Åndsfrihed er meget dansk, meget grundtvigsk og meget diffust

I denne måned er det et år siden, at Danmark fik en forening for åndsfrihed. Gennem flere hundrede år har der været diskussion om, hvad man skulle forstå med begrebet åndsfrihed, og hvem det skulle beskytte

Hvordan opstod begrebet åndsfrihed overhovedet? For at blive klogere på dette bør man begynde længe før, der overhovedet var nogen, der brugte ordet, vurderer Michael Schelde, der er teolog og tidligere leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet. Illustration: Morten Voigt
Hvordan opstod begrebet åndsfrihed overhovedet? For at blive klogere på dette bør man begynde længe før, der overhovedet var nogen, der brugte ordet, vurderer Michael Schelde, der er teolog og tidligere leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet. Illustration: Morten Voigt

Hvordan oversætter man ”åndsfrihed” til engelsk?

Det spørgsmål sad en gruppe kristne og bøvlede med, da de tilbage i 2012 forsøgte at formulere 21 teser om friheden til at tænke, tale og mene, hvad man vil. Bag projektet stod institutionen Kristent Pædagogisk Institut og dens daglige leder Carsten Hjorth Pedersen.

”Vi fik en engelskkyndig, som også er kyndig i området, til at oversætte, og han valgte begrebet ’spiritual freedom’. Men jeg tror ikke for alvor, der findes et begreb, der dækker åndsfrihed helt. For det er meget dansk, meget grundtvigsk og meget diffust – på den gode måde,” siger han.

Da de 21 teser blev formuleret, var åndsfrihed langsomt ved gøre comeback i Danmark, og for tiden lader begrebet til at have vundet plads på dagsordenen flere steder. I denne måned er det eksempelvis et år siden, at Foreningen Åndsfrihed blev stiftet med det formål at forsvare friheden til at tro og tænke frit. Cirka et halvt år senere blev begrebet også skrevet ind i den landsdækkende forening Grundtvigsk Forums formålsparagraf.

Ingen af delene er dog sket uden kritik. For som Carsten Hjorth Pedersen siger, er begrebet diffust, og mange har sat spørgsmålstegn ved, hvorvidt det overhovedet kan sættes på formel, uden at dets betydning begrænses.

”Vi brugte selv mange timer på at lave vores definition tilbage i 2012. Og jeg siger ikke, at den er perfekt eller kan bruges om 20 år. Men for mig er det nok vigtigst at sige, at åndsfrihed er mere end bare et teknisk paraplybegreb for religions- og ytringsfrihed. Det er en livsform,” siger Carsten Hjorth Pedersen, som selv var med til at stifte Foreningen Åndsfrihed og i 2013 udgav bogen ”Respekt! Om åndsfrihed i dag”.

Men hvordan opstod begrebet åndsfrihed overhovedet? For at blive klogere på dette bør man begynde længe før, der overhovedet var nogen, der brugte ordet, vurderer Michael Schelde, der er teolog og tidligere leder af Grundtvig Centeret ved Aarhus Universitet. Ifølge ham skulle det åndelige nemlig først opdages og fortolkes, før det blev en frihedsret.

Af centrale nedslag peger Michael Schelde først på, hvordan Martin Luther med Reformationen i 1500-tallet præsenterede sin toregimentelære, der gik ud på at skelne mellem det åndelige og det verdslige. Dermed introducerede han også det åndelige menneske, som kom mere i fokus med pietismen i 1700-tallet, hvor det indre åndelige liv og erfaringer, følelser og sanser blev vægtet over dogmatik. Med rationalismen senere i 1700-tallet blev der arbejdet på nye åndelige former og på at gøre folket frit fra kongemagten og kirken, og fra 1800-tallet blev ånden påvirket af romantikkens ønske om en dybere tilværelsesforståelse. Og senere i samme århundrede begyndte man så endelig at tale om åndsfrihed som en rettighed.

”Idéen om ånd voksede altså frem som en revolutionær kraft, der kom fra det indre liv. Men i de første mange år var der intet ønske om borgernes frihed forbundet med begrebet, da ånd, tro, kirke og stat flød sammen. Det ændrede sig først fra 1800-tallet, hvor ånden og åndslivet fik indflydelse på dannelsen af det demokratiske samfund,” siger Michael Schelde.

Denne ændring skyldtes særligt præsten N.F.S. Grundtvig. Hans udgangspunkt var kirkeligt og gik ud på at sikre den enkelte trosfrihed. Allerede i 1820’erne talte han for åndelig frihed i trossager, og på sine rejser til England omkring 1830’erne blev han ifølge Michael Schelde inspireret af, hvordan englænderne allerede havde en lang tradition for frikirker og for generelt at dyrke deres tro uden nødvendigvis at være en del af statskirken. Grundtvig kritiserede, at jøder ikke kunne praktisere deres tro, at børn af baptister, der imod folkekirkens dogmer praktiserer voksendåb, blev tvangsdøbt, og at der ikke var plads til de religiøse vækkelser, som dukkede op.

”I modsætning til andre lande blev trosfrihed dermed bærende for frihedsbevægelsen i Danmark og efterfølgende skrevet ind i Grundloven i 1849. Med loven i 1855, hvorved man kunne etablere valg- og frimenigheder og senere højskoler og friskoler i hele landet, begyndte begrebet at bevæge sig i andre retninger. For så var trosfriheden på en måde vundet, og åndsfrihed blev i stedet taget op af blandt andre kulturpersoner,” siger han og tilføjer, at der dukker flere tekster fra litteraturkritikeren og samfundsdebattøren Georg Brandes op end fra Grundtvig, hvis man i dag søger på åndsfrihed på hjemmesiden Arkiv for Dansk Litteratur.

