Da Aarhus-teologerne ragede op i debatten

I morgen fejrer Aarhus Universitet, at det er 75 år siden, at Det Teologiske Fakultet blev oprettet. Teologistudiet er gået fra at være et samfundsprægende fakultet med markante profiler og få studerende til at være en lavere placeret afdeling på universitetet med mange studerende og for lidt frihed, siger tidligere professor

En række teologistuderende sidder fordybet i studier i et kælderrum på institut for fysiologi og biokemi omkring år 1942. Det var nogle af de første rum, teologerne rådede over. Fotografen er ukendt. Fra Universitetshistorisk Udvalg, Aarhus Universitet.
En række teologistuderende sidder fordybet i studier i et kælderrum på institut for fysiologi og biokemi omkring år 1942. Det var nogle af de første rum, teologerne rådede over. Fotografen er ukendt. Fra Universitetshistorisk Udvalg, Aarhus Universitet.

Da professor emeritus i teologi Viggo Mortensen efter 50 år ved Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet holdt sin afskedsforelæsning i 2012, indledte han med sætningen: ”Da Viggo Mortensen gik på pension, måtte man nedlægge det teologiske fakultet.”

Sætningen havde det sandhedsindhold, at Aarhus Universitet ved årsskiftet nedlagde Det Teologiske Fakultet og gjorde den berømte institution til en afdeling under institut for kultur og samfund. I år fejres teologistudiets 75-årsjubilæum.

Da Viggo Mortensen begyndte på teologistudiet i 1962, var det første gang i fakultets historie, at der blev optaget mere end 20 studerende på én årgang. Fra teologen Johannes Munck oprettede Det Teologiske Fakultet på Aarhus Universitet i 1942 og 20 år frem, havde der været optaget mellem 3 og 10 studerende per år, fortæller han.

”Da jeg startede på studiet i Aarhus, blev den egentlige velkomst, da jeg i Studenterkredsen blev mødt af Ole Jensen. Han var i de år tiltrådt som lektor i etik og religionsfilosofi, og han udbrød: ’Velkommen til teologien.’ Dengang var undervisningsformen noget anderledes, end den er i dag. Vi kom til et par forelæsninger og timer, men resten af tiden var selvstudium. Det var ikke den undervisningsfabrik, vi ser i dag. Vi blev vist den respekt, at man troede, vi selv kunne finde ud af tingene.”

Papirlap, som bekræfter oprettelsen af Det Teologiske Fakultet i 1942.
Papirlap, som bekræfter oprettelsen af Det Teologiske Fakultet i 1942.

Op gennem 1960’erne og 1970’erne markerede Det Teologiske Fakultet i Aarhus sig som en institution, der ragede op i den almene samfundsdebat i både medierne, forsamlingshusene og på uddannelsesinstitutionerne. Særligt fire Aarhus-teologer prægede debatten: Regin Prenter, P.G. Lindhardt, Johannes Sløk og K.E. Løgstrup. De store såkaldte Aarhus-teologer.

Optaget af studerende var fortsat lavt, og det frigav en masse tid til forskning og deltagelse i samfundsdebatterne blandt de ansatte på fakultetet.

”Jeg nåede at opleve Johannes Munck som helt ung studerende, men det var de fire markante teologer, som kom til at spille den store rolle i min studietid. Jeg blev en slags elev af Løgstrup, og han og Prenter blev de afgørende lærere for mig. Lindhardt oplevede jeg om søndagen i Vor Frue Kirke, når han prædikede der. Var man elev af Løgstrup, kunne man ikke samtidig være elev af Sløk, men jeg fik dog senere et rigtig godt venskabeligt forhold til Sløk,” erindrer Mortensen sig.

I 1967 brød Sløk med Det Teologiske Fakultet og oprettede institut for idéhistorie, hvor han var professor frem til 1974. Det begyndte som et lille fag under det humanistiske fakultet med et begrænset udbud af undervisningstimer. En af de studerende, som havde indledt teologistudier året før, var Kjeld Holm, som fulgte med Sløk over på det nyoprettede institut.

”Jeg var betaget af Sløk, så det var naturligt, jeg fulgte med ham. Da timerne var få, og jeg samtidig havde en stor interesse for teologi, fulgte jeg ihærdigt undervisningen på Det Teologiske Fakultet. Her fulgte jeg forelæsninger af Løgstrup, Prenter, J.K. Bukdahl og H.C. Wind. Jeg kom troligt i Vor Frue Kirke for at overvære Lindhardt, hver eneste gang han prædikede der. Vi, der færdedes omkring Det Teologiske Fakultet, havde indtrykket af, at vi var med til noget stort. I de år prægede fakultetet ikke bare teologien og kirkelivet; det prægede hele kulturdebatten.”

Han erindrer, hvordan Løgstrup var i front, når det gjaldt debatter om uddannelsespolitik, Lindhardt engagerede sig i skolereformer, og Sløk livligt diskuterede teologi og eksistentialisme fra sin position på idéhistorie.

Med styrelsesloven i 1970 indtraf der mindre ændringer på Det Teologiske Fakultet, hvor blandt andre Prenter gik af efter et opgør med de nye reformer. Løgstrup gik af som professor i midten af 1970’erne, og Sløk overtog til manges overraskelse hans stol.

