Han har siddet med store, tykke bøger fra 1500- og 1600-tallet, hentet ned fra hylderne i Vatikanets arkiver i Rom. På de italienske hylder har Bendt Fabricius fundet håndskreve breve fra Christian den Fjerde og latinske beskrivelser af pavens forsøg på modreformation eller genmissionering i det fortabte land mod nord små 100 år efter Reformationens indførelse i Danmark i 1536. Og så har han ellers undersøgt kirker i hele landet og gennemgået både de nationale og de lokalhistoriske arkiver.
Bendt Fabricius har nemlig i flere år været på jagt efter kilder, der historisk kan belyse perioden omkring Reformationen – fra andre vinkler end dem, vi ellers kender. For han har som cand.mag. med italiensk som speciale svært ved at tro på, at en så omfattende forandring af samfundet nu også skulle være gået helt så enkelt og smertefrit, som det ”glansbillede”, han oplever præger vores historiefortælling.
”Og det er jo sådan, at Reformationen blev indført med vold og magt her i landet. Som i en anden bananrepublik blev der indført tre dages undtagelsestilstand, og alle de katolske biskopper blev fængslet. Der var heller ikke tale om, at det var almuen eller folket som helhed, der ønskede en ny kristen tro. De nye tanker slog først og fremmest an blandt borgerskabet i byerne. Men det afgørende for Reformationens gennemførelse var, at det også blev kongens projekt, for han kunne se en politisk fordel i at svække den katolske pavemagt og indføre protestantismen i stedet,” siger Bendt Fabricius, der har sagt ja til at mødes for at fortælle om den bog, han i flere år har samlet materiale ind til, og som gerne skulle udkomme senere på året. Et formidlingsprojekt, der i øvrigt støttes af præsidiet for Reformations- jubilæet i 2017.
Både den tidligere konge Christian den Anden og den senere konge Christian den Tredje havde personligt omvendt sig til den evangelisk-lutherske lære efter begge at have mødt reformatoren fra Wittenberg, fortæller Bendt Fabricius. Men han mener også, at ønsket om yderligere magt spillede en vigtig rolle for, at en del europæiske overhoveder tilsluttede sig Luthers udlægning af den kristne tro. Det gjaldt også for de danske konger.
”Pavemagten var en stærk politisk magt på dette tidspunkt i Europa, og dét var helt klart en anstødssten for de verdslige regenter i forhold til at forlade katolicismen og gå over til Luther. Der var også stadig efterdønninger af den store såkaldte investiturstrid fra den tidlige middelalder, som handlede om, hvem der kunne udnævne biskopperne – paven eller fyrsten. Så lidt forenklet eller populært kan man sige, at vi mange steder i Europa gik fra pavemagt til kongemagt – og i Danmark blev det så endnu mere tydeligt, at kongen og kristendommen hang uløseligt sammen, efter enevældens indførelse i 1660. Og så gjorde det jo heller ikke noget, at de danske konger ved Reformationen kunne konfiskere rigdommene fra landets bispegodser. Det hjalp alt sammen i den slunkne danske statskasse, som var drænet af krigsførelse.”
At Reformationen primært var en samfundsomvæltning fra oven, dokumenterer Bendt Fabricius blandt andet med fundet af spor efter den oprørte almue eller bondebefolkning, der efter 1536 forsøgte at holde fast i de katolske skikke som Jomfru Maria-dyrkelsen, rosenkransbønnen, valfarterne og kontakten til de afdøde.
”Mange ønskede ikke et opgør med selve den religiøse praksis. Det var fint at komme af med afladshandlen og få ryddet op i korruptionen og den amoralske opførsel, der havde bredt sig inden for magtlagene i den katolske kirke, hvor de øverste gejstlige levede i sus og dus, mens de i øvrigt prædikede askese og mådehold. Men det var svært for almindelige danskere at forstå, hvorfor alle de synlige religiøse handlinger nu pludselig blev forbudt, og at troen fra den ene dag til den anden var blevet til et indre og dermed mere usynligt foretagende i stedet. Derfor overgav de sig heller ikke uden videre til den nye tro.”
