”Cuius regio, eius religio”. Din herskers religion er din religion, lyder den latinske udgave af den gyldne regel, som kom til at gøre sig gældende i 1500-tallet, efter Martin Luther havde sat gang i Reformationen rundt om i Europa.
Princippet gjaldt i England, som fik sin første reformation i 1533, men var langt fra tilfældet i Skotland, som i 1560 kappede forbindelsen til pavestaten. For skotterne ville ikke opgive deres nye presbyterianske tro, da de i 1603 fik fælles konge med England, som i forvejen regerede over Wales og Irland.
”Og de fleste af irerne var totalt uimodtagelige for nogen som helst form for tillokkelse fra protestantismen.”
Sådan opsummerer historieprofessor Peter Marshall fra University of Warwick billedet på de britiske øer i kølvandet på reformationsbevægelserne fra Tyskland.
Han er redaktør af en ny bog, ”The Oxford Illustrated History of the Reformation”, hvor han også er forfatter til kapitlet om reformationerne i det britiske. Og det er meget bevidst, at ordet reformationer er skrevet i flertal. Dels fordi reformbølgen ramte de forskellige dele af de britiske øer med forskellig styrke, men også på forskellig måde og med forskellig teologi. Dertil kom modreformationer.
Han fremhæver, at ingen af de mange bevægelser rundt om i Europa, som i sidste ende ledte til Reformationen, havde deres udspring på de britiske øer. Og herfra kom heller ikke nogen af samtidens toneangivende teologer.
Men omvendt var England den eneste af stormagterne i Europa, som rent faktisk valgte Reformationen.
Det store engelske skifte kom, da kongen, Henrik VIII, ville skilles fra dronning Katarina af Aragonien, hvilket i sidste ende ledte til Englands første brud med paven i Rom i 1533. Men der var også dybere tanker end blot ægteskab og skilsmisse bag kongens ønske.
”Henrik havde rent faktisk i mange år været interesseret i hans kongemagts karakter af kejsermagt, og i 1514 erklærede han 'at konger af England i tidligere tider ikke havde haft nogle overordnede, bortset fra Gud selv',” forklarer Peter Marshall.
Kongen satte en gruppe intellektuelle til at gå evangelierne og de tidligere kirkefædres tekster igennem med en tættekam for netop at finde argumenterne for en skilsmisse og hans egen rolle som kun underlagt Gud. I spidsen for det arbejde var Thomas Cranmer, som også blev den første anglikanske ærkebiskop af Canterbury i 1533. Han havde tilmed taget det for en katolsk præst usædvanlige skridt at blive gift i hemmelighed året før.
Den første engelske reformation handlede således om magt og gav ikke de store forskelle i kirkelivet. Gudstjenesten var fortsat på latin, og strukturen fra middelalderkirkerne bestod.
Peter Marshall skriver således, at ”henrikismen” ikke så meget var lutheransk, men mere var ”katolicisme uden paven”. Dog blev skærsilden afskaffet, og dramatisk var kampagnen fra 1536-40, hvor klostre, pilgrimsmål og helgenskrin blev smadret.
”Men det var en demonstration af kongemagten, som mere handlede om Henriks bekymring for, hvor loyaliteten lå, end om et ønske om at overtage klostrenes ejendomme”.
Fra Martin Luther kom også tanken om en bibel på det lokale sprog, og kongen beordrede i 1538, at alle kirker skulle have en udgave af Bibelen på engelsk- som i store træk var baseret på den tidligere ulovlige udgave, som præsten William Tyndale havde begået.
Men kongen havde ikke den nødvendige teologiske tiltro til befolkningen, og blot fem år senere indførte han restriktioner for, hvem der måtte læse i Bibelen.
Hvor Henrik VIII var eksponent for en reformation, som blev styret fra toppen, og hvor der blev holdt fast i biskopper og central magt i kirken, så var det anderledes i Skotland.
Her var den ledende person John Knox, som kom hjem fra sit eksil i Genéve i 1559 og havde calvinisme med i bagagen. Den skotske reformation var et meget mere radikalt brud med den eksisterende kirke end den engelske.
”Mere end næsten noget andet sted i Europa søgte kirken i Skotland at skrive budskabet på en ren tavle, hvor alle spor af den gamle andægtige kirke blev slettet, og hvor fejringen af religiøse højtider, inklusiv påske og jul blev forbudt,” fremhæver Peter Marshall, med den tilføjelse at julen først blev fejret igen i presbyterianske kirke i 1958.
Den puritanske kirke i Skotland afskaffede også biskopperne og forsøgte at følge De Ti Bud nøje. Den dag i dag bliver søndagen visse steder i Skotland fortsat omtalt som sabbatten, der skal holdes hellig.
Som Peter Marshall konkluderer, var det et turbulent århundrede, der fulgte den første reformation i 1533 - og som først var endelig fuldendt i 1660.
”I over et århundrede lykkedes det ikke for kongehusene at gøre sig selv til vejledere for den religiøse identitet, og de gav dermed initiativet og kreativiteten til individer og grupper, som skabte deres egen reformationer enten parallelt med staten eller i opposition til statens religiøse krav.”