Katolsk teolog: Mennesker i dag har glemt, at de har glemt Gud

Mennesker i dag har mistet interessen for religion og glemt, at de har glemt Gud. Det irriterer kristne af flere grunde, lyder det fra den katolske teolog Eberhard Tiefensee i denne tale, som han har holdt under en gudstjeneste i den tyske reformationsby Wittenberg

Via medierne modtager mennesker i dag næsten dagligt nyheder om religion og kirke. Men for mange rører det dem lige så lidt, som unge mennesker interesserer sig for en trappelift, siger teolog Eberhard Tiefensee.
Via medierne modtager mennesker i dag næsten dagligt nyheder om religion og kirke. Men for mange rører det dem lige så lidt, som unge mennesker interesserer sig for en trappelift, siger teolog Eberhard Tiefensee. . Foto: Matthias Rietschel/AP/ Ritzau Scanpix.

Klokkerne har ringet, vi er samlet til gudstjeneste. Men samtidig ved vi, at det, der sker her, ikke interesserer størstedelen af Wittenbergs befolkning.

Man kan tilbringe søndag formiddag på mange måder – som regel uden at deltage i en gudstjeneste, ja, uden overhovedet at skænke det, som beskæftiger os i denne time, en tanke, og så kan man sove grundigt ud, tage på udflugt, dyrke sport eller færdiggøre arbejdsopgaver, som man ikke nåede i ugens løb.

Naturligvis er menneskerne omkring os ikke døve, de har nok hørt klokkerne ringe. De er ikke blinde, de skal nok have set os gå eller køre til kirke. Via medierne modtager de næsten dagligt historier om temaet religion og kirke. Der er mange nyheder og debatter om islam, tilfælde af seksuelle overgreb eller som minimum dødsannoncer, hvor der nogle gange står en tak til præsten, der har stået for begravelsen. Men for menneskerne omkring os er alt dette slet og ret uvedkommende, og det rører dem lige så lidt, som unge mennesker interesserer sig for apparater til gangbesværede.

Med et ord af teologen Karl Rahner kan man sige: De har efterhånden ikke kun glemt Gud, men de har endda glemt, at de har glemt Gud.

Da man omkring årtusindskiftet på hovedbanegården i Leipzig spurgte unge mennesker, om de så sig som mest kristne eller ateister, svarede de: ”Hverken eller, vi er bare normale”. Og deri havde de ret. Ateister er de ikke, for disse er da stadig optaget af spørgsmålet om Gud, selvom de benægter hans eksistens. Kristne er de heller ikke, for de er personligt hverken kommet i kontakt med religion i almindelighed eller specielt med kristendom. Hele denne modsætning mellem ”ateist” og ”kristen” er for dem ubekendt og ligegyldig.

Og de er de normale, for i Tysklands østlige del er det mere end 70 procent af befolkningen, der, som fagfolk siger, er ”konfes- sionsløse” eller ”religiøst indifferente” – i gennemsnit. Ser man eksempelvis på mennesker i højhusbebyggelser, er andelen meget højere.

Tendensen er stigende. Hvis Vesteuropa, som den amerikanske sociolog Peter L. Berger har konstateret, er et ”katastrofeområde for kirkerne”, så ligger dets epicentrum her i Østtyskland – og desuden i Böhmen. Dog finder man i andre dele af Tyskland, især i den vestlige og nordlige del af landet, den samme tendens, og det gælder også for mange andre lande i Europa.

Hvad gør det ved os, som er forsamlet her? Jo, det irriterer os på flere måder.

For det første: Enhver ved, at andre omkring os tænker anderledes, lever anderledes, bevæger sig i en anden ”eksistentiel kultur” eller har en anden ”livsindstilling”, og at det fungerer – i hvert fald ikke værre eller bedre end hos de troende kristne. Disse andre er ikke som før i tiden langt væk, men de lever omkring os, ja, i vores egne familier. Dem, der har glemt Gud, sidder ikke kun sammen med os ved familiens bord, de er også i os selv: ”I enhver kristen sidder der en lille ateist,” har nogen engang sagt.

Hvad gør det ved os? Delvis har vi nok vænnet os til det. Men de andre er også en provokation, en udfordring, som vi egentlig ikke kan unddrage os, fordi den angår og vedrører os eksistentielt. Hvor ofte hører jeg ikke denne klage: ”Mine børn går ikke længere i kirke! Mine børnebørn er ikke længere døbt”. Det irriterer os.

