1990’ernes entydige fordømmelse af Karl Marx er ved at forvinde. Det er blevet trendy at finde det positive ved den tyske tænker. Han havde mange gode pointer, lyder det fra intellektuelle, bare synd, at han blev misbrugt af diktatorer som Josef Stalin og formand Mao.
Men er det nu rigtigt? Er Marx blevet misforstået af de marxistiske styrer, der har kostet så mange mennesker livet?
Læser man ”Det Kommunistiske Manifest”, det mest indflydelsesrige skrift fra filosoffens hånd, som han skrev sammen med Friedrich Engels, er der en del, som taler direkte imod tidens sværmeri for den tyske filosof.
Det største problem ved marxismen findes i første sætning i ”Det Kommunistiske Manifest”: Begrebet klassekamp. Synspunktet er, at historien må forstås som en lang konflikt mellem to grupper: De undertrykkende og de undertrykte. De to grupper tager mange former. Plebejere og patriciere i det gamle Rom. Slave eller fri i antikken. Bourgeoisi og proletariat i 1800-tallet.
Forståelsen af verden som en evindelig kamp mellem to grupper er den omvendte af det syn på slave og fri, der præsenteres i Det Nye Testamente: Vi er alle lige for Gud, hvad enten vi er slaver eller frie, græker eller jøde.
Det får betydning for menneskesynet i marxismen, som blandt andet bygger på ”Det Kommunistiske Manifest”. Det er let at dehumanisere personer fra den fjendtlige klasse og bekæmpe dem, med vold om nødvendigt:
”Men bourgeoisiet har ikke bare smedet de våben, der bringer det selv døden. Det har også frembragt de mænd, som vil føre disse våben – de moderne arbejdere, proletarerne,” hedder det i en formulering fra ”Det Kommunistiske Manifest”, der muligvis ville være ulovlig, hvis en imam udtalte den i dag i Danmark.
Voldsudviklingen i kommunismen er blåstemplet hos Marx. Det er ikke er et misbrug, der kommer til senere i historien som konsekvens af psykologien hos individuelle herskere.
Hvis hele historien handler om kamp mellem to grupper, er der ikke meget plads til tvivl. ”Det Kommunistiske Manifest” er blottet for selvransagelse. Syndserkendelse er helt udelukket. Der er ikke en linje om fejl eller farer ved marxismens koncentration af magt i skriftet.
Alle problemer har til gengæld en syndebuk, en skyldig befolkningsgruppe. Det er bourgeoisiet, som er et uklart begreb. ”Den besiddende klasse” er den bedst mulige oversættelse til nudansk. Det er let at forstå, at Stalin kunne tale for ”likvidering af kulakkerne som klasse”, altså de selvejende bønder. Chefideologen havde givet både voldstilskyndelse og syndebuk.
Synden eller det onde ligger hos de andre i marxismen. Mennesket har ikke nogen basal egoistisk natur. Og så er der ingen grund til ikke at samle magten på et enkelt sted, hos den mest moralske person – eller i det mest moralske parti.
Marx anvender ikke sit magtkritiske instinkt på partiet, på proletariatet, på endepunktet i historien.
Han gentager sin katastrofale blindhed for menneskets selviskhed, når han analyserer historiens udvikling ind i fremtiden. Der bliver ingen problemer med magten, når Det Kommunistiske Parti har fået den. Så ”opløses” modsætningerne:
”Når proletariatet nødvendigvis forenes i kamp mod bourgeoisiet, gennem en revolution gør sig til herskende klasse og som herskende klasse med magt opløser de gamle produktionsforhold, så ophæver den med disse produktionsforhold eksistensbetingelserne for klassemodsætningen og dermed sit eget herredømme som klasse.”
Kommunismen er ikke demokratisk. Ordet demokrati bruges om andre partier end kommunisterne i ”Det Kommunistiske Manifest”, der i førsteudgaven hed ”Manifest for Det Kommunistiske Parti”.
Der er ikke tale om et universalistisk projekt, altså et projekt for alle uanset stand eller baggrund, som vi er vant til i for eksempel de nordiske velfærdsstater. Marx er på nogle måder international, men han er ikke universalistisk.
”Det Kommunistiske Manifest” forekommer udviklingsforskrækket, når det læses i 2018. Hvis man udskifter ordet ”bourgeoisi” med ”globalisering”, lyder Marx i lange passager som en taler på et antiglobaliseringstræf i nutiden.
”De nationale særtræk og folkenes modsætninger forsvinder mere og mere med udviklingen af bourgeoisiet, med handelsfriheden, med verdensmarkedet, ensformigheden ved den industrielle produktion og de tilsvarende livsbetingelser,” lyder det fra forfatterne, der i manifestet kun bruger ordet frihed om noget, man skal tage sig i agt for, som ”den borgerlige pressefrihed”.
Selvom Marx opfordrer til internationalt samarbejde, er der også bekymrethed over, at den moderne proletar fratages ”al national karakter”.
”Det (bourgeoisiet) tvinger alle nationer til at tilegne sig bourgeoisiets produktionsform, hvis disse ikke vil gå til grunde. Det tvinger dem til at indføre bourgeoisiets såkaldte civilisation hos dem selv. Det vil sige til at blive bourgeois. Med et ord: Bourgeoisiet skaber sig en verden i sit eget billede.”
Marxismen er født både udviklingsforskrækket og revolutionær. Den er dybt modvillig over for 1800-tallets tekniske landvindinger, der skabte elendige kår for arbejdere. Og samtidig har den troen på, at den kender fremtiden og kan komme til at styre den.
Den ideologiske ambivalens over for udvikling har sat sig igennem i stort set alle kommunistiske kulturer. Sovjetunionen forskede ganske vist på højeste videnskabelige niveau i rumfart, men endte som et stivnet styre. Det gjorde de andre kommunistiske styrer også. Den stivnelsesproces kom ikke fra Josef Stalin, Erich Honecker eller Fidel Castro. Den kom fra Karl Marx.