Hvis de tyske talere i Landstingssalen på Christiansborg denne fredag eftermiddag er et sindbillede på den politiske bevægelse, som har fået navnet det nye tyske højre, er der tale om en højst forskelligartet og endda splittet bevægelse.
Götz Kubitschek, en af de vigtigste tænkere bag bevægelsen, som de seneste år har rystet det tyske politiske parnas, har sat sig så langt fra de øvrige inviterede, han kan komme. Da han får mikrofonen, beskylder han de intellektuelle på den tyske højrefløj for ”fejhed”.
”De højre-intellektuelle har holdt sig væk fra den folke- lige højrefløj i Tyskland af usikkerhed for, hvorvidt den ville vokse sig stor eller gå i sig selv. Derfor har bevægelser som Pegida (en islamkritisk bevægelse, red.) i Dresden måttet nøjes med at invitere dårlige, indimellem ekstreme talere, som har afskrækket det borgerlige publikum fra at engagere sig,” hævder han i en replik til de andre tyske talere.
Trods uenigheder kan man med god ret tale om en gruppe af tyske kulturkonservative og højreorienterede tænkere, som med voksende indflydelse danner det ideologiske grundlag for nye tyske højrenationalistiske bevægelser, herunder partiet Alternativ for Tyskland (AfD), som stormede ind i Forbundsdagen ved valget sidste år. Det, der binder dagens tyske talere sammen, er ikke mindst en fælles forbindelse til den tyske dramatiker Botho Strauss’ essay ”Tiltagende bukkesang”, som udkom for 25 år siden og er anledningen til dagens seminar. Her er sognepræst i Ribe Torben Bramming hovedarrangør. Strauss angreb det liberale samfund, begræd tabet af myter, religion og traditioner og gik i rette med den politiske korrekthed over for det multikulturelle samfund, som var udtryk for ”det forkrampede tyske selvhad” efter nazismen. Essayet blev afgørende for det nye tyske højre, fordi det gjorde op med venstrefløjens påstand om, at man er nazist, hvis man er højreorienteret, siger Dieter Stein, udgiver af den højreorienterede ugeavis Junge Freiheit, fra talerstolen.
”Manifestet repræsenterede det rette højre, som skilte sig skarpt ud fra nationalismen i et højreradikalt miljø, der blev den ønskede karikatur, man håbede at kunne reducere det nationale til for dermed at eliminere det,” siger Dieter Stein.
Essayet fik dog ikke mere gennemslagskraft, end at udtrykket ”højre” i en bred tysk sammenhæng stadig er yderst betændt. Sidste gang en betydelig højrenational bevægelse indtog Rigsdagen, endte det med mordet på seks millioner jøder, og de tyske gæstetalere er også stærkt omdiskuterede i deres hjemland. Nyhedsmagasinet Der Spiegel har betegnet publicisten Götz Kubitschek som ”mørkets ridder”, andre har kaldt ham fascist, og da han i 2015 søgte om optagelse i det dengang mere moderate AfD, blev han afvist som for radikal. Ligesom de øvrige gæstetalere kalder han sig konservativ og kæmper efter eget udsagn for at bevare Tysklands ”etnisk-kulturelle identitet”, der er truet af fremmedgørende modernisering og indvandring, især forårsaget af den tyske forbundskansler, Angela Merkels, flygtningepolitik. I det hele taget betragter det nye tyske højre sig som de sande tyske konservative, efter at Merkel gennem det seneste årti har trukket det traditionelt konservative CDU ind på den politiske midte.
I forsøget på at distancere sig fra ”det gamle højre”, i en tysk sammenhæng nazismen, griber de højre-intellektuelle tilbage til konservative tænkere som Oswald Spengler, der i kølvandet på Første Verdenskrig skrev værket ”Vesterlandets undergang”. Spengler var del af den strømning, som kendes som den konservative revolution, der betragtede tysk kulturs forfald som resultatet af materialisme og åndløst demokrati. Selvom deres tankegods havde kontaktflader til nazismen, var de konservative revolutionære ambivalente over for nazisterne og afviste Hitler som en proletarisk barbar. Denne afstandtagen har ikke bare facilitieret det nye højre med en national forankring i tysk historie, men også udstyret bevægelsen med et nyttigt argument, påpeger avisen The New York Times: Nazismen er en afvigelse fra de konservatives ideologi, ikke en uundgåelig konsekvens.
”At være højreorienteret, ikke af billig overbevisning eller af nedrige hensigter, men af hele sit væsen, det er at opleve erindringens overmagt,” siger taleren Götz Kubitschek med et Botho Strauss-citat.
I begyndelsen af 1990’erne begyndte nye højre-intellektuelle stemmer også at markere sig i et opgør med 1968-generationens kulturelle dominans. Botho Strauss sammenlignede venstreekstremismen med tidens nynazistiske angreb på flygtninge fra Balkan, og en række intellektuelle, herunder filosoffen Rüdiger Safranski og historikeren Ernst Nolte, udgav i 1994 antologien ”Den selvbevidste nation” som et ”Manifest for den konservative intelligentsia”. Dertil kommer, at den tidligere socialdemokratiske finanssenator i delstaten Berlin Thilo Sarrazin i 2010 udgav bogen ”Tyskland afskaffer sig selv”, som kritiserede katastrofal integration af tyrkere og arabere i Tyskland. Det var første gang, en så kras islam- og indvandrerkritik havde afsæt i den politiske midte.
Forfaldstanken spiller således – som hos de konservative revolutionære for 100 år siden – en afgørende rolle hos det intellektuelle nye tyske højre. Tilbage i Landstings-salen påpeger den højreorienterede forfatter og dr.phil. Karlheinz Weissmann, at der langt ind i Merkels bagland er røster som den bayerske politiker Alexander Dobrindt, der kræver en ”konservativ revolution” samt et opgør med ”regnbueideologien”, og en besindelse på ”borgerlige værdier” som familie, kald, hjemstavnsfølelse, patriotisme. Det er fremstød, som det politiske eta-blissement ikke længere kan ignorere, mener Karlheinz Weissmann.
”Spørgsmålene om ansvar står ved deres begyndelse: Hvem bærer ansvaret for den uhæmmede masseindvandring, for terroren, for forfaldet af den offentlige sikkerhed og den organiserede kriminalitets hærgen, for de tiltagende konflikter mellem etniske, religiøse, politiske grupper,” siger han og svarer:
”Den politiske klasse, som kontrollerer den økonomiske basis, og den venstreorienterede intelligentsia og dens kollaboratører. Disse grupper har delt magten de seneste 50 år og drevet et projekt frem, som de kalder det ’åbne’ eller ’civilsamfundet’. Men faktisk er det en blæsebælg, hvis moder hedder anarki, og hvis fader hedder den autoritære handling,” siger Karlheinz Weissmann.
Men spørgsmålet er, om den brede tyske offentlighed nogensinde vil anerkende det skel mellem højreorienteret og højreradikal – mellem det nye højre og det gamle højre – som Botho Strauss for 25 år siden forsøgte at etablere. Dele af det nye højre er godt i gang med at udviske det, påpeger journalist Jesper Vind, som har skrevet bogen ”Det nye tyske højre”. Eksempelvis vakte Björn Höcke, en AfD-leder fra delstaten Thüringen og en ven af Götz Kubitschek, harme, da han for et år siden kaldte holocaust-mindesmærket i Berlin for en skændsel.
”Spørgsmålet er, om vi ikke i dag ser et AfD, der i stigende grad bliver præget af verbale hooligans, som står for alt andet end det, som Strauss talte for,” siger Jesper Vind.