Prøv avisen

Den grænseløse ytringsfrihed findes ikke, men...

Ytringsfrihed frem for alt - eller hvad? Foto fra Krudttønden på Østerbro i København, hvor terrorangrebet startede Foto: Liselotte Sabroe

Terrorangrebet i København har fået debatten om ytringsfrihed til at blusse op igen. På begge sider erkender man, at ytringsfriheden har grænser, men der stopper enigheden

Så går bølgerne igen højt om ytringsfriheden.

Den svenske kunstner Lars Vilks tegning af muslimernes profet Muhammed som hund er en tand grovere end Morgenavisen Jyllands-Postens 12 tegninger fra 2005, og i weekenden forsøgte den 22-årige Omar el-Hussein uden held at dræbe tegneren. I stedet dræbte han to andre og sårede flere politifolk. Angrebet kom få uger efter et lignende, men voldsommere angreb i Paris på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Efter at det første chok har lagt sig, bliver det nu igen diskuteret højlydt, om ytringsfriheden er truet, og om pressen i protest mod terroren burde trykke Morgenavisen Jyllands-Postens tegninger eller Lars Vilks tegning.

Mange medier verden rundt bragte tegninger fra Charlie Hebdo i sidste måned, men foreløbig har danske medier stort set holdt sig tilbage med at trykke Vilks. Nogle med den principielle begrundelse, at ytringsfriheden ikke er en ytringspligt, og at man ikke vil trykke tegninger blot for at provokere en religiøs minoritet.

Morgenavisen Jyllands-Postens chefredaktør Jørn Mikkelsen har af hensyn til medarbejdernes sikkerhed afstået fra at bringe nogle af de kontroversielle tegninger.

Tidligere kirke- og integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) stillede i Politiken i tirsdags spørgsmålet:

”Hvorfor står vi fast på retten til at håne og spotte profeten?”.

I indlægget går hun skarpt i rette med tanken om, at ytringsfriheden sikrer flertallets ret til at forhåne et mindretal.

Politisk kommentator og tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen (V) er helt på linje med sin partifælle.

”Dette at sige, at ytrings-friheden ikke kan gradbøjes, og at man ikke kan sætte et 'men' efter ytringsfriheden, det er bragesnak for nu at citere Grundtvig, for sådan er virkeligheden ikke,” siger han.

”Der er grænser for ytringsfriheden. De er lagt ned i lovgivningen, og det er jo derfor, at boghandleren fra Brønshøj, Sam Mansour, sidder i spjældet.”

Uffe Ellemann-Jensen henviser til et debatindlæg i Kristeligt Dagblad for nogle uger siden. Efter Charlie Hebdo-angrebet skrev forfatteren Jens Smærup Sørensen blandt andet:

”De, der har indskrænket sig til det rene 'Ja', har været tilbøjelige til at håne, spotte og latterliggøre dem (os), der har tilføjet et 'men'. I netop denne sammenhæng er 'men' kommet til at betegne et helt kompleks af lidet beundringsværdige egenskaber og holdninger: Vankelmod, opportunisme, uvederhæftighed, fejhed. Og der skal nok være noget om det.

De fleste af os er kun mennesker. Det er dog lige præcis som sådanne og med dette samme ord, at vi kan ranke os: Vi bærer 'men' i vort skjold som tegnet på, at vi er tænkende væsener.”

”Det siger meget præcist, at der er et 'men', og at det ikke kun er lovgivningens 'men'. Vi skal tænke os om,” siger den tidligere udenrigsminister.

”Hvis vi lod alt, hvad der falder os ind, fare ud af munden, ville vi ikke kunne eksistere som mennesker. Derfor er det bragesnak at tale om ytringsfriheden som fuldstændig udelelig.

Er ytringsfriheden så truet? Ja, selvfølgelig er den det, og det har den altid været. Selvfølgelig er ytringsfriheden truet, når man bevæger sig helt ud til kanten med sine ytringer. Er det så blevet værre efter angrebet i weekenden? Næ, vi har hele tiden vidst, at det kunne ske.”

Uffe Ellemann-Jensen fortæller, at han jævnligt bliver svinet til på de sociale medier for ytringer af denne type, og han bliver ikke overrasket, hvis det sker igen nu.

”Men det er også et virkelig godt udtryk for, hvor galt det kunne gå, hvis der slet ikke var et filter på vores ytringer. På nettet kan man opleve alle dem, der ikke pålægger sig selv et filter,” siger han.

Formanden for Trykkefrihedsselskabet, forfatter og teolog Katrine Winkel Holm, medgiver, at ytringsfriheden har sine grænser.

”Jo, der er moralske grænser og juridiske grænser, som for eksempel indebærer, at man ikke må bruge vold. Men det her handler slet ikke om det. Det handler om, at der er kommet en ny norm ind for, hvad man må sige og ikke sige. At gøre det til et spørgsmål om almindelig takt og tone er fuldstændig forfejlet,” siger Katrine Winkel Holm.

”Når folk siger, at de ikke vil provokere med ytringer mod muslimer, handler det i vid udstrækning om frygt. Her taler vi om drab på drab, og det er meget effektivt til at skabe frygt.

Derfor er det også totalt misforstået at tro, at hvis bare vi lader være med at tegne Muhammed, så bliver muslimerne glade.

Nu har vi diskuteret det her i 10 år, og jeg er ærlig talt skuffet over, at man stadig kører frem med det naive synspunkt.”

Ytringsfriheden har dog næppe nogensinde været større, end den er i dag.

I 1970 blev forgængeren til bladet Charlie Hebdo, L'Hebdo Hara-Kiri, eksempelvis forbudt i Frankrig, dengang var det for at håne staten. Både kirken og statsmagterne har gennem tiden sat mange grænser for ytringer.

