Bultmann er ikke for Tidehverv, hvad han har været

For 100 år siden tiltrådte Rudolf Bultmann som professor på universitetet i Marburg i Tyskland. Han skulle få stor betydning for dansk kirkeliv, men i dag har han andre disciple end dengang, han var på programmet på Tidehvervs sommermøder

Rudolf Bultmanns sommerseminarer havde i mange år deltagelse af filosoffen og teologen K.E. Løgstrup. – Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix.
Rudolf Bultmanns sommerseminarer havde i mange år deltagelse af filosoffen og teologen K.E. Løgstrup. – Foto: The Granger Collection/Ritzau Scanpix.

Den tyske teolog Rudolf Bultmann var en af de største lutherske teologer i det 20. århundrede. I 2021 er det hundredåret for hans tiltrædelse som professor på universitetet i Marburg i Tyskland, hvorfra han satte sit aftryk på dansk teologi og dansk kirkeliv fra 1920’erne og frem til i dag.

Når daværende Taarbæk-præst Thorkild Grosbøll i 2000-tallets første år talte om, at ”veluddannede mennesker kører et dobbelt regnskab som både snu verdens børn og sentimentale barnetroende”, var det et ekko fra Marburg.

Thorkild Grosbøll blev kritiseret og forsøgte at dække sig ind under Bultmann og ditto eksistensteologi. Men i det nye årtusinde havde tiderne ændret sig, og kirke og offentlighed var var på vej til at genopdage det mytiske sprog, som Bultmann blev berømt for at afskaffe. Bultmann mente ikke, at kristendommen i en moderne verden kunne afkræve sine tilhørere tro og samtidig lade dem overtage et fortidigt verdensbillede. I hvert fald burde man spørge sig selv om, hvorvidt Det Nye Testamentes forkyndelse af Kristus kunne indeholde en sandhed, der kunne fattes uafhængigt af det mytiske verdensbillede i Bibelen.

Paulus var i Bultmanns vurdering en de første udøvere af en sådan kritik med øje for sagen selv. De nytestamentlige forfattere barberede løbende religiøs mytologi (overtro) af budskabet. Som lutheraner var Bultmann ikke sen til at tilføje, at Luther gjorde det samme, da han genopdagede Paulus’ budskab om retfærdiggørelse ved tro under middelalderkirkens forvanskninger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Bultmann læses stadig på de teologiske uddannelser, og som få næsten-nutidige teologer er han uomgængelig inden for flere teologiske fag: Dogmatikken, religionsfilosofien og bibeleksegesen. De senere år har hans stjerne været for nedadgående i bibelfagene. Men Bultmann var selv en af de tyske tænkere, der lærte teologien om det hermeneutiske problem. Det vil sige, at enhver må gøre sig sin historiske sammenhæng klar, ud fra hvilken han forstår, hvad han læser. I Bultmanns tilfælde var det at være teolog efter Luther.

Sammenfaldende med Bultmanns frugtbare år i 1920’erne finder vi herhjemme grundlæggelsen af det kirkelige tidsskrift Tidehverv. Det var denne kreds, som banede vejen for Bultmann og for den såkaldt dialektiske teologis indtog i Danmark.

Bladets navn var inspireret af Bultmann og en anden af datidens vigtige teologer, schweizeren Karl Barth. De var fælles om udgivelsen af tidsskriftet Zwischen den Zeiten (dansk: Mellem tiderne). Bultmann og Barth var enige om et opgør med samtidens syntese af kultur og kirke, som de havde hørt hos deres lærere. Ligesådan fandt deres danske disciple, at det danske kirkeliv i for høj grad var præget af en altmodisch og omklamrende idealisme i Indre Mission, KFUM og det såkaldte Studenterforbund.

Da kritikerne i 1926 mistede kontrollen med Studenterforbundets tidsskrift, grundlagde fire teologer – N.I. Heje, Tage Schack, K. Olesen Larsen og Gustav Brøndsted – deres eget blad. En femte teolog, Kaj Thaning, gav det navnet Tidehverv.

”The Times They Are a-Changin’” sang Bob Dylan i 1964, og Tidehverv betyder just tidernes skifte. Ligesom Dylans sang handler om tidens hjul, som ingen politikere eller spidser kan hindre i at rulle, blev Bultmanns danske konsorter til en begyndelse opfattet som psykisk syge styrvolter. De led ifølge en psykiater af ”efterkrigsdepression”. KFUM’s generalsekretær påstod endog, at deres kritik af kristendommens sandheder skyldtes ”dårlig hygiejne”.

