Prøv avisen

Den dag røderusserne kommer ...

Soldater er allerede en del af gadebilledet flere steder i Danmark, og de er på vej til at fylde endnu mere i bevidstheden med et forlig, der tilfører Forsvaret markant flere midler til blandt andet at forsvare landets grænser. Her ses soldater og civile sammen ved Kastellet i København til flagdag for Danmarks udsendte soldater. – Foto: Jens Dresling/ritzau

Verden er igen blevet farlig, også for Danmark. Det viser et nyt og skelsættende politisk udspil til nyt forlig om forsvaret, der for første gang siden Murens fald får tilført flere midler og igen skal forsvare landets grænser. Det udfordrer vores selvbillede som en fredelig nation og kan gøre forsvaret centralt i værdidebatten, lyder vurderingen

Men den dag røderusserne kommer,
& det gør de jo nok igen,
har jeg solgt min hacienda
& købt en ny i Californien

Sådan sang C.V. Jørgensen i 1980. Nu, 37 år senere, er truslen ved at blive virkelighed, men det er svært at flytte hele Danmark til Californien. Vi er nødt til at blive og forsvare os om nødvendigt, og derfor har der været mere end almindeligt mange øjne stift rettet mod regeringens udspil til et nyt forlig om forsvaret. Det blev offentliggjort i går.

At regeringen tager truslen alvorligt, er tydeligt i udspillet. For første gang siden Murens fald i 1989 bliver det danske forsvar nemlig ikke bliver beskåret, men får tilført ressourcer, hvis udspillet vedtages. Endda 12,8 milliarder kroner over seks år, hvilket har fået forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) til at tale om ”et substantielt løft”. Hertil kommer, at løftet ikke skal gives til styrker udsendt til verdens brændpunkter, men til forsvaret af Danmarks grænser og nærområder. Flere militæranalytikere kalder derfor udspillet for skelsættende. For det er samtidig et markant opgør med forestillingen om, at vi lever i en fredelig del af verden, forklarer Søren Nørby fra institut for militærhistorie og krigsteori på Forsvarsakademiet:

”Vi har haft en periode med fred og fordragelighed i det meste af Europa siden Murens fald. Mange har nok vænnet sig til den tilstand, men historisk set er det ikke normaltilstanden. Den er nærmere den magtsituation, vi er på vej ind i nu med især russerne som en trussel mod freden. Det er ikke den kolde krig om igen, og jeg tvivler på, at vi skal tilbage til ugentlige beredskabsøvelser og bygningen af beskyttelsesrum mod atomvåben – men det bliver derhenad.”

Det er derfor, udspillet er ventet med spænding. Men hvad vil et substantielt løft sige, og hvordan skal pengene fordeles? Svarene på de to spørgsmål vil give et kraftigt fingerpeg om, hvor alvorligt politikerne tager den aktuelle trussel mod Danmark og vores nærområder. Og hvad de har tænkt sig at gøre ved den. Vi skal næppe i direkte kamp, som vi er det i blandt andet Afghanistan, men vi skal opstille styrker ved Østersøen og have et beredskab, der kan indsættes i krisesituationer, lyder vurderingen fra flere. Om der rent faktisk vil opstå en reel krisesituation, er dog meget lidt sandsynligt, mener Peter Viggo Jakobsen, lektor ved institut for strategi på Forsvarsakademiet. For Nato har taget en række forholdsregler, og der er ”styr på Rusland”, som han udtrykker det. Der er simpelthen for meget, der afskrækker dem fra at angribe et vestligt land.

Ikke desto mindre er vi nødt til at være klar til at forsvare os, og det er den situation, der er ny. I hvert fald siden 1989. Det kræver flere soldater, og regeringen foreslår derfor at øge antallet af værnepligtige med 500 mand. Der er i dag 4200 frivillige. Regeringen foreslår desuden oprettelsen af en brigade på cirka 4000 mand, der kan blive indsat i selvstændige, militære operationer. Det kræver nyt udstyr, eksempelvis en såkaldt antiballistisk missilkapacitet, der er i stand til at nedskyde fly og missiler fra russerne og måske endda atomraketter fra Iran og Nordkorea.

På den måde er der tale om et ret markant fokusskifte. Hos forsvaret og politikerne, men måske også blandt befolkningen, mener Søren Nørby. For vi er først lige begyndt at ”vænne os til” at se tab hos de danske styrker langt fra Danmark. Nu skal vi formentlig vænne os til at have aktive styrker omkring Østersøen, hvor vi som medlem af Nato er forpligtet til at hjælpe de baltiske lande, hvis de angribes af Rusland og beder om hjælp.

”Forsvaret er på vej til at få en mere central placering i Danmark. Ikke sådan at vejene nu bliver fyldt med militærkøretøjer, men vi vil givetvis få flere værdidiskussioner om, hvordan vi prioriterer mellem eksempelvis skoler, plejehjem og militæret. Og om – eller hvordan – værnepligten skal udformes,” siger han.