Filmen ”Life of Brian” blev tolket som blasfemisk og forbudt i for eksempel Norge i 1979.

Herhjemme blev der i 1973 stor ballade om filmkunstneren Jens Jørgen Thorsens planlagte Jesus-film, som han havde fået et tilsagn om støtte til på 600.000 kroner fra Det Danske Filminstitut, men efter voldsomme protester, især fremført i Morgenavisen Jyllands-Posten, blev filmen ikke til noget i første omgang.

”Der har været mange tåbelige forbud, og det er rigtigt, at vi i dag lever i en enorm frihed. Ytringsfriheden er meget stor, undtagen på ét punkt. Det er der, skoen trykker, når folk er bange for at komme til et møde, fordi de risikerer at blive udsat for vold,” siger Katrine Winkel Holm.

Hun mener, at det grundlæggende problem er, at der er et voldspotentiale i islam, som ikke findes i jødedom eller kristendom. Ikke alle 1,5 milliarder muslimer er voldelige, og Katrine Winkel Holm mener heller ikke, at alle muslimer bliver såret over at se deres profet på en karikaturtegning.

Hvordan kan der blive flere moderate muslimer, hvis vi bliver ved med at trykke tegninger, som provokerer i hvert fald en del af muslimerne?

”Jamen, det kan vi, hvis vi selv viser, at vi tror på noget. Mange muslimer har jo den opfattelse, at det eneste, vi går op i er porno, sprut og umoral. Men nogle af dem, der sætter mest pris på vores frihed, er de moderate muslimer,” siger Katrine Winkel Holm.

Retten til at sige og ikke mindst skrive og trykke, hvad man vil, blev født i oplysningstiden. Idéen om tolerance fik filosoffer som John Locke, David Hume, Denis Diderot og Francois de Voltaire og senere John Stuart Mill og Karl Popper til at argumentere principielt for, at det skulle være en borgerlig rettighed at ytre sig frit.

I England afskaffede parlamentet allerede i 1695 censuren, men det tog 100 år, før det i praksis slog igennem. I Danmark fik Johann Struensee indført trykkefrihed i 1770, men det holdt kun kort tid, inden han blev henrettet for landsforrædderi et par år senere. Det formelle forbud mod censur blev nedfældet i Grundloven i 1849, men som både debattører og jurdiske eksperter er enige om, har ytringsfriheden aldrig været ubegrænset.

For eksempel er injurier ikke tilladt, og Danmark har både et forbud mod blasfemi og en såkaldt racismeparagraf i Straffeloven. Det er paragraf 266b, som indebærer, at man blive straffet med op til to års fængsel, hvis ”en gruppe af personer trues, forhånes eller nedværdiges på grund af sin race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle orientering.”

Professor emeritus Helge Rønning fra institut for medier og kommunikation ved Oslo Universitet har i mange år fulgt debatten om ytringsfrihed, og han argumenterer for, at man er nødt til at se på den kontekst, ytringsfriheden bruges i.

”Hvis hensigten med at bringe karikaturtegningerne er at vise solidaritet med Morgenavisen Jyllands-Posten, kan det være rimeligt nok, men det betyder ikke, at alle medier har pligt til at bringe dem,” siger han.

”På den anden side vil der være nogle lande, hvor det at bringe tegningerne igen vil blive forstået på en helt anden måde. Hvis man trykker tegningerne i et land med stort muslimsk mindretal, kan det føre til en voldsom konfrontation, som ikke er hensigtsmæssig.

Da Yale University i USA i 2009 fjernede tegningerne fra professor Jytte Clausens bog om Morgenavisen Jyllands-Postens karikatursag, var det derimod helt galt. Tegningerne var absolut nødvendige for at forstå den krise, som sagen skabte. Der var vældig meget overforsigtighed i den sammenhæng,” siger Helge Rønning.

Men er der ikke grænser for, hvor langt man skal strække ytringsfriheden?

”Alle diskussioner om ytringsfrihed drejer sig om dens grænser. Hvis man ser ned gennem historien, har for eksempel blasfemi været en vigtig del af hele oplysningsprojektet i Europa.

Forbuddet mod blasfemi havde man ikke for at beskytte Gud mod forhånelse, men for at beskytte præsterne. Sådan er det også i debatten i dag, hvor det handler om at beskytte imamerne og ikke Allah.

Jeg plejer at sige, at hvis Gud er så svag, at han ikke kan tåle at blive tegnet, så er han nok ikke Gud i det hele taget.”

Er ytringsfriheden blevet mindre nu end tidligere?

”Jeg mener, at grænserne for ytringsfriheden har ændret sig. Den begivenhed, der fundamentalt ændrede situationen, var fatwaen mod Salman Rushdies ”De Sataniske Vers” i 1989. Det har virkelig forstærket konfrontationen mellem på den ene side de principielle tilhængere af ytringsfriheden og de forskellige ytringsfrihedsmodstandere på den anden side.

Men man glemmer, at der jo også findes andre modstandere af ytringsfriheden. Det kan for eksempel være modstand mod frie ytringer om seksualitet, som står vældig stærkt i USA. Det kan ytre sig som censur på biblioteker og lignende.”

FN's verdenserklæring om menneskerettighederne, Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og Grundloven garanterer alle ytringsfriheden, men de gør det ikke med samme ordvalg.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention går på papiret længst i retning af at definere undtagelser fra den generelle ytringsfrihed, men den norske professor hæfter sig ved, at Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol faktisk i høj grad ser på, hvilken kontekst ytringer indgår i.

”Jeg betragter mig selv som en slags ytringsfrihedsfundamentalist, men jeg vil fastholde, at man må tolke ytringsfriheden ind i den konkrete situation og ikke kun se principielt på det,” siger Helge Rønning.