Bendt Fabricius fortæller blandt andet om opdagelsen af et sort kors, der er rejst på marken ved Vinderød Kirke, som undrede ham. Men går man tættere på, kan man læse på inskriptionen, at det blev rejst til minde om den første protestantiske præst. Ifølge sagnet skete det, fordi han ødelagde et Maria-billede.
”Det var sværere at få bugt med den almindelige danskers katolske tro og skikke, end man lige havde forudset. Især på landet, hvor de skriftlige kilder beretter, at gamle katolske ritualer som rosenkransbønnen og helgendyrkelsen fortsatte i flere århundreder efter Reformationen. I den fynske biskop Jacob Madsens visitatsbog fra 1580’erne fremgår det også, at det ikke var så nemt at rense ud i de førreformatoriske ikoner i kirkerne, og at særligt billederne af Jomfru Maria var meget populære stadigvæk.”
I Vatikanets bibliotek har Bendt Fabricius også fundet skriftlige beretninger, rapporter og breve om, hvordan man fra pavedømmets side så på de lutherske reformer nordpå. Og han er blandt andet stødt på optegnelser omkring den ”Missio Danica”, som Vatikanet og den katolske kirke satte i gang for at få Danmark tilbage til den katolske tro.
”Det var et storstilet religiøst generobringsprojekt, som blev sat i værk i begyndelsen af 1600-tallet, små hundrede år efter Reformationen. Det bliver udtænkt på Den Spanske Trappe i Rom, hvor 13 kardinaler sætter sig for at udtænke en verdensomspændende mission, hvor de skandinaviske lande, herunder Danmark, indgår. Først sender man en række dominikanermunke herop for at sondere det religiøse terræn, og de giver så grønt lys tilbage til Vatikanet om at iværksætte en egentlig mission i Danmark.”
Blandt de dokumenter, Bendt Fabricius har fundet, gemte der sig blandt andet en dramatisk beretning fra en af dem, der deltog i det danske missionsprojekt.
”Da der senere bliver sendt en gruppe jesuitterpræster hertil for at forsøge at missionere, ender det hele med en afsløring af missionen, hvor de dog alle når at undslippe med undtagelse af en ung jesuitternovice. Han kunne senere fortælle, at det var selveste kongen, Christian den Fjerde, der deltog i forhøret, og at han på et tidspunkt spurgte ham, om samtalen skulle foregå på latin eller tysk. Det viser selvfølgelig en konge med høj sproglig kunnen, men også en konge, der ser det som sin personlige opgave at slå hårdt ned på andre trosretninger end den evangelisk-lutherske. Man kan med andre ord sige, at spiritualiteten var kommet i hænderne på magtmaskineriet.”
Og det er i virkeligheden dén skæbne for spiritualiteten, som Bendt Fabricius oplever som det, han kalder ”et overgreb på danskernes åndsliv”. Noget, han også betegner som ”et barn, der blev smidt ud med badevandet”.
”For vi oplever jo stadig en længsel efter mange af de katolske skikke i dag, og derfor har folkekirken i nyere tid åbnet op for nogle af dem, som for eksempel kontakten med de afdøde til allehelgen, faste, pilgrimsvandringer, meditation og lysglober. Så der har været en styrke i meget af den katolske spiritualitet, som Reformationen ikke har kunnet knægte. De ting, der tidligere var fælles gods, dukker med andre ord op igen,” siger Bendt Fabricius, der derfor også oplever det som meget positivt, at der ved årets reformationsfejring gøres så meget ud af at betone fællesskabet mere end forskelle og konflikter mellem katolikker og protestanter.
”Grundlæggende viser det jo også, at der er en fælles åndelig kerne i den kristne religion, som holder os sammen. At der er en universel kristen spiritualitet, og at Ånden blæser, hvorhen den vil. Uanset om vi kalder os katolikker eller protestanter. Det helliges samfund er meget større end det, vi selv kan forestille os. Men derfor skal vi alligevel kende vores historie på en mere nuanceret måde, så vi bedre kan forstå, hvorfor Danmark blev evangelisk-luthersk i stedet for katolsk.”