”En aften i New York for nogle år tilbage var jeg på vej hjem til min lejlighed. Netop efter at jeg havde passeret en flok unge mennesker på gaden, som jeg hverken havde talt med eller kikket på, smadrede de en flaske i mit baghoved. Jeg døjede med hjernerystelse i flere uger efter.” Fortæller sociologen Carsten Bagge Laustsen.
Den tilsyneladende meningsløse vold satte gang i en række spørgsmål:
”Var det vold blot for voldens skyld? De kendte mig ikke, de forsøgte ikke at stjæle noget. Det var en gruppe hvide drenge, så det var heller ikke etnisk motiveret. Det var på mange måder uforklarligt. Har vi her en ny form for vold? En irrationel og tilsyneladende umotiveret handling, som man blot giver sig i kast med for sjov, eller bare fordi man kan? Er denne form for vold typisk for vores tid?”
Som sociolog er Carsten Bagge Laustsen vant til at forsøge at forstå voldshandlinger. Han har som lektor i statskundskab ved Aarhus Universitet i årevis forsket i terror og massemord:
”Mine kollegaer på statskundskab arbejder på at finde nøglen til det gode og stabile samfund. De bedriver, kunne man lidt humoristisk sige, solskinspolitologi, mens jeg mere kigger på samfundets skyggesider. Vi er på sin vis interesseret i det samme, nemlig i politikkens vilkår. Men for mig går vejen igennem et forsøg på at forstå voldens mulighed. Og hvis vi skal op på den store klinge: Forstå ondskaben”.
Ifølge sociologen er netop volden en mere presserende problematik, end vi normalt vil acceptere:
”Vi går ud fra, at vores samfund er velordnet og fredeligt, og at volden så at sige er en form for residual – noget, vi for længst har overskredet. Så når vi støder på umotiveret vold, terrorhandlinger eller folkemord, bliver vi meget overraskede. Også for mig er volden en gåde, og jeg kæmper stadig med at løse den, men jeg er samtidig også overbevist om, at netop voldens problem må være den politiske tænknings kerne,” fortæller Carsten Bagge Laustsen.
Han mener, at det ikke kun handler om at forstå volden og ondskaben, men at bidrage til, at man kan undgå den eller minimere den:
”Ondskab kan være et interessant religiøst og filosofisk begreb. Men jeg er også nysgerrig på, hvordan vi mennesker bruger begrebet ondskab til at forstå den vold, vi ser i samfundet. For eksempel når vi prøver at forstå uhyrlige voldshandlinger begået af enkeltindivider, som Anders Breivik, eller store strukturelle voldshandlinger som holocaust.”
Her 75 år efter befrielsen af de tyske koncentrationslejre diskuterer man stadig, hvordan holocaust skal forstås.
”Holocaust bliver stadig opfattet som et fænomen drevet af ondskab. Der er endda dem, der har argumenteret for, at holocaust havde ondskaben som mål i sig selv – en suveræn viljeshandling, snarere end at den var begrundet i en pragmatisk forestilling om nytte eller vinding. Men hvor stammer denne ondskab så fra, og hvem var skyld i den?”, spørger Carsten Bagge Laustsen og fortsætter:
”Da filosoffen Hannah Arendt beskrev retssagen mod Adolf Eichmann, én af de ledende kræfter bag holocaust, fandt hun ikke et ondt menneske, der ville det onde – altså et uhyre. Hun fandt derimod et ganske ordinært menneske, der blot ønskede at udføre Førerens ordre efter bedste evne. Hans problem, og afledt selvfølgelig også en hel masse andres problem, var, at han simpelthen ikke reflekterede moralsk over de ordrer, der blev ham givet.”
Den polske sociolog Zygmunt Bauman fulgte senere op på Arendts analyse. For ham inkarnerede holocaust det modernes idé:
”Bauman hævdede, at en neutralisering af moralen er et integral og definerende aspekt af vores moderne samfund. I statsapparatet er det for eksempel en bærende idé, at bureaukraterne ikke skal have en egen moral, men at de skal følge deres overordnedes ordre. Og det er denne moralske blindhed, som gjorde det muligt for Eichmann at organisere deportationen af jøderne til koncentrationslejrene. Han var en skrivebordsbøddel,” forklarer Carsten Bagge Laustsen.