Både Kjeld Holm og Viggo Mortensen mærkede i de år, at der med de større årgange af studerende også kom nye behov for flere undervisningstimer på universitetet og mindre tid til de offentlige debatter. Det hele kulminerede med universitetsreformen i 2011, hvor Det Teologiske Fakultet blev nedlagt.

”Politikerne vendte det hele på hovedet,” fortæller Mortensen.

”Hvor det før var professorer og lektorer, der var normgivende for studiet, så er det i dag ledelsen og administrationen. Fagpersonerne på studiet fremhæves ikke mere. Hvis vi går ind på universitetets hjemmeside og vil se, hvem der nu er professor i teologisk etik, så må vi klikke seks gange, før vi kommer frem til Svend Andersen. Det ligger langt nede i systemet.”

Kjeld Holm ser samme tendens og nævner også Svend Andersen som en markant figur i den offentlige debat sammen med Peter Lodberg og David Bugge. Der er kommet større krav til, at ansatte skal publicere artikler og undervise, hvilket har givet mindre tid til at deltage i samfundsdebatten. Hvor de fire store teologer tilbage i midten af 1900-tallet havde få studerende og stor frihed til at deltage i de offentlige debatter, så har forholdene ændret sig med store optag af studerende og mindre frihed til de ansatte.

”Nedlægningen af fakultetet tilbage i 2011 blev for mig et symptom på, at nu gik udviklingen den forkerte vej,” siger Holm og fortsætter:

”Vi har bevæget os over i et samfund, hvor alt til syvende og sidst handler om rationalitet, effektivisering og resultatorientering. Der er ikke plads til den teologiske refleksion, for nu skal de studerende hurtigt igennem og hurtigt i arbejde, så de kan bidrage til bruttonationalproduktet. Da jeg begyndte på idéhistorie, anede jeg ikke, hvad det ville føre til. Hvad jeg skulle være bagefter, fandt jeg ud af, da det blev aktuelt. Frem til det punkt gjaldt det om at suge viden til sig.”

Viggo Mortensen ser i dag et skred i tilliden til forskerne på universitetet, hvor dokumentations- og kontrolkrav tager tid. Medarbejderne skal konstant sørge for at publicere artikler i internationale, anerkendte tidsskrifter, som ingen læser. Derfor er de dygtige forskere mindre synlige i den offentlige debat.

”Der er mange, der gør et rigtig flot stykke arbejde. Vi skal have dem ud og fortælle, så de almindelige kulturkristne borgere bliver opbygget. Vi vil gerne nå frem til at få udlagt, hvad Bibelen skal sige os i dag. Tidligere var der en forståelse for, at det også hørte til teologiens opgave, men den opgave er der færre, der varetager i dag inden for den videnskabelige teologi. Til gengæld er der masser af utålelig statslig styring og kontrol. Åndeligt arbejde kræver ro og tillid,” konkluderer Mortensen.

Kjeld Holm ser en tendens til, at teologistudiet i dag er målrettet mod folkekirken. Tidligere i år lancerede Aarhus Stift en større kampagne om folkekirken som attraktiv arbejdsplads, og i medierne sættes optaget af studerende på teologistudiet op mod manglen på præster i Danmark.

”Mange af de folk, jeg talte med, som læste teologi, samtidig med jeg læste idéhistorie, blev ofte andet end præster. For eksempel seminarie- og højskolelærere, konsulenter og rådgivere eller ansatte inden for mediebranchen. I dag er der sket en indskrænkning i karrieremulighederne, hvor studiet peger mere entydigt hen mod et præsteembede efter endt uddannelse.”

Viggo Mortensen ser samme tendens, men han mener, at uddannelsen i højere grad skal omfavne at være et studie, der kvalificerer til præsteembedet i folkekirken. Det burde præge studiets tilrettelæggelse mere, end det allerede gør. Og så skal der findes en måde at skabe mere begejstring for faget på.

Hvordan ser det idéelle teologistudie ud?

”Jeg fristes næsten til at sige, at det var det, vi havde i gamle dage,” siger Mortensen og griner.

”Men det er selvfølgeligt ikke rigtigt. Der var også megen slendrian og frafald grundet stort fokus på sprogfagene. Vi skal se på det fra en anden side og spørge: Hvad skal Bibelen bruges til? Vi skal tage udgangspunkt i den aktuelle situation og se på, hvad det er for kompetencer, man skal opbygge hos de unge mennesker. Nu spilder de to år med sprogstudier, der ikke er særligt givende for den virksomhed, de skal ud i. De gamle forlangte at få troende præster. I tillæg behøver vi præster, der er begejstrede for at dele evangeliet.”

Kjeld Holm ønsker et større fokus på samfundsetikken. Han mener, at teologien er blevet til kirkelighed, der lukker sig om sig selv.

”Samfundsetikken forsvinder mere og mere. Teologien skal blive mere udadvendt igen. Hvordan skal man tænke forholdet mellem det enkelte menneske og samfundet i en globaliseret virkelighed og den multireligiøse verden? Her kan jeg godt se muligheden for nogle flere markante profiler som i 1960’erne og 1970’erne. Peter Lodberg har været ude og tale om, at kirke og kristendom kun kan være til i et spændingsforhold og i dialog med andre livsopfattelser. Det er ikke kun et spørgsmål om læseplaner, men et spørgsmål om, hvordan vi formidler et stof og sætter dagsordenen i den generelle debat på teologistudiet.”