USA er kendt for at have en meget pluralistisk religiøs tradition, men i starten af 1900-tallet var protestantisk kristendom stadig den klart dominerende form. Imidlertid var netop protestanterne splittet indadtil gennem kampe mellem teologiske liberale (modernister) og teologisk konservative, der vil holde fast ved ”det fundamentale”. Mange af dem blev kaldt fundamentalister.
Fundamentalismen var en kamp for at bevare klassisk kristendom i kirkerne og for at bevare USA som et kristent land. Bevægelsen blev først kendt for sin teologiske kamp for Bibelens ufejlbarlighed og fundamentale punkter i den kristne tro. Omkring 1925 blev fundamentalismen i medierne særligt kendt for sin kamp mod udviklingslæren i skolerne. For den blev man latterliggjort i medierne, og sagen betød, at fundamentalisterne tabte kampen om magten i teologiske institutioner og kirkesamfund i det nordøstlige USA. Fundamentalisterne etablerede alternative kirkesamfund og institutioner i protest, men nogen stor tilslutning opnåede de aldrig.
Protestantismen i USA var præget af syv store historiske kirkesamfund, kaldet Mainline-protestanterne. De var åbne for videnskab, moderne bibelforskning og teologi. Især var de kendt for deres engagement i sociale og politiske spørgsmål. Socialt reformarbejde sås som en naturlig troens frugt: Kristentroen skulle præge såvel den enkelte som samfundet.
I det nordøstlige USA og i medierne havde modernismen sejret over fundamentalisterne. Men i sydstaterne og mod vest stod man uden for den teologiske kamp. Her fulgte man de gamle traditioner fra vækkelsernes tid. I princippet delte man nærmest fundamentalisternes syn på Bibelen, men de ville ikke deltage i nogen teologisk strid. Her lå Billy Grahams baggrund.
Billy Graham var sydstatsmand med baggrund i sydstatsbaptismen. Han hørte hjemme i en vækkelsestradition, som på afgørende måde havde præget USA’s kirkeliv og hele historie. Tidligere vækkelsesprædikanter som George Whitefield, Charles G. Finney og Dwight L. Moody havde det tilfælles, at de prædikede nogle få centrale kristne trossætninger. Det handlede for dem ikke om teologi eller kirkelige læresætninger, men om levende, erfaret tro, der genføder menneskets indre og forvandler dets liv. Denne vækkelseskristendom kalder man ”evangelikal”. Ind i denne evangelikale tradition trådte Billy Graham i årene efter 1945, og han skulle komme til at give den nyt liv og nyt udseende.
Hans egen retning blev kaldt neo-evangelikal. Det nye var, at Graham var positiv over for den moderne kultur, uddannelse og så videre. Han ville ud over det landlige og lidt sekteriske præg, som fundamentalismen var blevet forbundet med. Mange andre vækkelsesprædikanter rejste rundt i USA, ikke mindst folk med tilknytning til pinsebevægelsen, men ingen af dem havde som Graham en fremtoning og en stil, der passede ind i den brede amerikanske offentlighed og kirkelighed.
Graham blev også udsat for kritik fra begge fløje i den teologiske strid. Fundamentalisterne tog afstand fra hans vilje til samarbejde med også liberale og katolske menigheder i sine vækkelseskampagner. Fra liberalt hold angreb den kendte teolog Reinhold Niebuhr Graham for manglende politisk bevidsthed. Men Niebuhr måtte leve med, at selv hans eget teologiske fakultet, den liberale højborg Union Theological Seminary i New York, hilste Grahams vækkelseskampagne i byen velkommen og samarbejdede med ham.
Grahams succes lå ikke i en ny teologi. Tværtimod. Andre prædikanter på hans tid lagde op til mirakler på scenen. Eller strøg folk med hårene med et budskab om ”positiv tænkning”. Graham holdt sig til klassiske kristne sandheder, som næsten alle kunne være enige i: vigtigheden af en personlig tro på Jesus som frelser. Guds fred i hjertet nu og siden i evigheden. Troen som kraft og mod til hverdagens udfordringer. Bibelen brugt som konkret livshjælp og opmuntring.