For det andet: Det er irriterende, fordi den kristne forkyndelse i hele dens historie aldrig før har stået over for en sådan situation. Den har altid mødt andre religioner og gudsforestillinger, som skulle korrigeres. Den hellige Bonifacius kunne fælde et egetræ. Jeg ved ikke, hvad vi her i Sachsen-Anhalt eller Brandenburg skulle fælde. At denne religiøse indifferens har udbredt sig vidt og bredt i by og land – og dette efterhånden stabilt over flere generationer – har aldrig før i menneskehedens historie fundet sted. At dette hos alle kristelige aktører i det mindste fører til rådvildhed, er derfor forståeligt.

Hvad gør det ved os? Skræmmer det os? Eller bliver vi nysgerrige: Hvordan lever de andre? Hvad mon den for dem glemte Gud i vores verdenshjørne vil med dem?

For det tredje: Det irriterer os, at gudløshed ikke betyder moralsk forfald, sådan som mange mennesker i lang tid så det. Sagt på en anden måde: Man kan også uden Gud leve et godt og anstændigt liv. Alle værdistudier er stort set enige om, at der næsten ikke er forskel på værdibevidstheden hos katolikker, protestanter og konfessionsløse. Det gælder ikke kun i Tyskland, men i hele Europa. Dem, der altså forudser forfald af værdier, fordi kristendom og kirke mister indflydelse, må tænke om. I overskuelig fremtid kan man i hvert fald ikke konstatere et værditab af den grund.

Hvad gør det ved os? Kan vi ånde lettet op, fordi de såkaldte ”kristelige værdier” er så dybt forankret i vores kultur, at de også værdsættes af folk uden et forhold til Gud?

Eller bliver vi urolige, fordi det måske betyder, at vi kristne ikke udlever vores tro radikalt nok og derfor ligner alle de andre? Eller bliver vi kede af det, fordi der ikke længere er brug for os kristne: Hvorfor og til hvilken nytte er vi overhovedet kristne, hvis det hele også fungerer uden os?

For det fjerde: Endnu en irritation, som rækker dybt ind i teologien og filosofien: Er mennesket virkelig ”af natur” religiøst, eller ”uhelbredeligt religiøst”, som det hedder hos den franske reformerte teolog Auguste Sabatier? Denne tese, som mange filosoffer og teologer har tilsluttet sig, lader sig efterhånden, med hensyn til vores region, kun opretholde, hvis vi udvider betydningen af ordet ”religiøs” i en sådan grad, at man efterhånden også anser dem for ”religiøse”, der eksistentielt interesserer sig for fodbold eller går op i forbrug eller nationalisme eller humanisme. Man kan nu starte en lang strid om ord og om, hvordan man kan skelne mellem ”religiøsitet” og ”spiritualitet”, og hvad man i det hele taget kan forstå ved ”religion”. Selv er jeg meget skeptisk over for sådanne akrobatiske lege med definitioner. Det fremmer nemlig næppe samtalen, hvis man tvinger ordene religiøsitet eller religion ned over nogen, der – hvis ellers de i det hele taget tager stilling – siger, at de helst er fri for den slags og snarere med medlidenhed ser ned på dem, der stadig har brug for en Gud, for at forme deres liv.

Det nøgterne resultat af alt dette: Det irriterer os på flere måder, når så mange forholder sig så lidt til spørgsmålet om Gud. Og skulle det ikke irritere eller bare beskæftige nogen af os, ville det også være et irriterende tegn. For så kunne det jo være, at vi netop ligesom de andre befinder os i en ”eksistentiel kultur”, ”livsindstilling”, et miljø, eller hvordan disse sociologiske begreber end måtte lyde – altså i en kristen ”boble”, som efterhånden næppe længere er gennemsigtig for dem, der er helt anderledes og måske også fremmede omkring os. En ”boble”, der isolerer os og ikke lader irritationer komme igennem til os. Kristeligt ville dette sandsynligvis ikke være. For kristendommen er altid universel i en god forstand.

Men hvordan skal vi og den kristne forkyndelse reagere ret på den kendsgerning, at de fleste mennesker omkring os har glemt, at de har glemt Gud? To reaktioner forekommer mig at være upassende:

Den første er den fundamentalistiske reaktion, hvor man ser på de anderledes troende, tænkende og levende som dumme og onde, hvis ikke de omvender sig, og ønsker dem ad helvede til eller truer dem med Djævelen. Dette helvede indtræder godt nok sjældent på Jorden, fordi disse angivelige gudsbespottere hverken lever eller dør dårligere end de gode og fromme kristne – ofte endda lige modsat.

En sådan meget lidt empatisk og efter min mening dybt ukristelig reaktion er i hvert fald vanskelig, hvis de pågældende sidder ved samme bord i familien. Vi ved dog, at der findes mennesker, der endda kan ønske deres egne børn og forældre til helvede. De er langt fra holdningen hos apostlen Paulus, der hellere selv ville gå tabt end at miste de andre (Romerbrevet, kapitel 9, vers 3).

