Big bang ligner Første Mosebog

I en ny bog argumenterer antropologen Ole Høiris for, at videnskabens forklaringer på menneskets oprindelse på mange måder ligner religionernes. Behovet for mening er et menneskeligt grundvilkår, siger han

Teorien om big bang minder om skabelsesberetningen i Første Mosebog og peger måske tilbage på menneskets behov for at finde mening, forklarer antropolog Ole Høiris. – MICHELANGELO: Skabelsen af Adam. Fresko i det sixtinske kapel, Rom. Grafisk bearbejdning: Ole Munk.
Teorien om big bang minder om skabelsesberetningen i Første Mosebog og peger måske tilbage på menneskets behov for at finde mening, forklarer antropolog Ole Høiris. – MICHELANGELO: Skabelsen af Adam. Fresko i det sixtinske kapel, Rom. Grafisk bearbejdning: Ole Munk. Foto: THE GRANGER COLLECTION.

Fra mennesket blev bevidst om sin dødelighed, har det undret sig over, hvor det kom fra, og hvad meningen er med livet.

I Vesten og Mellemøsten har Første Mosebog i Det Gamle Testamente spillet en afgørende rolle. Ifølge Bibelen blev jorden skabt af Gud for godt 6.000 år siden, og mennesket blev skabt i hans billede.

Videnskaben har siden udfordret denne betragtning. Nicolaus Kopernikus (1473-1543) og Galileo Galilei (1564-1642) kom begge i strid med kirken for at sætte solen og ikke jorden i centrum.

Især Charles Darwins teorier (1809-1882) fik naturvidenskaben til at bryde med den kristne skabelsesberetning, og mennesket kom nu til at blive opfattet som et produkt af evolutionen på linje med aberne. Med videnskabens undersøgende tilgang til menneskets og verdens oprindelse er der fundet nye fortællinger, som giver mening.

Dog adskiller disse fortællingers struktur sig ikke bemærkelsesværdigt fra religionernes. Det skriver docent emeritus fra antropologi, Aarhus Universitet, Ole Høiris, i bogen ”Ideer om menneskets oprindelse – Fra Det Gamle Testamente til senmoderne videnskab”.

Gennem studier af menneskets skabelsesmyter fra renæssancens kristendom og frem til den senmoderne videnskab ser Ole Høiris, at selvom videnskaben i dag leverer masser af nye arkæologiske fund og opdagelser af nye naturfænomener i rummet, så har vores måde at skabe fortællinger på ud fra disse resultater ikke ændret meget ved den måde, vi forklarer vores oprindelse på.

”Tag for eksempel big bang-teorien, hvor alt er skabt ud af intet. Den minder utroligt meget om fortællingen i Første Mosebog,” fortæller Høiris.

Teorien er fremsagt af den romersk-katolske præst, astronom og professor i fysik, Georges Lemaître tilbage i 1927.

”Er man katolsk pater, finder man ikke på, at universet gentager sig uendeligt, som de antikke grækere tænkte. Man tager en fortælling, der passer til tidsånden.”

Fortællingerne om videnskabelige opdagelser er forskernes forsøg på at få disse til at passe ind i vores verdensbillede. For at naturvidenskabens resultater skal give mening for os, skal de omsættes i en fortælling, som siger os noget.

Og disse fortællinger får ofte et mytisk skær, forklarer Høiris.

”Ved en planet kan du måle de kemiske formler, vægt og hastighed. Planeten selv siger os dog umiddelbart ingenting, men i det øjeblik, du får fortalt, at det er en jordlignende planet, så siger det dig noget. Videnskabens tekniske sprog skal omsættes i mytens fortællinger, for at det giver mening for os. H2O er svært at forholde sig til, men at vand opretholder liv, kan vi relatere til.”

Naturvidenskabelige forskere kan derfor kun observere og måle fund og fænomener, men de kan ikke give dem mening. Det kunne vore forfædre heller ikke, og derfor skabte de religioner og guder, mener Ole Høiris.

Han finder det bemærkelsesværdigt, at alle samfund i verden har en oprindelseshistorie i form af en religion, og at de fleste af dem er bygget op omkring en begyndelse, en midte og en afslutning:

”For godt 50.000-70.000 år siden får vi det avancerede sprog og den abstrakte tænkning. Her er det meget muligt, at der opstår et behov for at have en identitet, kende os selv og identificere os selv i verden. Her bryder æstetikken igennem med gudefigurer og begravelser, der synes at vise en tro på noget efter livet, noget religiøst, vil vi kalde det. Det er en mental aktivitet, som vi ikke har set før, og den fordrer en fortælling, der skal forklare os, hvem vi selv er.”

Idéer om menneskets oprindelse er det første studie i selve de fortælleformer, som er opstået om forskellige udlægninger af menneskets oprindelse i både kristendommen og naturvidenskaben. Derfor er Ole Høiris også gået antropologisk og ikke kun idéhistorisk til værks i sine analyser.

”Jeg har sagt, at de udvalgte videnskabsfolk og deres fortællinger er de vilde, og det, de fortæller, er myter. Derfra har jeg så prøvet at analysere de forskellige myter og undersøgt dem i den tid, de skriver sig ind i. Det er sådan set bare at bruge antropologien på vores egne folk, vores egen tid og vores egen historie,” forklarer Høiris.

Allerede nu er en ny bølge inden for oprindelsesteori ved at rulle ind over os – i form af netværksteorien. Den opfylder centrale punkter i det, der giver mening for os i dag:

”Verdenshistorien består her af de bittesmå historier, som vi hver især går og skaber. Og netværksteorien er netop det, at vi forbinder alle de små ting til det store netværk. Der er ikke noget centrum i sådan et globalt netværk.”

Når vi har sådan et globalt netværk, hvor vi udveksler gener og kultur, forklarer Høiris, så kan vi heller ikke begynde at tale om, at mennesket blev skabt i Afrika. Det, der gik forud for mennesket, er måske en abe fra Asien. Og denne abe er så udvandret et andet sted fra og så videre.

”Det hele er produkter af netværksudveksling. Det giver mening for os i dag, for det giver os alle sammen en plads i verden. Det giver plads til, at vi har hver vores identitet i det store netværk. Vi bidrager alle med hver vores lille fortælling,” konkluderer Ole Høiris.

Det babyloniske skabelsesepos Enuma elish, skrevet på lertavle (800-900 f. kr.)
Det babyloniske skabelsesepos Enuma elish, skrevet på lertavle (800-900 f. kr.) Foto: Scanpix