Diskussionen om det onde blev reaktualiseret efter angrebet på World Trade Center den 11. september 2001:
”Terrorhandlingen blev hurtigt af amerikanske og vestlige politikere stemplet som en blind og uforklarlig ondskab. Det giver ikke mening at diskutere, om det var en ond handling eller ej. Det mener jeg selvfølgelig, at det var. Men mere interessant er det måske at reflektere over, hvad brugen af ondskabsbegrebet gør. Altså hvordan det påvirker den politiske diskussion”, forklarer Carsten Bagge Laustsen.
Han peger på, at brugen af begrebet ondskab er en moralsk fordømmelse af en radikal uønsket handling, men også en appel til en universel humanitet og en fordring om at handle:
”Når vi siger, at noget er ondt, siger vi samtidig, at det må bekæmpes, og at vi har et ansvar for at gøre det. Vi forpligtes som en part i sagen. Hvis ikke vi handler, bidrager vi til, at ondskaben sker.”
Retorikken har dog også sine begrænsninger, forklarer sociologen:
”Ondskabsbegrebet er så stærkt, at det lægger op til politisk misbrug. Det betyder for eksempel, at det bliver svært at have forskellige holdninger til et givet spørgsmål. Forskere eller politikere, som forsøgte at forklare terroristernes motiver og handlingens baggrund i kølvandet på 11. september, blev ofte beskyldt for at ville undskylde terror.”
Men ser man nærmere på de enkelte voldshandlinger, er omstændighederne altid mere komplekse:
”Et mere komplekst fænomen er de somaliske pirater. De tager gidsler og har til tider dræbt søfolk. Men hvorfor er de pirater? Mange var fiskere, som ikke længere kunne brødføde familien, fordi store fiskerbåde fra udlandet havde tømt havet. Hvem udfører egentlig volden? Her bliver det sværere at pege på ondskaben. Et fokus på individer, her pirater, blokerer samtidig for en forståelse af det mere strukturelle. Og det er vigtigt også at få de strukturelle aspekter med,” siger Carsten Bagge Laustsen.
I naturbrandene i Australien omkommer millioner af dyr og tusindvis af mennesker mister deres hjem. Men al denne lidelse er sværere at forholde sig til:
”Hvis brandene var påsat af en enkelt person, ville vi jo kalde det en voldshandling. Nogle ville også kalde det ondskab. Men hvad kalder vi det, når vi alle har del i skylden?“ spørger Carsten Bagge Laustsen og henviser til, at de seneste brande er forværret af temperaturstigninger, som er forårsaget af menneskeskabte klimaforandringer:
”Ingen af os har haft intentioner om, at Australiens skove skal brænde, og dyr og mennesker miste livet, men alligevel har vi alle bidraget en smule til katastrofen. Så måske kunne man overveje at bruge et begreb som ondskab om det, der sker – for netop at motivere os til handling.”
Carsten Bagge Laustsen mener, at vi kan blive klogere på vores tid, hvis vi prøver at forstå den særlige form for ondskab, som udøves i den. Her er han inspireret af sociologen Slavoj Zizek, som sondrer mellem tre former for ondskab:
”Der er den klassiske ondskab, der udspringer fra begær, ønsker eller grådighed, eller hvad man i forlængelse af Freud kunne kalde ego-ondskab. Altså ondskab givet ved en brist ved individet. Så er der den ondskab, der stammer fra, at man underlægger sig en højere instans – en ideologi, en religion eller en leder. Det kunne vi med Freud kalde en form for overjeg-ondskab. Man ser sig som moralsk forpligtet, men vejen til helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner. Men så er der også den ondskab, der udspringer af det, Freud kalder id’et. Altså en ondskab, som lader sig forbinde med det instinktive og blinde søgen efter lyst. Det er den, jeg finder særligt interessant. Især i forståelsen af den spontane og umotiverede vold, vi i stigende grad ser, og som jeg selv blev udsat for i New York,” forklarer Carsten Bagge Laustsen og pointerer:
”Hvis man vil forstå voldens natur, må vi også prøve at forstå, hvorfor netop de drenge smadrede flasken i mit baghoved, hvorfor holocaust blev muligt i Tyskland, hvorfor al-Queda fandt det opportunt at anvende terror, og hvorfor Breivik dræbte uskyldige børn. Disse handlinger virker radikalt uforståelige, og det er måske netop det, som på én og samme tid fascinerer os og driver os imod forsøget på en forklaring.”