bliver eleverne inddelt i grupper efter karakterer, og det er med til at opdele os i grupper.Det er ikke noget, man rigtigt tænker på, men man gør det stadigvæk.

Jeg synes,det er irriterende, at jeg går så meget op i mine karakterer, for de kommer sikkert ikke til at betyde noget, når jeg skal søge mit første job.

Folk kigger ikke rigtigt så meget på karaktererne, men mere på om man har kompetencerne til jobbet eller ej. Så hvorfor går jeg så meget op i de karakterer?

Det gør jeg, fordi jeg, hvis jeg får gode karakterer, kan berolige mig selv med, at jeg sagtens komme ind på den uddannelse, jeg vil. Men når karaktererne så tager overhånd, ødelægger de bare min tro på mig selv.

Jeg er også rædselslangen overat skulle forlade den ”rede”, jeg vil kalde folkeskolen og skulle flyve ud til min nye uddannelse, hvor jeg skal have nye venner ognye lærere. For her skal jegvise dem, hvilken pige jeg er, og få dem - og mig selv - overbevist om, at jeg er uddannelsesparat.