Prøv avisen
Interview

Kierkegaard-forsker: Andres anerkendelse sikrer ikke det gode liv

Kresten Lundsgaard-Leth er en af de unge filosoffer, der i dag tager Søren Kierkegaard alvorligt som filosof og ikke kun ser ham som litterat eller teolog, hvad der ellers har kendetegnet meget af den danske forskning i Kierkegaard. Foto: Bjørg Tulinius

I morgen forsvarer Kresten Lundsgaard-Leth sin ph.d.-afhandling om Kierkegaards syn på den menneskelige frihed, og hvad det vil sige at blive sig selv. Her udfordrer han blandt andet nutidens forestilling om, at det udelukkende er de sociale faktorer, der betinger det gode liv

Når Søren Kierkegaard skriver, tager han ofte udgangspunkt i nogle fænomener, mange af os kan genkende. Som for eksempel angsten, lidenskaben og ironien. Eller selvforståelsen. Sider af tilværelsen, der alle hører menneskelivet til, men som kan fylde forskelligt alt efter, hvem vi er, og hvor i livet vi befinder os.

Tryllebundet af Kierkegaard

Da Kresten Lundsgaard-Leth var 12 år gammel, var der allerede et eller andet i de ret svært tilgængelige tekster, der fik ham til at føle, at de også handlede om ham. Han havde fået en film om Kierkegaard af sin farmor og skrev derfor opgave om ham i 6. klasse. For der var noget fascinerende i både at kunne genkende sine egne erfaringer, men samtidig at skulle anstrenge sig for rigtigt at forstå den verdensberømte tænker.

Da han senere fik filosofi i gymnasiet, var det igen den danske 1800-tals filosof, der tryllebandt og fascinerede. Og til studentereksamen trak han ”Valget” som opgave. Så når det handler om Kresten Lundsgaard-Leth og hans eget forhold til sig selv, ja, så er det nærliggende at have Kierkegaard med i ligningen.

I morgen forsvarer han sin ph.d.-afhandling på Aarhus Universitet. Under overskriften ”Possibilities of the Good” (på dansk: Det Godes Muligheder, red.) er det nu den voksne 34-årige filosof, der i dag er ansat som adjunkt i anvendt filosofi på Aalborg Universitet, som sætter ord på sin egen læsning af det danske verdensnavn.

”Helt overordnet stiller jeg skarpt på Kierkegaards forståelse af, hvad den menneskelige frihed er for noget. Mennesket er udstyret med en særlig evne i forhold til andre væsener, nemlig evnen til at forholde sig til sig selv. Vi skal derfor ikke kun koncentrere os om den helt basale overlevelse, men kan også stille spørgsmålet om, hvordan vi bør leve. Og det er netop dette selvforhold og den konstante spørgen og undersøgelse af, om vi nu også lever det rette eller autentiske liv, der er opgaven for hver enkelt af os. Deri ligger også vores frihed som individ eller hiin Enkelte, som er Kierkegaards betegnelse,” forklarer Kresten Lundsgaard-Leth.

Kierkegaard var ikke kun filosof og teolog

Hans afhandling er i sin opbygning inspireret af Kierkegaards måde at skrive på. Med flere selvstændige kapitler, der hver især tager fat på et af de mange eksistentielle fænomener, som Kierkegaard udfoldede i sine værker under forskellige forfatterpseudonymer. Kresten Lundsgaard-Leth er dermed en af de unge filosoffer, der i dag tager Kierkegaard alvorligt som filosof og ikke kun ser ham som litterat eller teolog, hvad der ellers har kendetegnet meget af den danske forskning i Kierkegaard. Og en af de gennemgående pointer i Lundsgaard-Leths forskning er, at Kierkegaard endda er en meget væsentlig filosofisk stemme at bringe ind i en aktuel sammenhæng, hvor mange forsøger at forklare den menneskelige eksistens udelukkende ud fra sociale eller politiske kategorier.

”Det er en af Kierkegaards helt store indsigter, at den menneskelige eksistens er mere end et produkt af de ydre forhold, det er sat i. At der selvfølgelig både er sociale og politiske faktorer, som præger den enkeltes kultur, normer og værdier. Men at det ikke er udtømmende. For det er altid den enkeltes egen opgave at blive sig selv, og den opgave kan hverken politiske eller sociale systemer fritage mennesket fra.”

Til at udfolde den pointe benytter Kresten Lundsgaard-Leth blandt andet den russiske forfatter Tolstojs romanfigur Ivan Iljitj. Han er døende og gør sig derfor nogle tanker om det liv, han har levet, og som snart er slut. Et genkendeligt og almenmenneskeligt scenarie.

