Mange danske skolebørn har fået fortælling om ”den danske Luther”, bondedrengen fra Fyn, Hans Tausen, der efter en årrække som munk i johanniterklosteret Antvorskov brød med den katolske kirkes lære og var med til at indføre Reformationen i først Viborg og siden København.
Efter Reformationen i 1536 fik Hans Tausen tilmed ansvar for at undervise nye protestantiske præster, der skulle virke i den luthersk-evangeliske kirke, og han udgav en prædikensamling, som disse præster kunne bruge, når de søndag efter søndag skulle udlægge evangeliet efter luthersk forbillede.
Hans Tausens position som den danske Luther har stået stort set uanfægtet siden 1800-tallet og været helt dominerende i opfattelsen af Reformationen i Danmark. Men virkeligheden er langt mere kompliceret. Hans Tausen var nemlig slet ikke så luthersk, som vi går rundt og tror, og den reformation, han var med til at udbrede i 1520’erne, var ikke udpræget luthersk, men mindede snarere om de byreformationer, der fandt sted i store dele af det nuværende Tyskland og i hele østersøregionen. Det mener kirkehistoriker Rasmus H.C. Dreyer, der i 2017 blev ph.d. på en afhandling om Hans Tausen og hans position mellem Luther og en anden stor reformationsteolog, schweizeren Ulrich Zwingli, hvis tanker dannede grundlag for den reformerte kirke.
I en ny bog, der er en udbygget og redigeret version af ph.d.-afhandlingen, gør Rasmus H.C. Dreyer op med billedet af Tausen som den danske Luther ved at påvise, at han på en række punkter lå langt tættere på Zwingli og andre såkaldte bibelhumanister end på Luther.
”Når man læser Hans Tausens tidlige skrifter, kan man se, at en del af hans teologiske synspunkter ligger tættere på Zwingli end Luther. Han argumenterer for, at nadveren skal forstås som et symbolsk mindemåltid, hvis primære funktion er ihukommelsen. Her placerer han sig anderledes end både den katolske forståelse af, at der sker en reel forvandling af brød og vin til Jesu legeme og blod, og den lutherske, der taler om realpræsens, altså at Jesus er til stede i brødet og vinen,” forklarer Rasmus H.C. Dreyer.
Ifølge en af flere modstridende kilder angav Hans Tausen ganske vist senere – i en disput med den katolske teolog Poul Helgesen – at hans nadversyn flugtede med Luthers.
Men Rasmus H.C. Dreyer mener, at Tausens indrømmelse var en nødløgn. Diskussionen fandt nemlig sted ved et regeringsmøde i København i 1533, hvor kong Frederik den Første for nylig var død, og den katolske kirke forsøgte sig med en slags modreformation.
Havde Hans Tausen reelt tilsluttet sig Luthers nadversyn, burde Tausen, da borgerkrigen ved navn Grevens Fejde brød ud, have stillet sig på den lutherske hertug Christians side.
”Tausen skulle logisk set have støttet den lutherske hertug, men det gjorde han ikke. Min påstand er, at det skyldes, at Tausen lå langt tættere på andre for eksempel reformatorerne i Københavns søsterby, Malmø, og byreformationernes store forbillede, Ulrich Zwingli – ikke kun hvad angår nadver- og bibelsyn, men også i synet på politik, magt og øvrighed – og på, hvordan Reformationen skulle gennemføres. Zwingli gik ind for, at byråd lokalt afgjorde, hvordan Bibelen skulle forstås, og at de herefter sammen med kirkens folk indrettede samfundet efter Bibelens forskrifter. Luthers reformation endte derimod med at blive fyrsternes reformation, ligesom hans bibelsyn var anderledes og mere dynamisk end de humanistiske reformatorer a la Zwinglis,” siger Dreyer.
Hans tese går på, at byer som Viborg og København allerede var reformerede efter det mønster, man kendte fra store dele af det sydlige Tyskland og Østersøområdet, hvor byerne havde stort selvstyre, og man på en form for byrådsmøder afgjorde, hvilken teologi og kirke man ville have.
”Visse af Hans Tausens tidlige skrifter ligner de skrifter, som reformatorerne brugte til at argumentere for deres sag på den type møder, og selvom vi ikke har bevarede kilder om, at der har fundet den slags processer sted i Viborg, Malmø og København, mener jeg, at det er sandsynligt,” siger han.
”Der har været optræk til, at Reformationen og troen var noget, man afgjorde på lokalt plan – med Bibelen som målestok. Det var ikke bare pavens eller fyrstens blik på troen, der var afgørende, men hele byrådets – altså også borgernes – blik. Derfor ønskede disse byer ikke en luthersk fyrstekirke. Den konflikt ser vi reminiscenser af, når vi i dag diskuterer folkekirkens lokale selvstyre over for tendenser i retning af en mere centralistisk statskirke.”
Sporene fra Tausen og andre tidlige reformatorer forsvandt ifølge Rasmus H.C. Dreyer ikke helt og blev genopdaget senere i historien, da Danmark blev demokratiseret via blandt andet menighedsråds- og kommunalvalg.
”Havde Christian den Tredje tabt Grevens Fejde, havde vi måske fået bystater i stil med, hvad vi kender fra Tyskland. Nu gik det anderledes, men efterhånden som enevælden og kongemagten svækkedes, bevægede vi os jo i retning af mere lokalt selvstyre, og jeg mener godt, at man kan se det som en arv fra den tidlige reformation, som Hans Tausen repræsenterer,” siger kirkehistorikeren.
At der med tiden blev tegnet et billede af Hans Tausen som en dansk Luther, kan virke gådefuldt.
Da de første biskopper blev udnævnt efter Reformationen i 1536, var Tausen ikke iblandt dem, og først da den første evangeliske biskop i Ribe Stift, Johan Wenth, døde i august 1541, blev Tausen indsat som hans efterfølger.
Rasmus H.C. Dreyer håber, at hans bog kan bane vej for en mere nuanceret forståelse af Hans Tausen og Reformationen.
”Den danske reformation er ikke bare Reformationen i 1536, men lige så meget det, der skete i 1520’erne. Borgere og bønder blive den tabende part i borgerkrigen, men de får siden magten i 1800-tallet, og den tidlige reformation bliver på sin vis genoplivet og er med til at forme det Danmark, vi kender i dag. Vil vi forstå, hvem vi er, må vi derfor også forstå, hvem den teologiske hovedmand i den tidlige reformation var,” siger han.