At kristendomskritikere som Georg Brandes overtog åndsfrihedsbegrebet, er dog ikke noget, der principielt ville have generet Grundtvig, siger Anders Holm. Han er teologilektor på Københavns Universitet og forsker blandt andet i kirken i det 19. og 20. århundrede samt i Grundtvigs liv og forfatterskab.

”For Grundvig handlede åndsfrihed netop om at skaffe plads til en som Brandes. Det handlede om at give samme plads til dem, man var uenig med, som til alle andre. Et centralt udsagn fra ham var, at ’hvem der selv vil være fri, må lade næsten være det med sig’. Hvis et menneske ikke var frit til at tro, ytre sig og tænke, som det ville, blev det ifølge Grundtvig hyklerisk og ude af stand til at udfolde sit menneskelige potentiale,” siger han.

I 1800-tallet diskuterede flere, hvorvidt åndsfriheden skulle ses som et opgør med statskirken, og hvorvidt religionskritiske stemmer forsøgte at tage patent på begrebet.

”I det 19. århundrede var der fokus på folket, og det blev diskuteret, om folkeånden og Helligånden var i familie eller to helt forskellige ting. For Grundtvig var det ikke det samme, men heller ikke enten-eller. Han var meget optaget af idéen om, at der også lever en ånd i folket, og talte om åndsfrihed som en frihed til at praktisere, hvad ånden indgyder en, uanset hvilken ånd der var tale om. For ham var det vigtige at forbinde ånd og hjerte og forsvare samvittighedsfriheden som et grundlæggende princip i al åndsfrihed,” siger Anders Holm.

Ifølge teologilektoren opstod tanken om åndsfrihed ikke ud af det blå. Diskussionerne i eksempelvis England gik århundreder tilbage, og i 1700- og 1800-tallet fyldte tanken om frihed og ånd under revolutioner i USA og Frankrig. I Tyskland talte romantikere og filosoffer som Hegel om åndens fænomenologi, mens filosoffen Kant talte om samvittighedsfrihed.

Efter Anden Verdenskrig forsøgte flere at nyformulere åndsfrihedsbegrebet. Her er særligt professor i kirkehistorie Hal Koch og højskoleforstanderen Holger Kjær vigtige at nævne, siger Carsten Hjorth Pedersen.

”Hvis jeg skal samle deres pointer i ét ord, så havde de fokus på mindretalsbeskyttelse. For Hal Koch var den klare tanke, at flertallet i et demokrati skal gøre alt for at værdsætte og give mindretallet frihed. Man skulle ikke forhindre nogen i at ytre sig, men lade folk komme med deres farlige holdninger og så tale dem imod med ord,” siger han om Hal Koch, som på grund af det synspunkt blandt andet talte imod et forbud mod nazismen efter Anden Verdenskrig.

Også Holger Kjær lavede en modstilling mellem frisind og tolerance.

”I Holger Kjærs optik skulle flertallet også værdsætte mindretallet, fordi det kunne være, at mindretallet havde ret. Ingen troede på astronomerne Galilei og Kopernikus, da de kom med deres teorier om universet. Hvis man kvæler mindretallet, risikerer man at kvæle sandheden,” siger Carsten Hjorth Pedersen og tilføjer, at Holger Kjær og hans bog ”Tolerance eller frisind” fra 1961 var en stor inspiration under arbejdet med de 21 teser om åndsfrihed i 2012.

Efter at åndsfrihed i 1975 blev skrevet ind i folkeskoleloven, begyndte begrebet at fylde mindre i samfundet. Når det nu lader til at være blevet relevant igen, skyldes det ifølge Carsten Hjorth Pedersen nye pres i samfundet. Af eksempler har Foreningen Åndsfrihed blandt andet peget på radikal islamisme, som undertrykker frihedsrettigheder og udøver social kontrol, samt på den radikale højrefløj, der vil hindre muslimer i at dyrke deres religion i Danmark. Derudover er der et ønske om at få religion ud af det offentlige rum, som kommer til udtryk med en voksende kritik af bøn på uddannelsesinstitutioner og modstand mod religiøse symboler og religiøs påklædning.

Sagerne har også fået Carsten Hjorth Pedersen til at overveje, om definitionen af åndsfrihed fra 2012 bør files til.

”En ting, jeg selv har lidt problemer med ved definitionen, er, hvordan man sikrer åndsfrihed og samtidig dæmmer op for negativ social kontrol. Man kan måske sige, at man skal have åndsfrihed, så længe man holder sig inden for en retfærdig straffelov, men i dag sætter politikere på den anden side mere markante grænser for friheden på grund af frygten for radikalisering. Og hvordan skal frihedsretten så forholde sig til loven, hvis det pludselig bliver vedtaget, at man ikke må påvirke børn med troen på Gud?”, siger han.

Uanset hvordan man bruger begrebet, og om man vil sætte det på formel eller ej, så vil mange sandsynligvis kunne tilslutte sig den større og grundlæggende tanke bag åndsfriheden, siger Carsten Hjorth Pedersen. Nemlig at mennesket er et åndsvæsen:

”Det er det, der adskiller begrebet fra de andre frihedsrettigheder, som man kan tilslutte sig, selvom man ikke tror, mennesket er af ånd. Åndsfrihed forudsætter, at der er noget over os mennesker – en ånd, en gud, noget. Mennesket er med andre ord ikke en abekat, men har ånd og står under noget større.”