Udadtil har Ivan Iljitj levet et godt liv. Han er på alle måder succesfuld og respektabel og nyder generel anerkendelse.

Alligevel er der noget, der nager ham. En indre fornemmelse af ikke at have levet et autentisk liv. Et liv i overensstemmelse med sig selv.

”Ifølge Kierkegaard er det netop det spørgsmål, vi konstant skal stå til regnskab for: Hvem er jeg? Og selvbedraget er en oplagt fælde, hvis man enten bare følger, hvad alle andre gør, uden selv at tage stilling til, om det er det rigtige for lige netop dig. Eller hvis man på den anden side tror, at der slet ingen begrænsninger er for ens egen udfoldelse, og helt mister jordforbindelsen. For med Kierkegaards ord er selvet altid i et krydsfelt mellem nødvendighed og mulighed, og hele tilværelsen handler om at finde den rette balance. Frihedens selvbedrag gemmer sig nemlig i begge poler. Som det komplet fastlåste, der ender med at blive totalitært, eller det evigt uforpligtende og fantasifulde, der ender med at blive ren romantik.”

Ivan Iljitj har åbenbart en nagende tvivl, da han nærmer sig livets afslutning. Har han fejlet i den givne opgave, vi alle har: at blive os selv. Har han i stedet for at stille spørgsmål blot lyttet og ukritisk overtaget samfundets normer, andres standarder, i stedet for selv at sætte sine mål. Har han gjort sin selvforståelse for afhængig af de andres blikke.

”Og det er en relevant tvivl at trække frem i dag. For en af nutidens fremtrædende socialfilosofiske teorier handler om, at det først og fremmest er anerkendelsen, der er det afgørende for den menneskelige eksistens. Det er den tyske frankfurterfilosof, Axel Honneth, der er kendt – og anerkendt – for netop den teori. Han peger på, at oplevelsen af meningsfuld tilværelse og autentisk eksistens primært er betinget af den anerkendelse, vi som individer oplever i flere forskellige sfærer. I den private relation, hvor man kan være elsket ubetinget, uafhængigt af sine handlinger. I civilsamfundet, hvor man både på arbejdet og i fritidslivet kan høste ris eller ros for sine præstationer. Og i retslig sammenhæng, hvor man er anerkendt som retssubjekt i en retsstat,” forklarer Kresten Lundsgaard-Leth.

Men med Kierkegaards tænkning kan Kresten Lundsgaard-Leth så alvorlig tvivl om, hvorvidt Honneths teori er tilstrækkelig til at tegne et fyldestgørende billede af den menneskelige eksistens.

”For selvfølgelig har Honneth ret i, at de forskellige typer af social anerkendelse er afgørende faktorer for det gode liv. Men han overser, at selvet kan lide eller være i konflikt med sig selv på trods af, at man som person er totalt anerkendt af andre. Som vi så det med Ivan Iljitj. Kierkegaard peger på, at selvforholdet er noget i sin egen ret. Og det mangler Honneths teori et blik for. Man kan også sige det på en anden måde: Vi er fælles om de menneskelige grundvilkår. Det gælder forelskelsen, angsten og døden. Men vi må hver især tage stilling til, hvordan vi forholder os til vilkårene. Det er selvets fortsatte opgave gennem hele livet.”

Ikke behov for at kalde det kristendom

Kresten Lundsgaard-Leth erkender, at Kierkegaard så sin egen tænkning som udtryk for en kristen filosofi. For hos Kierkegaard er det i sidste ende Gud, som selvet forholder sig til. Det er Gud, der både sætter nødvendigheden, men også muligheden, som sætter materien og ånden, tidsligheden og evigheden.

”Jeg har intet personligt behov for at kalde det kristendom eller ej. Men det er en tænkning, der udgår fra den kristne tradition, og som rummer nogle muligheder for at sige noget om den menneskelige eksistens, som vi ikke finder andre steder. Jeg læser Kierkegaards Gud som et ord for den sandhed, der ikke er alment kommunikerbar, som for eksempel 2+2=4, eller ’dette er en kaffekop’. Som den sandhed, jeg selv oplever, når noget føles rigtigt eller forkert for mig, og som et udtryk for den kærlighed, der er grundlæggende ubegrundet, men som jeg kan vælge at tro på. En kærlighed, vel at mærke, som også kan bringe os ud af den alt for selvcentrerede boble, hvor den enkelte bliver overdrevet optaget af sit eget private selvforhold – hvilket eksistensfilosofien helt sikkert har en tendens til at fokusere for meget på – og som får os til at forstå, at vores opgave også altid handler om at elske vores næste ved at hjælpe dem med mulighed for også at blive sig selv.”