De andre er Guds ”andre” mennesker, ja, jeg vover den påstand, at de er Guds ”andre” børn. Om deres forhold til Gud – eller mere præcist, Guds forhold til dem – kan vi kun have formodninger. Ordet ”gudløshed” er jo dobbelttydigt. Det hedder nemlig ikke, at et menneske bliver forladt og glemt af Gud, selv ikke hvis dette menneske skulle have glemt Gud eller aldrig lært ham at kende og i denne forstand skulle være ”gudløs”.

Den anden upassende reaktion er at bringe kirken i spil på ny som et værdi- og moralagentur, der har til opgave at håndhæve de ”kristelige værdier” – hvad de end må være – og dermed forsyne demokratiet med de værdier, det ikke selv kan skaffe som grundlag – for nu at citere den kendte teori af Wolfgang Böckenförde. Hans Joas, en sociolog fra Freiburg, har i et interview indtrængende advaret imod denne strategi:

”Det er en fælde, når kirker siger: Vi er vigtige, fordi vi yder et stort bidrag til det sociale sammenhold. Det kan jo være rigtigt, men det må ikke være et bestemmende formål”. Og han føjer til:

”Efter min mening må der ved religionen ikke lægges vægt på moral. Hvad der skal stå i centrum, er det, der begejstrer nogen – altså i kristendommen forbilledet Jesus Kristus, som giver motivation og orientering. Det religiøse budskab må være et begejstringens budskab og ikke et budskab med den løftede pegefinger.”

Allerede i begyndelsen af det 20. århundrede formulerede den amerikanske filosof William James i en undersøgelse om ”den religiøse erfarings mangfoldighed” denne måske lidt firkantede, men oplysende forskel: Religiøse erfaringer er ikke moralske erfaringer. For moral begrænser vore handlemuligheder, mens religionen derimod udvider dem.

Jeg ved fra diskussioner, at dette er et hedt emne. Godt nok har kristendommen i høj grad påvirket værdisættet i vores kultur – dette kan man let konstatere i en sammenligning med andre egne af verden. Men Jesus døde ikke på korset for at hæve folkemoralen. Og så er der desuden i vores kultur en hel masse moralagenturer uden for kirken – fra Greenpeace til forfatningsdomstolen – og humanismen fungerer som sagt også uden Gud – gudskelov, vil jeg tilføje.

Vi spørger altså én gang til: Hvordan skal vi og den kristne forkyndelse passende reagere på, at de fleste mennesker omkring os har glemt, at de har glemt Gud?

Dette for de fleste mennesker mærkelige foretagende kaldet gudstjenesten ender med et råb om afsked. ”Ite, missa est,” hedder det i den latinske messe. På tysk gengives det upræcist med ”Gå med Guds fred” eller lignende. Hvad der gemmer sig i de latinske ord ”missa est” (”det er forbi”), er ikke kun det, der har givet hele foretagendet navnet ”messe”, men i dette ”Ite, missa est” ligger også ordet ”mission”. Altså: ”Gå nu ud, der skal være mission”.

Hele gudstjenesten er naturligvis en styrkelse af sjælen, og en god prædiken er ikke at foragte. Men det hele skal være rettet udad. For mission er sendelse og ikke magnetisme. Den tjener i første omgang ikke til at fylde kirken igen, men – nu provokerer jeg – til at tømme den, nemlig ud og hen til de andre, som vi talte om i begyndelsen. Hen til dem, som ”derude” lever deres søndag og måske også deres hverdag anderledes og til tider helt anderledes end vi. Vi har en sendelse, som er rettet udad mere end indad.

Måske kan man formulere opgaven i forhold til den os omgivende verden, der har glemt Gud, ganske enkelt. Den afgåede biskop i Erfurt Joachim Wanke har engang forsøgt at pointere det på denne måde: Vi skal i hvert fald forhindre, at en fra Thüringen – eller fra Wittenberg – ved den yderste dag træder foran Guds ansigt og siger: ”Dig hører jeg om for første gang”!

At forhindre det ville i hvert fald være bedre end ingenting. Og det er vanskeligt nok. Tager vi denne udfordring op?8

Ovenstående tekst er et uddrag fra en såkaldt kanzelrede – en tale, som den tyske teolog og filosof Eberhard Tiefensee var inviteret til at holde under en gudstjeneste i Stadtkirche i den tyske Lutherby Wittenberg i efteråret 2018. Talen er oversat af tidligere rektor for Teologisk Pædagogisk Center Løgumkloster Eberhard Harbsmeier.