Dante døde for 700 år siden. Her er fire vigtige træk ved hans tænkning

Dante Alighieri (1265-1321) er mest kendt for at have skrevet et af verdenslitteraturens hovedværker: ”Den guddommelige komedie”. Men forfatterens tanker har også sat dybe aftryk i teologien, filosofien og den italienske folkesjæl. Derfor hædres han nu, 700 år efter sin død, fortæller ekspert

Dante blev sendt i eksil fra sit elskede Firenze, men fejres i dag samme sted som byens berømte søn. – Foto af italiensk stålgravering fra 1812: Granger/Shutter­stock/Ritzau Scanpix.
Dante blev sendt i eksil fra sit elskede Firenze, men fejres i dag samme sted som byens berømte søn. – Foto af italiensk stålgravering fra 1812: Granger/Shutter­stock/Ritzau Scanpix.

1. Dante var et tidligt renæssancemenneske

”Hvis det er én ting, der kendetegner Dante Alighieri og hans værker, så er det hans imponerende brug af filosofi, teologi og poesi. Det er et klart tegn på, at han var rundet af en bred uddannelse og en vis videbegærlighed,” siger Else Marie Wiberg Pedersen, lektor i teologi ved Aarhus Universitet. Hun har holdt foredrag og undervist i Dante og dennes hovedværk ”Den guddommelige komedie”.

Dante blev født i maj 1265 i Firenze som søn af en pengeudlåner, og som del af den øvre middelklasse havde hans familie haft råd til give deres søn en uddannelse:

”Han har sandsynligvis studeret i Firenze eller Bologna, hvor han, som andre af borgerskabets børn, skulle uddannes inden for en række felter – teologi, medicin, naturvidenskab, jura, poesi og filosofi. Det må også være her, at han støder på tekster fra kristne teologer som Thomas Aquinas, og førkristne, romerske forfattere som Cicero, Ovid og Vergil,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

Artiklen fortsætter under annoncen

Det var gennem studiet af Thomas Aquinas, at Dante stødte på den græske filosof Aristoteles og dennes kosmiske system.

”Den unge Dante bliver optaget af at undersøge universelle strukturer og at sætte ting i system ligesom Aquinas og Aristoteles. Og mange af Dantes værker handler om at placere fænomener og begivenheder ind i den guddommelige orden,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

Dante havde også et øre for sprog, ikke bare de lærdes latin, men også det jævne toskanske sprog, der blev talt i Firenze. Han interesserede sig for dialekterne på den italienske halvø, hvilket senere kom til udtryk i værket ”Om veltalenhed på folkesproget”.

”Netop hans interesse for det folkelige sprog kom til at gennemsyre hans forfatterskab, og nogle af hans værker er skrevet i et sprog, der kombinerer forskellige dialekter fra den italienske halvø. Han er altså med til at skabe et moderne, italiensk sprog. Denne fremsynethed, blandet med hans fascination af antikken, gør Dante til et tidligt renæssancemenneske,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

2. Han var en berygtet magtkritiker

Som ung mand begyndte Dante at engagere sig i byens politiske liv. Firenze var på det tidspunkt centrum for den rige florentinske republik.

”Firenze var kendetegnet ved en meget høj kultur med et rigt kirkeliv, uddannelsesmiljø og handelsliv, men var samtidig gennemsyret af et spændingsfyldt politisk miljø,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

Dante har skullet manøvrere gennem komplekse netværk af råd, nævn, laug og gilder. Men altoverskyggende for Firenzes politiske liv var spørgsmålet om, hvem man skulle underlægge sig – den tysk-romerske kejser eller paven i Rom:

”Ligesom sin far tilhører Dante det pavetro parti, guelferne, som dominerede Firenze. Men selvom Dante anså paven for den åndelige leder, var han ikke ukritisk over for kirken,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

Dante var kritisk over for enhver person, der forvaltede deres magt og embede forkert, hvad end det var politikere eller kirkefolk. I ”Den guddommelige komedie” placerede han således hele syv paver i helvede.