Han tvivlede på, at denne dille ville blive en lægmandsbevægelse. Han fik ret. Alligevel har alle danske kirkegængere hørt Bultmanns teologi prædiket i kirkerne. For præsterne blev i årtier stopfodret med Bultmanns afmytologisering og eksistentiale tolkning på universiteterne.

Det havde sin årsag i tidehvervske Bultmann-elevers ansættelse på teologi i København og Aarhus som blandt andre professor Børge Diderichsen. Til overflod ledte han også særuddannelsen af præster, der skulle afhjælpe præstemanglen i 1970’erne og 1980’erne.

Tidehvervs navngiver, Kaj Thaning, er ukendt for mange i dag. Men i 1960’erne var han et stort navn. Han skrev disputats om Grundtvig, og han fremhævede den ofte citerede sentens ”menneske først, kristen så” som væsentligere end Grundtvigs betoning af trosbekendelsen og sakramenterne.

Kender man lidt til dansk kirkeliv, er denne tolkning af Grundtvig ad humanistisk bane en af grundpillerne i den retning, man har kaldt tidehvervsgrundtvigianismen. Thanings læsning af Grundtvig og det gode menneskeliv var igen inspireret af en sjette tidehvervsteolog, nemlig K.E. Løgstrup.

Løgstrups endnu mere berømte afmytologisering af næstekærlighedsbuddet fra at være en særligt kristen forpligtelse til at være ”den etiske fordring” forankret i enhvers tilværelse som menneske havde også rødder i Bultmanns tænkning.

Løgstrup deltog i årevis i Bultmanns sommerseminarer, og det er endda blevet sagt, at Bultmann førte Løgstrup til Tidehverv – og ud igen. Det skete, da han i 1950’erne blev uvenner med K. Olesen Larsen om tolkningen af Kierkegaard. Løgstrup fandt Kierkegaard at være en livsfjendsk pietist, og i fænomener som kærlighed og tillid kunne man erfare, at der i menneskelivet er en iboende godhed uafhængig af kristendommens tale. Det var inspireret af Bultmann og filosoffen Martin Heidegger, der også var i Marburg, og som befrugtede tankerne hos både Bultmann og Løgstrup.

Løgstrup deltog i mange år på Tidehvervs sommermøder; her var Bultmann flere gange på programmet. Det var på et sommermøde i 1949, at han første gang præsenterede afmytologiseringsprogrammet på dansk grund. Bultmann var en del af den kirkelige opposition over for den nazistiske kirke i Tyskland under krigen, og bagefter blev han en international stjerne og brød i 1950’erne igennem i USA med sin afmytologiserende metode.

I Danmark lærte man det tidligere at kende, og programmet blev ikke modtaget med lige dele forståelse. En af Tidehvervs grundlæggere, Gustav Brøndsted, opponerede skarpt imod det. At ville oversætte kristendommen til moderne sprog var ifølge Brøndsted en umulighed, da det bibelske sprog altid har Gud som sit grundled.

Diskussionen af Bultmann varede i årtier, og i 2010’erne var talen nået så vidt, at der i bladet Tidehvervs spalter blev efterlyst en re-mytologisering af kristendommen. Sognepræst Claus Thomas Nielsen spurgte i Tidehverv, hvordan det kunne være, at ”der er en afgrund mellem mig og for eksempel Bultmann, men kun en lille plovfure mellem mig og Augustin?”. Augustin var vel at mærke en af kirkefædrene og levede i 300-400-tallet.

I 2020 kritiserede Christian Langballe Bultmann ved hjælp af den engelske teolog og forfatter C.S. Lewis. Det bultmannske krav om en løbende oversættelse af det kristne budskab var kronologisk snobberi.

På den måde var der tale om et langt farvel til Bultmann og ”To Verdenssyn”, som Brøndsted havde sagt det i 1954. Afmytologiseringen og et erfaringsbåret og nutidigt sprog er i stedet blevet en markør hjemmehørende andre steder i folkekirken end hos Bultmanns første disciple.

Rasmus H.C. Dreyer er ph.d. i kirkehistorie og sognepræst i Agersø-Omø Pastorat i Roskilde Stift.