Teologisk forsker: Coronakrisen afslører syndebukmekanismen igen

Kristendommen kan ikke svare på, om vi skal bære mundbind. Men den kan give håb, mener Mikkel Gabriel Christoffersen, teologisk forsker på Københavns Universitet

Mikkel Gabriel Christoffersen, teologisk forsker på Københavns Universitet svarer her på fire spørgsmål om tro og coronavirus. (Arkivfoto).
Mikkel Gabriel Christoffersen, teologisk forsker på Københavns Universitet svarer her på fire spørgsmål om tro og coronavirus. (Arkivfoto). Foto: Massimo Pinca/Reuters/Ritzau Scanpix

Kan kristendommen give os en forklaring på coronaepidemien?

Det mener jeg ikke. Der er en teologisk tradition for at forsøge at skabe mening med lidelse, sygdom og katastrofe ved for eksempel at tænke, at en epidemi er Guds straf, og at Gud ved at sende os en virus vil fortælle eller lære os noget. Modsat har vi et skabelsesteologisk spor fra K.E. Løgstrup, Gustaf Wingren og Regin Prenter, hvor vægten ligger på den skabte verden som et grundlæggende godt sted, hvor vi hører hjemme, og hvor der er glæde, skønhed, håb og kærlighed. Men også den har sin begrænsning, for hvad så med de aggressive kræfter og fænomener i naturen – som for eksempel coronavirus?

Vil det sige, at kristendommen ikke har noget at sige i forhold til coronakrisen?

Nej. Men jeg mener ikke, at vi skal instrumentalisere en epidemi ved at tilskrive den mening som noget, Gud sender for at lære os noget. Vi må stå svarløst i det og leve med det rå og meningsløse. Opstandelsen derimod er et svar på lidelsen og en vej ud af meningsløsheden. Deri ligger det kristne håb.

Det er ret abstrakt. Kan kristendommen intet sige om, hvordan vi skal forholde os til smittefare?

Her bliver det væsentligt at skelne mellem fare og risiko. Fare kommer udefra, risiko løber vi selv. Coronapandemien befinder sig et sted midt imellem, for den kommer udefra, men vi kan gøre noget ved for eksempel at bruge mundbind. Dermed bliver truslen til en risiko, som vi til en vis grad kan kontrollere. Samtidig bliver vi potentielt skyldige og får behov for tilgivelse, for hvordan skal vi leve med, hvis vi har påført andre smitte, fordi vi ikke overholdt restriktionerne? Kristendommen giver ikke svar på, hvornår vi skal bruge mundbind, men den kristne etik tilsiger, at vi skal handle til det fælles bedste.

Ser det så ud til, at vi tackler coronakrisen ud fra en kristen etik og håbstanke, synes du?

Ikke udelukkende. Netop når vi laver konkrete anvisninger for brug af mundbind, ender vi let i en gammeltestamentlig syndebukmekanisme, hvor vi mener at kunne udpege de onde som dem, der ikke bruger mundbind, eller somalierne. Som den franske historiker René Girard påpegede, afslørede Kristi død på korset syndebukmekanismens hykleri. Kristus som det lydefri lam blev gjort til offer, og dermed afsløredes syndebukmekanismen som illegitim.