“Dante blev kendt som en højrøstet og berygtet kritiker. Hans kritik gik dog som regel på mennesker, ikke på systemer. Dante ville for eksempel nok sige, at der ikke var noget i vejen med selve kirken, så længe den blev forvaltet rigtigt. For selv det mest perfekte system kan undergraves af mennesker,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

I starten af 1300-tallet blev Dantes parti, guelferne, splittet i to stridende fraktioner – de sorte og de hvide. Dante kom til at tilhøre de hvide guelfer, der – på trods af at de anerkendte pavens overhøjhed – søgte at give Firenze mere selvstændighed fra kirken.

“Mens Dante er på diplomatisk visit hos paven, kommer det til krig mellem de to fraktioner hjemme i Firenze. De sorte guelfer vinder striden, og Dante bliver senere dømt til evig landflygtighed fra Firenze med trussel om døden, hvis han vender tilbage. Og Dante vendte aldrig tilbage til sin elskede fødeby,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

3. Han placerede helvede midt i livet

Under eksilet påbegyndte Dante sit hovedværk ”Den guddommelige komedie” i omkring 1307. Her beskrev han sin rejse gennem helvede, Renselsesbjerget og paradis, hvor han blandt andet havde den store romerske digter Vergil som rejsefører.

“Det er en fryd at læse sådan et værk, der indeholder både klassisk filosofi, middelalderteologi, politisk satire og kirkehistorie, og som er så rigt på retorik og billedsprog. Utallige generationer har fået vækket både himmel og helvede til live gennem Dantes beskrivelser,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

Men Dantes rejse gennem de tre riger er ikke beskrivelsen af et liv efter døden:

“Det er en psykologisk og mental rejse, som Dante, eller hans fortællerjeg, går gennem. Han åbner komedien med at forklare, at fortællingen foregår midt i et menneskes livskrise, og det er altså Dantes egen eller en tænkt persons midtvejskrise, vi følger. Først på vejen ned i helvede forbi alskens menneskelige fejl og synder for at møde og passere Satan selv for siden at stige op gennem erkendelsens lys på Renselsesbjerget og til sidst at nå den guddommelige skuen af Gud i Paradis,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

Som andre af Dantes værker blev ”Den guddommelige komedie” skrevet på italiensk, så den har været tilgængelig for alle italienere, der kunne læse. De har også kunnet forstå de fleste af de utallige referencer, som den moderne læser ofte går glip af:

“Det, som kan være meget svært ved ”Den guddommelige komedie”, er dens sammenfletning af teologi, filosofi, politik og kirkehistorie sat ind i et frelseshistorisk og påskeliturgisk forløb. Hvis man skal have det fulde udbytte af dette store prosadigt, skal man næsten have den viden, som Dante havde. Men selv uden den viden fungerer digtet jo som litterært værk, både retorisk og æstetisk,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

4. Han skrev på tidligt italiensk

I dag er Dante elsket i hele Italien som en nationalhelt. Og selvom han var berømt i sin egen tid, fik han aldrig lov at vende tilbage til sit elskede Firenze, hvor hans dødsdom tilmed blev genstadfæstet i 1315. Under en rejse til Venedig i 1321 blev han ramt af malaria. Han omkom i Ravenna den 13. eller 14. september og blev begravet i byen.

“Dante og hans værker er blevet en uomgængelig del af vores kulturarv. Han studeres i hele verden af teologer, litterater, lingvister, filosoffer og historikere – måske endda matematikere kan få noget ud af hans brug af talsymbolik. Men Dante er nok særligt elsket i Italien,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

Fordi Dante skrev på et tidligt italiensk, blev han senere symbolet på det nye, forenede Italien, der opstod i 1800-tallet. I dag er Dante pligtlæsning i gymnasierne i Italien, hvor alle skal læse dele af ”Den guddommelige komedie”.

”Det ironiske er, at den bortviste Dante er blevet sin tids mest fejrede person i Italien, og den by, der engang sendte ham i eksil, ønsker ham hjem som sit berømte bysbarn,” siger Else Marie Wiberg Pedersen.

I år markeres 700-året for Dantes død med arrangementer og fejringer i over 70 italienske byer.

Der stod tidligere i denne artikel, at Dante ikke skrev på latin, men kun på italiensk. Det er ikke korrekt. Han skrev på begge sprog. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.