Graham slog for alvor igennem i 1950’erne. Hans tilhørere havde da netop været igennem en verdenskrig med alt, hvad det havde medført af tab, frygt og usikkerhed. Og nu stod man i en kold krig med frygt for atomvåben. I den situation efterspurgte man ikke teoretisk teologi, men erfaring og livsnær kristentro. Det gjaldt også i de mere liberale kirker. Mainline-kirkerne havde selv en arv med fra vækkelserne. For eksempel fandt en af de ledende liberale, metodistbiskoppen Garfield Oxnam, at en religiøs vækkelse, der ændrer det individuelle hjerte, var den bedste vej til at sikre friheden. Grahams enkle, personlige budskab gav ham således mulighed for at få et bredt samarbejde i stand.
Graham opfattede sig selv som en omrejsende missionær, ikke som en menighedsopbygger. Han skulle kun præsentere evangeliets gode nyheder, så mennesker satte deres lid til Gud. Efter kampagnen skulle de lokale menigheder integrere de nyomvendte i et menighedsliv. Den omrejsende missionærs budskab var enkelt og smalt, for den efterfølgende oplæring – for eksempel om sakramenterne – var en sag for de lokale kirker.
Også i USA’s store katolske kirke så man behovet for mere erfaret kristendom hos sine medlemmer. Derfor var man også herfra interesseret i at samarbejde med Grahams vækkelseskampagner. Tidligere tiders antikatolske stemninger i USA var under opløsning, og med sin vilje til at samarbejde med den katolske kirke var Graham med på tidens bølge og byggede bro.
En vis brobygning kunne Graham også udføre i det ulmende racespørgsmål i syd. Han prædikede omvendelse og tro, ikke politik eller social reformation. Synd var for ham et begreb, der angik den enkelte, og derfor skulle syndige strukturer ændres ved at ændre menneskehjerter. Her adskilte han sig fra sin ven, baptistpræsten Martin Luther King. Men i praksis ville Graham ikke tale for raceadskilte forsamlinger og støttede således ikke sydens racistiske politik.
Frihed, demokrati og gudstro var amerikanske grundværdier, som mange amerikanere i den kolde krigs tid følte truet af den voksende kommunistiske blok med statsstyring, diktatur og ateisme. Over for kommunismen blev gudstro og kirke set som værn for frihed og demokrati. Det gav lydhørhed for den kristne forkyndelse, og Billy Graham formåede at nå bredere ud end alle andre.
I årene efter Anden Verdenskrig oplevede USA en stærk kirkelig fremgang. I 1930 var 47 procent af amerikanerne medlemmer af en kristen kirke, men i 1960 var det steget til næsten 70 procent. Alene i 1950’erne var der en tilvækst på 25 millioner nye kirkemedlemmer. Årtiet satte også sit præg på amerikansk kultur: Siden 1952 har USA haft en national bededag, og på mønter og pengesedler har der siden 1950’erne stået In God we trust (Vi stoler på Gud).
Mainlinekirkerne havde fremgang i 1950’erne, men fra 1960’erne begyndte de at miste medlemmer. Den neo-evangelikale retning kom til at høste broderparten af den kirkelige fremgang i 1950’erne. Det var primært den slags menigheder, der blev bygget i de nye forstadskvarterer. De evangelikale havde en fortsat storhedstid frem til 1970’erne og 1980’erne, og de fylder i dag forholdsvis meget i amerikansk kirkeliv.
En tilsvarende fremgang har evangelikale haft i mange andre dele af verden. Naturligvis ikke kun på grund af Grahams flittige rejsevirksomhed, men Billy Graham blev dog i årtier indbegrebet af evangelikal kristendom.
I USA lyste Billy Grahams stjerne i mange årtier. Efterhånden som han blev gammel, kom andre vækkelsesprædikanter på banen og skærmen, men de havde ikke altid Grahams personlige troværdighed. Mange af de nye mediekendte prædikanter har også været præget af en fremgangsteologi, som har virket splittende, hvor Grahams forkyndelse var samlende.
Grahams succes havde sin baggrund i den stærke amerikanske kirkelighed og vækkelsestradition: I 1940 havde 80 procent af de voksne amerikanere været sendt i søndagsskole som børn! I det folkekirkelige Danmark var der aldrig tilnærmelsesvis så stærk en vækkelsestradition som i USA, og tilmed havde Tidehverv og barthiansk teologi fra 1925 taget et frontalt opgør med den vækkelseskristendom, der faktisk fandtes. Derfor mødte Grahams kampagner i 1954-65 en modsigelse i Danmark som næppe andre steder.