Det kan på den baggrund måske undre, hvorfor vi ikke diskuterer den danske militære indsats mere. Ikke siden den danske deltagelse i Irak-krigen har der været nævneværdig politisk uenighed, selvom det er mere end 150 år siden, vi har været så krigsførende, som vi er nu. Også i befolkningen er der udbredt opbakning. Vi har endda vænnet os til, at soldater er blevet en del af gadebilledet i København. 1960’ernes pacifistiske stemmer er så godt som forsvundet. Og den radikale historiske ”hvad skal det nytte?”-holdning er erstattet af en stolthed og måske ligefrem begejstring over de danske soldaters flotte meritter i verdens brændpunkter.

Den danske professor og leder af Forskningscenter for løsning af internationale konflikter (Cric), Ole Wæver, har tidligere undret sig over den manglende debat. Han kæder den sammen med vores krigshistorie i nyere tid. For vi fik ikke for alvor mulighed for at være heroiske under Anden Verdenskrig.

Heller ikke under den kolde krig kunne vi føre en aktivistisk udenrigspolitik og endte endda med en fodnotepolitik, der af mange anses som et decideret skamfuldt kapitel.

Efter Murens og kommunismens fald har vi så endelig kunnet yde vores i kampen for fred og vestlige værdier. Vores tilgang til krig og forsvar har på den måde et udpræget moralsk udgangspunkt – også i forhold til andre lande – og det kan være svært at gå imod, lyder hans analyse.

Hertil kommer, at der endnu ikke har været et egentligt efterspil til vores krigsindsats. Hvor ikke mindst briterne har haft en særdeles kritisk debat om landets krigsdeltagelse, har vi holdt samme kurs gennem mere end 25 år.

Vores krigshistorie på den lidt længere bane er også interessant i denne anledning. Lige siden stater er begyndt at opstå, har et stærkt forsvar været centralt for opretholdelsen af staterne. Den moderne stats fødsel i 1600-tallet var således præget af et væld af krige skabt af hård konkurrence mellem staterne og en kamp om territorier, fortæller lektor i historie på Syddansk Universitet Rasmus Glenthøj. Krig skabte stater, og stater skabte krige, og det betød et datidens våbenkapløb, der har varet ved lige siden. Tiden under og efter den kolde krig har altså været undtagelsen, der bekræfter reglen for de fleste lande.

Her skiller Danmark sig dog ud, for allerede i 1700-tallet opstod forestillingen om danskerne som et særligt fredeligt folk, påpeger han. Gennem 80 år holdt vi os næsten helt ude af krige, mens resten af datidens Europa sloges. Det skabte en begrundet idé om Danmark som et fredeligt paradis. Og det skabte en særlig selvforståelse, der stadig lever, mener han. Nemlig at vi ikke er den aggressive part. Vi bliver kun påtvunget krig, og det var også tilfældet i 1864, siger Rasmus Glenthøj, selvom han er klar over, at ikke alle historikere deler den vurdering.

”En forklaring på den brede accept af øget forsvar kan være, at det netop er udtryk for et forsvar og ikke et angreb. Danskerne opfatter sig stadig som fredelige, men i det omfang, det er muligt, er der en vilje til at kæmpe for såkaldt danske værdier – også uden for landets grænser. Verden forekommer samtidig langt mere truende end tidligere. Vi er på godt og ondt vågnet op efter 1990’erne, som var et årti præget af optimisme på fredens og demokratiets vegne. Vi har erkendt, at verden alligevel er farlig, hvilket gør, at især det politiske centrum-højre ønsker at øge landets evne til at forsvare sig selv. Holdningen hos dele af centrum-venstre er derimod mere skeptisk over for nytten, omfanget og udformningen af regeringens udspil. Man fornemmer således stadig de forsvarspolitiske skel, der opstod i kølvandet på 1864.”

Den generelt positive tilgang til, at vi skal kunne forsvare os selv, har også smittet af på vores syn på forsvaret, påpeger Peter Viggo Jakobsen. Opmærksomheden og respekten omkring landets soldater har sjældent været større, og man kan i dag ikke tænde for fjernsynet, gå ind i en boghandel, gå i biografen eller se på tidens forskning uden at møde interesse for landets soldater. Det skyldes ikke mindst, at det faktisk er rigtige krigssituationer, de bliver sendt ud i. Men også her kan den nye sikkerhedssituation og forsvarsudspillet betyde et skifte, vurderer han. For resultatet kan nemt blive flere soldater udsendt i områder, hvor der måske nok er en trussel, men ingen krig. Og det gider medierne ikke skrive om, og befolkningen gider ikke diskutere det.

”Det er åbenlyst, at nogle politiske partier udnytter situationen til at føre værdikamp om forsvaret af nationen, men hvis der ikke er reelle kampe, vil det hurtigt fortone sig. Og så er vi tilbage ved, at selvom vi er stolte af vores soldater, så føler de færreste af os sig for alvor berørt af deres indsats. Udgifterne til forsvaret svarer for langt de fleste til en nødvendig, fast udgift på linje med vand og varme. På den måde er vi stadig ikke en engageret krigsnation som mange andre lande.